Læsetid: 9 min.

Er det her den rigtige krig?

Pludselig gik det stærkt. Et oprør blev til borgerkrig, og en borgerkrig blev til hele verdens krig. Op til interventionen var der ikke mange, der nåede at debattere det fornuftige i at kaste sig ud i en ny international konflikt, men efterhånden som røgen fra de første Tomahawk-missiler har lagt sig, er debatten blandt klodens intellektuelle blusset op: Var det rigtigt at intervenere i Libyen?
Militser af unge styrer trafikken, maler skilte, organiserer demonstrationer og holder vagt i byen. Her hænger en gruppe af de unge ved en udbrændt politistation.

Militser af unge styrer trafikken, maler skilte, organiserer demonstrationer og holder vagt i byen. Her hænger en gruppe af de unge ved en udbrændt politistation.

Mads Nissen

2. april 2011

Carsten Jensen, forfatter og journalist

Der er sikkert ikke længere nogen, der kan huske, hvad den danske statsminister Lars Løkke sagde, da han kom ud fra sin minutkorte audiens i Det Hvide Hus hos USA's præsident, Obama. Obama havde doceret Løkke i det korrekte syn på opstanden i Libyen, nemlig, at vi ikke skulle blande os, og Løkke forsøgte nervøs og besværet at gengive den for ham tydeligvis uforståelige lektie. Han var tvunget til at præsentere nogle temmelig nuancerede, dvs. absolut medie-uegnede, synspunkter, som helt savnede den sædvanlige dem eller os-retorik, som er det eneste sprog, den danske regering normalt behersker. Løkke så rigtig utilpas ud, og jeg greb mig i at føle en vis sympati for ham.

Tre dage senere gik Danmarks statsminister ind for det absolut modsatte standpunkt. Vi måtte absolut intervenere i Libyen. Der var i mellemtiden kommet en opringning fra Det Hvide Hus. Præsident Obama havde ombestemt sig.

Danmark har ikke nogen selvstændig udenrigspolitik, og det skal vi sikkert være taknemmelige for, når vi betænker, hvilken forsamling af uhørt inkompetente fidusmagere vi regeres af.

Hvad angår Libyen, er jeg i nøjagtig samme position som hele den danske befolkning, der så entusiastisk bakker op bag vores tredje krig i dette årti, samtlige de politikere, der stemte for den, og 98 procent af de journalister, der dækker den: Jeg ved heller ikke et klap om Libyen.

Det arabiske forår

Når jeg alligevel i al privat stilhed besluttede mig for at gå ind for et væbnet indgreb mod Gaddafi, har det to grunde: Jeg syntes, det var svært at være passivt vidne til den kommende massakre mod Benghazi, som time for time rykkede nærmere og nærmere. Og jeg synes, det arabiske forår, der har bragt foreløbig to regimer, det tunesiske og ægyptiske, til fald og rystet langt flere, er det mest opløftende og håbefulde, der er sket i lang tid, ikke mindst fordi det med en forhammer har knust alle de fordomme, vi har om arabere og muslimer som nærmest genetisk uegnede til demokrati, og jeg frygtede, at en massakre på Libyens oprørere ville give andre truede regimer lidt for gode ideer.

Når man har sagt A, må man også sige B, og jeg har på fornemmelsen, at vi vil komme temmelig langt i alfabetet, før det her er overstået. Ideen om at oprette en no fly-zone er selvfølgelig for længst overhalet. Vi beskytter ikke kun civilbefolkningen. Vi er en aktiv deltager i noget, der mere og mere ligner en borgerkrig, og at forvente noget andet resultat af vort indledende A er utilgiveligt naivt. Det kunne ikke være gået anderledes, end det er i færd med at gå nu. En såkaldt politisk eller diplomatisk løsning, reformer eller forhandlinger, det er alt sammen tom og meningsløs retorik, når det gælder Libyen.

Under løgnens førerskab

Frem for alt må vi være nøgterne og ærlige om dilemmaerne i vores indblanding, ikke mindst de totalt uforudsigelige konsekvenser, som ikke nødvendigvis bliver lykkelige.

Sandruhed har jeg dog ingen forventning om, så længe den danske marathonmester i løgn og fordrejninger, Anders Fogh Rasmussen, er generalsekretær i NATO. Så her er en vigtig opgave for medierne, som de sikkert deres vane tro vil svigte.

Libyen kan minde om NATO's intervention i Kosovo, blot med den vigtige forskel, at Gaddafi ikke er i færd med at begå et folkemord på den libyske befolkning. Folkemord er en udryddelseskrig rettet mod en befolkningsgruppe med bestemte etniske karakteristika, men Gaddafi skyder ikke på sine modstandere, fordi de taler et andet sprog end ham, har en anden tro eller et sæt andre skikke, men fordi de skyder på ham. Det er stadig vanskeligt at afgøre, hvor stor støtte Gaddafi har i befolkningen, og hvem de er. Vi ved heller ikke meget om oprørerne, andet end at de fremstår som den gode viljes repræsentanter, men det er ikke sikkert, at de er det.

Kun vores våben tæller

Den dag, Gaddafi er væk, skal vi også forsvinde. Invasionerne af Irak og Afghanistan har i Den Tredje Verdens øjne bragt demokratiet i miskredit og gjort det synonymt med inkompetence, korruption og en overflod af tilfældig, skruppelløs vold. I Irak og Afghanistan væltede Vesten regimer, der ikke var under pres fra deres egne befolkninger. If you break it you own it, sagde Colin Powell med en typisk amerikansk supermarkedsmetafor som begrundelse for, at invasionshærene også blev til besættelseshære. I Libyen er det befolkningen selv, der har slået vasen i stykker, og det er også oprørene, der kommer til at dreje en ny. Os kan de i hvert fald ikke bruge til noget, for i de sidste 10 år syntes vores handlinger mest at have været inspireret af Paulus brev til romerne (kap. 7, vers 19): »Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.«

Det er jo egentlig en trist konklusion:

Vestens ideer er gode nok, vi handler bare ikke i overensstemmelse med dem. Det er kun vores våben, der er endt med at tælle.

Abdelkader Benali, hollandsk-marokkansk forfatter

Et folkeligt oprør er blevet miskrediteret. Mange arabiske ledere er utvivlsomt henrykte over Vestens indgreb i Libyen dog næppe fordi de gerne ser demokrati og frihed udbredt til deres region, men snarere fordi indgrebet giver visse arabiske regimer og i al fald Syrien og Yemen en kraftigere stok til at slå egne opstande ned med.

I Yemen har den kampberedte præsident, Ali Abdullah Saleh, allerede forsøgt at miskreditere yemenitternes folkeopstand ved at kalde den for et zionistisk-amerikansk komplot.

Enhver folkelig revolte, der nyder vestlig opbakning, risikerer nu at blive miskrediteret som et udenlandsk komplot

Hvem bliver beskyttet?

Hertil kommer elementet af mistillid. De samme europæiske lande, som indtil for et par uger siden plejede omfattende økonomiske, politiske og sociale bånd med Gaddafis regime, forsøger nu at overbevise libyerne om, at de er deres bedste forsvarere. Men kan vi overhovedet stole på dem, vil de kræfter, der arbejder for forandring i regionen, nu kunne spørge.

De vestlige magter var tilbageholdende med at udtrykke støtte til revolutionerne i Tunesien og Egypten. Deres vent og se-reaktion gav protestgrupperne tid til at mobilisere og vinde troværdighed som dynamo for en national opstand. Det var en klog reaktion, for den betød, at opørerne ikke kunne afvises som et vestligt komplot.

Men i Libyen følte de allierede nationer, at de måtte tage del i historien. De talte om den humanitære nødvendighed af at stå side om side med oprørerne, med de undertrykte. De ville kun beskytte, sagde de, ikke angribe. Men det er stadig uklart, hvem der bliver beskyttet.

Den folkelige opstand mod Gaddafi kan til tider mindre mere om en stammekrig mellem konkurrerende regioner. Magtbaserne er spredte, de organisatoriske strukturer meget svage.

Hvem er det i grunden, Vesten vil støtte? Hvis målet er at udskifte regimet, skal der findes en ny leder, hvilket tegner uhyre vanskeligt. Hvad nu hvis udfaldet af denne krig bliver Gaddafis afsættelse til fordel for indsættelsen af en ny skånselsløs leder, som nyder Vestens opbakning. Hvem vil tage ansvaret for det? Det ser ud til, at Vesten i det mindste for tiden nægter overhovedet at overveje dette perspektiv.

Frygten for folket

Vestens korrupte taktik i regionen vil uvægerligt få skylden. Det vil være den samme gamle historie om korstogene forfra. Jeg kan allerede se overskrifterne for mig. Og Gaddafi vil blive fremstiller som en ny tids Saladin, som forsvareren af den arabiske ære.

Den Arabiske Ligas rolle siger det hele. Amr Moussa, ligaens leder og en mulig ny egyptiske præsident, støttede invasionen, men trak allerede sin støtte tilbage efter den første dag med bombardementer. Tunesien og Egypten, nabolande og arnesteder for de to indtil videre vellykkede revolutioner afholder sig også fra enhver indblanding. De frygter for de af deres borgere, der bor i landet og er også bange for at ligne marionetter for Vesten.

Interventionen har udsigt til flere problemer i den kommende tid.

Den eneste måde, en definitiv sejr kan fremtvinges på, vil være ved indsættelse af landtropper. Disse landtropper vil uundgåeligt tiltrække al-Qaeda og islamistiske medløbere.

Libyen kan blive et nyt Irak, internt splittet og eksternt svagt. Spændingen ved de tunesiske og egyptiske grænser vil stige og skabe en eksplosiv vækst i de antivestlige følelser i Kairo og den illegale udvandring til Europa vil accellerere.

Potentiale for nye tragedier

Den største fejltagelse kan i sidste ende blive, at en unik mulighed for en ny alliance mellem den vestlige og den muslimske verden bliver tabt på gulvet en alliance, som kunne være helliget en ny front mod undertrykkelse og diktatur. Lige nu tegner udfaldet usikkert. Selv om oprørerne igen rykker frem, er de dårligt udrustede og står over for en overvældende opgave.

Historien udvikler sig sjældent ad de baner, som vi håber og forventer. Så selv om Gaddafis regime før eller siden vil falde, er der stadig et rigt potentiale for nye tragedier. q

Peter Preston, senior-kommentator og tidligere chefredaktør for The Guardian

I grunden er det alt sammen uhyre enkelt, for når vi først har skrællet alle historiens slagger af, står vi tilbage med et elementært moralsk, politisk spørgsmål om almindelig medmenneskelighed. Vi og her taler jeg ikke kun om os i Vesten, for demokrater findes i alle verdenshjørner ynder at bekende os lidenskabeligt til demokratiets og frihedens emancipatoriske magt. Derfor jublede vi også, da et uventet udbrud af frihedslængsel skyllede hen over Tunesien og Egypten. Vil hilste Jasmin- og Papyrus-revolutionerne velkomne med smukke ord og højstemt Obama-jargon, og selv om vi siden er blevet noget mere eftertænksomme i forhold til, hvad der kan ske Bahrain og i Yemen og på længere sigt også Syrien og Saudi-Arabien, så er der stadig ingen tvivl om, hvor vi står, eller om, hvad vi ansporede de libyske folkemængder, som rejste sig spontant imod Gaddafi, til at forvente af os.

