Hvad stiller verden op imod et overgreb

USA's FN-ambassadør Susan Rice glemmer det aldrig synet af de ophobede og forrådnede lig, hun så på en kirkegård under et besøg i Rwanda et halvt år efter folkemordet i 1994.

»Jeg kan ikke benægte, at det gjorde et meget stort indtryk og har haft indflydelse på mig sidenhen,« sagde hun under et symposium på Harvard Kennedy School for nylig.

Amerikanske og europæiske politikere, journalister og FN-medarbejdere, der oplevede folkemordene i Rwanda i 1994 og i Srebrenica, Bosnien, i 1995 tæt på, lever stadig med de grufulde erindringer. Følelsen af et ansvarsvigt vil ikke forsvinde. De vil for alt i verden ikke se en gentagelse af uhyrlighederne.

Det er en vigtig forklaring på de to nyligt FN-godkendte militæraktioner i Libyen og Elfenbenskysten.

En af tilhængerne er Joschka Fischer, tidligere tysk udenrigsminister for De Grønne.

'Aldrig Auschwitz igen'

I en kronik for nylig i Süddeutsche Zeitung udtrykte han en følelse af »skam« over den konservative Berlin-regerings beslutning om at stå side om side med Kina og Rusland i Sikkerhedsrådet og afholde sig fra at stemme ja til resolution 1973, der bemyndigede til oprettelsen af en flyveforbudszone over Libyen.

»Tyskland har svigtet. Vi har begået et skandaløst fejltrin,« skrev han og sammenlignede Libyen i dag med Bosnien i 1994-95.

Fischer brød dengang med sit eget parti ved at støtte tysk deltagelse i FN's fredsstyrke i det tidligere Jugoslavien. Han blev endnu mere upopulær, da han som udenrigsminister i 1999 med succes agiterede for tysk militært engagement i luftkrigen mod Serbien (Kosovo-krigen).

I 2005 forklarede han i et interview med Süddeutsche Zeitung, at han som tysker ikke kunne leve med at se endnu et holocaust uden at have gjort noget for at stoppe det.

»Jeg er ikke alene vokset op under mottoet: Aldrig mere krig. Jeg har også lært mottoet: Aldrig Auschwitz igen,« sagde han.

I forbindelse med borgerkrigene i Libyen og Elfenbenskysten er disse følelser og smertefulde erfaringer igen dukket op til overfladen og har udkrystalliseret sig i en for mange aldeles overraskende enighed i FN's Sikkerhedsråd om at gå håndfast til værks for at stoppe truende massemord.

Efter en mellemakt i Afghanistan og Irak på ti år er spørgsmålet om væbnede humanitære inventioner på suveræne staters territorier pludselig vendt tilbage til den internationale dagsorden. Og denne gang tyder meget på, at en ny interventionsdoktrin er på vej.

»I lyset af katastrofen i Irak havde de færreste vel forestillet sig, at USA ville gå med til en militær aktion mod Libyen for at beskytte civile. Det var virkelig overraskende,« siger Naomi Kikoler, seniorrådgiver i ngo-gruppen Global Centre for the Responsibility to Protect i New York.

Første gang, humanitære interventioner dukkede op på den internationale agenda var i begyndelsen af 1990'erne, kort efter afslutningen på Den Kolde Krig.

Efter Sovjetunionens sammenbrud følte et selvsikkert USA og Vesteuropa sig styrket på den internationale scene og sendte først fredsbevarende FN-styrker til Somalia en beslutning, man senere bittert fortrød og derefter til Bosnien. Dernæst lancerede NATO i 1995 den første luftkrig i sin historie mod bosnisk-serbiske militser, som i 1999 blev fulgt op af tre måneders luftbombardement af Serbien og dets militære styrker i Kosovo-provinsen.

To uhyrlige tragedier fra den periode har prentet sig i verdens bevidsthed. Folkemordet på omtrent 800.000 mennesker i Rwanda i 1994 og massemordet på 8.000 i den bosniske landsby Srebrenica i 1995, som senere af den internationale straffedomstol, ICC, blev stemplet som et folkemord.

