En del af familien

Piger fra Rusland og Ukraine er kendt for deres dårlige moral og ringe arbejdsmoral; polske, ungarske og rumænske piger er ikke kvalificerede til husarbejde; mens tysktalende au pairer og piger fra de baltiske lande er »meget velkomne i de norske hjem«, da de opfattes som tilpasningsdygtige og som bærere af de samme holdninger til børnepasning som nordmænd.

Med nådesløs minimalisme opsummerer sociolog Mariya Bikova en række forestillinger om omsorgsarbejdere, som hun er stødt på i sine interview med norske værtsfamilier. Hendes analyser af interview med au pairer og værtsfamilier er blandt de indlæg, man kan læse i antologien Global Care Work. Gender and Migration in Nordic Societies, der tilbyder indsigt i og overblik over regionale, globale og historiske tråde i aktuelle fænomener som au pair-ordningen og andet 'globalt omsorgsarbejde' som f.eks. hjemmepleje og sygepleje.

Med bidrag fra ph.d-stipendiater til professorer, fra jura over kulturstudier til sociologi samler antologien perspektiver på køn, omsorg og migration i relation til staten og arbejdsmarkedet i de nordiske lande. Nogle griber det historisk an, andre er interview- og casestudiebaserede, mens atter andre anlægger et institutionelt perspektiv med fokus på stater og organisationers strategier.

Fokus på arbejde

I The snake in the grass of gender equality påpeger Mariya Bikova nogle afgørende elementer i, hvad der gør den stigende brug af private omsorgs- og husarbejdere meningsfuld i et Norge, der både angiveligt er ligestillet, og hvor mange af de reproduktive opgaver burde være flyttet uden for hjemmet og ind i den offentlige sfære: »I den post-industrielle økonomi er ansatte med ingen eller få familieforpligtelser mere attraktive end dem med en høj forpligtelseskoefficient.« Det er ikke nok, at pasning af børn og ældre er blevet institutionaliseret i det offentlige i den nordiske velfærdsstat senkapitalismen kræver stadigt mere af arbejderens opmærksomhed, tid og indlevelse, så selv den mindste forpligtelse hjemme kan forhindre folk i at forfølge det arbejdsliv, de ønsker. Derfor kan f.eks. en au pair være et nødvendigt 'redskab'. Om det så er en god måde at indrette samfundet på eller ej, lader Bikova i vid udstrækning være op til læseren.

I sine interview med au pairer og værtsfamilier piller Bikova også ved forestillingen om, at en au pair er »en del af familien«:

»Det faktum, at au pairer, ligesom stuepiger, rengøringsarbejdere og andre typer husarbejdere, ofte ikke har nogen berettigelse i og er rumligt adskilt fra resten af familien, understreger blot deres status som ikkefamiliemedlemmer. Samtidig forstærker brugen af slægtsskabsbegreber til at definere relationen mellem au pairen og værtsfamilien den opfattelse, at det arbejde, au pairen udfører, gøres af kærlighed, hvilket underkender (...) den velfærd, som er et produkt af dette følelsesarbejde.«

Paradokser

Migrationsforsker Helle Stenums tekst Au-pair migration and new inequalities The transnational production of corruption tager fat i et på mange måder underbelyst paradoks: At den danske stat i årevis ignorerede det faktum, at den filippinske stat havde forbudt borgere at rejse til Europa som au pairer. Her ser Stenum på, hvilke konsekvenser det har for kvinderne at operere i et gråzonelandskab mellem legalitet (i Danmark) og illegalitet (i Filippinerne), mellem arbejde (i praksis) og ikkearbejde (på papiret).

I kraft af illegaliteten er eller var indtil november 2010 de filippinske au pairs i Danmark ikke dækket af Philippine Overseas Employment Agencys tilbud om rådgivning og støtte, de kunne ikke henvende sig på ambassaden eller konsulatet osv. Samtidig var der ingen tvivl om, at de filippinske myndigheder kendte til den livlige au pair-trafik og den betikkelse, der skulle betales for at komme ud af landet, var sat helt i system.

På samme måde var de danske myndigheder og politikere helt klar over, at de mange tusind filippinske au pairs, der kom til landet mellem 1999 og 2010, havde forladt hjemlandet illegalt.

Men, lød det fra integrationsministeren i 2008: »Baggrunden for forbuddet er at beskytte filippinske borgere og sikre dem de bedste arbejdsbetingelser«, og de hensyn, mente ministeriet, at der var taget højde for i Danmark.

Arbejde eller huslige pligter

Samtidig viser Stenum, hvordan al officiel tekst om au pairs behændigt undgår at beskrive ordningen som en form for arbejde: 'husarbejde' bliver f.eks. formuleret som 'huslige pligter'.

