Læsetid: 5 min.

Prinsen skal stadig kunne mærke ærten

To milliarder mennesker fulgte i går brylluppet mellem kronprins William og Catherine Middleton. Kan konstitutionelle monarkier overhovedet forsvares? Det kan de godt. Men kun hvis folket besinder sig på sine lyster
De sidste. Den dag, monarkiet bare er en rig familie, der har sin plads i den internationale jetsets sæbeoperaer, er det sidste argument for ikke at have en præsident forsvundet.

De sidste. Den dag, monarkiet bare er en rig familie, der har sin plads i den internationale jetsets sæbeoperaer, er det sidste argument for ikke at have en præsident forsvundet.

30. april 2011

Pling! siger det, når en e-mail havner i min indbakke på Informations intranet. Den her var fra den prisbelønnede og i vide kredse kendte blændende intellektuelle weekendredaktør:

»Har du lyst til at skrive en klumme om det britiske bryllup i denne uge? Vi har ingen dækning det burde vi jo have. Jeg tænker, at du med din engelske familie kunne være kvalificeret til at skrive noget om det,« skrev han lokkende; dagen før deadline.

Mailen var typisk. Naturligvis har denne avis ingen egentlig dækning af William og Kate. Det er below us. Information er ifølge os selv en samfundspolitisk og kulturel, intellektuel, undersøgende nicheavis med ikke så meget som en snert af kulørt ugeblad.

På den anden side ligger vi i permanent fare for at blive så røvkedelige, at kun mennesker med akut hang til aktindsigt og eksotiske udenrigspolitiske problemstillinger vil elske os. Dem er der ikke helt nok af, så derfor dækker vi (heldigvis) som vore trofaste abonnenter ved alt om, også mere 'livsstilsprægede' og letbenede emner med gusto. Og det er jeg en varm tilhænger af.

Den onde stedmor

»Jo, hvorfor ikke,« svarede jeg derfor redaktøren. Som gammel London-korrespondent og udenrigsjournalist har jeg dækket Storbritannien i sammenlagt otte år. Men p.t. bor jeg i den amerikanske hovedstad. Det betyder imidlertid ikke det mindste. Amerikanerne er uhæmmet vilde med det britiske kongehus. Ugebladene skriver de mest sindssyge historier om dem hver eneste uge. Så gårsdagens bryllup har været dækket ned i de allermest fantasifulde detaljer.

Hertil kommer alle de opdigtede historier, som den amerikanske sladderpresse excellerer i på virtuos vis. Rollelisten er fastlagt: Camilla Parker Bowles, gommens stedmor, er den onde heks, som er ved at få Kate Middleton altid smuk, intelligent, yndefuld og indstillet på et liv i paparazzilinsernes ubønhørlige søgelys ned med nakken. Motivet er jalousi og angsten for at det unge par skal stjæle rampelyset og overhale kronprins Charles indenom på vejen mod tronen. Bowles har en forkærlighed for gin, som hun skjuler i sine shampooflasker, og hun kaster med møbler mod den lidt skvattede Charles, der ikke kan blive skilt igen.

Kate er nervøs over den konstante sammenligning med The People's Princess også kendt som afdøde Prinsesse Diana, mens William kun er opsat på at beskytte sit livs kærlighed, Waitie Katie, som de mere ondsindede britiske medier kaldte Middleton gennem nogle af de syv år, hvor den unge stoiske kvinde ventede på sin prins.

Og jo, jo nu De spørger, kære læser, så tilbragte jeg fredag aften til fest hos den britiske ambassadør i Washington med live royal dækning fra BBC, hvorimod jeg sagde nej til de adskillige invitationer fra anglofile amerikanere, der inviterede til morgenmadsbuffet og livedækning fra de amerikanske tv-netværk fra kl. 04 om morgenen i mit kvarter.

Refleks eller refleksion

Men lige så naturligt det er, at mange amerikanske medier bruger Hollywoodstandarder og -plads på de britiske royale, og at New York Times modsat bringer artikler om sammenstødet mellem den kollapsede britiske økonomi og den lidt umoralske festivitas, der udfolder sig (og så for en sikkerheds skyld lader nogle kvindelige klummeskrivere sukke om, at skal-vi-da-ikke-lige-alle-sammen-også-have-lov-til-bare-at-more-os-en-gang-imellem-og-herregud-er-det-nu-så slemt?), lige så forventeligt er det, at Information vil forelæse om det komplet udemokratiske ved overhovedet at have et monarki i et moderne demokrati.

