Nyhed
Læsetid: 6 min.

Det sande demokrati hedder kommunisme

Den vestlige udgave af demokratiet er korrupt. Den sande version er kommunismen. Filosoffen Alain Badiou forklarer forbindelsen mellem filosofi og politik i en ny bog
Moderne Tider
23. april 2011
På vagt. Alain Badiou holder konstant øje med bevægelser, der kan tænkes at gå imod systemet, altså det vestlige demokrati.

På vagt. Alain Badiou holder konstant øje med bevægelser, der kan tænkes at gå imod systemet, altså det vestlige demokrati.

Eric Fougere

»Vi må udholde vore tanker hele nat- ten«.

Ved hjælp af digteren Wallace Stevens får den franske stjernefilosof Alain Badiou udtrykt, hvordan en filosof arbejder. Det foregår om natten, altså efter at den historiske kontekst er ændret, at samfundet er blevet indrettet på ny. Så er det tid for filosoffen til at sætte tingene i perspektiv.

Hos Wallace fortsætter digtet »Indtil det blændende selvfølgelige står ubevægeligt i kulde«.

Men den tror Badiou ikke på hans arbejde bliver aldrig færdigt. Der kommer altid nye krige, samfundsmodeller, videnskabelige opdagelser og menneskelige relationer, som filosofien må forholde sig til.

»Vi må gentage den filosofiske handling og skabe en ny variant. Således er filosofiens fremtid, som dens fortid, en kreativ gentagelse«.

Filosoffen skaber altså nye fortolkninger ud fra den samme formel, nemlig en filosofisk logisk analyse af begivenheder, der har fundet sted.

Det var politikken, der var i fokus, da filosoffen i oktober holdt forelæsning under Badiou-dagene på Ecole Normale Supérieure, eliteskolen, der baner vejen for kommende forskere og ansatte i statsadministrationen, og på Campus des Cordeliers, der hører under universitetet La Sorbonne. Teksten er nu kommet på tryk sammen med to ældre Badiou-forelæsninger under titlen Det gådefulde forhold mellem filosofi og politik.

Noget er der i gære

Og er der noget, som for alvor bekymrer Badiou, og dermed nærmest tvinger ham til at 'udholde sine tanker om natten', er det den politiske situation i Frankrig.

Den kommunistiske filosof var med pamfletten Hvad er Sarkozy symptomet på? blandt de første til allerede i 2007, året hvor Sarkozy blev valgt, at rejse spørgsmålet om, hvad det siger om det franske samfund, at sådan en mand kan blive præsident.

Siden er bekymringerne ikke blevet færre. Derfor holder filosoffen konstant øje med bevægelser, der kan tænkes at gå imod systemet, altså det vestlige demokrati, der ifølge Badiou er korrupt mere herom lidt senere.

I sin forelæsning peger Badiou på fire grupper, der i løbet af de senere år har rørt på sig, protesteret, demonstreret, strejket og besat arbejdspladser.

Bevægelser, der kan blive til noget stort ifølge filosoffen.

Det drejer sig om gymnasieeleverne og de studerende på landets universiteter, der gerne vil »tro på en fremtid«. For eksem-pel demonstrerede de så længe, at regeringen i 2006 trak en ellers vedtaget lov tilbage, den såkaldte Contrat Premier Embauche (Kontrakt for den første ansættelse, red.), som gav væsentligt ringere forhold ved fyring og opsigelse for unge under 26. En anden gruppe af unge, som Badiou sætter sin lid til, er dem fra forstæderne, som tilbage i 2005 brændte så mange biler af og skabte så stor uro, at landet blev erklæret i undtagelsestilstand i flere uger. Denne gruppe har i det mindste, noterer filosoffen, formået at få de velbjærgede til at ryste af frygt.

Også almindelige lønmodtagere, som samles til demonstrationer i store antal, blot de opfordres hertil, har potentiale, mener Badiou. Endelig er der de illegale indvandrere de nye proletarer der samles, demonstrerer og besætter huse i den lange kamp for at opnå deres rettigheder.

Dette er ikke et demokrati

Hvis disse fire grupper gik sammen, ville der være basis for et oprør, en slags rusken op i systemet af en art. Her er de ikke endnu. Men det er den slags bevægelser, Badiou har i tankerne, når han dernæst kaster sig over relationen mellem filosofi, demokrati og politik. For ham er det her, der er tale om demokrati.

For at forklare sig lægger Badiou straks ud med et paradoks: Filosofi er en demokratisk aktivitet. Men han er uenig i den vestlige verdens definition af demokrati med den parlamentariske stats 'gode gerninger' og frihed til at mene, som man vil. Sagen er nemlig, at den vestlige verdens demokratiske opfattelse af frihed ikke kan forenes med det filosofiske begreb om sandhed, forklarer filosoffen. For på den ene side er filosofien som nævnt demokratisk, fordi den er uafhængig af den, der taler alle kan lede efter sandheden. Så alle kan være filosoffer.

»Filosofien henter udelukkende sin legitimitet fra sig selv. Det er et klart demokratisk træk«.

På den anden side derimod er alle meninger ikke lige meget værd inden for filosofien. Der skelnes for det første mellem sande og fejlagtige meninger. Og for det andet mellem sandhed og mening. Mellem den enighed og universalitet, der ligger i sandheden over for meningens mangfoldighed og relativitet. Så når politikken underkastes filosofien, kan alle meninger ikke være lige meget værd, som de er i det vestlige demokrati. Alle er frie til at tale men den enkeltes mening er underordnet sandheden.

Det klassiske navn for lighed og universalitet i politik er retfærdighed, fortsætter Badiou. Og understreger med et eksempel fra Den Franske Revolution, at lighed skal være over personlig frihed: Rædselsregimet, eller terroren, som franskmændene kalder perioden, fra 1792-1794, hvor revolutionære kræfter bekæmpede hinanden, opstod netop, fordi det universelle perspektiv gled i baggrunden til fordel for en konflikt mellem særinteresser. En problematik, der bestemt ikke er uaktuel, noterer Badiou og kaster sit filosofisk-politiske blik på nutidens vestlige samfund: »Den pris, der betales for vores kære frihed her i den vestlige verden, er en monstrøs ulighed, i første omgang inden for i vore egne grænser, men især uden for. Fra et filosofisk synspunkt findes der ingen retfærdighed i verden idag.«

Filosoffen forklarer videre, hvordan den revolutionære Saint-Just (1767-1794) rejste spørgsmålet om, hvad man kaldte dem, der hverken ville kæmpe for det retfærdige samfund, men passivt accepterede terroren. Svaret lød, at de var 'korrupte'. Ikke korrupte som i lovovertrædere, men:

»Den mentale korruption, som gør, at en verden, der er så fremmed over for alle former for principper, fremstår som den bedste af alle verdener, og er accepteret som sådan af flertallet af dem, der nyder godt af den«.

Opfattelsen af, at vores er den bedste af alle verdener, er så fasttømret, fortsætter Badiou, at man tolerer, at man går i krig mod dem, som bestrider »denne frastødende selvtilfredshed«.

Retfærdigheden sat på formel

Vil man opnå retfærdighed, skal man gå helt andre veje. Som så mange gange før griber filosoffen til matematikken som forklaringsmodel. Inden for denne disciplin har man nemlig den totale frihed til at vælge de aksiomer, altså anerkendt sande udsagn, man vil.

Herefter skal man og 'man' er alle til gengæld følge de logiske regler og tage konsekvenserne heraf. Derved opnår man den universelle frihed, for på den måde er et bevis et bevis, uanset hvem der fremsætter det. Valg, konsekvenser, lighed og universalitet gælder for alle.

Det er med andre ord den klassiske revolutionnære politiks paradigme »proletariatets diktatur«, hvori alle klasser, uretfærdigheden og ultimativt staten er ophævet.

Det demokrati, man ifølge Badiou når frem til, har ikke længere status af et'endeligt resultat', men er et middel, der tillader fattige i samfundet at deltage i den politisk kamp via demokratiske processer, for eksempel retten til at mødes, debattere, demonstrere, skabe uroligheder og gøre oprør. Som de studerende, de unge efterkommere af indvandrere, de illegale indvandrere og lønmodtagerne gør det.

Men, minder Badiou om, samtidig er demokratiet udgangspunktet for filosofiens diskurs for diskursen er uafhængig af, hvem der benytter den og derfor demokratisk.

Badiou-kendere vil derfor ikke blive overraskede over, at filosoffen foreslår at forene de to former for demokrati i en hypotese, som er kommunismen: Alle kan frit tage ordet og fremsætte ideer, men kun de, der lever op til filosofiens krav om argumentets kvalitet og sandhedsværdi, tages i betragtning.

