Læsetid: 9 min.

Toppen af den røde pop

Information har udpeget de fem unge politikere, som kan tegne en ny fremtid for venstrefløjen. De er ikke valgt på deres evne til selv at komme frem i verden, men på deres chance for at skabe en ny stærk venstrefløj. Her fortæller de selv, hvad de vil. Og vi ser på, hvad der skal til
Man skal passe på med utopier, for de er kendtegnet ved ikke at blive til noget, svarer Thor Möger Pedersen.

Man skal passe på med utopier, for de er kendtegnet ved ikke at blive til noget, svarer Thor Möger Pedersen.

16. april 2011

Thor Möger Pedersen

26, næstformand for SF

— Hvad er din utopi?
Man skal passe på med utopier, fordi de er kendetegnet ved ikke at blive til virkelighed. Jeg vil hellere tale om sigtelinjer, som man kan pejle efter i hverdagen. Der er jeg meget optaget af en ligelig fordeling af magt, ressourcer og muligheder. Af at vi får en bæredygtig og holdbar vækst, og så vil jeg have stærke lokale fællesskaber i stedet for en stærk stat. Det skal være vores opgave at åbne magten og give det enkelte menneske mere ansvar i stedet for at klientgøre danskerne i misforstået statslig barmhjertighed. Og så er det mit pejlemærke at skabe et samfund, der er præget af solidaritet.

— Hvem er dit politiske forbillede?
Jeg har mange. Både kendte og ukendte og nogen, som ikke længere lever. Hvis jeg skulle vælge, må det være Olof Palme, som er tidligere svensk statsminister og socialdemokratisk formand. Han havde et motto om, at ’politik er at ville’. Han talte op til folk og viste, at politik kan levere store forbedringer for folk flest. Et andet bud er Aksel Larsen, som fortjener mere ros, end han har fået den seneste tid.

— Hvad er venstrefløjens vigtigste historiske sejr?
Den kan nok sammenfattes som opbygningen af den danske velfærdsstat i efterkrigstiden.

— Hvis du kun måtte vælge at forandre én ting, hvad er så det vigtigste?
Fuld beskæftigelse og ny vækst. Jeg synes, de to ting hænger sammen.

— Hvad er den største trussel mod samfundet?
Vi er på nippet til at tabe en ungdomsgeneration på gulvet, som kommer til at være kendetegnet ved, at alt for mange har haft arbejdsløsheden helt tæt inde på kroppen, og alt for få har fået en kompetencegivende uddannelse i en situation, hvor efterspørgslen på faglært arbejdskraft bliver markant mindre i de kommende år. Og så er det helt afgørende at finde svar på, hvad Danmark skal leve af i fremtiden.

— Hvis du havde én dag tilbage, hvad ville du så bruge den på?
Det ville for det første være rigtig ærgerligt. Men jeg ville bruge den på det, som betyder mest og er aller vigtigst; det er at grine med min datter og kysse med min kæreste.

Johanne Schmidt-Nielsen

27, politisk ordfører, Enhedslisten

— Hvad er din utopi?
Der er plads til stærke fællesskaber, individer og originaler. For fællesskabet og den enkeltes frihed er uadskillelige. Ressourcerne skal fordeles mere lige både på globalt plan og her i Danmark. Demokrati skal være normen alle steder i vores samfund. Der skal flyttes magt fra direktionsgangene til Folketinget og andre steder, hvor vi træffer beslutninger på demokratisk vis. Og vores produktion og forbrug skal balancere med, hvad kloden kan holde til.

— Hvem er dit politiske forbillede?
Det er min mormor, Lily Schmidt-Nielsen. Hun var Fyns første kvindelige borgmester og kæmpede en sej kamp imod de lokale venstrebønder. De syntes ikke, at sådan en lille dame skulle komme og blande sig. Hun havde mod, engagement og var utrættelig. Det er en god kombination.

— Hvad er venstrefløjens vigtigste historiske sejr?
Arbejderbevægelsen og venstrefløjen har løftet flertallet af befolkningen ud af fattigdom. Det er den største historiske sejr. Selv om der er et godt stykke vej igen, før alle er med. Forudsætningen for den forandring har været retten til at organisere sig. Uden den ret havde det været stort set umuligt at forandre noget som helst.

— Hvad er det vigtigste at forandre i samfundet, hvis du kun må vælge én ting?
For mig er målet frihed. Og derfor har jeg lyst til at svare: omfordeling af rigdommen. Fordi en langt højere grad af økonomisk lighed er forudsætningen for, at alle kan leve frie liv. Men hvis ikke vi får gjort noget ved overforbruget af jordens ressourcer, kan alt andet vel være lige meget. Heldigvis kan man godt forandre mere end en ting ad gangen.

— Hvad er den største trussel mod samfundet?
Fjendebillederne og alle de falske grøfter, der bliver gravet. Blandt andet af politikere, der lever af at puste til frygten for ’de fremmede’. Den angst skaber ulykkelige liv både for de mennesker, der frygter, og – ikke mindst – for dem, der er genstand for frygten. I ly af frygten bliver vores fælles velfærd og de grundlæggende frihedsrettigheder stille og roligt angrebet.

— Hvis du havde én dag tilbage, hvad ville du så bruge den på?
Jeg ville starte med at blive sur og rasende og ulykkelig og kaste med ting og råbe højt. Derefter ville jeg kigge min eventuelle kæreste dybt i øjnene. Spise et bøgeblad og så holde en fest med mine bedste venner. Med sød champagne og forretter ad libitum. Ikke en alt for stor fest. En lille dejlig fest.

Anne Vang

27, socialdemokratisk børne- og ungeborgmester i København

— Hvad er din utopi?
Jeg ønsker mig et samfund med lige muligheder: Hvor gode muligheder for at udleve sine drømme og klare sig godt ikke er afhængigt af dine forældres økonomi eller baggrund. Et samfund præget af sammenhængskraft, fællesskab og vækst – for alle profiterer, når individet klarer sig godt. Jeg vil dog ikke så gerne kalde det for en utopi – for utopien defineres som et uopnåeligt samfundsideal. Lad os hellere kalde det en samfundsvision, som vi hver dag arbejder på at tilnærme os.

— Hvem er dit politiske forbillede?
Jeg har ikke et eneste politisk forbillede – men beundrer mange politiske skikkelser. For eksempel Jens Otto Krag, der formulerede en politik, hvor det stod knivskarpt, at økonomisk vækst og social sikkerhed går hånd i hånd.

