Læsetid 3.8228571428571 min.

Endnu er Spanien et ungt demokrati

Det spanske ungdomsoprør handler om meget mere end krise og arbejdsløshed. Søndagens lokalvalg med en million blanke stemmer blotlagde en enorm afstand mellem befolkningen og magthaverne. Protesten er et opgør med de sidste rester af Franco-diktaturet og begyndelsen på et nyt kapitel i det spanske demokrati
/b> Det er ikke krav til, hvad politikerne skal gøre, men stikord til en ny demokratisk kultur, der præger Puerto del Sol-pladsen i Madrid. Og det er ikke kun de unge, der har fået nok.

/b> Det er ikke krav til, hvad politikerne skal gøre, men stikord til en ny demokratisk kultur, der præger Puerto del Sol-pladsen i Madrid. Og det er ikke kun de unge, der har fået nok.

Creative Commons
28. maj 2011

Klokken 20 minutter i 10 om aftenen rejser en ung fyr sig op på kanten af et springvand på pladsen Puerta del Sol i Madrid. Gennem megafonen råber han: »Vi er indignerede, vi er indignerede,« med tryk på vi. Med knyttet næve slår han takt til kampråbet ud i luften. Grupper af mennesker vender sig om mod ham og råber med. Der lyder hujen og klappen.

»Og nu vi nærmer os aftenmadstid, så lad os tage denne her: Der er ikke nok brød til al den chorizopølse,« gjalder han så blodårerne står frem i tindingerne på ham.

Chorizo'en, der i daglig tale også er synonym med tyveknægte, refererer til de spanske politikere, mens brødet repræsenterer landets økonomiske midler i den simple, men effektive metafor. De nærmest italienske tilstande i niveauet af politisk korruption sammen med den alarmerende høje ungdomsarbejdsløhed har samlet tusindvis demonstranter landet over.

Ifølge samfundsdebattør og politolog Victor Sampedro er protesterne udtryk for, at det spanske demokrati aldrig rigtig er blevet voksent.

»De demonstrerende er i gang med at genskabe det, de forstår ved deltagende demokrati,« forklarer han: »Det, vi kan se på f.eks. Puerta del Sol, er en reaktion mod den aktuelle politiske kultur, hvor man ikke diskuterer eller har indflydelse som borger.«

Opgør med fortiden

Victor Sampedro ser ikke de unges ønske om mere demokrati som en overraskelse.

»Det er en reaktion på det pseudodemokrati, der hersker i Spanien. De unge prøver at gøre op med topartisystemet, der favoriserer det socialistiske PSOE og det konservative PP. De vil redefinere den politiske klasse og gøre op med berlusconiseringen,« forklarer han med en populær henvisning til det høje niveau af politisk korruption i Spanien.

Demokratiets elendige forfatning vejer derfor tungere end forklaringer om, at protesterne er en konsekvens af den økonomiske krise:

»Det er klart, at den personlige frihed er blevet indskrænket voldsomt under krisen, og det er manifestationerne et udtryk for, men vi kan ikke udelukkende forklare de mange tusinde demonstrerende med økonomiske omstændigheder,« siger han.

Ifølge professoren er protesterne et opgør med den fascistiske fortid, det relativt unge demokrati stadig kæmper med.

I februar 1981 kun tre år efter, at den spanske forfatning blev vedtaget ved folkeafstemning oplevede Spanien et militærkup. Fordi det blev talt politisk ihjel af den konge, diktaturet havde indsat, skabte det en varig frygt i befolkningen for politisk deltagelse.

»Frygten døde først i 2004, hvor hele den spanske befolkning spontant samledes på gaden 13. marts for at protestere over politikernes og mediernes håndtering af terrorbomberne i Madrid,« forklarer professoren og fortsætter:

»Manifestationerne i dag er et udtryk for, at frygten for den politiske elite for alvor er aflivet,« forklarer han.

For den generation, der var børn i 2004, var manifestationen et kardinalpunkt for deres demokratiske kultur, ifølge Victor Sampedro.

»De unge har lært som børn ikke at være bange for at udtrykke sig, modsat de foregående generationer,« siger han.

De repræsenterer os ikke

På pladsen Puerta del Sol vrimler det for anden uge i træk med indignerede unge, der vil give luft for deres utilfredshed.

»Vi er her for at sige basta (nu er det nok, red.) uden omsvøb. Vi kan ikke trække vejret længere. Politikerne repræsenterer os ikke,« forklarer Diego Hernández foran sit telt. Han er en 25-årig sociologistuderende, der siden fredag har camperet i hjertet af demonstrtionen. Gennemsnitsalderen på pladsen er ung, men Diego forklarer, at utilfredsheden med politikerne dækker brede dele af befolkningen. »Selv mine forældre bakker mig op i denne her sag,« siger han og tilføjer med et grin: »Og vi plejer ikke at være enige om så mange ting.«

Frustrationen over de folkevalgte afspejles i tal fra den offentlige statistikbank CIS: Den politiske klasse er blandt de tre temaer, der har bekymret den spanske befolkning mest i de sidste år. Det konservativt-liberale opppositionsparti Partido Popular ligger i sværvægt-klassen, hvad angår korruptionsskandaler, men premierminister José Luis Rodríguez Zapateros regeringsparti PSOE går heller ikke fri. De fleste spanske partier var repræsenteret blandt de knap hundrede politikere på valglisterne i søndags, der ifølge avisen El País er anklaget for korruption.