Nu er det ganske vist ingen garanti for succes, bare fordi vi sender Tornadoer, Mirage- og F16-fly i kamp. Luftherredømmet kan alene udligne Gaddafis overlegenhed i tungt artilleri. Men tag en hvilken som helst koalition af de villige og tvivlsomme, og man kan være sikker på, at et eller andet nok skal gå galt.

Ingen illusioner om Gaddafi

Men prøv at holde problemstillingen velsignet enkel. Hvis ikke amerikanske, franske, britiske og danske fly havde grebet ind, så ville Benghazi en by med over en halv million indbyggere med sikkerhed være faldet. Der er ingen grund til at fortabe sig i spekulationer over, hvordan oberst Gaddafi og hans trofaste hær (eller lejesoldater) ville have ageret i den situation. Brutale repressalier ville været blevet eksekveret omgående. Hovedmændene bag oprøret ville blive jagtet og likvideret. Menneskemængder ville blive spredt med skarpe skud. Det ville have været en forfærdelig forestilling og det kan det endnu nå at blive, hvis vi begynder at ryste på hånden og noget af blodet ville komme til at dryppe fra vores hænder.

For vi støttede og opmuntrede jo dette oprør, vi formulerede trusler via FN og Den Internationale Straffedomstol, og vi hilste det velkommen, når Gaddafis tjenere skiftede side og dermed syntes at varsle deres hidtidige herskers forestående fald.

Dette indgreb i en borgerkrig i vild ubalance har ikke umiddelbart nogen fortilfælde i moderne historie. Det er ikke, så absolut ikke, Irak. Det er ikke på nogen måde Afghanistan. Det kunne være blevet Srebrenica i al fald i forhold til et muligt ansvar for passivitet men det er heller ikke Bosnien 1995, fordi nu kender vi farerne ved ikke at hjælpe, ved at nøjes med at se til fra sidelinjen.

Jeg har brugt det meste af mit journalistiske liv på at tale imod krig imod Saddam, imod Taleban, ja selv imod Argentina under Falklandskrigen. Jeg kender til alle faldgruber og skuffelser. Jeg afventer resigneret det første fejlslagne angreb, der dræber alt for mange af de uskyldige civile, vi ønskede at hjælpe

Alligevel er sagens kerne og kravet til os i denne situation ubarmhjertigt klart. Millioner af unge, idealistiske mænd og kvinder har ytret en længsel, vi så længe har ønsket at høre fra dem. Der er kun én ærefuld måde at imødekomme denne længsel på. Så simpelt er det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Abdelkader Benali:

""Hvad nu hvis udfaldet af denne krig bliver Gaddafis afsættelse til fordel for indsættelsen af en ny skånselsløs leder, som nyder Vestens opbakning.
Hvem vil tage ansvaret for det? Det ser ud til, at Vesten i det mindste for tiden nægter overhovedet at overveje dette perspektiv."

Det er dog et spørgsmål krigstilhængerne idet mindste må prøve at besvare.

Nu er de vestlige ’rådgivere’ ved at være synlige i Benghazi, skriver The independent on Sunday så mon ikke snart Gaddafis modstandere vil føre en mere effektiv krig?

Og mon ikke ’rådgiverne’, som snart efterfølges af egentlige landtropper vil sikre, at Libyen (eller den del af det nuværende Libyen, der har den mest værdifulde undergrund) får en mere ’stabil’, vestligt orienteret leder?

http://www.independent.co.uk/news/world/africa/western-military-advisers...

Carsten Jensen:

»Jeg syntes, det var svært at være passivt vidne til den kommende massakre mod Benghazi, som time for time rykkede nærmere og nærmere.«

Hvordan i himlens navn kan Carsten Jensen vide det? Har manden en krytalkugle, hvor han kan se, hvad der vil ske i fremtiden eller hvad?

Desuden kan man ikke massakrere en by. Man massakrerer mennesker og derfor er det retorisk manipulation af værste skuffe, når Jensen taler om en ”massakre mod Benghazi”.

Man massakrerer mennesker, og Carsten Jensen har ingen som helst dokumentation for at regeringstropperne ville gå til angreb på andre end de bevæbnede oprørere sådan som en hvilken som helst anden regering i denne verden ville gøre, hvis den bliver angrebet af bevæbnede civilister

I fremtiden kan NATO åbenbart angribe et hvilket som helst land der har olie i undergrunden eller som har en strategisk betydning udelukkende på en påstand om at magthaverne pønser på at lave svinestreger.

Den nye doktrin er i realiteten en blankocheck for NATO til at angribe hvor som helst og når som helst.

Det eneste en angreb fra NATO i fremtiden kræver af legitimering, er at propagandamøllen får lov til at male et par uger og, fortælles os, at vi står overfor en trussel af den ene eller den anden art, eksempelvis en diktator der truer os med masseødelæggelsesvåben der i virkeligheden slet ikke findes eller en massakre som kun findes i fantasien.

Hvad skal man med de såkaldte intellektuelles bagkloge mavefornemmelser, hvis de ikke formår at berige og måske forme en samfundsdebat inden der skrides til handling?

For mig kommer argumenterne i artiklen meget nemt til, at fremstå som legitimation for den enkeltes placering i parnasset al den stund, at krigen længe har været i gang og følger sin egen indre logik - formet af militær nødvendighed og mangel på politisk strategisk planlægning og mål - fremfor at forholde sig til moralske, kulturelle eller whatever "kloge" argumenter.