Til gengæld går det mindre godt med at sløre au pair-ordningens beskaffenhed, når politikere skal udtale sig mundtligt. Her taler folketingsmedlemmer og ministre om lyksalighederne (for værtsfamilierne) ved det arbejde, som au pairs udfører og om, hvordan arbejdskraften kan udnyttes på andre felter, f.eks. i hjemmehjælpen.

Stenum påpeger desuden et andet paradoks i zonen mellem legalitet-illegalitet og arbejde-ikkearbejde: »Normalt associeres illegalt arbejde med lav løn og hårde arbejdsvilkår, men i de tilfælde, hvor au pairs arbejder 'ekstra' i den uformelle husholdningsøkonomi, er der tendens til, at timelønnen og arbejdsbetingelserne er bedre for illegalt end for legalt arbejde.«

Med andre ord når det legale arbejde består i 30 timers arbejdsuge for omkring 3.000 kr. i 'lommepenge', skal der ikke en ret høj sort timeløn til for at overgå det.

Syv kategorier

Ellinor Platzer foretager i Care work and migration politics in Sweden en ved første øjekast banal, men alligevel meget effektiv kategoriopdeling af forskellige typer indvandrede omsorgsarbejdere i Sverige:

1. Dem med opholdstilladelse, som arbejder sort med rengøring i private hjem. Det er den største gruppe.

2. Dem med opholdstilladelse, som er beskæftiget på det formelle arbejdsmarked som f.eks. sygeplejersker. Omend de er dækket af arbejdsmarkedslovgivning i modsætning til flere af de andre grupper, har de også lav status.

3. Migranter med opholdstilladelse i et andet land end Sverige, men som arbejder i private hjem her ofte via bureauer. De arbejder legalt, men ofte under ganske andre betingelser end svenske arbejdere i almindelighed.

4. Au pairs.

5. 'Nannies' fra andre EU-lande, som arbejder lovligt, men står uden for de almindelige arbejds- og lønregler en mulighed, Platzer mener måske vil udkonkurrere au pair-ordningen.

6. Husarbejdere på turistvisum eller helt uden papirer. Findes primært i større byer. 7. Det stigende antal såkaldt postordre-brude fra især Rusland, Asien og Latin-amerika.

Det andet væsentlige element i Platzers bidrag er hendes historiske perspektiv. Her fremdrager hun mindre flatterende oplysninger om, hvordan Sverige sikrede arbejdskraft i hjemmet efter Anden Verdenskrig, hvor økonomien buldrede derudad i modsætning til mange af nabolandene.

»Efter Anden Verdenskrig var fænomenet fuldtidsarbejdende middelklassekvinder bredt accepteret. Familier med to forsørgere havde imidlertid stadig brug for husarbejdere. (...) Staten gjorde det muligt at rekruttere arbejdere fra andre lande. (...) Ifølge historikeren Lars Olsson var det slående, hvor effektivt de officielle arbejdskraftagenter fik organiseret, at overlevede fra nazisternes kz-lejre kunne komme til Sverige for at arbejde. Generelle arbejdstilladelser blev givet inden for sektorer, hvor flygtningen nemt kunne placeres. Det gjaldt især inden for landbrug og husarbejde. (...) hvis de ikke accepterede dette arbejde, blev det svært for dem at få tilladelser i det hele taget.«

Platzer nævner også, at det var i samme periode, at den svenske fagbevægelse fik ret til at kontrollere ansøgninger om arbejdstilladelser og var med til at udforme (læs: stramme) migrationslovgivningen.

Denne del af historien er beskrevet af bl.a. historikeren Håkan Blomqvist, f.eks. i artiklen 'Sverige åt svenskarna' eller gemensam organisering? i det svenske tidsskrift Fronesis nr. 27.

Policy-sygen

Der er med andre ord grunde nok til at orientere sig i denne nye antologi, om end man i de resterende bidrag kunne ønske sig færre velmenende synspunkter og flere ambitiøst anlagte analyser. Policy-sygen har de sidste år spredt sig til det meste af forskningen ikke mindst til felterne 'køn' og 'migration'.

Derfor er det heller ikke overraskende (men snarere trættende), at en ny antologi, der opererer mellem disse to felter, har policy smasket ud over de fleste af siderne. Om hvordan fagforeningerne bør agere, hvad lovgivningen burde tage højde for, hvad der er moralsk rigtigt eller forkasteligt i relation til migration og privat omsorgs- og husarbejde.

Det ville klæde en del af bidragyderne at koncentrere sig mindre om 'meneri' og mere om empiri udsat for begrundede, systematiske analyser, hvad der netop også er gode eksempler på i Global Care Work. Globalt omsorgsarbejde som forskningstema fortjener ikke at blive druknet i policy dertil er det for politisk potent.

Lise Widding Isaksen (red.): Global Care Work. Gender and Migration in Nordic Societies.
240 sider. 219 SEK.
Nordic Academic Press