Vreden over politikerne har samlet de deltagende på tværs af ideologier.

»Vi er ikke samlet på grund af vores politiske overbevisninger, men derimod vores indignation over den politiske klasse. Det er meget usandsynligt, at alle her på pladsen har de samme intentioner med demonstrationerne, men det er underordnet,« forklarer Joaquin García Cortéz. Han er en af 'Rigtigt demokrati nu'-bevægelsens mange unge talskvinder og -mænd. »Vi er samlet for at udtrykke en kollektiv følelse af afmagt,« tilføjer den 26-årige talsmand.

Selvorganisering

»Pas på, befolkningen er vred,« skriver en pige på et stykke karton. I den hidsige dunst af spraymaling laver hun og en flok unge pancartas, bannere, der skal flettes ind i kluddetæppet af kreative udsagn, der pryder Puerta del Sol.

Pladsen, der til daglig knytter Madrids pompøse indkøbsstrøg sammen, er forvandlet til noget, der ligner et stykke Roskilde Festival. Koncerterne er blot skiftet ud med debatter.

På et whiteboard hænger en plan over aktiviteter på pladsen, og de tilstedeværende får travlt, hvis de skal nå de mange timelange samlinger om uddannelse, miljø og politik. I den lidt blødere ende er meditation, biodans og på en madras under Madrids varme aftenhimmel bliver en fyr i bar overkrop healet.

»Det er imponerende at se, som de unge mobiliserer her på pladsen,« siger den 49-årige fuldmægtig Concha Pérez med henvisning til de initiativer, der sørger for både rengøring og ro på pladsen. Hun er mødt op for at bakke op om kampen for de unges fremtid. Politikerne og en ungdomsarbejdsløshed på over 40 procent bekymrer ikke kun den unge generation, men også deres forældre og bedsteforældre.

Transideologisk generation

For Victor Sampedro skal de unges bevægelse ikke forstås som en kamp mod systemet, men derimod begyndelsen på det, han kalder for »Spaniens anden overgang til demokrati«:

»Uden at vi har lagt mærke til det, har den unge generation lært af deres rejser i Europa. De er vendt tilbage med komplekser over det spanske samfund. Derfor er de nu i gang med at skabe en ny politisk kultur,« siger professoren.

Og de demonstrerende skiller sig ud i måden, de gør det på.

»Det interessante er, at de er meget bevidste om, at der bliver kigget på dem, og de opfører sig meget civiliseret. Der er tale om en organisk manifestation og den er ikke ideologisk, men derimod transideologisk,« siger han og fortsætter: »De unge afviser både den klassiske socialisme og venstrefløjen i det hele taget. De gider ikke have de kendte mærkater på sig, men vil hellere blande sig med alle ideologier og generationer, fordi det, der interesserer dem, er, at tingene fungerer,« forklarer professoren.

Det transideologiske viser sig i protesterne mod landets to største partier.

»De unge har opdaget, at de to store partier er gjort af det samme stof, og derfor er det ligegyldigt, om det hedder højre eller venstre,« fortæller Victor Sampedro.

»De har opdaget, at politikerne plejer deres allieredes interesser, som er kirken, bankerne og de store virksomheder, fremfor folkets. Og det nægter de unge at acceptere.«

Vi er her for at vække folk

De indignerede er blevet kritiseret for ikke at definere konkrete mål for, hvad de vil opnå. For talsmanden Joaquin García Cortéz er det imidlertid uinteressant.

»Vi ved ikke, hvad det fører med sig, men du kan sige, at vi er her for at vække folks bevidsthed. Og indtil videre har vi bevist, at det er muligt at stable en ny slags fællesskab på benene, hvor man både kan træffe beslutninger og udtrykke sine holdninger,« fortæller han.

At budskabet er nået bredt ud blev klart i weekenden, hvor tusinder af folk fra oplandet strømmede til byerne for at deltage i protesterne.

Og mens det måske skorter på et partiprograms punktopstillede mål, mangler der ikke budskaber: »I Spanien har vi europæiske priser, men vi har ikke europæiske lønninger« står der på et banner. Et andet sted kan man læse: »Hvis ikke de giver os lov til at drømme, så giver vi dem ikke lov til at sove,« med slet skjult adresse til politikerne.

Ifølge Victor Sampedro gør politikerne klogt i at lytte inden valgene i 2012, for som han siger: »Hvis ikke politikerne bakker op om den nye demokratiseringsproces, kan det provokere til meget alvorligere sammenstød mellem befolkningen og den politiske klasse, end det vi ser nu«.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Det er ikke krav til, hvad politikerne skal gøre, men stikord til en ny demokratisk kultur, der præger Puerto del Sol-pladsen i Madrid. Og det er ikke kun de unge, der har fået nok.