Hvor var de inden krigen startede - på ferie?

Og derfor fremstår artiklen, som helhed, på mig, som absurd. Som et billede på den transformation som Europa har været igennem siden Kosovo-krigen i 1999 og som er endt med, i bogstavligste forstand hovedløs militarisme, og med anvendelse af Robert Kagan's berømte/berygtede ord fra 2002, er Europa nu Mars og USA er Venus.

P.s. Der er naturligvis også enkelte undtagelser i artiklen.

Carsten Jensen skriver : 'det var svært at være passivt vidne til den kommende massakre mod Benghazi, som time for time rykkede nærmere og nærmere'

Så er det da vist på tide at du fjerner hovedet fra bøgernes fantasi-verden .. Det eneste du var 'vidne' til var din egen tro på at dine fantasier ville blive virkelige . Selvfølgelig godt hjulpet på vej af de andre 98% der heller ikke ved en skid om Libyen .

Johannes Aagaard :
Som Antimilitarist har jeg ikke en disse at undskylde, ondt i samvittigheden eller noget som helst andet . Det er ikke OS der laver alle de lorte-krige, vel ? Det er dig og dine 'ansvarlige' venner der gør det .

Johannes Aagaard:

»At du kræver dokumentation for, at en nedslagtning af civile i Benghazi var nært forestående, er simpelthen et udtryk for ansvarsforflygtigelse.«

Der kan man bare se. Jeg vil da kalde det for ansvarsbevidsthed, rettidig omhu eller noget andet i den stil, når jeg beder om at få dokumentation for at de påstande, der kaster os ud i en blodig krig og sandsynligvis langvarig krig er rigtige og sandfærdige.

Hvis man kender lidt til verdenshistorien, vil man vide, at det ikke er så få krige, der er blevet startet på baggrund af en ondsindet løgn. I virkeligheden er det nok mere reglen end undtagelsen.

Det gælder jo også de nutidige krige. Vi ved jo at vi blev fyldt med løgn da NATO angreb i Irak, Afghanistan og Jugoslavien. Det er der simpelthen nagelfast dokumentation for.

Derfor fatter jeg simpelthen ikke hvordan Carsten Jensen, Frank Aaen og mange andre, kan være så naive, at de denne gang uden viderer tror på NATOs søforklaringer for at gå i krig.

Hvor mange gange skal i fuppes inden i lærer at blive en smule kritiske?

@Poul Ottesen
Nej den med kuvøsen gik på Saddam Hussein. Til gengæld har Gadaffi naturligvis også sin yndlingsperversion. Den kan du sandsynligvis høre om i TV2 News i aften.

*Per Thomsen : Desuden kan man ikke massakrere en by. Man massakrerer mennesker og derfor er det retorisk manipulation af værste skuffe, når Jensen taler om en ”massakre mod Benghazi”.

Så er han overgået i denne skelnen mellem en by og de der bebor den.
Massakre mod 'folk i' Benghazi', geddit ??.

Vil man løsrive Kyrene fra Libyen og tage ansvaret - ok, så.
Bombe Tripoli ? Det er yderst upassende. Det er en anden 'stammes' område. jeg er absolut ikke Libyen-kender, men denne stingermissil internationalt kuraterede 'march mod hovedstaden' med høtyve er vistnok i virkeligheden en invasion ala dengang slovakkerne marcherede mod Prag ....

(det gjorde de så´som bekendt ikke, man fandt en yderst u-global ordning : flere nationale grænser til folket ...)

Tyskland begrundede sin passivitet med at forhandlingens vej ikke var forsøgt inden luftbombardementerne blev sat i værk...

...jeg synes det er en meget god begrundelse.

Anders Carlsen

Ærgerligt at konstaterer at Carsten Jensen på linie med Georg Metz og Enhedslisten nu også melder sig under krigens faner og samtidigt melder sig ud af fredsbevægelsen. I skal nu være velkommen tilbage når/hvis i vågner af rusen.

Når nu Carsten Jensen citerer Paulus, vil jeg citerer Paulus mester, der sagde, stik dit sværd i skeden, for den som ombringer med sværd,skal selv omkomme ved sværd. Og som også sagde, som du sår skal du høste. Det sidste citat er i fredsbevægelsen omskrevet til den korte formular. Vold avler vold.

Ligesom oprører i Egypten i en global verden med en global opmærksomhed og en global bevidsthed ikke kan ses eller forståes isoleret, så kan krigen i Libyen og konsekvenserne af denne krig ikke ses isoleret. Konsekvenserne af krigshandlinger i Libyen har ikke blot betydning for befolkningen i Libyen. En så kraftig manifestation breder sig til hele verden og inspirerer og motiverer til at opnå retfærdighed via voldshandlinger overalt på kloden i, Afghanistan, Irak, Rusland, Kina, Odense eller København.
Carsten Jensen er klar over at valget står mellem to onder. Han mener at tilslutning til Natos bombning er det mindst onde.

Jeg mener at han instinktiv giber efter æget som falder ud af kurven for blot at tabe dem alle.
Voldshandlinger er en instinktiv reaktion motiveret af vrede iboende følelsen af retfærdighed. Krig er koncentreret kollektiv vrede. Krigens argumenter er ikke fornuftens argumenter, de er efterrationaliseringer med et stærkt element af fortrængninger. Og som en mand uden ærer, må jeg i den grad undres. 10 års kulturkamp og så står vi her.