»Nøglen til den obskure forbindelse mellem politik, demokrati og filosofi er altså at politikkens uafhængighed skaber det sted, hvor demokratiet forandres via filosofien«.


Alain Badiou

'La relation énigmatique entre philosophie et politique', 2011, Germina, 12 euro

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det skal jo nok være rigtigt...

Som Hitler skrev i Mein Kampf:

"Demokrati dur ikke, det fører uvægerligt til marxisme.."

I hans tid førte det da til nationalsocialisme!

Det er jo et trick som stadig bruges flittigt i dag, at give de andre skylden for det lort man selv laver.

Demokrati - det får ikke polerne til at stoppe med at smelte.

Demokratisk kontrol over økonomien, vil.

Bente Simonsen

I terorien er kommunismen den sande demokrati, men i praksis findes altid mennesker med et sådan magtbegær, at de lykkedes undertrykke de andre.

Demokrati krever en opplyst allmennhet. Etter to århundre med romantisisme, nasjonalisme og konsumhedonisme, har man blitt servert mer anti-opplysning enn det motsatte. Mange tror således fremdeles på myten om BNP som en slags kvantifisert standard for fremskritt: Jo mer svinn, desto bedre!

Kaoset kan tilbakeføres til forestillinger om at "krig er profitabelt" (Adam Smith) og at "krig er vakkert" (Immanuel Kant). Fram til deres tid hadde krig blitt betraktet som et dyrt onde, som kunne rettferdiggjøres kun ved å vise til høyverdige idealer som fortjente sann oppofrelse.

Kommunismen -- og venstresiden generelt -- må først og fremst gå i seg selv og analysere sine egne bidrag til sivilisasjonssammenbruddet i 1914, da proletariatets massepartier enkelt forsaket sin internasjonalisme i sin higen etter billige forbruksvarer, og lot seg innrullere i det nasjonalistiske aggresjonshisseri med dets imperialistiske pretensjoner. Siden den gang har verden måttet leve med en "minima moralia", for å bruke Adornos uttrykk.

Artiklen kunne godt have haft behov for lidt mere korrekturlæsning (hverken.. ..men), osv. Det er godt når en artikel om filosofi er logisk sat sammen.

Men ellers er det da udmærket. Især synes jeg da det er fint at sammenligne med matematikkens aksiomer.
Vi har dem jo osse i samfundsordenen:
1) Man har frihed til at tilrane sig hvad man kan inden for rammerne af den slagsidebaserede lovgivning som oprindeligt blev startet af dem der havde ranet til sig.
2) ejendomsretten og arveretten er fundamental og ukrænkelig.
3) den mere kommunistiske version: retfærdighed er ikke ens behandling efter en uretfærdig lovgivning, men begynder derimod hvor man gør alt hvad man kan for at give alle lige muligheder, især økonomisk og uddannelsesmæssigt, i stedet for at gøre hvad man kan for at opretholde uligheden.

Ja-ja - kommunisme er et skældsord - og kan kun forbindes med Stalin. Det er derfor umuligt at føre en fornuftig samtale hvor ordet indgår. Men altså....

Hvad vi gør i vestligt demokrati er at vælge vore sandheder, og så foregive at vi skam ikke har foretaget noget valg, disse er absolutte sandheder.

Derfor kan der ikke stilles noget spørgsmål ved den kapitalistiske ejendomsret, og så længe der ikke kan stilles spørgsmål ved den vil ethvert andet spørgsmål man stiller være uden seriøst fornuftsgrundlag.
- eller man kan tage den modsatte position - men så burde man indrømme det i stedet for at pakke det ind i em masse humanitært sludder, indrømme, at det er en *valgt* sandhed, og at man har i sinde at holde fast på den: Den kapitalistiske ejendomsret, og den ulighed den medfører er retfærdig, den er menneskehedens sande naturgrundlag. Sådan ser vel konservative mennesker på det, de vælger bare at pakke det ind i tilstrækkeligt med vat til at det ikke kan gennemskues

Esben Bøgh Sørensen

Et meget interessant og nærliggende interview med Slavoj Zizek: http://www.lacan.com/thesymptom/?page_id=1231

Jeg tror ikke på Badious nye politiske subjekter, mest fordi de ikke er i stand til at artikulere et egentligt alternativ. De studerende og de almindelige lønmodtagere er nok dem med mest potentiale for en sådan artikulation. Men som Zizek påpeger, er problemet i høj grad at de vestlige venstreorienterede partier ikke fremviser en anden vej. Det bliver højest til "flere hænder i det offentlige" eller endnu værre: "arbejd 12 minutter længere!". Partierne er simpelthen ikke venstreorienterede mere (skåret over een kam, de genuint socialistiske partier findes dog også få steder).