— Hvad er venstrefløjens vigtigste historiske sejr?
Skabelsen af velfærdssamfundet. I en dansk kontekst er vores gratis uddannelsessystem en kæmpemæssig sejr. Jeg nærer en dyb respekt for de socialdemokrater, der i starten af det 20. århundrede løftede arbejderklassen og dens børn – og skabte gratis universiteter og SU-systemet. Med den tanke at det netop ikke skal være forbeholdt de velstilledes børn at få sig en uddannelse. Vi er ikke i mål endnu. Vi mangler skridtet fra den formelle chancelighed til den reelle chancelighed: Og her er kvaliteten i vores daginstitutioner og folkeskoler fuldstændig afgørende.

— Hvad er det vigtigste at forandre i samfundet, hvis du kun må vælge én ting?
Hvis jeg kunne vælge en ting at forandre, skulle det være at skabe daginstitutioner og folkeskoler, der reelt giver alle børn en chance. Hvor du ikke bare kan se på en treårig og sige ’han får aldrig et godt liv’. Hvor vi gør noget for, at han får det. Derfor er jeg ret priviligeret at få lov at sidde med lige præcis det område.

— Hvad er den største trussel mod samfundet?
Den største trussel mod et samfund vil altid være egoisme og frygt. Det er også den største trussel mod det danske samfund.
Det er egoisme og frygt, der deler sundhedsvæsenet og skolevæsenet op i A- og B-hold. Og det er egoisme og frygt, der giver Danmark en ­symbol­orienteret og alt for hård retorik på flygtninge- og indvandringsområdet. Jeg er meget bekymret for de grøfter, der graves mellem mennesker i disse år.

— Hvis du havde én dag tilbage, hvad ville du så bruge den på?
Det er heldigvis det mest hypotetiske spørgsmål, jeg længe er blevet stillet. Men jeg ville nok forsøge at nå fire ting: 1) Finde min afløser som børne- og ungeborgmester i København og forsøge at indoktrinere vedkommende grundigt til at videreføre mit projekt. Særligt hvad angår specialområdet og social omfordeling mellem institutioner. 2) Spise en virkelig god middag med mine søstre og min mor. 3) Tage ud og dykke med min veninde Maja. Nok til øen Hven for at kunne nå det hele. 4) Læse ’Bukkens Fest’ af Mario Vargas Llosa færdig. Det duer ikke at mangle et eneste kapitel af så fin en bog.

Astrid Krag

28, integrationsordfører for SF

— Hvad er din utopi?
En verden, hvor alle mennesker har de sammen muligheder for at leve det liv, de drømmer om, uagtet hvor de er født, og hvem deres forældre er. Og altså også en verden, hvor magten og indflydelsen i forhold til, hvordan verden skal indrettes, er ligeligt fordelt.

— Hvem er dit politiske forbillede?
De helt almindelige mænd og særligt kvinder, der organiserede sig i arbejderbevægelsens gry og krævede ordentlige forhold – i forhold til deres arbejde, til deres boligforhold og i forhold til de vilkår, de kunne byde deres børn. Det var hverken omkostnings- eller risikofrit at starte det arbejde, de gjorde – men det er deres kamp, vi står på skuldrene af, når vi i dag kæmper for at udvide og udvikle velfærden og ligheden i Danmark.

— Hvad er venstrefløjens vigtigste historiske sejr?
At danskerne bakker så entydigt op om velfærdssamfundet, som de gør. Danskerne vil gerne løfte i fællesskab, og derfor har vi også set, hvordan den afmontering af velfærden, som VKO har stået bag, er sket i små ryk og altid med andre forklaringer – senest den økonomiske krise. Desværre bliver de små ryk til en stor trussel, når man som VKO har haft magten i 10 år til at rokke skuden.

— Hvad er det vigtigste at forandre i samfundet, hvis du kun må vælge én ting?
At få alle med på uddannelsesvognen. Uddannelse er den vigtigste lighedsskabende faktor, den giver den enkelte flere valgmuligheder i livet, og det er ikke bare en klog investering – det er katastrofalt dyrt for os som samfund, at vi ikke lykkes bedre med den indsats. Det koster samfundet 100 mia. for hver ungdomsårgang, at 10 procent af de unge ryger ud på samfundets sidelinje.

— Hvad er den største trussel mod samfundet?
Den snigende underminering af vores velfærd. Når der skæres så tæt ind til benet, som der gør rundt omkring, så bliver det en bombe under danskernes vilje til at betale til velfærden over skattebilletten.

— Hvis du havde én dag tilbage, hvad ville du så bruge den på?
Tage i Zoologisk Have med min mand og min datter.

Mattias Tesfaye

29, SF’s hovedbestyrelse

— Hvad er din utopi?
I 8. klasse hørte jeg en klassekammerat foreslå et samfund, hvor enhver yder efter evne og modtager efter behov. Jeg var megastiv, da jeg hørte denne temmelig radikale utopi første gang, men jeg glemmer det aldrig. Det er stadig det smukkeste ideal, jeg kan forestille mig.

— Hvem er dit politiske forbillede?
Det er Olivia Nielsen, der byggede Kvindeligt Arbejderforbund op fra fem medlemmer til en slagkraftig organisation. KAD løftede de ufaglærte kvinder op på en anstændig levestandard. Alt sammen over et halvt århundrede før, historiebøgerne skriver, at kvinderne kom på arbejdsmarkedet.

— Hvad er venstrefløjens vigtigste historiske sejr?
Jeg forstår ikke mig selv som en del af venstrefløjen. Jeg er socialist. Men socialisternes største sejr i Danmark er, at vi har fået velfærdsstats-humlebien til at flyve. På trods af, at et overvældende flertal af eksperter gennem 100 år konstant har argumenteret for, at det ikke kunne lade sig gøre. Ifølge dem skulle alt fra afskaffelsen af børnearbejde i fabrikkerne, indførelsen af den sjette ferieuge og implementeringen af Fair Løsning få landet til at kollapse.

— Hvad er det vigtigste at forandre i samfundet, hvis du kun må vælge én ting?
Reelle anstændige job til de mange, der i dag er parkeret permanent uden for arbejdsmarkedet. Alt for mange mennesker er udstødt fra at kunne bidrage til fællesskabet. Udstødelsen ødelægger sammenhængskraften i samfundet og spolerer mange liv. Jeg er selv opvokset med en enlig arbejdsløs mor og kan skrive under på, at lediggang er roden til alt ondt.

— Hvad er den største trussel mod samfundet?
At kombinationen af forringet dagpengelovgivning, svækkede fagforeninger og uorganiserede østarbejdere betyder etableringen af en arbejdende underklasse i Danmark. Altså danskere, der må leve omkring fattigdomsgrænsen, til trods for at de er i beskæftigelse.

— Hvis du havde én dag tilbage, hvad ville du så bruge den på?
Leje en kæmpe Mercedes og køre til Dortmund for at se hjemmeholdet tæske Bayern München. Her vil jeg stå på Europas største tribune ’Den gule mur’. Det er vel egentlig det eneste, jeg skal nå, inden jeg stiller træskoene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Johanne Schmidt-Nielsen er den eneste af de politikere, der er beskrevet i artiklen, som er venstreorienteret.

De andre tre repræsenterer den småborgerlige middelklasses værdier. Især er Astrid Krag med sit betændte syn på indvandrerne styg.

Anne Marie Pedersen

Anne Vang får ALDRIG min stemme. Det er en skandale, hvad der er sket på institutionsområdet i Københavnskommune under hendes borgmesterstyre.

Forældres indflydelse og dermed den demokratisk proces er stækket med den nye klyngestruktur.

Institutionernes selvforvaltning er stækket med forbud om morgenåbning på fritidshjem og tvungne synkronlukning af vuggestuer og børnehaver.

Et er, at man er nødt til at spare. Noget andet er, at man pakker besparinger ind i uigennemtænke omstruktureringer og topstyring.

Ingen ros til Anne Vang herfra!

Anne Marie Jensen

Respekt til Mattias Tesfaye for at afskrive sig journalisternes placering af ham på venstrefløjen. SF er nemlig helt korrekt ikke venstrefløjen. For tiden findes venstrefløjen i Enhedslisten og udenfor Folketinget.

Bortset fra det, så synes jeg faktisk Mattias er noget så sjældent som som en venstreorienteret SF'er.

Olav Bo Hessellund

Såvidt jeg er orienteret, er Mattias Tesfaye den eneste af disse fem unge politikere, der har andre erfaringer end dem, man får i skole og på universitet. Korriger mig, hvis jeg tager fejl!

Ikke at en højere uddannelse på forhånd diskvalificerer en politiker, men den bør efter min mening altid suppleres med erfaringer fra andre af tilværelsens områder, ikke mindst arbejdslivet – også for at undgå den omsiggribende tendens til stadig flere karrierepolitikere. Hos nogle af disse unge politikere fornemmer man i hvert fald ret tydeligt, at deres kendskab til ”de faktiske forhold i jernindustrien” ofte virker mangelfuldt.

Thor Möger Pedersen er en satans kompetent politiker, og ud af de 5 er han den der til hver en tid ville få min stemme. Han virker som en fyr med begge ben plantet på jorden, til forskel for mange, i hvert fald længere ude på venstrefløjen, der stadig flimrer rundt i en drømmeverden, uden skelen til samfundet i dag.

Ole Brockdorff

”Toppen af den røde pop” kan bære rundt på nok så mange hede drømme om det perfekte samfund med hensyn til økonomisk lighed og retfærdighed mellem borgerne, men de glemmer desværre at fortælle alle deres vælgere, at de efter en sejr ved det kommende folketingsvalg ikke kan lovgive imod den frie bevægelighed af kapital og arbejdskraft (globaliseringen), der er skabt af det uhyggelige EU-monster i Bruxelles, som i dag fungerer som en miniudgave af Den Kinesiske Folkekongres.

De fem unge toppolitikere på den kommunistiske/socialistiske venstrefløj kan nemlig ikke forhindre nogen som helst privat virksomhedsejer i, at flytte al deres produktion og indtjente formuer til et andet land som for eksempel Estland, Polen, Kina eller Vietnam, hvor man kan få faglært og ufaglært arbejdskraft helt ned til sølle 10,00 kroner i timen, og derfor er de privatansattes overenskomster herhjemme anno 2011 ikke det stykke papir værd, som de er skrevet på gennem mange års arbejdskamp om rimelige overenskomster for arbejdere og funktionærer.

”Toppen af den røde pop” tilhører den nye generation af unge politikere, der meget belejligt har fortrængt den ubestridelige historiske kendsgerning, at deres politiske ideologi om fuldstændig lighed mellem borgerne oprindeligt bygger på den fallerede planøkonomi, som i årene fra 1989 til 1991 fik de kommunistiske Østblok-lande med det mægtige Sovjetunionen i spidsen til at kollapse. Takket være bureaukrati, ineffektivitet, nepotisme og korruption, mens demokratiernes frie markedsøkonomi i tiden efter 2. verdenskrig trods alt skabte en fantastisk økonomisk velstand for de vesteuropæiske borgere.

De fem unge politikere har tilsyneladende aldrig lært noget som helst om, at den frie markedsøkonomi oprindeligt var uløseligt forbundet med demokratiet som politisk styreform, hvor borgerne selv vælger deres politikere gennem frie valg hvert fjerde år, og hvor alle grundlæggende nyder godt af personlige frihedsrettigheder såsom privat ejendomsret, fri næring, forsamlingsfrihed, demonstrationsfrihed, religionsfrihed og ytringsfrihed etc.

”Toppen af den røde pop” fortrænger også anno 2011, at den grundlæggende politiske ideologi hos Socialistisk Folkeparti samt fraktionerne under Enhedslistens paraply, altid har været en nedkæmpelse af demokratiet og det samarbejdende folkestyre med sin frie markedsøkonomi, så vi kunne overgå til et totalitært styre, også selvom demokratiet som politisk styreform har vist sig at være den bedste for alle frihedselskende mennesker på denne klode.

Danmarks opbyggede økonomiske velfærdsstat siden anden verdenskrigs afslutning i maj 1945 er ganske rigtigt bygget op af blandt andet Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti, men det er sket på bekostning af den til enhver tid eksisterende arbejdsstyrke i det private erhvervsliv med sine dygtige arbejdsgivere og lønmodtagere af forskellig politisk observans, der gennem effektiv produktion har skabt milliardindtægter til landet gennem eksport af varer, så der kunne opkræves høje skatter til finansiering af velfærdsstaten og den offentlige sektor.

”Toppen af den røde pop” rummer blandt andet en begavet mand som Mattias Tesfaye, der som faglig sekretær hos 3F udmærket ved, at problemet med de uorganiserede østarbejdere skyldes EU’s optagelse af 12 tidligere kommunistiske stater i henholdsvis 2004 og 2007, hvor det kom som et chok for mange arbejdere i det private erhvervsliv, at man ikke efter befrielsen fra Sovjetunionens regime havde fået opbygget stærke fagforeninger i østlandene til glæde for de private lønmodtagere, som det har været tilfældet i Danmark siden 1945.

Hvor var venstrefløjspartierne og dansk fagbevægelse med LO i spidsen henne med skarpe protester, da Østaftalen om restriktioner på arbejdskraftens frie bevægelighed fra de ny EU-lande blev igangsat i maj 2004, så alle medlemslandenes private firmaer skulle betale en mindsteløn til sine funktionærer og arbejdere? Hvorfor protesterede den internationale fagbevægelse ikke over, at Tyskland og Frankrig holdt sig uden for Østaftalen? Hvordan kunne LO tillade dette ihukommende, at de to stormagter i EU pludselig kunne hyre polsk arbejdskraft uden overenskomstmæssig mindsteløn, alt imens danske virksomheder blev tvunget til at holde mindstelønnen, og dermed blive udkonkurreret af de andre EU-lande?

