Læsetid: 5 min.

Selvransagelse i rigmandsklubberne

Der er udrensninger på vej i sommerpausen efter skuffende sæsoner for både Chelsea og Manchester City
Fejlkøb? Manchester Citys Mario Balotelli leverede ikke i kampen mod Liverpool, og det fik træner Roberto Mancini til at hive den dyrt indkøbte stjerne ud af kampen i 83. minut. Det passede til gengæld ikke den tidligere Inter-spiller, der straks begav sig til omklædningsrummet.

Fejlkøb? Manchester Citys Mario Balotelli leverede ikke i kampen mod Liverpool, og det fik træner Roberto Mancini til at hive den dyrt indkøbte stjerne ud af kampen i 83. minut. Det passede til gengæld ikke den tidligere Inter-spiller, der straks begav sig til omklædningsrummet.

Carl Recine

23. april 2011

Der gik et sus gennem Anfield, da fjerdedommeren i det 83. minut af kampen mellem Liverpool og Manchester City forrige mandag hævede sit elektroniske skilt og signalerede, at Manchester City ønskede at udskifte spilleren med rygnummeret 45.

Dette nummer sad nemlig på ryggen af Mario Balotelli, Citys italienske enfant terrible, der var blevet indskiftet i første halvleg, og som dermed led den helt uhørte ydmygelse især for et superdyrt stjerneindkøb at blive både skiftet ind og hevet ud i den samme kamp.

Oplevelsen var imidlertid ikke blot ydmygende for Balotelli, men også et selvpåført nederlag for Citys træner, Roberto Mancini, der sidste sommer satte sin autoritet på at hente problembarnet med de ghanesiske rødder til Manchester.

Talrige var ellers de besindige røster, der advarede Mancini mod det træk med henvisning til Balotellis besværlige sind og mildt sagt svingende dømmekraft, der mens han var i Inter blandt andet havde fået ham til at optræde med AC Milans trøje på i et tv-show, starte en åben krig med sin daværende træner, José Mourinho, samt smide sin Inter-trøje på jorden foran holdets fans.

Men Mancini holdt på sit og fik Citys stenrige ejer til at hoste op med to hundrede millioner kroner for den spiller, der med Mancinis ord kunne blive en af verdens bedste spillere inden for et par år.

»Han har alt han er fantastisk. Men han er også ung og har brug for tid,« udtalte Citys træner. »Hvis han bruger sit hoved og ændrer sin adfærd, vil han være en af verdens bedste spillere inden for ganske få år.«

Pisset en halv milliard væk

At det skulle være muligt, har Balotelli dog kun demonstreret glimtvis i sin første tid i Manchester, hvor han primært har takket for Mancinis tillid ved at ryge i slagsmål med en holdkammerat, håne Manchester Uniteds fans efter en FA Cup-kamp og pådrage sig en udvisning i en Euro League-kvartfinale mod Dinamo Kiev, hvilket reelt aflivede Citys chancer for at besejre ukrainerne og gå videre i turneringen.

Blot seks ligamål er det blevet til for Super Mario, som han kaldes, og forrige mandag var bægeret altså fuldt for Mancini, der hev Balotelli ud på bænken hvilket han naturligvis ikke stiltiende fandt sig i, men tværtimod spadserede direkte ned i omklædningsrummet i protest.

Måske kunne Mancini bedre leve med Balotellis lejlighedsvise nedsmeltninger, hvis resten af angrebet fungerede stabilt, men så nådig er tilværelsen ikke på City of Manchester. Snarere tværtimod. De lyseblås andet store angrebsindkøb, bosniske Edin Dzeko, der blev hentet i Wolfsburg for 230 millioner kroner, har nemlig også befundet sig i krise siden sit skifte til Storbritannien og har faktisk slet ikke fundet netmaskerne i Premier League endnu.

Man kan derfor hvis man skal være lidt grov (og hvorfor egentlig ikke?) sige, at City på under et år har pisset en halv milliard væk på to angribere, som de ikke har fået noget som helst ud af. Og skulle man foretage en mere nuanceret analyse, ville den hedde, at Balotelli og Dzeko illustrerer Citys gennemgående problem, nemlig at der er tale om et mandskab af sammenbragte børn, der endnu ikke er smeltet sammen til en slagkraftig enhed.

Drogba og Torres

Dette er hovedårsagen til, at den ambitiøse og stenrige klub ligger og skvulper rundt på en skuffende fjerdeplads, langt væk fra de guldmedaljer, som det inden sæsonstart var planen, at holdet skulle spille med om. Og Mancini står på den baggrund over for en helt afgørende sommerpause, hvor han skal tage stilling til, om han skal underkaste sit dyrt indkøbte mandskab endnu en radikal omkalfatring eller give den nuværende flok en chance mere.

Samme overvejelser må gøre sig gældende små trehundrede kilometer sydpå, i London, hvor Chelseas Carlo Ancelotti residerer. Efter the blues' stærkt svingende resultater i indeværende sæson kan ingen længere være i tvivl om, at Chelseas trup trænger til en grundig overhaling, og især spørgsmålet om den fremtidige indretning af holdets angrebskæde må veje tungt hos milaneseren.

Chelseas offensiv har været i krise, siden holdejer Roman Abramovich helt egenrådigt og imod Ancelottis anbefaling i januar insisterede på at hente Fernando Torres til klubben for knap en halv milliard kroner.

Spanieren har ikke formået at etablere et produktivt samarbejde med de to øvrige frontløbere, Nicolas Anelka og Didier Drogba og det har især bragt sidstnævntes fremtid på Stamford Bridge i fare. Drogba har været Chelseas førende angriber, siden han blev hentet til klubben af Mourinho i 2004, men han bliver med sin krukkede attitude og dominerende personlighed betragtet som den største forhindring for Torres' integration i truppen. Derfor kan Drogba meget vel blive afskibet til sommer, til trods for at han også i denne sæson har fremtrådt som Chelseas mest effektive afslutter.

Spillerne eller trænerne?

Drogba har gjort det klart, at han ikke agter at forlade Chelsea frivilligt, men skulle han blive tvunget ud af porten på Stamford Bridge, kan han i det mindste trøste sig med, at han ikke er den eneste topangriber i nyere tid, der er blevet ofret for at gøre plads til yngre konkurrenter.

I 2006 skilte Alex Ferguson sig således af med den ellers formstærke Ruud van Nistelrooy, til trods for at hollænderen tydeligvis havde mange mål i sig endnu. Nistelrooy kunne imidlertid ikke komme overens med Cristiano Ronaldo, og efter de to var kommet op at slås på træningsbanen, var der kun én vej for hollænderen, og det var ud.

Samme vej måtte Thierry Henry gå i 2007, da Arsène Wenger besluttede, at han stod i vejen for de yngre spilleres udvikling i Arsenal.

Fodbold er en usentimental business, hvor selv sportens største navne ekspederes ud, når der ikke længere er efterspørgsel efter deres ydelser, og Drogba kan meget vel blive det næste højtprofilerede offer for branchens indbyggede brutalitet.

I hvert fald har både Mancini og Ancelotti nogle vigtige beslutninger at træffe i løbet af den kommende sommerpause, når de skal forsøge at rette kursen op for klodens to mest pengestærke fodboldhold hvis de altså får lov at overleve så længe.

Hverken Manchester Citys ejer, Sheik Mansour bin Zayed Al Nahyan, eller Chelseas Roman Abramovich er kendt for deres tålmodighed med underpræsterende trænere. Så de første navne på fyresedlerne hos Manchester City og Chelsea kan meget vel være de to italieneres!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu