Interview
Læsetid: 6 min.

Den uendeligt ansvarlige neoanarkist

Simon Critchley er akademisk superstjerne og anarkist. Han er imod nationalstaten og for lokale og transnationale fællesskaber. Og det sidste stykke tid har han været besat af optøjerne i Egypten, Tunesien og Libyen
Vidunderligt anarki. Simon Critchley ser ikke urolighederne i Nordafrika som revolutioner, men som 'vidunderlige, anarkistiske eksempler' på mennesker, der rejser sig for at kunne organisere sig frit.

Vidunderligt anarki. Simon Critchley ser ikke urolighederne i Nordafrika som revolutioner, men som 'vidunderlige, anarkistiske eksempler' på mennesker, der rejser sig for at kunne organisere sig frit.

Anis Mili

Moderne Tider
2. april 2011

Simon Critchley er filosof, neoanarkist og intellektuel verdensstjerne.

Han er en del af den gruppe af venstreradikale filosoffer, som kan skrive bøger, så også almindelige mennesker med en nogenlunde engageret tro på en bedre verden gider læse dem.

Han er efterhånden næsten lige så berømt som den radikale slovenske filosof og psykoanalytiker, Slavoj Zizek. Og med berømmelse følger kritik fra netop Zizek bl.a.

»Kritik gør altid ondt. Dem, der siger det modsatte, lyver. Og Zizeks kritik gør ondt, men jeg respekterer hans arbejde så meget, at det også er en ære at blive angrebet af ham. I vores debat er der noget substantielt på spil, som trækker tråde tilbage til debatten mellem Karl Marx og anarkisten Mikhail Bakunin: Forskellen på autoritær og anarkistisk politisk tænkning.«

Sådan har venstrefløjens forskellige fraktioner altid kæmpet lige så voldsomt mod hinanden som mod kapitalismen, nazismen, bourgeoisiet og Systemet som sådan.

Hvem husker ikke Monty Pythons parodi på venstrefløjens uendelige gruppe- ringer og interne splid i filmen Life of Brian, hvor de oprørske hovedpersoner til sidst selv har svært ved at finde hoved og hale i, om de nu tilhører The People's Front of Judea eller The Judean's People Front?

I 1844 kaldte Marx Bakunin for en sentimental idealist. Bakunin svarede igen ved at beskylde Marx for at være en forfængelig og perfid person. Og her godt 150 år senere har Simon Critchley så at sige været under en lignende beskydning fra egne rækker.

Det er blot et af emnerne for vores samtale, som finder sted på Critchleys kontor på universitetet New School i New York, hvor han bor og arbejder. I løbet af samtalen bliver det tydeligt, at han er en filosof, som er dybt engageret i sin samtid, uden frygt for at gøre sine fine filosofiske negle beskidte af omgangen med virkelighedens realpolitik.

Selv om Critchleys kontor ligger på 11. etage, befinder han sig med andre ord ikke i et elfenbenstårn. Hverken i overført eller bogstavelig betydning: Hans kontor er aldeles beskedent og alt andet end fashionable omgivelser for en intellektuel superstar. Og det er præcis, hvad han er.

Anarkisme er ikke uorden

Hvordan er det at være en berømthed?

»Det er skønt. Og samtidig giver det ingen mening. Jeg har hele tiden følelsen af at være a fake, en bedrager. Jeg kan huske, at jeg sidste år var til en middag til ære for en filosof ved Boston College. Efter at vi havde sagt pæne ting om ham, sagde han: 'Jeg er glad for alt det, I ser i mig, men jeg er endnu mere glad for, at I ikke ser, hvad jeg ser i mig selv'. Sådan er berømmelse, tror jeg.«

Men berømmelse er også ensbetydende med bedømmelse. Bedømmelse, eksponering og kritik. Halvdelen af kritikken, fortæller Critchley, er ikke værd at forholde sig til, men den anden halvdel er man tvunget til at tage stilling til. For eksempel, når den kommer fra Slavoj Zizek.

Han skrev for nogle år siden en tekst om Critchley, hvis titel siger det hele: Modstand er overgivelse. For Zizek fører Critchleys anarkistiske position dybest set ikke nogen vegne. Som et svar på tiltale har Critchley bl.a. skrevet et indlæg, der begynder med ordene »Zizek har fortalt løgne om mig« og fortsætter: »Zizek er, tror jeg, en slovensk Hamlet, der i en tilstand af fuldstændig lammelse drømmer om en hævnende og voldelig handling, som han i sidste ende mangler modet til at udføre.«

I modsætning til Zizek tror Critchley ikke på revolutionen, vold og overtagelse af statsapparatet. Men hvad tror han så på? Hvad går hans neoanarkisme ud på? Dét opsummerer han rutineret på mindre end et minut:

»Jeg tror på en forstyrrelse af status quo og af den gældende konsensusorden. Jeg kalder det neoanarkisme og ikke anarkisme af to grunde. For det første synes ideen om et samfund uden stat at være en nobel men urealiserbar idé. Og for det andet har jeg forsøgt at foreslå en anarkisme baseret på ansvarlighed snarere end på frihed. Ansvarlighed ud fra en idé om et uendeligt etisk krav. Det er en anarkisme, som ikke kan eller vil smadre staten, men som kan skabe nogle frirum inden for staten det jeg kalder 'interstitiel afstand til staten'«.