”Toppen af den røde pop” ved også udmærket godt, at Østaftalen (der blev ophævet i 2009) tvang i tusindvis af små og mellemstore virksomheder til at flytte deres produktion til de tidligere kommunistiske lande. Ellers ville de gå fallit med deres eksportprodukter i den frie internationale konkurrence, fordi arbejdsmarkedet herhjemme fungerer med en mindsteløn. Ingen reagerede over for Østaftalens fatale konsekvenser for konkurrenceevnen hos dansk erhvervsliv, og i dag sidder tyskerne og franskmændene og klasker sig på lårene af grin over vores dumhed.

Derimod kan næsten 1.000.000 offentlige ansatte glæde sig over, at deres opbyggede overenskomster gennem årene har givet dem løn, ferie, pension og frynsegoder, der for mange faggruppers vedkommende langt overstiger lønningerne til de privatansatte lønmodtagere, som hver dag knokler effektivt fra morgen til aften med den latente trussel over hovedet, at de hvert øjeblik kan miste deres faste arbejde, fordi arbejdsgiveren på grund af den globale konkurrence bliver nødt til at flytte produktionen til lande uden mindsteløn.

”Toppen af den røde pop” skal overtage en politisk venstrefløj, der gennem de sidste 18 år med SR-regeringen og VK-regeringen i front, har fået placeret over 900.000 mennesker i den erhvervsaktive alder uden for arbejdsmarkedet i en social ”massegrav”, der alle har det til fælles, at de ikke ejer noget som helst af værdi som for eksempel fast ejendom, og de lever udelukkende af overførselsindkomster … dèt som før 1993 hed bistandshjælp … og indtil 1975 slet og ret socialhjælp.

Alle disse mennesker livsforsørges økonomisk på statens nåde i kraft af dagpenge, kontanthjælp, førtidspension, børnebidrag, børnefamilieydelse, børnetilskud, boligsikring og mange andre ydelser, der er bestemt af de folkevalgte politikere gennem den årlige finanslov. Hvordan en mand som Mattias Tesfaye vil skabe reelle anstændige jobs til alle disse borgere med overenskomstmæssig løn er for mig en gåde, når man samtidig oplever, at de private virksomheder stadig flytter deres produktion væk fra klodens dyreste land.

”Toppen af den røde pop” overtager efter min bedste opfattelse et nationalt fallitbo efter deres politiske forgængere, hvor især Socialistisk Folkeparti siden 1973 har svigtet den samlede arbejderbefolkning ved aldrig nogensinde at holde fast i deres oprindelige klare definerede modstand imod EU-monstret, der har udraderet den ærlige, hæderlige og anstændige konkurrence imellem mennesker, firmaer og lande, og som har sendt Danmark ud i en uhyggelig ”dødsspiral” med konsekvent opløsning af nationalstaten og et af verdens mest homogene folkefærd.

Alle jublede over kommunismens sammenbrud i Sovjetunionen og Østblokken, men de sidste 20 års globale politik har dokumenteret, at kapitalismen med sit indbyggede demokrati og personlige frihedsrettigheder er blevet systematisk udraderet af den marxistiske planøkonomiske ideologi og tankegang, hvor alle i den sidste ende kommer til at leve med politisk enhed under tvang som i de totalitære kommunistiske et-parti stater Kina og Vietnam med flere.

”Toppen af den røde pop” kalder sig i dag for demokratiske socialister, der ifølge dem selv er mere humane og sociale ansvarlige end de arbejdsgivere og lønmodtagere i det private erhvervsliv med anden politisk observans, som hvert år tjener Danmarks bruttonationalprodukt hjem gennem eksport af varer. I deres univers er arbejdsgiverne i det private erhvervsliv blot kapitalistiske udnyttere af befolkningen, selvom deres arbejdsindsats i dag er skyld i, at over halvdelen af befolkningen kan livsforsørges af det offentlige gennem de indbetalte skatter og afgifter.

Det forunderlige ved den politiske venstrefløj herhjemme er, at deres ideologiske målsætning siden anden verdenskrig har været, at få nedkæmpet demokratiet og kapitalismen med sin private ejendomsret. Men undervejs i kampen mod verdens bedste politiske styreform for alle frihedselskende mennesker, er de selv blevet helt vilde med kapitalismen og den private ejendomsret. Alle socialister/kommunister vil i dag have både hus, have, ligusterhæk, sommerhus, biler og høje lønninger, mens store dele af befolkningen lever i almennyttige boligbyggerier, der i dag ligner kaserneområder fra det tidligere Sovjetunionen.

”Toppen af den røde pop” elsker helt sikkert den oprindelige marxistiske ideologi fra det tidligere kommunistiske Sovjetunionen og det nuværende Kina, hvor Josef Stalin og formand Mao tvang borgerne til politisk enhed under tvang gennem det totalitære et-parti styre med planøkonomi, og hvor alle mennesker skulle leve i solidaritet og venskab som proletarer, som den kommunistiske jernbanearbejder Laurids ”Røde” Jensen kæmpede så hårdt for i Lise Nørgaards fremragende tidsbillede med tv-serien ”Matador” om livet i Danmark fra 1929 til 1947.

I dag er de værste superkapitalister på kloden gået i samarbejde med de værste hardcore kommunister, og dermed har førstnævnte direkte forrådt demokratiet som verdens bedste politiske styreform med sin frie markedsøkonomi. Herunder de personlige frihedsrettigheder til blandt andet fri næring, hvor man konkurrerer på lige fod med hinanden, for i dag er næsten alting styret af karteller og magtfulde erhvervsorganisationer, hvor ingen i realiteten ved hvem der ejer og kontrollerer de store private firmaer.

”Toppen af den røde pop” har som deres politiske forgængere solgt deres sjæl til kapitalismen, hvor enhver snak om økonomisk lighed og retfærdighed er slået i stykker, når man anno 2011 som arbejdsgiver i det private erhvervsliv skal opleve fra dag til dag, at blive udkonkurreret af kollegaerne i sin egen branche på grund af statsstøtte. Konkurrenten – der kaldes en ”social” virksomhed – får nemlig tilbudt masser af unge arbejdsløse mennesker i tvangsaktivering eller virksomhedspraktik for den førstnævnte arbejdsgivers indbetalte skattepenge, hvor de fungerer som regulære ”slavearbejdere” på kontanthjælp eller dagpenge.

Danmark nærmer sig hastigt afgrunden som en selvstændig demokratisk nationalstat med et sundt privat erhvervsliv, og et homogent folkefærd gennem de sidste 161 år med Grundloven som katalysator. År for år er vores forfatning siden 1973 blevet udhulet af EU-kommissionen i Bruxelles, der i den sidste ende ikke er andet end håndlangere for de uhyggelige globale kræfter af superkapitalister og hardcore kommunister, der har etableret en sammensværgelse med henblik på at skabe èn verdensregering, hvor borgerne mister demokratiet og menneskerettighederne som vores forfædre kæmpede så hårdt for.

”Toppen af den røde pop” drømmer formentlig om et fremtidigt Danmark i lighed med verdens største totalitære et-parti regime Kina, der for alvor skiftede planøkonomien ud med den frie markedsøkonomi efter WTO-optagelsen i 2001, og hvor der ifølge den indespærrede kinesiske systemkritiker Bao Tong kun findes to slags mennesker: dem som er privilegeret socialt og økonomisk af Det Kommunistiske Parti … og så alle de andre … der må leve fra hånden til munden på grund af en manglende økonomisk velfærdspolitik for samtlige borgere.

Politikerne i Folketinget og deres efterkommere ved udmærket godt, at Danmarks nuværende økonomiske velfærdspolitik står foran det totale sammenbrud inden for ganske få år, fordi vi ganske enkelt ikke længere tjener penge nok til bruttonationalproduktet gennem vækst og eksport i det private erhvervsliv. Mere end tre millioner indbyggere i Danmark vil blive overladt til sult, nød, fattigdom og udstødelse, og de bliver slaver for den nye ”herskerklasse” af superkapitalister og hardcore kommunister samt den omfattende internationale forbrydermafia, der i dag trækker i trådene hos mange af de store globale erhvervsorganisationer.

”Toppen af den røde pop” får altså nok at se til i fremtiden, også med hensyn til flygtningestrømmen af fattige mennesker fra Afrika på grund af de mellemøstlige diktaturers opløsning, der ifølge EU-konventionerne naturligvis skal livsforsørges økonomisk af den til enhver tid eksisterende arbejdsstyrke i det private erhvervsliv på 400.000 mennesker, der indtil videre stadig består af overvejende etniske danskere i den erhvervsaktive alder.

Ligeledes vil Danmark i nær fremtid opleve en sand tilstrømning af migranter fra Kina og Indien, hvis regeringer netop har fået gennemført EU-direktivet om, at kinesiske og indiske statsborgere med flere, fremover kan strømme ind over vores grænse som billig arbejdskraft, så vi etniske danskere med førstefødselsret til vores fædrene jord om få år ender op med, at være et forhutlet mindretal og folkeslag ud af mange.

”Toppen af den røde pop” kommer ikke til at kede sig.

Anne Marie Pedersen

@ Ole Brockdorff

Måske du skulle overveje at skrive et læserbrev med den skrivelyst. Nu tager jeg ikke stilling til indholdet af dit indlæg i denne omgang. Jeg vil i stedet påpege, at det efter min mening er lige i overkanten så langt det er.

Det er første gang jeg på information.dk faktisk kunne tænke mig en tegnbegrænsning. For det er lidt en debatdræber med så langt et indlæg.

Sten Christensen

AMJ
"Bortset fra det, så synes jeg faktisk Mattias er noget så sjældent som som en venstreorienteret SF’er." citat dig.

Der drømmer om at køre til Dortmund i en kæmpe Mercedes. hmmm......., ellers har du nok ret.

SC
.

Ole Brockdorff

Jeg vil gerne som en venlig replik til Anne Marie Pedersen sige, at jeg er meget taknemmelig for dagbladet Informations debatregler, hvor man ikke har nogen som helst tekstbegrænsninger over for os almindelige bloggere, der gerne vil komme med nogle personlige uddybende synspunkter til de udstukne emner, når blot man holder sig inden for rammerne af debatreglerne.

Anne Marie og andre behøver jo ikke at læse min kommentar.

Enhver kan jo bare ”scrolle” videre på siden, når de ser mit navn stå foran en kommentar, så derfor føler jeg mig under ingen omstændigheder som en ”debatdræber”, Anne Marie, og slet ikke når du samtidig fortæller mig, at du ikke vil tage stilling til indholdet af mine skrevne ord i denne omgang.

Hvis dagbladet Information i morgen ændrer konceptet på sit blogmiljø og for eksempel meddeler, at læserne fra nu af højst kan skrive ”400 tegn” til en af internetavisens artikler - som dagbladet Politiken har gjort siden marts 2009 - så ville jeg blive meget ked af det, fordi det er helt unikt at kunne ”skrive sig igennem” på Børge Outzes gamle avis fra den 5. maj 1945.

Anne Marie, personligt synes jeg nu også selv, at min kommentar er blevet for lang i denne omgang, og mine holdninger kunne helt sikkert godt være blevet sammenfattet og sammenskrevet på en langt kortere tekstlængde. Men jeg blev pludselig dybt engageret i emnet med ”Toppen af den røde pop”, fordi jeg er meget interesseret i samfundspolitik, og så begyndte jeg bare at skrive … og skrive … og skrive.

Spring mig over næste gang.

Johanne Schmidt-Nielsen:

»Og det er egoisme og frygt, der giver Danmark en ¬symbol¬orienteret og alt for hård retorik på flygtninge- og indvandringsområdet. Jeg er meget bekymret for de grøfter, der graves mellem mennesker i disse år.«

Bemærk venligst at Johanne Schmidt-Nielsen er den eneste af de fire politikere, der har mod og mandshjerte til at nævne den svinske danske ”udlændingedebat”.

De andre tre nævner ikke denne betændte og højaktuelle problemstilling med et ord. Selv ikke Astrid Krag, der ellers smykker sig med titlen ”integrationsordfører”.

Når de tre håbefulde og ambitiøse ungdomspolitikere fra S og SF ikke nævner hetzen mod indvandrerne med et ord, skyldes det naturligvis ikke en tilfældighed.

De tre politikere er tydeligvis blevet udsat for en politisk skoling, hvor de er blevet dresseret til, at de for enhver pris skal undlade at udtrykke solidaritet med de svageste i samfundet, hvis disse tilfældigvis skulle have en minoritetsbaggrund. Så risikerer S og SF nemlig at miste vælgere til Dansk Folkeparti, og det skal for alt i verden undgås.

Hvad kan vi bruge den slags kyniske og samvittighedsløse politikere til?

Per Thomsen:

Eller også hopper de ikke med på Dansk Folkepartis dagsorden om at udlændingepolitik er det største problem i dagens samfund. Vil mene der er mange andre ting der fortjener større opmærksomhed.

@Emil Arenholt
Naturligvis er det et stort problem, at Dansk Folkeparti har sat den politiske dagsorden i Danmark siden det blev støtteparti for regeringen i 2001. De, der siger noget andet, vrøvler.

»Det skal være vores opgave at åbne magten og give det enkelte menneske mere ansvar i stedet for at klientgøre danskerne i misforstået statslig barmhjertighed.«

Det kunne jo sagtens have været CEPOS eller Anders Fogh Rasmussen, der kunne have formuleret ovenstående moraliserende neoliberalistiske nonsens, men som det fremgår af artiklen, er gerningsmanden ingen ringere end folkesocialisternes nye fremadstormende håb.

Hvad er der dog sket med det parti?

Med sætninger som denne er alt håb alligevel ikke ude for venstrefløjen: "Leje en kæmpe Mercedes og køre til Dortmund for at se hjemmeholdet tæske Bayern München. Her vil jeg stå på Europas største tribune ’Den gule mur’. Det er vel egentlig det eneste, jeg skal nå, inden jeg stiller træskoene." KLASSE ----- et rigtigt levendevenstrefløjs menneske med helt normale passioner --- you made my day Mathias !

Signe Tolstrup Mathiasen

@Per Thomsen
Jeg bliver lige nødt til at rette dig, det er ikke Johanne Schmidt-Nielsen, du citerer, når du skriver »Og det er egoisme og frygt, der giver Danmark en ¬symbol¬orienteret og alt for hård retorik på flygtninge- og indvandringsområdet. Jeg er meget bekymret for de grøfter, der graves mellem mennesker i disse år.« men derimod Anne Vang, som altså også tør nævne udlændingedebatten.

Johanne Schmidt-Nielsens ordvalg lyder sådan her: ”Fjendebillederne og alle de falske grøfter, der bliver gravet. Blandt andet af politikere, der lever af at puste til frygten for ’de fremmede’. Den angst skaber ulykkelige liv både for de mennesker, der frygter, og – ikke mindst – for dem, der er genstand for frygten.”

Sten Christensen

Sorry, men i mine øjne er farven på Anne Vangs og Astrid Krags utopier lidt, øeeh, liberal, altså i ordets oprindelige betydning.......enhver sin egen lykkes smed........eller et "jeg-vil-ha-samfund"
Mattias Tesfaye lyder lidt som en der har læst nogle overskrifter, men ikke forklaringen, og som en der ikke har opnået den erfaring at ikke to er ens, evner og behov er altså meget individuelle størrelser. Og hvem skal dømme hvilke behov jeg har? Og hvilke af mine evner jeg skal bruge?

Derudover lyder de tre meget stereotype, og lidt som en valg-floskel-ordbog.

SC
.

@Signe Tolstrup Mathiasen
Tak fordi du gjorde mig opmærksom på min fejltagelse. Anne Vang får hermed min uforbeholdne undskyldning.

Det er dog stadigvæk både tankevækkende og foruroligende at SFs to politiske kometer ikke nævner hetzen mod indvandrerne med et ord. Det lover ikke godt for fremtiden.

Sten Christensen

@ Ole Brockdorff
BNP, bruttonationalprodukt, stammer også fra offentlig produktion. "arbejdsgivere og lønmodtagere i det private erhvervsliv med anden politisk observans, som hvert år tjener Danmarks bruttonationalprodukt hjem gennem eksport af varer" citat dig 17/4 kl19.55.
BNP er værdigen af den samlede produktion og ikke kun værdigen af eksporten.
SC
.

Ole Brockdorff

Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt mere fra Sten Christensen om, hvad det er for en ”offentlig produktion”, der er med til at indtjene bruttonationalproduktet, når man tænker på den ubestridelige kendsgerning, at den offentlige sektors økonomiske eksistens trods alt er fuldstændig afhængig af den til enhver tid eksisterende arbejdsstyrke i Danmark af selvstændige arbejdsgivere og privatansatte lønmodtagere.

Disse mennesker skaber alene grundlaget for opkrævning af skatter og afgifter til finansiering af nationens årlige budget, så næsten 1.000.000 offentlige ansatte kan få overenskomstmæssig løn, ferie, pension og driftsbudgetter, mens over to millioner borgere livsforsørges på "statens nåde" gennem den førte velfærdspolitik fra Christiansborg med de mange forskellige typer af overførselsindkomster.

Ifølge min skolelærdom om demokratiet som politisk styreform med fri næring gennem brugen af markedsøkonomien har jeg altid lært, at jeg kan tilbyde min arbejdskraft på to måder som udgangspunkt for, at jeg som et frit og civiliseret menneske kan forsørge mig selv og min familie uden økonomisk hjælp fra andre:

- Enten producerer jeg noget for egne opsparede penge i det private erhvervsliv som selvstændig arbejdsgiver eller privatansat lønmodtager med overenskomstmæssig løn ... eller også tilbyder jeg min arbejdskraft til stat og regioner samt kommuner som et ”servicemenneske”, der får penge for at servicere borgerne i en bestemt jobfunktion på et specifikt fagområde.

Sådan hænger det sammen i al sin virkelighed.

@Ole Brockdorff.

Kære Ole. Jeg tror, du skal klage til din skole over fejlbehæftet undervisning. Ihht. din argumentation kunne de tidligere kommunistiske lande slet ikke have haft en produktion og følgelig intet bruttonationalprodukt! Jeg tror ikke, du kan finde en økonom, der støtter den påstand.

Bruttonationalproduktet er overordnet et mål (i nationalregnskabet) for et lands samlede produktion af varer og tjenesteydelser:

"[B]ruttonationalprodukt, BNP, et lands samlede produktionsresultat i en given periode, oftest et år eller et kvartal. BNP opgøres som værdien af den samlede produktion med fradrag af værdien af de varer og tjenester, der er blevet forbrugt i produktionsprocessen. BNP er desuden lig med summen af privat og offentligt forbrug og investeringer samt nettoeksporten af varer og tjenester (endelig indenlandsk anvendelse). Endelig kan BNP defineres som værdien af den samlede indkomst, som fordeles mellem lønmodtagere, virksomheder og det offentlige".

Kilde: Den store danske:
http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/Samfund_og... (19/4 11)

Per Thomsen:

Jeg siger bare at en af grundende til at Dansk Folkeparti har fået så meget magt til at starte med, og har udvidet den hver gang der har været valg, er at venstrefløjen har danset lystigt med på Pia og fætrenes udlændinge diskurs. På trods af at der findes snesevis af ting i det her land der er langt vigtigere end udlændingepolitik, kommer det gang på gang til at handle om det. Og Pia klapper i sine små hænder hver gang hun får lokket venstrefløjen med på den.

"Det kunne jo sagtens have været CEPOS eller Anders Fogh Rasmussen, der kunne have formuleret ovenstående moraliserende neoliberalistiske nonsens, men som det fremgår af artiklen, er gerningsmanden ingen ringere end folkesocialisternes nye fremadstormende håb.

