Læsetid: 6 min.

»Hvis du skal vinde spillet, skal du ikke lade dig kue af det ...«

Uanset hvor store politiske talenter, venstrefløjens unge håb besidder, kræver det først og fremmest hårdt arbejde og målrettet indignation at forløse det
Frygt og egoisme er de største trusler mod vores samfund. Det er frygt og egoisme, der deler sundheds- og skolevæsnet op i et A- og et B-hold, siger Anne Vang.

Frygt og egoisme er de største trusler mod vores samfund. Det er frygt og egoisme, der deler sundheds- og skolevæsnet op i et A- og et B-hold, siger Anne Vang.

16. april 2011

»Mattias Tes-hvad?,« spørger Mette Rasmussen, da Information afbryder hendes læsning ved et bord i Det Kongelige Biblioteks café. Hun er humaniorastuderende på Københavns Universitet, stemmer på SF og vil gerne hjælpe med at vurdere, hvem af de fem venstrefløjstalenter på Informations liste, hun synes bedst om.

Problemet er bare, at der er et par navne på listen, hun ikke er bekendt med.

Mattias Tesfaye. Det er ham fra SF, der altid taler om arbejdere og skriver en klumme i Ekstra Bladet. Han er også tit i Deadline. Men ham har Mette Rasmussen aldrig bemærket.

Hvad så med Thor Möger Pedersen? Han er næstformand i SF.

»Desværre,« svarer Mette Rasmussen igen og får så lov at se på hele talentlisten selv. Det fungerer bedre.

»Johanne Schmidt-Nielsen kender jeg jo godt. Det er hende fra Enhedslisten. Hun er rigtig sej. Astrid Krag ved jeg også, hvem er,« siger hun, dvæler lidt ved listen igen, før hun spørger »Anne Vang? Er det hende på rådhuset?«

Ritts råd

Ja. Anne Vang er hende på rådhuset. 27 år, socialdemokrat og Børne- og Ungeborgmester i Københavns kommune.

»Anne Vang er et stort talent, og hun har været dygtig til at tage de chancer, hun har fået,« lyder vurderingen fra Ritt Bjerregaard, der for 40 år siden selv blev indvalgt som purungt talent i Folketinget og nu må indskrives i historiebøgerne som en af vor tids mest indflydelsesrige socialdemokrater.

»Da vi gjorde Anne Vang til politisk ordfører på rådhuset var hun en helt ung og ubeskrevet person. Så det var en chance. Den greb hun og udviklede sig med posten. Det gør hun fortsat gennem sit arbejde som borgmester,« siger Rit Bjerregaard.

»Hun har det i sig,« fortsætter Ritt Bjerregaard. »Dels er Anne Vang velbegavet og solidt forankret i en venstrefløjs-socialdemokratisme, og så er hun arbejdsom.«

Ifølge den nu afgåede overborgmester er der mange veje fra talent til magt. Men én ting er sikkert: Det kræver først og fremmest, at man mener noget og dernæst, at man arbejder målrettet med at gøre sin mening gældende.

Hvis hun skal kondensere selve den politiske kunst »handler det om at kunne læse spillet, men samtidig om ikke at lade sig kue af det,« siger Ritt Bjerregaard, der i sin egen tid som aktiv politiker udfordrede den socialdemokratiske partilinjen og ledelsen ikke så få gange, men alligevel formåede at tilkæmpe sig ministerposter og indflydelse.

De fleste politiske talenter har arbejdet sig op gennem partihierakiet fra lokalafdeling til grupperummet på Christiansborg. De har plejet deres kreds og netværk for til sidst at opnå indflydelse. Men måske er det ikke nok at tage den traditionelle partivej til toppen, hvis man for alvor skal udnytte sit talent. Hos Mercuri Urval, der normalt vejleder virksomheder i ledelsesrekruttering, påpeger administrerende direktør Christian Kurt Nielsen, at mange politiske talenter også burde overveje, om de kunne arbejde mere professionelt med deres personlige udvikling.

»Personlig udvikling er afgørende,« siger han og forklarer i et managementsprog, hvor vigtigt det er, at »der er sammenfald mellem det, du skal det, du gør, og den, du er. Hvis man kan skabe sammenhæng mellem de tre ting, er man godt på vej,« siger han og uddyber, hvordan den strategi kan operationaliseres:

Først må man beslutte sig for, at man vil være en stor politisk leder. Dernæst må man skitsere, hvad der skal til for at være det. Blandt andet skal man kunne kommunikere og have en god portion personlig autoritet. Når udfordringerne er opridset, må man bagefter se på sig selv og vurdere, om det er de ting, man rent faktisk gør.

I Mercuri Urval tilbyder de 360-graders analyser af ledere, som kan demaskere omverdenens fuldstændige syn på en person. Og selv om både vælgere, partikolleger og medier konstant vurderer de politiske talenter, vil det alligevel være en god idé at foretage sådan en analyse, ligesom en coach nok kunne hjælpe til talentforløsningen, mener Christian Kurt Nielsen.