Arturo Rodriguez

Fakta

Med diktatoren general Francos død den 20. november 1975 begyndte Spanien på en overgangsfase til demokrati, også kendt som La Trancisión Española. Det skete efter knap 40 års diktatur efter borgerkrigen 1936-39.

El Generalísimo, som Franco var kendt som, udpegede inden sin død Kong Juan Carlos I som monark. Før overgangen til parlamentarisk monarki i 1977, hvor demokratiets første folkeafstemning afholdtes, levede Spanien to år med absolut monarki som styreform (1975-77). Med forfatningen af 29. december 1978 blev Spanien officielt en demokratisk stat.

Den 23. februar 1981 blev demokratiet udfordret af et forsøg på statskup udført af medlemmer af det spanske militærpoliti, der reagerede mod demokratiseringsprocessen.

13. marts 2004 samledes tusindvis af spanierne spontant for at demonstrere mod den daværende PP-regering. Befolkningen beskyldte regeringen for at lyve om Atocha-bombeattentaterne for at vinde valget den 14. marts. Regeringen fastholdt, at det var ETA, der var ansvarlig for angrebene, efter at internationale medier havde bekræftet, at al-Qaeda stod bag. PP tabte efterfølgende det valg, de stod til at skulle have vundet.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Dennis Højgaard
Dennis Højgaard

»De har opdaget, at politikerne plejer deres allieredes interesser, som er kirken, bankerne og de store virksomheder, fremfor folkets. Og det nægter de unge at acceptere.« - en god pointe - i en god artikel

Brugerbillede for Robert  Kroll
Robert Kroll

Efter diktatoren Francos død i Spanien spillede socialistlederen Filipe Gonzales en vigtig rolle i overgangsperioden på vej mod demokrati. Siden 1977 var han medlem af parlamentet - Cortes. Han blev premierminister i 1982. En post han kom til at beklæde de næste 14 år, indtil venstrefløjen i 1996 blev slået af Partido Popular. I 2004 kom PSOE (socialisterne) tilbage til magten igen..

Artiklen går helt uden om de 14 år med Gonzales- Spanien ryddede op efter Franco med valget af Gonzales i 1982.

( Og kupforsøget i 1981 var iøvrigt ret operetteagtigt.)

Brugerbillede for Esben Bøgh Sørensen
Esben Bøgh Sørensen

"Det er en reaktion på det pseudodemokrati, der hersker i Spanien. De unge prøver at gøre op med topartisystemet, der favoriserer det socialistiske PSOE og det konservative PP."

Det er simpelthen for ærgerligt, hvis det der sker nu i Spanien ikke breder sig og blot ender med en finpudsning af den borgerlige parlamentarisme.

Brugerbillede for Kim Larsen

Er du også en af de 170/180.000 ledige,der har fået halveret dagpengeperioden på det seneste? En af disse arbejdsløse der bliver kontrolleret i hovede og røv? Hvor du, hver 7. dag, skal bekræfte,du stadig er jobsøgende. Møde til samtaler i jobcenter og A-kasse medbringende kopier af søgte stillinger. Skønt du og sagsbehandlerne ved, der ikke er arbejde til alle.

Vi, de ledige,der mærker stramninger og mistænkeliggørelse fra især borgerlige partier. Der som bekendt mest taler kapitalismens sag...

Så er du, den jeg søger. Lad os vise politikerne, vi er utilfredse med tingenes tilstand. Vise, at vi også gerne vil have et arbejde. Men denne mistænkeliggørelse og nedladenhed vi møder fra politisk side, skal vi ikke længere finde os i.

Lad os starte et oprør som i Spanien. Mød op ved Christiansborg og indtag pladsen.Giv din/jeres utilfredshed til kende. Også du der er beskæftiget og måske stresser gennem en lang arbejdsdag. Måske i frygt for selv at miste job, indtægt og status.

Mød op I tusindvis af ledige. Uanset om I blev fyret. Eller som jeg, har valgt ledighed og opsagt mit job i utilfredshed med en stressfuld arbejdsdag.

Mød op I tusinder af unge der får beskåret SU'en, og ikke har mulighed for at flytte hjemmefra. Der er ikke lejeboliger til jer. Alt skal købes. Et job kan I heller ikke forvente, uanset hvilken uddannelse I har.Velfærd er døende.

I der ikke har råd til at foretage jer noget i sommerferien: Mød op og omdan pladsen til en festival.

Har du alligevel overvejet at stemme "rødt" ved det kommende valg. Så eftertænk om ikke Enhedslisten skal have dit kryds?

Skal der ske nogen radikal ændring i samfundet. Begynder det med dig og mig.

Se mere på "min sag" -ekstrabladet.dk

Brugerbillede for Hans Hansen

GLEM IKKE, at Diktator Franco indsatte den spanske konge Juan Carlos og, at Franco styrede Spanien i næsten fyrre år!

Med støtte af EF, USA og Vatikanet.