Hvad er der dog sket med det parti?"

Personligt finder jeg det ikke særlig tillokkende at staten skulle bestemme over hver en del af mit liv. Vi er skabt med en hjerne og evnen til at tænke selv, så synes jeg også at vi i vid udstrækning skal have lov til at bruge den.
Det kan godt være at tingene så anderledes ud i de go'e gamle dage, da en kommunist var en kommunist, arbejderne stadig var røde og Østblokken var idealet. Men i takt med at historien og samfundet udvikler sig, må de politiske visioner nødvendigvis følge denne udvikling. Ellers ender man som en mavesur gammel venstreorienteret udgave af Dansk Folkeparti. Og betonkommunismen er lige så urealistisk og uddateret som DFs vision for Danmark.

Ole Brockdorff

Ja, Sune Franck, naturligvis er bruttonationalproduktet et lands samlede produktionsresultat af varer og tjenesteydelser i en given periode, men det ændrer jo stadig ikke ved den ubestridelige kendsgerning, at indtjeningskilden til Danmarks årlige BNP udelukkende skabes af den til enhver tid eksisterende arbejdsstyrke i det private erhvervsliv af selvstændige arbejdsgivere og privatansatte lønmodtagere.

Herefter bevirker den økonomiske "omfordelingspolitik", at politikerne gennem de opkrævede skatter og afgifter kan finansiere en offentlig sektor med næsten 1.000.000 ansatte mennesker – samt et par millioner sjæle på overførselsindkomster = bistandshjælp = socialhjælp.

Selvfølgelig er jeg udmærket klar over, at vi i dag sidder med hundredtusinder af offentlige ansatte herhjemme, der har den politiske og menneskelige opfattelse, at de er meget vigtigere for samfundet end slagteriarbejderen ude på Danish Crown, der hver dag producerer fødevarer til eksport, så vi kan få indtjening til statskassen.

Men når de offentlige ansatte henter deres løn hver eneste måned, og de arbejdsløse kontanthjælpsmodtagere etc. får deres "overførselsindkomst" sat i banken, kan de trods alt takke arbejdsgiverne og lønmodtagerne i det private erhvervsliv for, at der overhovedet er kommet penge i statskassen til at finansiere deres arbejdsplads og livsforsørgelse.

Det kan enhver nationaløkonom bekræfte.

Niklas nivlaps@gmail.com

Jeg vil også gerne anføre, at Ole Brockdorff (aner man en sammenhæng mellem navn og kommentar-stil?) skriver fuldstændig vanvittig, unødvendig langt. Jeg ved også, fra min erfaring som moderator og community handler, at hvis en person i så overdreven grad skriver for meget, så er han som regel udenfor pædagogisk rækkevidde og på en eller anden for for ego-trip. Det passer så måske også meget godt på Oles position så langt i denne tråd. Lytte, nej tak. Råbe, YES SIR!

Og med hensyn til økonomer som sandhedsorakler, så må jeg nok anføre at staten og det offentlige sætter rammerne for erhvervslivet og dermed øver en enorm indflydelse på mulighederne for forretning og i sidste ende hvor mange penge der er til omfordeling. Det der krystalklare "det private laver pengene - I skal bare være taknemmelige"-dogme er vist blevet skudt ned, sammen med den frie markedstænkning, for ikke så forbandet længe siden.

S og SF arbejder nu, hvor ministertaburetterne begærligt er fordelte og planer om tredobling af spindoktormængden er på plads (mens vi endnu ikke kender deres økonomiske planer, den slags detaljer er jo usunde for pøblen), forhindre masserne og medierne adgang til de røde ministres arbejde ved hjælp af (med Orwellsk nysprog) såkaldte "frirum".

http://journalisten.dk/lov-kritikere-frygter-s-og-sf-ogsa-vil-begraense-...

Dermed tager de rød-grå topbureaukrater den totalitære stat til et nyt niveau. Blokpolitikken deler og hersker over folket, og masser af nyttige idioter tror, det bliver bedre under S og SF.

Det gør det ikke. Godnat - og sov godt.

Sten Christensen

Ole Brockdorff

Et privat hospital (antager at sådan et tilhøre det private erhversliv) giver altså et tilskud til BNP, men et offentligt hospital gør ikke? eller hur. Det er da helt korrekt at et privathospital giver et større tilskud til BNP end et offentligt hospital gør, ved samme arbejde, men det er fordi det private tager en profit, mens det offentlige kun tager udgiften.
Og hvordan lige med en privat børnehave, den er vel ikke mere produktiv end en offentlig. Hvad med den private vinduespudser, han er jo også bare service, eller privat skatterådgivning, hvad er det andet end service. Hvor skiller du, er den elektriker der reparere industriens maskiner service og uproduktiv eller? De sælger jo ikke noget til udlandet.

Lande med små offentlige sektore har almindeligvis et højere BNP/vare end lande med en stort offentlig sektor, men samtidig er det omvendt med produktiviteten, der skal lige en ekstra omgang profit på og profit er den mest skadelige faktor for produktivitet.
Det er bemærkelsesværdigt at Danmark har et BNP som ( 2009) var det næststørste i EU kun overgået af Luxemburg, samtidig med at Danmark har en af de største offentlige sektore i EU. Se evt selv eu-oplysningen.

SC
.

Sten Christensen

"når man tænker på den ubestridelige kendsgerning, at den offentlige sektors økonomiske eksistens trods alt er fuldstændig afhængig af den til enhver tid eksisterende arbejdsstyrke i Danmark af selvstændige arbejdsgivere og privatansatte lønmodtagere." citat Ole Brockdorff.
Når jeg læser sådan et udsagn, med den logik så kan jeg aldrig lade være med at føre logikken til ende...........jamen det er da klart det offentliges skyld at folk bliver syge, får børn, vil køre på veje, vil gå i skole, .......bliv selv ved.

SC
.

@Ole Brockdorff

"[D]et ændrer jo stadig ikke ved den ubestridelige kendsgerning, at indtjeningskilden til Danmarks årlige BNP udelukkende skabes af den til enhver tid eksisterende arbejdsstyrke i det private erhvervsliv af selvstændige arbejdsgivere og privatansatte lønmodtagere".

Sikke noget vrøvl. BNP er et mål for værdien af den samlede produktion i et land. Det gælder også den del af produktionen, der er i offentligt regi. I Danmark har vi fx offentlige hospitaler og skoler. Vores BNP bliver ikke nødvendigvis større af, at vi privatiserer hospitalssektoren eller skolerne, og uanset om produktionen er i offentligt eller privat regi, vil den altid være en del af nationalproduktet. Både den private og den offentlige sektor er altså med til at skabe værdi, selvom deres formål er forskelligt.