Socialdemokratisk myte

Socialdemokraterne har ry for at have en kultur, hvor talenterne må agere loyalt i årevis, hvis de skal gøre sig forhåbninger om indflydelse i den gammeldags partiorganisation. Men det er en myte, forklarer partisekretær Lars Midtiby, der er en af de socialdemokrater, som i kulissen holder løbende øje med talentmassen i partiet.

»Opfattelsen af, at det skulle være så svært, har man kun, hvis man ser det på afstand. De fleste, som går ind i politik, bliver overraskede over, hvor hurtigt man kan få lov til at blande sig. Hvis man ser på vores kandidater, er der også masser af unge mennesker,« siger han og forklarer, at så snart S-ledelsen spotter politisk potentiale, gør den sig umage med at inddrage folk og tilbyde dem nye udviklingsmuligheder, selv om der ikke findes et formaliseret talentudviklingsprogram i Mercuri Urvalsk forstand.

Da Ritt Bjerregaard selv var nyvalgt i Folketinget, brugte hun mange kræfter på netop at forstå sit eget partis politiske kultur. Det er en forudsætning for at kunne gennemskue sine muligheder, mener hun og erindrer stadig tydeligt, hvordan hun i starten sirligt refererede gruppemødediskussionerne og tog bestik af dem efterfølgende.

»Jeg skrev referat af alle gruppemøderne. En eller to uger efter læste jeg dem så igennem og prøvede at se, hvad strukturen i gruppen var. Vi var dengang over 70 medlemmer, og det var sørme svært. Men jeg lærte meget af det. For eksempel lærte jeg noget af at studere Per Hækkerup. Han var en af de meget højtstående politikere, der virkelig vidste, hvordan det foregik med magten og det hele. Og jeg kunne se, at han ofte indledte et gruppemøde med at sige noget andet, end han rundede af med at konkludere. Når han afsluttede, nikkede alle, fordi ingen kunne huske, hvad han sagde i begyndelsen. Men det kunne jeg, og derved kunne jeg aflure hans taktik, og jeg kunne se, hvem ledelsen brugte, når de skulle konkludere,« forklarer hun.

Indignationen

Ritt Bjerregaard havde på sin vej op stor gavn af den nu famøse kaffeklub, der som udgangspunkt var bundet sammen af EU-modstand, og hvor også Svend Auken havde plads.

Og selv om det kan virke angstprovokerende at gå imod ledelsen, så er det altafgørende at turde, mener hun.

»Selv om man ved, ledelsen vil blive hys og sætte en på plads, så må man stå fast. Når jeg syntes, at noget virkelig var for galt, så reagerede jeg. Der var en indignation i mig, som sagde, at jeg måtte stå distancen og sige fra. Sidste gang, jeg gjorde det, var, da vi lavede Rød Skole, som partiledelsen blev rasende over og vist stadig ikke helt har tilgivet mig. Det må man leve med, hvis man synes, der er noget, som er vigtigere end de almindeligt taktiske overvejelser.«

Dog er det hele tiden en balancegang. Blander man sig for meget, ender man på et sidespor, blander man sig for lidt, ender man også på sidelinjen. Ritt Bjerregaard og andre i hendes generation lavede også deres egen tænketank og udfordrede ledelsens oplæg på kongresserne. Men det hele er lettere sagt end gjort, og måske var det nemmere dengang, fordi tidsånden var mere præget af utilfredshed, påpeger hun.

»Vi var børn af 68'erne og var superpolitiske. Det er nok en større udfordring i dag, fordi det er sværere at se, hvor man skal sætte ind. Vi var fyldt med ideer, tanker og utilfredshed med partiet,« siger hun og sukker over den stilstand, der for tiden præger dansk politik. En årelang valgkamp tvinger alle til at klappe i og holde vejret, indtil valget er vundet.

En af dem, der for tiden koncentrerer sig mest om at blive valgt og mindre om at råbe op, er Enhedsliste-afhopperen Pernille Rosenkrantz-Theil, som Information har udeladt på talentlisten, fordi hun endnu har til gode at vise, hvad hun kan hos Socialdemokraterne. Ritt Bjerregaard anser dog Rosekrantz-Theil som inkarnationen af det politiske talent.

»At hun ikke er med på listen, er da helt ved siden af. Den måde, hun blev opstillet hos Socialdemokaterne på, viste også en vilje til ikke at bukke nakken. Hun stod fast på sine holdninger og sagde det højt. Hun har et projekt og styrken til at være vedholdende.«

Tilbage på biblioteket, hvor en veninde er stødt til Mette Rasmussens læsehjørne med en lille café latte i hver hånd, er det tid til at fælde dom over talenterne:

»Jeg mener, Johanne Schmidt-Nielsen er den dygtigste. Det er svært at sige hvorfor. Men hun har bare 'det der'. Længere er den måske ikke,« siger Mette Rasmussen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu