Læsetid: 3 min.

Abemenesket og neandertaleren

Forskningen i menneskets oprindelse er af relativt ny dato. En britisk Afrikaekspert fortæller historien om forskningen og om de videnskabelige slagsmål og misforståelser, den har udløst
Moderne Tider
21. maj 2011

Da jeg for nylig greb fat i den britiske Afrika-ekspert Martin Merediths nye bog, Born in Africa, var mit kendskab til historien om menneskets oprindelse rudimentært. Som så mange andre husker jeg at have lært i gymnasiet, at neandertalere uddøde i Europa for titusinder af år siden, og at mennesket stammer fra Afrika. Men jeg var ikke klar på, hvor i forløbet Cro-Magnon-manden som blev opdaget i huler i Frankrig passede ind. Stammede de fra neandertalere? Var de forløbere til homo sapiens?

Efter at have læst Merediths fascinerende historie om en gruppe palæontologers søgen i det 20. århundrede efter fossiler af menneskeaber i det sydlige og østlige Afrika forstår jeg bedre min forvirring. Dengang var forskerne vildt uenige om næsten alt. Det er de også i dag, omend en vis konsensus synes at have indfundet sig.

Den britiske journalist og historiker viser i sin bog, at slægtskabet mellem neandertalere, Cro-Magnon-mand og homo sapiens var genstand for en ilter forskerdebat gennem hele det sidste århundrede.

Indtil 1940'erne ansås neandertalere og Cro-Magnon-mennesker for at være to særskilte arter, og sidstnævnte forløber til homo sapiens. Under Anden Verdenskrig mente en tysk anatom, at neandertaleren ikke var uddød; han havde udviklet sig til det moderne menneske.

Neandertalere, hævdede Franz Weidenreich, nedstammede fra homo erectus, som var kommet fra Afrika for over én million år siden og havde spredt sig til Asien og Europa. Her var de med tiden blevet til neandertalere og siden til homo sapiens. Gennem tiden var forskellige regionale racer så opstået.

Intelligente hulemennesker

Først blev tyskerens version ignoreret. Indtil midten af 1960'erne troede man stadig, at neandertalere var uddøde og at Cro-Magnon-mennesket havde været europæernes forgænger.

Det var en for europæere fordelagtigt overbevisning, fordi hulefundene afslørede Cro-Magnon som et intelligent væsen, der havde frembragt sofistikerede redskaber, ritualer, symboler og måske sprog. I Afrika var fossiler af så udviklede efterkommere fra homo erectus endnu ikke blevet fundet.

Så i midten af 1960'erne genfremsatte en amerikansk palæoantropolog Weidenreichs synspunkt, at Cro-Magnon-mennesket havde overtaget neandertalernes plads i udviklingskæden. Helt til midt i 1980'erne var der altså overvejende enighed om, at vi stammede fra homo erectus, emigreret fra Afrika for en million år siden.

Jeg gik i gymnasiet først i 1970'erne. Ikke så mærkeligt, at jeg aldrig rigtig har fået hold på forløbet.

Først i 1987 begyndte molekylærbiologer at blande sig i debatten. Deres udforskning af ligheder og forskelle i genomet i vore dages befolkning i Afrika og resten af verden sporede homo sapiens' linje tilbage til Afrika for ca. 200.000 år siden.

I 1997 fandt palæontologer fossiler af mennesker fra præcist den tidsperiode i det nordøstlige og senere i det sydlige Afrika. Deres civilisationsstade svarede til Cro-Magnon-menneskets for 40-50.000 år siden i Europa.

Klimaet og homo sapiens

I dag er det bredt accepteret, at Cro-Magnon-mennesket (homo sapiens) ankom fra Afrika til Europa i en periode med en drastisk global afkøling, som neandertalere på grund af deres primitive stade ikke var i stand til at overleve.

Hvor der efterhånden hersker enighed blandt forskere om overgangen fra homo erectus til homo sapiens gennem den sidste million år, findes der stadig en del huller i vores viden om de såkaldte menneskeaber. Merediths bog giver her et fascinerende indblik i den lange og kontroversielle debat mellem palæontologer.

Indtryk gør det, hvor stor betydning nogle forskeres tilbøjelighed til at promovere sig selv har for tolkningen af et fossilfund. De, der har talent for at indynde sig i medierne, synes at have den bedste chance for at vinde de faglige slag om, hvis version af denne eller hin menneskeabes plads i udviklingskæden, der er den rette.

Størst indtryk gør det dog, at klimaforandringer gennem de sidste 10 millioner år helt sikkert har forårsaget udslettelse af mange arter af menneske- aber. Det antages, at temperaturfald i Afrika reducerede homo sapiens-befolkningen til 5.000, inden ca. 500 af dem emigrerede. På den anden side er pludselige klimaændringer og behovet for at forny sig for at overleve antagelig forklaringen på udviklingen af homo sapiens. Vores arts fremtid er med andre ord afhængig af klimaet. Ingen kan sige, hvordan vi ser ud om 1.000 år, eller om vi stadig eksisterer.

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her