Krigens tænkning er binær/mytisk eller sort/hvid. Det er den form for tænkning som et 4-6 årigt barns er tænkning er domineret af. Ja undskyld mig Carsten Jensen, men du behøves ikke at tage det personligt og du er jo heller ikke alene. Der er de gode og den onde tyran. Der er to løsninger. Enten slipper vi helvede løs over Gaddafi eller også ender det med folkemord. Enten er i for os eller også er i imod os.
- Nej det er intet nyt i denne krig. Den er som alle andre krige båret af retfærdig harme, med anvendelse af det farligste våben som vesten indtil nu har opfundet. Den humaitære bombe.

I et forsøg på at tale til fornuften vil jeg forsøge at udpege det irationelle i dine efterrationaliseringer.

1) Enten tillader vi Gadaffi at begå folkemord eller også sender vi F16 fly ned og bomber.
Var der virkeligt kun de to muligheder?

2) En del af dem som argumenterer for krigen inklusivt Carsten Jensen mener at der også er et pædagogisk element i krigen. Hvis Gaddafi slipper afsted med det her så tror alle andre diktatorer også at de kan tillade sig det.
Her underkender Carsten Jensen alt hvad vi ved om pædagogik. Det er i den grad den sorte skoles pædagogik. Desværre er det ikke sådan at den sorte skoles pædagogik ikke virkede, den virkede bare uhensigtsmæssigt. Jeg tror desværre ikke at verdens diktatorer med eksemplet Libyen tænker at nu må vi hellere se at få sat gang i reformerne. Jeg tror desværre at de tænker at nu må vi se at få sat gang i våbenproduktionen.

3) Det arabiske forår som har bragt to regimer til fald. Ja det kom som en overraskelse for os alle. Det var næsten for godt til at være sandt.
- Måske er det for godt til at være sandt. Mig bekendt er der ikke noget som helst der er bragt til fald i hverken Egypten eller Tunesien. Det er i begge lande den samme magtelite som sidder ved magten. Så der er meget lang vej igen. I Tunesien var det en fanatisk selvafbrænder som motiverede og tændte gnisten. Det virker noget ildevarslende. I Libyen var det en selvmordsbomber som banede vejen for oprørerne. I Egypten var det en ikke voldelig opstand. Her er der størst grund til optimisme. Men krigen i Libyen er ikke nogen støtte til det Egyptiske folks krav om frihed. Det er et helt forkert signal vesten sender. Jeg tror desværre at demokratibevægelsen vil drukne i blod.

Karsten Olesen

Fra 2004 åbnede Libyen for udenlandske investeringer, og der blev lavet storslåede planer for at lokke udenlandske virksomheder til.

Special economic zone i Misurata:

"Libya's liberal economic policies and its stategic location make it an ideal gateway to European markets"

http://www.ameinfo.com/133838.html

Bog om Libyens økonomi skrevet før balladen begyndte:

http://books.google.dk/books?id=8iw-OlGJsJ8C&pg=PA112&lpg=PA112&dq=libya...

Et 50 milliarder bolig- og infrastrukturprogram påbegyndtes 2008:

http://www.aecom.com/www/v/index.jsp?vgnextoid=236acef8cc1a4210VgnVCM100...

Men i januar 2011 udbrød der uroligheder, pga. forsinkelser og korruption i fordelingen af lejlighederne:

"The Libyan government has run subsided housing projects for poor families in several cities for years. However local authorities in some projects postponed the delivery of hundreds of housing units to the owners who have already signed contracts and paid most of the installments."

http://english.ahram.org.eg/News/4032.aspx

Det udviklede sig videre til oprøret i Benghazi.

Men hvis imperialisterne kommer til at diktere den nye ledelse vil det naturligvis være slut med socialt boligbyggeri og projekter til gavn for den brede befolkning

Det reelle mål med interventionen er - ligesom i Bahrein og Yemen, - at forhindre oprørsbevægelsen i at nå resultater.

Kurt Svennevig Christensen

Carsten Jensens litterære kvaliteter ufortalt var han altså positiv i starten af krigen i Afghanistan. Men efter at have været derude en uges tid, blev han afklaret og gik til angreb mod alle der talte positivt om den krig, meget fornuftig kursændring, ellers.

I Libyen sagen er han, som alle os andre, der ikke ved noget som helt som hvad der foregår i Libyen, blevet stillet over for to muligheder. Enten bomber vi eller også begår Gaddafi folkemord.

At han ikke evner at gennemskue de løgne hænger nok sammen med en åbenhed som forfatter, over for alle muligheder.

Men han kommer desværre for os alle, og ikke mindst den libyiske befolkning, også til fornuft i denne sag og jeg synes også artiklen bærer præg af at det vil ske ret hurtigt.

Og det rigtigt og det gjorde også lidt ondt at Metz vaklede i troen, men ugen efter var han tilbage på rette spor, som jo er at se Libyenkrigen, i lyset af det europæiske efterår. Der er nemlig ikke ret meget andet end Tyskland pt. at komme efter i Europa, målt i forhold til den militære politiske fornuft.

Vi har ikke længere ret meget andet at byde på i udenrigspolitikken, end bomber i krige, som for alt i verden ikke må koste os dræbte soldater (det giver nemlig problemer med vælgerne).

Gaddafi har siddet på magten i Libyen i mere end 40 år, og selv om han både ser og opfører sig underligt, så tror jeg alligevel han har luret os.

Slettet Profil

@Karsten Hansen

Tak for din kommentar. Den har jeg anbefalet. Dejligt, for en gang skyld, at hoere en der har forstaet hvem er vores egentlig fjende, her i verdenen - "The wizards of Oz", om man vil.

Johannes Konstantin Neergaard

Kan der argumenteres for krig? Ja formentlig. Mange fornuftige folk som Carsten Jensen, har forsøgt.

Og et indlægget den 2/4 af Christopher Hitchens var tæt på at overbevise mig. Som han skrev:

"[selv] Den Arabiske Liga indrømmede, at der nu engang findes visse regimer, som uden hjælp udefra vil være upåvirkelige af folkelige omvæltningsforsøg indefra. Gaddafis regime er i allerhøjeste grad et sådant regime, ligesom Saddams var et berygtet eksempel, hvilket de gentagne terrorbombardementer og gasninger af shiamuslimske og kurdiske folkegrupper så rigeligt beviste."

Det lyder rigtigt. Morderiske tyranner gasser sine befolkninger - derfor må de væk. Straks.

Men sandheden er krigens første offer. Nej, det er værre endnu: ikke bare sandheden er skjult for os - enhver basal viden om Libyen og dets oprørere er ikke-eksisterende hos 99 % af politikere, befolkning og journalister. Dét havde Carsten Jensen rigtigt fat i. Vi ved ikke en skid om det land.

Lidt grænseoverskridende som kommunikatør og velbevandret informationsbehandler at skulle indrømme det, men internettet rummer faktisk ikke information om alt. Og uden information mangler selve grundbestanddelen i enhver form for argumentation.

Prøv selv at lave et par google-søgninger på libya og opposition. Det giver nogle ganske tankevækkende resultater. Uopdaterede sider. Mange spørgsmål. Spøjse informationer. (Fx at en af Libyens oppostionsgrupper i en fart omdøbte en protest mod Jyllandsposten til en protest mod Gaddafi.)

Jamen, vi har en dygtig journaliststand, og et efterretningsvæsen med fingeren på pulsen, ikke?
Hm. Er der leveret overbevisende information med tilhørende dokumentation og nøjagtig kildeangivelse for påstandene om krigens nødvendighed? Vel er der ej.

Og alligevel bakker vi krigen op. Til at begynde med endda lige fra højre til venstre i folketingssalen. Ufatteligt.

Ganske få kritikere af krigen har været på banen. Hurra for Søren Mørch.

Vi løser ingenting med krig. Absolut ingenting med en krig, der overvejende føres af
repræsentanter af én civilisation mod en anden.
En pointe med Huntingtons "Civilisationernes sammenstød" var, at den muslimske verden mangler en stærk central stat, som magter at holde orden i egen civilisation. Det fremstår mere rigtig end nogensinde.

Kan vi mon finde en mere genial måde at kommunikere dette på, end ved at føre krig?

Anders Carlsen

Blikket er stift rettet mod krigens resultater, men man glemmer at med regne krigens konsekvenser.
- 3. gang er lykkens gang. Efter Irak og Afganistan kan det være at det lykkes denne gang. Måske er det der er håbet bag viljen til at gå i krig. - Men det tror jeg ikke engang. I min første kommentar nævne jeg fortrængning som et element i krigens psykologi.
Jeg tror at det der fortrænges, er følelsen af afmagt.

Dan Brockmann

Alle disse ord til hvad nytte ?

Afghanistan, Irak og Libyen handler om top 3 listen af økonomisk korruption : våben, olie og narko intet andet.

Ethvert forsøg på at retfærdiggøre disse handlinger er fremsat af naive mennesker tryllebundet af besværgelser manet frem af MSM, spin doktorer og lobbyister. Vores tid største tryllekunstner og illusionister.

Mine damer og herrer der er magi i luften, kan i mærke det ?

Langt hen af vejen er jeg meget enig med Carsten Jensen. At han på trods af den velargumenterede kritik alligevel ender med at støtte krigsindsatsen synes at overraske ham selv ikke så lidt. Og han er nok ikke den eneste.
Jeg vil gerne tro at et massaker på Benghazis befolkning har været en reel trussel, men derfra at slutte at missiler og bomber (nej nu skal de kaldes præcisionsbomber) er den eneste mulighed for at kunne have forhindret et potentielt amokløb af Gadaffis soldater er en absolut falliterklæring og kan kun skyldes mangel på vilje og eller mangel på fantasi.

For Gadaffi har det været an lang og besværlig korsgang at komme nogenlunde ind i varmen hos de vestlige magter og selv om han godt nok optræder rigelig ekscentrisk kan man ikke påstå at manden er dum. Så hvorfor skulle han sætte alt det der har krævet mange års diplomatisk stepdans og selvfornedring over styr bare for et øjebliks sus af hævn?
Fordi det er sådan vores politikere har ønsket og valgt at se på det i overensstemmelse med den herskende politiske stemning og udenrigspolitisk doktrin. På samme måde, og med de samme argumenter som de før i tiden velanskrevne, nu udskældte mellemøstlige stabile diktatorer, mener vores politiske ledere at de skal vise styrke og handlekraft, og det skal der slet ikke være den mindste tvivl om.
Det er Bush doktrinen der stadig styrer vores udenrigspolitik og det viser at vores europæiske politikere tilsyneladende ikke spår Obama og hans blødere kurs en lang fremtid. Kapitalismen, også den moderne af slagsen, har brug for kriser, helst krige, og et klart fjendebillede. Når man nu endelig har etableret dette, som har været svært nok at gennemføre i et Europa som stadig har været under shock fra to verdenskrige samt en kold en, helt frem til 90'erne, hvorfor skal man risikere det for noget man mener bare er et kortvarig indbrud i det politiske klima i USA frem for en endelig nedsmeltning af den neoliberalistiske ( i USA kaldt neokonservative) verdensorden?
Det gør man da ikke bare sådan, vel?