Vore læsere er ikke interesseret i al det tant og fjas. De vil erstatte royale apanager med penge til klimabeskyttelse og bekæmpelse af menneskehandel og forbedringer af flygtninges forhold og den slags. Visse vil muligvis anerkende kongehusenes PR-bidrag til branding af deres respektive lande, men vil i samme åndedrag tilføje, at det under ingen omstændigheder kan forsvares politisk.

Hurra for protokollen

Men man kunne til gengæld som et reflekteret menneske godt spørge sig selv om, hvad begrebet 'konstitutionelt monarki' (som det britiske og danske) egentlig betyder. Det ligger i begrebet, at in casu den britiske dronning regerer hun på vegne af den demokratisk valgte regering. Når Elizabeth hvert år åbner det britiske parlament i september med The Queen's Speech er det derfor ikke hendes egen tale, men dronningens tale som statsoverhoved, den britiske regerings politik, hun fremlægger. Det samme er tilfældet i Danmark.

Hvad man først og fremmest kan forvente af en konstitutionel monark, er med andre ord forudsigelighed og hermed også en stor portion protokol. Protokol, et ofte udskældt og latterliggjort begreb i vor netbårne tidsalder, hvor alle mener at have krav på at få adgang til kendtes og hermed også kongeliges 'spontanitet og følelser' og 'menneskelighed', handler i dette tilfælde om at bevare monarkiets konstitutionelle distance til demokratiet.

Sagt på en anden måde er der snævre rammer for, hvad et kongehus kan foretage sig i et demokrati. Og det manglede da også bare. Præsidenter derimod kan opføre sig som de lyster. De kan få helgenstatus, de kan redde verdenen, de kan kræve både det ene og det andet. Men de er også på valg, og vælgerne kan dermed slippe af med dem. Hvad de pr. definition ikke kan med monarkerne, der ikke bare kan udskiftes, hvis befolkningen ikke bryder sig om dem.

Superstar-monarken

Ellers bliver det også umuligt at forsvare, hvorfor en tilfældig familie skal have så megen magt. Den så feterede afdøde britiske prinsesse Diana magtede først at installere sig for alvor i kombi-rollen som supermodel og Moder Teresas stedfortræder, da hun ikke længere var formelt medlem af den britiske kongefamilie. Men netop derfor var hun, den mest populære royale nogensinde, den dårligste garant for institutionens overlevelse. Og derfor er af de samme årsager, med modsat fortegn de nuværende alderstegne dronninger Elizabeth II og Margrethe II omvendt så perfekte repræsentanter.

Desværre dyrker vore dages medier og befolkninger en anden model: superstar-monarken, der er fuldstændig uforenelig med enhver demokratisk konstitution. Folket angler efter en uvalgt præsident, en slags back to divine rule. Hvilket præcist er det, der ikke er passabelt i et konstitutionelt monarki. Massernes kannibalistiske følelsesterror og krav om, at de kongelige skal græde, grine, kysse og kramme for åben skærm, er med til at fjerne det langsigtede fundament for både fascinationen og opbakningen. Den dag, monarkiet bare er en rig familie, der har sin plads i den internationale jetsets sæbeoperaer, er det sidste argument for ikke at have en præsident forsvundet. Monarken bliver nødt til at forblive en distanceret regelbundet figur i statens liturgi, ikke et helt almindeligt menneske, hvis konstruktionen skal give mening i et demokrati.

Prinsen på ærten

Derfor er kravene til William og hans udkårne (såvel som til Danmarks kronprins Frederik og Marie) så næsten umenneskeligt strenge. Moderniser jer javel, sæt blot den lille prins Christian i folkeskole, som vi hørte om i denne uge. Det er populært. Men tag jer i agt. Han skal stadig kunne mærke ærten gennem de gennem de 20 madrasser og de 20 edderdunsdyner. Det så H.C. Andersen så fint og klart i det klassiske eventyr: Den dag lilleprinsen bare vil skate og spille rollespil sammen med resten af øko-klassekammeraterne på Tranegårdsskolen har monarkiet mistet sin berettigelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

morten hansen

Det kunne have været passende og forfriskende i disse tider, hvor folket læner sig savlende og henførte indover deres fladskærme til globryllyp .. om Information kunne have bragt et par helsidesartikler - mindre kan vist ikke gøre det, hvis de skal gøre fyldest - om hvad baggrunden er for, at en gruppe stinkende rige monarker på den anden side af Nordsøen kan te sig på denne måde og pådrage sig en sådan opmærksomhed fra deres 'subjects'.