Desuden, understreger Critchley, er anarkisme ikke er det modsatte af organisation.

»Anarkisme er kun imod organisation på statens niveau«, siger han. »Anarkisme er ikke uorden, det er blot en anden form for orden.«

Ilden fra Nordafrika

Som et konkret eksempel på en neoanarkistisk praksis nævner Simon Critchley de seneste måneders opstande i Tunesien, Egypten og Libyen.

»For mig er hændelserne i Nordafrika ikke revolutioner, men vidunderlige, anarkistiske eksempler på mennesker, som rejser sig imod staten for at finde en måde at organisere sig frit på«, siger han.

Det kan synes mærkværdigt, at Critchley ikke i modsætning til en række venstreorienterede intellektuelle har kommenteret offentligt på situationen i Nordafrika. Men det er der flere gode grunde til, forklarer Critchley:

»Jeg har ikke sagt noget på grund af respekt for befolkningerne. Jeg ved virkelig ikke, om det hjælper noget at publicere avisartikler. Der er noget narcissistisk ved det. Derudover er det usikkert, hvordan det hele falder ud. Situationen er meget ustabil. På nuværende tidspunkt har jeg ikke nogen perler af visdom«

Men kan du sige noget om, hvad man kan lære af de sidste par måneder?

»Der står en fin linje i den her bog The Coming Insurrection af The Invisible Commitee: 'Politik eller regeringsførelse består ikke i andet end at forlænge det øjeblik, hvor mængden henretter dig'. Det er vel det, vi har set i Nordafrika: Skrøbeligheden i den ting, som vi kalder regering eller regime.«

Et metafysisk trick

»Men altså, læren fra den seneste tid forekommer mig at være, at regeringer over hele verden, men især i Europa, burde være meget bange for, hvad der kunne komme til at ske. Jeg ser ingen grund til, at den ild, der breder sig i den nordafrikanske region, ikke kunne sprede sig på en lige så aggressiv måde andre steder. Det, der er sket, kan ske alle steder.«

Simon Critchley er imidlertid ikke nogen jubeloptimist. Tværtimod er han med egne ord »ekstremt pessimistisk omkring situationen i Europa.«

Her skifter han tonefald. Han har tidligere skrevet, at al filosofi og politik begynder med en skuffelse. Og de europæiske tilstande virker til at være særdeles skuffende for Critchley. Han taler om »demokratisk underskud«, »xenofobi«, og »socialdemokratisk konservatisme« i de europæiske nationalstater, som Critchley ønsker hen, hvor peberet gror. Han ser »ingen grund til at bevare statsstrukturer som England, Frankrig eller Tyskland.«

Critchley tror altså hverken på nationalstaten eller det repræsentative demokrati. Tanken om politik som repræsentation, at et folk skulle være repræsenteret i et parlament, kalder han for »et metafysisk trick«. Hvad angår alternativerne til de dominerende former at opfatte og organisere politik på, er Critchley overraskende nok ikke afvisende over for tanken om EU »hvis EU, vel og mærke, bliver radikalt gentænkt som projekt, afbureaukratiseret og alt det andet«. Det er derfor, at Critchley kalder sig selv for føderalist. Men han taler ikke blot for transnationale, men også for lokale alternativer.

Men er alternativerne på vej? Er det realistisk?

»Måske. Der er allerede sådanne tegn. Hvis vi tænker på den såkaldte anti-globaliseringsbevægelse. Den opererede på to niveauer for at undgå et tredje. Det var et transnationalt samarbejde forankret i radikale lokale former for politisk organisering. Og bevægelsen undgik staten så vidt muligt. Disse to former for på politik, den ene lokal og den anden transnational, synes ikke at være lysår fra den europæiske diskurs. Men det kræver stadig en vis politisk forestillingsevne.«

Simon Critchley

Født 1960, tidligere punker og tidligere medlem af det britiske Labour-parti. Det ligger tilbage i 80'erne.

I dag er han filosofiprofessor ved New School for Social Research i New York. Hans interesseområder inkluderer dekonstruktion, etik, politik, humor og døden.

Fra sin gennembrudsbog »The Ethics of Deconstruction' fra 1992 til sin seneste udgivelse 'How to stop living and start worrying' fra 2010 har han opnået større og større international anerkendelse.

I 2011 er der planlagt to udgivelser fra hans hånd: 'The Faith of the Faithless og Nicely Impossible Objects'.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jan H. Hansen

Hvis man skal læse noget af Critchley skal man nok læse: "Infinitely Demanding". Heri beskæftiger han sig f.eks. med vores egen K.E. Løgstrup. Titlen spiller også på Løgstrups "Den etiske fordring".

"Og for det andet har jeg forsøgt at foreslå en anarkisme baseret på ansvarlighed snarere end på frihed. Ansvarlighed ud fra en idé om et uendeligt etisk krav."

Kan man være mere ukonkret?

Jan H. Hansen

Critchley er jo ikke anarkist i tradition forstand, men kalder sig netop neo-anarkist.