Skeptikerne i Pentagon

Men al-Qaedas terrorangreb på New York og Washington i 2001 førte debatten om humanitære interventioner (både forebyggelse, fredsbevarende operationer og direkte væbnede indgreb) ud på et sidespor. Under præsident George W. Bush gik USA i krig i Afghanistan og Irak uden at indgå i et multilateralt samarbejde.

Irak-krigen blev af nogle nykonservative benævnt en humanitær intervention, selv om massakrer begået mod shiitter og kurdere lå år tilbage. Argumentet vandt endda opbakning fra førende intellektuelle som briten Christopher Hitchens og franskmanden Bernard Kouchner, der siden blev udenrigsminister under præsident Nicolas Sarkozy.

Mange amerikanske eksperter lægger afstand til væbnede interventioner af denne karakter med begrundelsen, at krige ikke kan vindes uden en strategiplan og slet ikke med en flyveforbudszone. Den største institutionelle modstander er USA's forsvar. Trods de enorme byrder pålagt det amerikanske militær i Afghanistan og Irak gik Pentagon modvilligt med til at gå i spidsen for angrebet mod Libyens antiluftskyts og tunge skyts.

»Vi gør, hvad der bliver sagt og så godt som muligt. Men jeg er glad for, at vi ikke leder denne militære aktion. Vores flyvevåben har næsten ikke flere bombefly til rådighed,« siger en højtstående officer i det amerikanske flyvevåben til Information.

»Vi er i forvejen hårdt spændt for i Afghanistan og Irak. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor stressende og forstyrrende det ville være for vores soldater, hvis vi skulle sætte landstyrker ind i Libyen.«

Officeren, der ønsker at være anonym, fordi han udtaler sig på egne vegne, afslører endvidere, at flyveforbudszoner ikke er populære i USA's luftvåben.

»De er ekstremt komplicerede at holde kørende, og på et eller andet tidspunkt rammer man altid civile eller allierede styrker på landjorden; det er uundgåeligt,« siger han.

Han peger herudover på en indbygget defekt i luftkrige, nemlig en manglende våbenkraft til at beherske udviklingen på landjorden.

»Fra et militært perspektiv kan man ikke følge en strategisk plan. Det er grunden til, at vi ikke kan lide humanitære interventioner,« forklarer han.

Pentagon vil helst gøre sit arbejde færdigt i Afghanistan og Irak og ikke distraheres af små konflikter på det afrikanske kontinent.

»Det nytter ikke, at vi griber humanitære interventioner an på ad hoc-basis. Det skal ske inden for en multilateral ramme, og det kræver, at hele regeringsapparatet er engageret, ikke kun Forsvarsministeriet,« påpeger kilden.

Droners anvendelighed

Trods den udbredte skepsis i Pentagon er der ingen vej udenom. Præsident Obamas regering består af nogle af de mest prominente fortalere i USA for humanitær intervention gennem FN, heriblandt udenrigsminister Hillary Clinton, ambassadør Rice, Samantha Power og Ben Rhodes i det nationale sikkerhedsråd.

En 32-årig menneskeretsadvokat David Pressman er desuden blevet udpeget til direktør for krigsforbrydelser og civil beskyttelse i det nationale sikkerhedsråd. Pressman har før arbejdet for skuespilleren George Clooney i Darfur.

I Pentagon har præsidenten udpeget en velkendt advokat for menneskerettigheder, Rosa Brooks (datter af den venstreorienterede forfatter Barbara Ehrenreich), til en nystilling med rang af assisterende viceforsvarsminister. Hun leder afdelingen for Mass Atrocity Prevention and Response Operations (MAPRO), der beskæftiger sig med at udvikle metoder til at forebygge folkemord og andre typer massemord.