En række emner stiller sig i kø for at blive belyst og genopfrisket.

Et af dem er, hvad der skabte den brittiske krones ufattelige rigdomme, som de stadig lever fedt på. Vi taler om den opiums- og slavehandel, som de via British East Asian Company bedrev i 2. halvdel af 1800-tallet.

Et andet emne kunne være det svindelnummer, der består i, at en tysk adelshus ved navn Saxe-Coburg og Gotha tager et andet navn: 'The Windsors' og derved røven på britterne.

Et tredje emne kunne være det engelske kongehus' tætte forbindelse med det pædofile imperium ved navn Vatikanet - et andet navn for det spøgelse, der slap ud af det romerske imperiums undergang.

Et fjerde emne kunne være, at det spøgelse, der slap ud af det brittiske imperiums undergang ved navn det konstitutionelle britiske monarki og den royale familie stadig kontrollerer deres tidligere OG nuværende koloni kaldet Amerikas Forenede Stater både økononomisk og konstitutionelt. Gør jeres hjemmearbejde og studer den amerikanske forfatning og dannelsen af republikken.

Et femte emne, der knytter an til det fjerde, kunne være at studere institutionen The Federal Reserve, der agerer som den amerikanske nationalbank, men som er et privat konglomerat af brittiske banksyndikater. Det er ligesom det tidligere royale syndikater af slave og opiumshandlere intet andet end gangstere og mafiosi på højeste plan.

Et sjette emne kunne være en dybere kortlægning end den sloppy mainstream-Ritzaus-Reuters-dækning af, hvorfor netop England og USA fortfarende er så krigsliderlige.

Et syvende emne kunne selvfølgelig være, hvem der myrdede princesse Diana ...

Et ottende emne kunne være et portræt af den engelske monark George d. 4. Det ville beskrive en af de mest indflydelsesrige personer i det forløbne 2 århundreder.

Det ville blive et portræt, der ikke lod en Cæsar, Napoleon, Stalin, Hitler, Mussolini, Mao eller George Herbert Walker Bush, Tony Blair (og mulighvis Anders Fogh Rasmussen) noget efter. Hvis vi med moderne sprogbrug skulle tale om 'de største forbrydelser mod menneskeheden', så ville disse folk skulle stå for en en global domstol og idømmes livstidsdomme x? (henrettelser tilhører ikke vores tid).

For de nulevende personers vedkommende kan det stadig komme på tale.

Et niende emne kunne være de korrupte europæiske nobiliteter generelt. Hvis man fx. læser i historiebøgerne om hvordan 1. Verdenskrig kom i stand, kan man læse (på engelsk), at: 'One incident lead to another'. Altså en tronarving i Sarajevo blev 'tilfældigvis' skudt' og resten skete trip-trap-træsko, hvorefter 37 millioner mennesker blev slagtet i den første semiglobale krig. Men hvis man studerer sagen nærmere, er der ikke tale om en tilfældig kædereaktion, men om et snedigt og slibrigt skakspil iscenesat af europæiske nobiliteter.

Krige gør, at insestorerene, bankerne og nobiliteterne tjener KASSEN.

Altimens sidder folket og gokker den af foran fladskærmen til senimperialt royalt globryllyp.

Say no more !!

Lars Villumsen

Ding-dong!

Hvad ved vi mænd om royale bryllupper?

Tror det har noget med følelser at gøre?

Det er nok ikke lige de mandlige hormoners sejrsrus vi her har med at gøre!

Kvinder især elsker det dér romantiske stik, lige midt i hjerte gele´en - lad dem dog, herregud!

Uvidende masser? I say no more!

Morten P. Nielsen

"Vore læsere er ikke interesseret i al det tant og fjas. De vil erstatte royale apanager med penge til klimabeskyttelse og bekæmpelse af menneskehandel og forbedringer af flygtninges forhold og den slags."

Jaaaaa!!! \o/

Tom W. Petersen

"Den dag, monarkiet bare er en rig familie, der har sin plads i den internationale jetsets sæbeoperaer, er det sidste argument for ikke at have en præsident forsvundet."
Den dag har, så vidt jeg kan se, forlængst indfundet sig for det danske kongehus' vedkommende.
Men det er ikke det sidste argument for republik.