Så til dine andre "kendsgerninger". Iflg. Danmarks Statistiks arbejdstidsregnskab for fjerde kvartal 2010 var antallet af offentligt ansatte omkring 800.000: "Danskerne præsterede i fjerde kvartal lige så mange arbejdstimer som i kvartalet før. I alt præsterede 2,7 mio. personer 1.043 mio. timer i fjerde kvartal [af] 2010. Af de 2,7 mio. beskæftigede arbejdede 1,9 mio. i den private sektor og 0,8 mio. i den offentlige sektor" (weblink 1).

Hvad angår overførselsindkomsterne: Lidt under 3/4 af danskere på overførselsindkomst er ikke på "socialhjælp", som du skriver. De er istedet folkepensionister, studerende, efterlønnere, kvinder på barselsorlov og dagpengemodtagere (weblink 2). Altså tidligere eller kommende offentligt- eller privatansatte, der via skatten har bidraget eller kommer til at bidrage til det danske velfærdssamfund.

Weblink 1: http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2011/NR124.pdf

Weblink 2: http://www.cepos.dk/fileadmin/user_upload/dokumenter/Oktober_2010/2_000_...

Casper Kennild

@ Ole Brockdorff:

Der er også massiv forskel på de "projekter", som Stalin og Mao m.fl. satte i verden og det, som den nutidige venstrefløj, vil.

Tag fx. Johanne Schmidt-Nielsens utopi, hvor hun nævner, at der skal demokratiske processer ind i styringen af alle dele af samfundet. Det er jo noget helt andet, end det, du kalder socialisme...

Hvorfor skal der altid drages paralleller til nogle samfund, der netop var alt det, som fx. liste Ø ikke er? Den nutidige venstrefløj vil jo ikke statskapitalisme og stærkt centraliseret planøkonomi samt svimlende forsvarsbudgetter, men sikring af fællesskaber, individets rettigheder samt decentral demokratisk styring.

Ole Brockdorff

Blot som en kort replik til Sune Franck og andre er forskellen på den private og offentlige service efter min opfattelse, at det private firma eller virksomhedsejer etablererer en forretning for egen risiko og regning - mens risikoen og regningen i den offentlige sektor altid betales af skatteyderne.

800.000 borgere i den erhvervsaktive alder står uden for arbejdsmarkedet, hvor de lever af overførselsindkomster fra statskassen, som betyder, at de livsforsørges i kraft af den til enhver tid vedtagne finanslov fra partierne i Folketinget, og tallet er desværre stigende.

http://politiken.dk/debat/signatur/article975503.ece

Ud over dem kommer så de af Sune nævnte folkepensionister, studerende, efterlønnere, dagpengemodtagere, kvinder på barselsorlov, revalideringsydelser, flexjobs og andre grupper.

Men de 800.000 mænd og kvinder i den erhvervsaktive alder uden for arbejdsmarkedet har alle det til fælles, at de er "skovlet" ned i en massiv social massegrav, hvor de ikke ejer noget som helst fast ejendom eller anden værdi over 10.000 kroner, og heller ikke er medlem af en fagforening med faglige rettigheder.

De lever udelukkende på "statens nåde".

Ole Brockdorff

Jeg kan forsikre Niklas Iversen om, at jeg ikke er uden for pædagogisk rækkevidde med hensyn til god dialog, idet jeg tværtimod lærer en masse hver dag ved at læse andre menneskers holdninger til aktuelle samfundsemner på internetaviserne.

Imidlertid kom jeg til at skrive en måske lidt for lang kommentar denne gang – hvilket jeg dog har gjort mange gange før siden 2008 – men ingen behøver jo at læse den mod sin vilje.

Og, nej, jeg er ikke på et egotrip.
Jeg sætter bare mine tanker på tryk.
Hverken mere eller mindre …

Så på venstrefløjen trives altså også synspunkter som med udgangspunkt i Thor Møgers :
....»Det skal være vores opgave at åbne magten og give det enkelte menneske mere ansvar i stedet for at klientgøre danskerne i misforstået statslig barmhjertighed.«
....kan erklære kritik af hensigter om 'at åbne magten og give det enkelte menneske mere ansvar'
... og til enhver tid vil foretrække 'at klientgøre danskerne i misforstået statslig barmhjertighed'.

Anna Vang kan måske være med der i praksis, opdække af partiapparatet med liberale besværgelser.... men andre opfattelser er 'betændte' ? Aarh dér !

Mark Pedersen

"Det skal være vores opgave at åbne magten og give det enkelte menneske mere ansvar i stedet for at klientgøre danskerne i misforstået statslig barmhjertighed."

Så er du klart havnet i det forkerte parti....Klientgørelse og umyndiggørelse af mennesker er venstrefløjens eksistensberettigelse, og dets motto er: "Du kan ikke finde ud af noget selv....lad dog Staten gøre det for dig"

Hvis virkelyst, Adam Rygaard Poulsen? Måske det var en bedre idé at få sig et liv med et indhold fremfor en "karriere"?

@Peter Hansen - Bedre for hvem? Det må vel være op til enkelte, hvordan denne vælger at indrette balancen mellem arbejde og fritid?
Hvis ikke, der er nogen der gør "karriere", er der jo ingen (økonomisk) værdiskabelse i samfundet. Og dermed ingen midler til at fællesskabet kan støtte den enlige mor, der er under uddannelse (indsæt selv anden "svag" grupper efter behov).

Hvad er det for noget vås, Henrik Amby?! Hvad er værdiskabelse? Penge? Nej, selvfølgelig ikke. Penge er tilgodesedler; men behovet for dem falder, efterhånden som effektiviteten i den materielle produktion stiger.

Michael Thomsen

En kommentar til debatten om den offentlige sektors bidrag til BNP.

Selvfølgelig laver den offentlige sektor BNP. Ja den finansieres af skatten. Havde den ikke været finansieret af skat så var den finansieret af forsikring eller almindeligt forbrug - dvs. så havde den været en del af den private sektor. Forskellen er bare at den offentlige sektor er politisk styret og den private sektor styret af profitmaksimering. Og så kan man diskutere om den er for stor og ineffektiv eller om den sikre retfærdig fordeling af goder osv.

Sagt på en anden måde så ville folk i den private sektor alligvel på en måde skulle betale for det arbejde som den offentlige sektor laver, hvis den havde været privat. Dvs. at skattetrykket vil være det samme. Dvs. skattetrykket er det samme som i DK og USA. I USA er det bare frivilligt om man gider at betale en forsikring eller gå til lægen og blive behandlet.

Sten Christensen

Michael Thomsen
Ikke helt korrekt, i det offentlige medtages der ikke profit. Var det i Danmark som i USA ville vi have et større BNP alene fordi den privatesektors profit medregnes i BNP.
SC
.