Kommunismen eller marxismen rummer jo i sin rene form 100 % menneskelig frihed. Desværre er den rene form svært forenelig med den menneskelige natur, der ligesom hos andre pattedyr bygger på hierakisk struktur, hvor nogle mennesker anser sig selv som ledere og andre vælger at forblive de stille undersåtter. Derfor er vi også, som mange filosoffer igennem tiden har påpeget, nødet til at lave regler, der sikrer de svage mod de stærke. At det så efterhånden er blevet sådan, at de stærke udgiver sig for at være svage, når lejlighed byder sig, det er jo nok det største problem, vi skal have løst her i Vesten.
Et ligeså væsentligt problem er det faktum, at man forsøger at sætte økonomi i forhold til alt. Det kan man ikke, uden at beskære menneskelig frihed og forarme natur og fødekilder. Mennesker og alt andet levende har intrinsisk værdi. Døde ting har kun den værdi, som uoplyste mennesker giver det, i mangel af bedre viden.

Joe, jae – for mig at se, er artiklen en noget uigennemskuelig ’filosofisk diskurs’, hvis positive kvalitet især består i en begyndende men desværre alt for ’tåget’ begrebsliggørelse af kvantitetsbegrebets ’omfangslogik’ indenfor demokratisk, politisk og sociologisk ’tænkning’.

I et repræsentativt demokratisk samfund kommer den ’kvantitative retfærdighedsforståelse’ til udtryk ved, at valgborgerne, uanset deres individuelle forskelligheder, i de formaliserede valgprocedurer er ’homogeniserede’ ved hver at have én ligeværdig stemme, hvilket er det legitimerende udgangspunkt for sådanne samfunds selvforståelse.

Så vidt så godt - men som Bob J. skriver: ”... kan der ikke stilles noget spørgsmål ved den kapitalistiske ejendomsret ... vil ethvert andet spørgsmål man stiller være uden seriøst fornuftsgrundlag.”

For hvis man som ’aksiomatisk udgangspunkt’ har, at ”den kapitalistiske ejendomsret, og den ulighed den medføre er retfærdig”(Bob J) og at ”den er menneskehedens sande naturgrundlag”(Bob J), så er det klart ’en fejlagtig mening’, som ikke er blevet ’underordnet sandheden’, eftersom ’kapitalistisk ejendomsret’ baserer sig på monetariseringen af de interpersonelle relationer i den såkaldte ’markedsøkonomi’, hvor al socialitet forstås som noget, der kan købes og sælges, - altså tillægges ’bytteværdi’, som igen kan udtrykkes i abstrakte kvantiteter: Pengestørrelser.

Men ’pengestørrelser’ er netop ikke ’naturligt givne’, er altså ikke ”menneskehedens sande naturgrundlag”, men historisk opståede fænomener, som i løbet af de sidste ca. 2000 år parallelt med skriftsproget, har bredt sig mere og mere som formidlere af de sociale udvekslinger individerne imellem og dermed, sammen med skriftsprogs-bevidsthedens udbredelse, har muliggjort ’civilisationsprocessens’ stigende kompleksifikation og den planetariske integration af ’menneskeheden’ som sådan.

Pengebesiddelse i monetariserede samfund er således en kilde til social magt, og de er tydeligvis fordelt blandt samfundsindividerne på en højst ulige måde, så jo flere man har, des mere magt besidder man.

Altså må man spørge: Hvor kommer pengene fra og på hvilke grundlag fordeles de blandt samfundsindividerne?

Jeg er enig med Atle H. i at ”Demokrati krever en opplyst allmennhet”, altså nødvendigvis også må forstås som en fortsat sprogformidlet ’rundkredspædagogisk’ proces, :-), dvs. Med ’individuel ligeværdighed’ i den gensidige stimulering af ’åndelig’ udvikling.

Jeg er også enig med ham i, at’kommunisme’-begrebet som sociologisk begreb i sit ’aksiomatiske udgangspunkt’ må være ’internationalt’, hvilket vel som konsekvens har, at individernes sociale selvforståelse må bunde i at de tilhører samme biologiske art – at de altså mest grundlæggende identificerer sig selv og deres socialitet, som tilhørende et ’biologisk funderet fællesskab’ – den jordiske pattedyreart ’Homo Sapiens’, som netop er ”menneskehedens sande naturgrundlag”.

Med venlig hilsen

Frederik Young

Her er mit forslag til et nyt Kommunistisk styre.
Vi starter med at udskifte det spekulative monetære system med et ressource baseret monetær system. Ressource baseret forstået på den måde at vi hele Verden rundt måler på alle klodens ressource i real-time. Denne real-time opdatering af jordens tilgængelige ressource skal så bruges til reelt at prissætte de enkelte ressourcer på dag til dag basis. Således udrydes spekulationen, som jo er roden til meget ondt i vores kapitalistiske system. Sekundært skal vi have fjernet mennesker fra jobs der er udpræget rutine baseret. Alle rutine baserede jobs kan nemlig erstattes af robotter.
Forskning på området indikerer at der kun behøves omkring ca.5% af klodens befolkning for at vedligeholde og udbygge infrastruktur og lign. Resten (de 95% øvrige) vil i en ressource baseret økonomi kunne deltage i arbejdsgrupper efter interesse. I sådan et system vil penge ikke være et spørgsmål om overlevelse, men mere om tilgængelig ressource. Denne samfundsmodel er i høj grad teknokratisk og forandringsvillig. Hvis 5% af verdens befolkning kan håndterer (med hjælp af robotter og andre it-systemer) de 95% øvriges daglige behov, såsom kost og logi så er de 95% øvrige fritstilet til at beskæftige sig med hvad der lige præcis fanger og interesser dem.

Claus Oreskov

Tankevækkende tanker! Alligevel syndes jeg Badiou hører til blandt de socialistiske utopister (således som de defineres i: Det Kommunistiske Manifest). Sådan fremstår han for mig, når han hyller diffust forstadsvold, som for mesteparten er vendt imod de fattigste i samfundet, det er altså ikke alt vold, og hærværk der er revolutionært, tværtimod. En revolutionær person er også en disciplinerede person! Det er som han tager revl og krat – for at få en social formation til at fremstå, som han så kan kalde revolutionær. Det er ganske enkelt narre fisse og ikke kommunisme. Derimod har han ret i kritikken, af det udvandede demokrati begreb, som vi er så stolte af, og går i krig for! Han mangler imidlertid den pointe som Lenin fremhævede nemlig, at sand demokrati ikke er muligt i et kapitalistisk samfund, fordi det er kapitalen (kapital egerne) der bestemmer politikken. Noget linende syndes jeg også flere, af bidragsyderne, til denne tråd har fremhævet!

Marianne Mandoe

Sikke noget eklatant vrøvl.

Demokrati. Fra Oldgræsk Demos=Folk og Kratia=Styre.

Det har intet med kommunisme at gøre, men er en filosofi om hvordan der skal bestemmes.
Uanset om man er kommunist eller kapitalist kan man sagtens være tilhænger af et folkestyre.

Når kommunismen i dens sedvanlige statsautoritære form smelter sammen med kapitalismens flaggskip; korporasjonene, kommer man så langt bort fra demokrati ('folkestyre', 'bundne mandater', 'borgerånd', 'ytringsfrihet', etc.) som overhodet mulig.

Politisk sett er det kun konføderalismen som kan bidra til å forhindre forfallet i retning av fascistoide samfunnstendenser, dehumaniserende massesamfunn og økologisk regresjon.

Claus Oreskov

@Atle Hesmyr.konføderalismen - muligvis en smuk drøm, men jamrende naiv!

@Claus Oreskov

Dersom konføderalismen er naiv -- hva skal man så si om den "demokratiske sentralisme", "markedets skjulte hånd", og tilsvarende eventyr...???

Kloden består av økosystemer og biotoper -- den forvaltes best av mennesker som kjenner naturforhold, premisser for langsiktig og bæredyktig ressursuttak, og befinner seg i posisjon til å ta ansvar, samtidig som de koordinerer sitt samkvem via delegater med bundne mandater og rett til tilbakekallelse.