Vores dages F16 diplomati svarer til den sene Britiske Empires kanonbåds diplomati og vil højst sandsynligvis føre til samme resultat. Respekten for vores efterhånden temmlig udhulede demokratiske verdensbillede kan ligge et meget lille sted hos langt den største del af verdens befolkning, selv om vi lader som om de ikke tæller.
Giver det os stof til eftertanke? Næh ikke så rigtigt. Det er bare de stakkels underudviklede idioter eller magtsyge barbariske tyranner der ikke har set lyset.
Ligesom det sene Britiske Empire holder vi fast i kursen der fører mod afgrunden, lægger os ud med hele verden og bomber nu en skør diktators stamme for at statuere et eksempel på hvad der vil ske hvis ikke man føjer os.
For at gøre det hele spiselig for de kritiske røster blandt vores egne skal vi kalde væbnede oprørere med som styres af vidtforskellige hensigter og målsætninger for "civilister" og et væbnet opgør mellem klaner gøres til en folkelig frihedsbevægelse hvis heltemodige krigere i dedste Rambo outfit er parate til at spilde deres og andres blod for demokratiets endelige sejr og alle der maner til fornuft er bare for dumme til at forstå visheden i vores beslutninger, ellers mangler de bare ryggrad. Tyskland for eksempel.

Fri mig!
Jeg har ikke en opskrift på hvordan man kunne have standset et potentielt massaker på civilbefolkningen i Benghazi på mere fredelig vis, men det betyder altså ikke at der ikke fandtes og findes muligheder.
At man kan forhandle med Gaddafi har tiden vist meget tydeligt, ellers ville der ikke flyde libysk olie i vores raffinader, og der ville med sikkerhed have været billigere metoder for at købe livet for Benghazis civilister end at af-futte halvanden hundrede cruiser missiler til 120.000.000 stykpris + de par tusinde løse smartbobmer som man tillægger så megen intelligens at de selv kan finde ud at ramme de rigtige slyngler.

Om vores indblanden ender med at spare civile liv i det lange løb vil tiden vise. Man kan vel have sine tvivl. Interessant nok er mulig tab af civile liv ellers ikke vores største bekymring og hvis argumenterne for at blande sig i Libyens opgør skal være eksemplariske får vi vist nok meget travlt i fremtiden og vi må hellere skynde os med at sætte gang i krudmøllerne igen.

Eller var det måske tanken bag det hele?

Anders Carlsen

Ja vel er Carsten Jensen velskrivende og jeg forstår udemærket hans standpunkt. Ikke mindst fordi jeg havde samme standpunkt indtil illusionen bag hollywood produktionen "Gaddafi den grusomme" bristede og det gik op for mig at der er en virkelighed bag den ellers åndeløse spænende og medrivende konflikt i Nordafrika. Paradoksalt er det at Carsten Jensen der ellers for nyligt hævede sin røst mod journalisstandens manglende kritiske sans, nu selv er blevet et offer for kulturkampen og mediernes krigspropaganda. Men sådan er det. Ligesom reklamerne også virker på den kritiske forbruger som har lært hvordan de virker, fordi de påvirker underbevidstheden. Der skal to til at slås. Men hvem skulle stoppe krigen hvis ikke det var os i Europa. Krigen i Libyen er verdenshistorie. Det er optakten til 3. verdenskrig. Libyen ligger i den anden ende af Europa, men det gør Rusland ikke.

Johannes Aagaard, jeg er ret sikker på at hvis Sikkerhedsrådet (Verdenssamfundet) havde stået samlet overfor Gaddafi og hvis de havde fremlagt en acceptabel plan indeholdende en vis autonomi for Benghazi-regionen, så havde Gaddafi tænkt sig rigtig godt om og borgerkrigen havde været undgået. Iøvrigt er jeg meget enig med Anders Carlsen...

Jon Skjerning-Rasmussen

Der er altid mere end to muligheder.
Det viste Gandhi bl.a. os.
Selv hvis vi "vinder" krigen - hvad bliver det så for et samfund der er kommet til ved vold?

‎"There is no way to peace. Peace is the way".

Jeg tror simpelthen at krig har så mange konsekvenser som vi slet ikke kan forstå. Her taler jeg om konsekvenser ikke bare i Libyen men fx. også for børn i Danmark som får at vide at man aldrig må slå på andre - men så ser at det må man jo godt alligevel hvis bare man har et godt formål med det (og hvem mener ikke at de har "God on their side"?). Og vi jo godt at vores børn gør hvad vi gør - ikke hvad vi fortæller dem de skal gøre...

Vores værdighed siver lige så stille ud med badevandet.

Desværre Carsten Jensen, det bliver meget værre, alle regimer i mellemøsten og nordafrika vil falde incl. Saudi-Arabien, Bahrain og hvad de nu hedder allesammen, Det Muslimske Broderskab, vil overtage magten som vil blive givet til dem af Eliten.
Olien vil med udgangen af 2012 koste 200-300 $ og dollaren vil kollapse, Kina har for 1 trillion $ værdi papirer i USA, og de vil finde ud af, at når $ kollapser så er de papirer ingenting værd, det bliver de ikke glade for. Ja de ved det selvfølgelig allerede..
Men som sagt når $ kollapser med udgangen af 2012, så vil alle tigge og bede om en ny fælles valuta for hele verdenen, en valuta, som dem som har orkestreret alt det her, kommer til at stå for..

1 World Government

That`s the Endgame..

Så vil demokrati som vi kender det i dag, ophøre..

Anders Carlsen

@Jon Skjerning-Rasmussen
Ja jeg er enig med dig i at krigen har mange konsekvenser som vi måske ikke er opmærksomme på ikke bare for vores børn, men også på det personlige plan.
Dit citat ‎”There is no way to peace. Peace is the way”. Er et udtryk for idealisme. Idealisme i den romantiske betydning. Man ser den guddommelige kraft som gennemtrænger fænomenernes verden og man tror på at det gode nok skal vinde over det onde før eller siden. Fredsbevægelsen, som er os der siger nej til krigen i Libyen, tager udgangspunktet i fredsidealet og tolker verden derefter.
I vore dage er idealisme vel nærmest blevet et skældsord, som en verdensfjern indstilling til livet. Og dog er humanisme og demokratiet og menneskerettighederne et idealistisk projekt.
Ser man blot på verdens fænomener kan det være vanskeligt at fastholde ens idealer. Carsten Jensen beskriver det meget grundigt. Og det ser jo ud af helvede til næsten ligegyldigt hvordan det går, både i Libyen og resten af verden. Og denne krig er ikke som de andre krige, i altfald ikke for Carsten Jensen, for det er den krig som er dråben der får bæret til at flyde over. Faktisk kunne hele artiklen koges ned til. ”There is no way to peace. War is the way”. Tilbage er kun et diffust håb om hvad?. Solidariteten og sympatien med de unge Libyer som har fået frataget deres frihed og stemmeret og derfor i desperation stemmer med kalashnikov, brødknive, slangebøsser eller hjemmelavede bomber, er der ikke noget galt med, selvom vi burde vide bedre. Men hvor er sympatien med de millioner af kvinder og børn som nu skal leve under krigens konsekvenser. Hvor er sympatien med de mennesker som skal lide under denne krig og den næsten krig, for når man har sagt A må man også sige B, i de kommende uger, måneder og år.

"Vi er allerede nået langt" høre man så en opstemt Holger K. sige i Deadline. Det "vi" som får en til at sige "har man hørt en loppe gø" og som er det samme "vi" som vi bruger i når "vi" vinder i landsholds fodboldt, får mig til at spørge om der mon er nationalistiske følelser bag krigstilslutningen.

Det gode vi vil gør vi ikke og det onde som vi ikke vil gør vi. Der har vi de to sider af det moderne menneske. Det gode og det onde. Diktaturet eller demokratiet. De dyriske instinktive drifter og følelser som had, vrede, magtbegær, jalusi, krig og følelsesmæssig kulde. Her er det jungle love, enhver er sin egen lykkes smed der er dominerende. På den anden side har vi de humane følelser og drifter, som er medfølelse/solidaritet, næstekærlighed, barmhjertighed og følelsesmæssig varme og her er det næstekærlighedsloven, heller at give en at tage, der dominerer. Disse to sider er iboende ethvert menneske. Nogle menneskers mentalitet er mere domineret af den ene side end af den anden. Det dyriske instinktive er vores arv. Vi behøves ikke at anstrenge os for at gøre det onde. Det kommer helt af sig. Det humane er det som vi stræber efter og bevæger os henimod. Og det kræver anstrengelse og bevidst viljesføring, det kræver fornuft og at bevidstheden oplyses. Oldtidens egyptere symboliserede splittelse i mennesket med sphinxen som har en løves krop men et menneskes hoved.

I Påske fortællingen har vi også en historie, som så glimrende symboliserer kampen mellem demokrati og diktatur, kærlighed og ukærlighed krig og fred, som foregår i det enkelte menneskes bevidsthed og hvis udfald er afgørende for om vi gør det gode eller det onde. Pilatus symboliserer det moderne rationelle fornufts menneske. Barnabas og Kristus symboliserer hver især det dyriske og det menneskelige. Nu som dengang vælger vi mennesker alt for ofte at frisætte den dyriske mentalitet og at korsfæste Kristus mentaliteten i vores bevidsthed.
Jeg har spekuleret over hvad motivet for krigen i Libyen er. Nogle siger at motiveret humanistisk, at krigen er det mindste onde. Andre mener at motivet er berigelse, ja måske endda at knuse og udskadeliggøre en fjende. Hvis der bag krigens motiv er en bevidst ond vilje, må man spørge. Hvem har magt til at starte krigen og hvem har magt til at stoppe den. Har Obama?
Jeg tror ikke at der er en bevidst vilje bag krigen. Som sagt, det kræver ikke nogen bevidst anstrengelse at starte en krig. Krigen er netop ubevidsthed. Den dyriske side af vores mentalitet trives bedst i ubevidsthedens mørke. Jeg tror at dem som vil krigen mener at det er det gode, i dette tilfælde, det mindst onde, at det er et udslag af humanisme og af næstekærlighed. Men kærlighed er ikke nogen følelse. Kærlighed er intellektualiseret følelse eller humaniseret intelligens. Humanisme er kærlig handling. Man skal kende et træ på sine frugter.
Hvad nytte er det at man føler at man vil det gode, når resultatet af ens handlinger er det onde?
Først når hvert enkelt menneske overvinder krigen eller diktaturet i sin egen bevidsthed kan vi vinde freden. At dømme efter folkestemningen i vesten, så er der langt igen. Men som Jon siger så har det afgørende betydning om vi vælger det ene eller det andet, ikke bare i Libyen men også i vores personlige liv. For har man sagt A må man også sige B.

Af alle de ‘Arabiske opstande’ har man valgt at støtte den eneste der var væbnet.
Dét og accepten af Saudi Arabiens intervention i Bharain er enden på de fredelige opstande.

Se dette interview fra Democracy Now med New York Times chefkorrespondent i Mellemøsten; Det er en sjældent vidende og ydmyg mand:

Intervention Could Make Things Worse: New York Times’ Anthony Shadid on Rebellions in Libya and the Middle East

http://www.democracynow.org/2011/4/6/anthony_shadid_of_the_new_york