Læsetid: 5 min.

I Danmark er vi så demokratiske, at vi skal eksperimentere ...

Publikum nikkede og nikkede, mens amerikanske intellektuelle roste danskernes evner udi demokrati. Aarhus Universitet havde inviteret internationalt anerkendte forskere til at diskutere demokratiets tilstand på årets Matchpoint-konference
Mønsterborgere. I små demokratiske grupper minglede deltagerne i Aarhus Universitets Matchpoint-konference rundt mellem hinanden, mens de solede sig i ros fra amerikanske intellektuelle.

Mønsterborgere. I små demokratiske grupper minglede deltagerne i Aarhus Universitets Matchpoint-konference rundt mellem hinanden, mens de solede sig i ros fra amerikanske intellektuelle.

Martin Dam Kristensen

14. maj 2011

Det var så dér, at der under de ellers lækre og lærde omstændigheder blev stille.

Vi havde snakket hele formiddagen og lyttet til kloge oplæg og lært om samtale og folkestyre, for konferencen på Aarhus Universitet handlede om demokrati.

Forskere fra USA kom og roste Danmark for at være et utroligt demokratisk land og danskerne for at være eminente demokrater, og de danske tilhørere klappede nede i salen, selv om vi ikke rigtig troede på alt det gode, de sagde om os.

Vi sad flere hundrede tilhørere i det med lyst træ og store skærme beklædte lokale, som de på Aarhus Universitet kalder for Per Kirkeby-auditoriet, og der blev i pauserne serveret kyllingespyd, fiskeraffinementer og frikadeller til alle, der var med. Det siger sig selv, at der også var hvidvand og salater.

Så efter frokostpausen kom den britiske forfatter og diplomat i Den Europæiske Union Robert Cooper og indledte med den konstatering, der lige et øjeblik lukkede munden på samtaledemokraterne:

»Jeg bryder mig egentlig ikke om ordet demokrati,« sagde Cooper kort.

»Jeg bliver altid mistænksom over for, som siger demokrati og frihed hele tiden.«

Når man taler om 'demokrati', kommer man til at dele verden moralsk op i gode og dårlige borgere og stater. Og det gider de ikke høre på i Kina og andre lande, så Cooper siger ikke 'demokrati', når han på vegne af EU forhandler med andre stater.

Og ordet bruges ifølge Cooper som regel af folk, der tror, demokratiet kommer af sig selv, hvis bare man smider de onde ud:

»Men det gør det ikke. Demokrati kræver magt, og demokrati kræver orden. Det er først og fremmest ufatteligt vanskeligt.«

Cooper kom klædt i grå jakke og rødt slips og en frisure, som var en korsanger for en stor popstjerne værdig:

»Vær ikke overrasket,« sagde han til publikum: »hvis det arabiske forår ender i borgerkrig og kaos. Det normale resultat af revolutioner er Robespierre, Khomeini, Stalin og Lenin. Diktatorer eller borgerkrig, kaos.«

Den store udfordring er for Cooper overgangen fra et autoritært regime til folkestyre:

»Det er det sværeste, og amerikanerne er egentlig de dårligste i verden til at forstå det. USA er nemlig det eneste land i verden, der er født som et demokrati, og derfor har de ingen erfaring med det egentlige problem, som er overgangen.«

En tilhører i salen spurgte Cooper, om han mente, at EU var demokratisk nok:

»Nogen taler om et demokratisk underskud, men jeg mener, det er bedre at tale om demokratisk overskud. Underskud har man, hvis folk på gaden kræver indflydelse, som de ikke kan få. Overskud har man, når folk ikke vil stemme til de valg, som de bliver tilbudt.«

Det grinede vi lidt af nede i salen, inden han konkluderede:

»EU er ikke særligt demokratisk, og jeg tror ikke, der er meget, man kan gøre ved det. Det er for stort.«

Læreproces

Dagen startede ellers i Per Kirkeby-auditoriet med små demokratiske enheder. Den amerikanske forsker James Fishkin fortalte, at han en dag var blevet opsøgt af hustruen til en herre, som han havde engageret i et eksperiment.

»Hun kom for at takke mig, fordi hendes mand pludselig var begyndt at læse aviser. Før i tiden åbnede han aldrig en avis, men nu læste han hver eneste avis hver eneste dag, og hun synes, det var meget sjovere at blive gammel sammen med en velorienteret mand.«

Den historie brugte Fishkin til at forklare, hvad der sker, når man inviterer borgere til at deltage i politiske diskussionspaneler. Han har over hele verden nedsat grupper af tilfældige borgere i borgerpaneler, hvor de i løbet af en weekend sammen diskuterer fælles problemer.

Der er sker blandt andet det, at folk, som ikke plejer at interessere sig for det, der ikke vedrører dem personligt, begynder at læse aviser og høre nyheder. Gennem samtalerne tilegner de sig viden om fælles temaer, hvilket igen påvirker deres holdninger. De skifter deres rå sympatier, der bygger på følelser, ud med velovervejede sympatier, som er resultatet af samtalerne.

De små grupper skaber en anden dynamik, end der ellers hersker i almindelige borgeres politiske liv:

»Normalt vil folk bekræftes,« sagde Fishkin med klar stemme og store armbevægelser ud i auditoriet. Også han havde et rødt slips på:

»De diskuterer med dem, der mener det samme, og de søger oplysninger i medier, hvis holdninger de deler.«

Folks holdninger bliver ofte polariserede: Hvis der findes fem negative og fem positive informationer om dødsstraf, vil modstandere som regel kende og cirkulere de fem negative, mens tilhængere vil være opmærksomme på de fem positive.

»Denne logik ser vi ikke i grupperne,« forklarede Fishkin:

»Her bliver det vendt om. Folk tager ved lære af hinanden og bliver ikke radikaliserede.«

Nede fra salen spurgte en tilhører, hvad Fishkin egentlig ville med de grupper:

»Vil du erstatte den styreform, vi kender?«

Smilende, sådan som man smiler i Californien, når man er en liberal og venlig underviser, svarede Fishkin fra podiet, at enhver form for demokrati er en blanding af forskellige slags demokratier og han ville foreslå, at det her element blev blandet ind.

Et eksperiment

Den verdenskendte amerikanske forsker Francis Fukuyama har nu været tilknyttet Aarhus Universitet så længe, at de er begyndt at kalde ham 'Frank'. Også han holdt oplæg torsdag om betingelserne for et vellykket demokrati:

»Jeg ville have kaldt min bog for Getting to Denmark,« sagde den lille mand fra talerstolen. Danmark skulle have været en slags synonym for en vellykket demokratisk tilstand med tillid til institutionerne og politikerne. Bogen skulle handle om, hvordan andre lande kunne blive ligesom Danmark.

Fukuyama eller Frank på århusiansk nævnte et par for Danmark smigrende statistikker. Men han erkendte, at han ikke selv havde været i Danmark, dengang han forestillede sig denne arbejdstitel.

En tredje amerikansk forsker Jane Mansbridge mindede publikum om, at det forpligter at være så dygtige demokrater og så tillidsfulde borgere:

»I skal udbytte jeres tillid og privilegier,« sagde hun:

»I skal eksperimentere med former for kommunikation mellem ledere og borgere på nye måder.«

Amerikaneren fortalte fra podiet danskerne på tilskuerpladserne, hvor meget vi tror på vores politikere, og hvor anti-autoritære, vi alligevel er. Det nikkede vi meget af nede i salen. Nikke, nikke. Vi er kritiske. Men så sagde en tilhører:

»Det er rigtig nok, at vi stoler på vores ledere, men vores ledere stoler ikke på os. Vi genvælger 9 ud af 10 til Folketinget hver gang, vi har chancen for at skifte ud. Men de tror ikke, man kan forklare os noget som helst.«

Det nikkede vi endnu mere af nede i salen. Vi ville gerne have haft et svar på, hvad vi så skulle gøre. Og igen blev der lidt stille, da Mansbridge svarede, at det måtte vi sandelig selv finde ud af, hvordan vi skulle håndtere. Det snakkede vi så om over kaffen foran Per Kirkeby-auditoriet.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Politiske diskussionspaneler. Borgerpaneler. Og resultatet skulle være, at rå sympatier, der bygger på følelser, skiftes ud med velovervejede sympatier.

Tjah, der er snart ikke det arrangement, hvor man ikke bliver sat i grupper for at diskutere problemstillinger, evt. løsninger på samme - og hvor en rapportør må afrapportere konsensus foran forsamlingen.

Muligvis demokratisk, men ikke nødvendigvis velovervejet og sjældent særligt engagerende for deltagerne, da man ofte ender med et udvandet sammensurium af holdninger, som ingen føler noget særligt for at føre ud i livet.

Sådan er masser af visioner, værdier og handlingsplaner blevet til. Men er der derefter kommet noget epokegørende ud af de vedtagne mantraer?

Og læser jeg ikke også en anelse ironi i Lykkebergs artikel?