Dette i kontrast til sentralstyrte "byråer"/"partier" på den ene side, og kortsiktig profitthungrige entreprenører/korporasjoner på den andre, som beviselig har en slem tendens til å etterlate seg ødelandskaper og folkemord. Hvad teokratier angår, så var vi vel i vår del av verden ferdig med den slags i løpet av 1700-tallet.

Nei, jeg ville heller si at konføderalismen er en nødvendighet mer enn en naivitet...

Claus Oreskov

@Atle Hesmyr.Har du nogen gange tænk over hvorfor,dine tanker kun deles af under en promille af verdens befolkning. De fleste mennesker i denne verden, (den virkelige og ikke den tænkte) er fangne, i uendelige differentierede og komplekse: økonomiske, politiske og sociale situationer, som på ingen måde kan dækkes, af så enkel en formel som du præsentere.

Et par bemærkninger om henholdsvis Marx’ og Lenins ’kommunisme’-begreber:

Marx’ (utopiske) forestilling om et kapitalisme-overskridende samfund, som han kaldte ’kommunisme’, var forbundet med ideen om, at dette nødvendigvis måtte forudsætte afskaffelsen af ’penge’ som fordelingsmiddel af de producerede goder og en ’vision’ om, at disse kunne erstattes med ’arbejdstidsanvisninger’, så det, menneskene ville bruge til at formidle varebyttet dem imellem, ville blive den liniert målte tidsmængde, de hver især havde anvendt i produktionen.

Altså en kvantificeret homogenisering og dermed ’ligestilling’(’kvantitativ retfærdighed’, :-) ) af deres produktive indsatser, med den liniert målte tid som målestok.

Det var denne forestilling om en mulig pengeoverskridende samfundsorganisation, der muliggjorde ’Kapitalens’ omfattende analyser.
Marx havde så at sige et ’sted at stå’, hvorfra kan kunne anskue den pengebaserede kapitalisme i dens helhed.

Udviklingen af disse forestillinger var igen en følge af hans forudgående begrebslige skelnen, udformet i løbet af 1850’erne, mellem ’arbejde’ som konkret, kvalitativ aktivitet og så ’arbejdskraft’ som abstrakt ’værdi-substans’.

’Kraft’ er et fysisk underbegreb af ’energi’-begrebet, og dette sidste kan alene udtrykkes i kvantitets-relationer.

’Energi’ er det moderne grund-læggende/-liggende fysik-begreb, der som sådant netop udformedes lidt før Marx’ begrebsdifferentiering mellem arbejde og arbejdskraft, nemlig i 1840’erne, og derved fortsatte og udbyggede Newtons matematiske beskrivelsesmetoder (differential- og integral-regning) af ’tyngdekraften’ til potentielt at kunne omfatte alle fysikområder og således underbyggede fysikforståelsens yderligere udvikling til at blive en ’matematisk fysik’, dvs. at ’fysikken’/’materien’ alene beskrives og dermed ’forstås’ som kvantitative størrelser og deres indbyrdes relationer.

Dette som en første antydning af et sådant energi-begrebs mulige omfangslogiske grænseværdi som samfundsvidenskabeligt begreb, :-).

Lenins ’kommunisme’-begreb reducerede sig til sloganet om at ’yde efter evne og få efter behov’, altså tilsyneladende uden at han havde begrebet det abstrakt-kvantificerende ’bytteværdi’-symbols afgørende betydning for Marx’ kapitalismeforståelse og dennes deraf afledte differentiering mellem mulige forskellige samfundsøkonomiske organisationsformer: ’Kapitalisme’ og ’Kommunisme’.

Hvorfor Lenins ’socialisme’
(’yde efter evne og få efter ydelse’. Men hvordan formidlet stod og står hen i det uvisse)
opfattet som forstadie til hans ’kommunisme’
(’yde efter evne, få efter behov’. Hvordan praktiseret om muligt endnu mere uafklaret, :-) )
kun, indenfor den ’modne’ Marx’ begrebsstrukturer, kan betegnes som ’(parti-)statskapitalisme’, eftersom pengene, som ’værdi’symboler og deres deraf afledte sociale mekanismer, forblev begrebsligt uafklarede, altså ikke forståede, og derfor fortsatte, i al deres abstrakte løsgjorthed fra de konkrete menneskelige relationer og realøkonomien, at formidle disse og denne, hvad der netop er kendetegnende for ’kapitalisme’.

Med venlig hilsen

@ Claus Oreskov:

Har du avholdt folkeavstemning på verdensbasis vedrørende folks syn på selvråderett, umyndiggjøring, korrupsjon, ressursfordeling, fremmedgjøring, etc.?

Hva kunde eksempelvis bolsjevismen stille opp mot slikt? For jeg har forstått det slik at det er i den retning du mener løsningene på vår tids utfordringer ligger...

Marxisme er opium for de intellektuelle ...

I Badious demokratiske konstruktion er de autonome bevægelser i samfundet kilden til demokratisk forandring, men da deres egeninteresser er en trussel for det universelle retfærdighedsbegreb, skal de holdes i skak af filosofien, som baserer sin salomoniske forstand på diskussion og matematisk afgørelse af hvad, der er argumenters kvalitet og sandhedsværdi. Egentlig ikke nyt.

I den vestlige verden er den personlige ytringsfrihed helliggjort fordi vi alle er nogle passionerede snakkehoveder og magthavernes propagandaapparat er så massivt at de suverænt bestemmer hvad der er den offentlige sandhed.

Magthavernes propagandaapparat, skal nedbrydes, og det haster.

Inden Vesten farer i krig næste gang vil dissidentgrupper delvist bestående af vestligt uddannede dissidenter få tilført store dollarbeløb i støtte samt få tildelt sabotage og kommunikationsopgaver og alle krigens informative TV-indslag være optaget på forhånd.

Drejebogens afsnit vil være: Tilsvining af en siddende magthaver. Oprørernes fremtidsdrømme underbygges ved hjælp af tilklippede optagelser af fremprovokerede demonstrationer. Oprørernes begejstrede fremtidsdrømme forsøges knust af en modbydelig magthavers lejehær. Den siddende magthavers krigsforbrydelser dokumenteres. Vestens civilbeskyttende robotagtige krigsførelse dokumenteres. Oprørernes modige sejr dokumenteres. Oprørernes begejstrede hyldest til Vesten dokumenteres. TV-indslagene vil have en billedkvalitet og -neutralitet, der gør at de kan bringes i TV løbende og uden at afvige væsentligt fra de øvrige indslag i primetime.

...og free lance-journalister uden for krigszonens presseområder vil være mål for snigskytter og droner.

Virkeligheden vil først gå op for Vestens TV-seere når atomskyen rejser sig uden for deres vinduer.

Claus Oreskov

@ Atle Hesmyr. Jeg er ikke tilhænger af nogen form for dogmatisk politik, hverken din eller nogens anden. Som proletar er det arbejderbevægelsens mangearmede strategier der interessere mig. Og selvfølgelig er bolsjevismen i den sammenhæng en vigtig isme, men igen ikke som et absolut paradigme. Samtidig er jeg så meget post-modernist, at jeg godt kan se det fornuftige i, at stykke en politisk strategi sammen, af udvalgte brudstykker fra den fælles røde arv! Altså det modsatte af troen på absolutter.

@Claus Oreskov

Og jeg har levd lenge nok med post-modernismen til ikke lenger å ville akseptere dens diktum: "Alt er like interessant og like meningsløst."

Mens ørkenspredning, evolusjonsregresjon, klimakaos, matforsyningskrise, etc, tårner seg opp til nye og uante proporsjoner...

Noen absolutter er vi nok nødt til å forholde oss til på denne kloden, slik andre organismer må. Våre eksistensbetingelser som art, krever påpasselig forvaltning -- der oikos' lover gjelder.

Konføderalismen er en naturlig, politisk følge av
behovet for langsiktige, "grass roots"-funderte og mutualistiske tilnærminger til stadig nye menneskelige utfordringer. Den har vist seg praktisk sett meget velfungerende og stabiliserende, med røtter tilbake til det deliske forbundet i antikkens Hellas, fram til nyere tid -- der de parisiske seksjonenes selvorganisering under Den store franske revolusjonen (1792-93) og de spanske anarkistenes organisasjonsnettverk i de revolusjonære åra 1936-39 -- der de måtte kjempe mot både Franco-regimet og sovjetisk-støtta (stalinistiske), "progressive" tvangskollektivister.

Konføderalismen er altså ikke noen "dogmatisk politikk" -- verken "min" eller "andres" -- men har representert adekvate svar på krevende situasjoner og perioder opp i gjennom historien. Det vil den komme til å gjøre igjen.