En idé, man arbejder med, er at anvende droner eller førerløse fly til at fotografere truende angreb mod civile og anmode det herskende styre om at stoppe fremrykningen. Ellers vil beviserne blive fremlagt i FN's Sikkerhedsråd og blive undersøgt af den internationale strafferetsdomstol.

En anden metode under overvejelse i Pentagon er at bruge droner til at jamme elektronisk kommunikation mellem militære enheder og deres politiske overordnede. Man kunne også jamme radiostationer, hvis de som under folkemordet i Rwanda i 1994 opildner hutu-befolkningen til at myrde tutsier.

»Obama-regeringen tager spørgsmålet om forebyggelse og hindring af folkemord og massemord meget alvorligt. Det kan man se af alle disse udnævnelser og af regeringens dybe engagement i Sikkerhedsrådet,« siger Michael Abramowitz, leder af Committee on Conscience på U.S. Holocaust Memorial Museum i Washington.

USA tror på beskyttelse

Abramowitz fortæller, at Obama-regeringens linje på dette område er stærkt påvirket af en tværpartisk rapport udarbejdet i 2008 under ledelse af tidligere udenrigsminister Madeleine Albright og tidligere forsvarsminister William Cohen. Rapporten hedder Preventing Genocide og indeholder en lang række anbefalinger til, hvordan USA kan medvirke til at forebygge konflikter, som kan udarte til massemord.

»Folkemord og andre typer massemord truer direkte USA's nationale interesser. At forebygge og handle i tide er derfor i vores egen interesse,« skriver de to forfattere.

I tilfældet Libyen er USA's rolle i den internationale presse blevet beskrevet som et genstridigt dyr, der er blevet tvunget ind i cirkusmanegen for at optræde i søgelyset. Det er imidlertid en højst tvivlsom beskrivelse, siger Naomi Kikoler.

»Det er rigtigt, at Frankrig og Storbritannien pressede på for at få et flyveforbud over Libyen, men det var USA, der fik indføjet formuleringen 'ansvar for at beskytte civile' i resolution 1973, og det har allerede skabt præcedens i Elfenbenskysten,« siger Kikoler.

En ny doktrin

Det var med andre ord ambassadør Rice, som fik overtalt de andre medlemmer af Sikkerhedsrådet til at gøre konceptet Responsibility to Protect' fra FN-topmødet i 2005 politisk anvendeligt. Begrebet er aldrig før blevet benyttet af Sikkerhedsrådet til at retfærdiggøre et militært indgreb mod en suveræn medlemsstat.

»Hermed sender USA et meget vigtigt signal til verden,« mener Kikoler.

Indføjelsen af beskyttelsesprincippet i en FN-resolution kan få revolutionerende følger.

»Sikkerhedsrådet har aldrig anvendt Konventionen om Folkemord fra 1948 til at gribe ind, fordi det ikke fremgår klart af teksten, hvem der bærer på ansvaret. I topmødeerklæringen bliver det specificeret; det er Sikkerhedsrådet,« pointerer seniorrådgiveren fra Global Centre for Responsibility to Protect.

Alligevel kræver indgreb af forebyggende karakter inklusiv militær intervention stadig konsensus eller i det mindste, at ingen af de fem permanente medlemmer nedlægger veto. Under afstemningen om resolution 1973 undlod Kina og Rusland for første gang i en debat om denne type indgreb der formelt krænker en stats suverænitet at bruge deres vetoret.

Det kan der være mange forklaringer på, ikke mindst at Muammar Gaddafi har gjort sig så ekstremt upopulær på den internationale scene.

»Ruslands indirekte støtte til indgrebet var måske det mest overraskende. Kina er allerede i et stykke tid begyndt at lytte til regionale organisationer. At russerne gik med til resolutionen, kan skyldes, at de havde pålidelige efterretninger om, hvad Gaddafis styrker agtede at gøre med oprørerne og civile i Benghazi. Det er formodningen blandt vores kilder i FN,« fortæller Naomi Kikoler.