Klumme
Læsetid: 4 min.

Den europæiske krise

På et tidspunkt, hvor vi er blevet mere og mere afhængige af EU, er unionen presset på alle vitale områder: Euro'en er i krise, Schengen-samarbejdet er udfordret, den fælles udenrigspolitik findes ikke, og ingen vil lede Europa
Protest. Når grækerne protesterer mod konsekvenserne af EU's hjælpepakke, udtrykker det præcist unionens problem — at den har mistet både sin legitimitet og sin effektivitet.

Protest. Når grækerne protesterer mod konsekvenserne af EU's hjælpepakke, udtrykker det præcist unionens problem — at den har mistet både sin legitimitet og sin effektivitet.

Louisa Gouliamaki

Moderne Tider
21. maj 2011

De vil betale lidt mindre, og de vil lukke lidt mere af. Men ellers taler vores ledere ikke om Europa, og vi kommer ikke foreløbig til folkestemning om forbehold og fælles valuta. Regeringen indfører toldkontrol ved grænserne og selv om det har været officiel dansk politik at være imod rabatter for medlemsstaterne til fælleskassen, budgetterer den danske regering med en rabat på en milliard kroner i vores betalinger til den Europæiske Union.

Det europæiske samarbejde fylder mere og mere i vores nationale lovgivning, men mindre og mindre i den offentlige debat. De politikere, som skulle lede, overlader den Europæiske Union til administration, tavshed og indrømmelser over for skeptikerne. Rigtige modstandere af EU er der ikke mange af, men lidt skeptikere er de vel efterhånden alle sammen.

Det virker, som om de ledende nationale politikere ikke selv tror på, at de kan retfærdiggøre det europæiske projekt over for borgerne, samtidig med at lovgivning og domme bliver mere og mere påvirket af det. Dette træffer det europæiske samarbejdes politisk paradoks præcist: I en periode, hvor borgerne bliver mere og mere overbeviste demokrater, bliver de regeret mindre og mindre demokratisk. Dette problem kan ikke bare forklares med svage politiske ledere og teknokratiske procedurer, som man kunne lave om. Det vedrører selve den Europæiske Union som institution: Borgerne har gennem nationalstaterne udviklet demokratiske forventninger, som ikke kan opfyldes i en overnational union. Man kan godt lave et europæisk parlament, og man har overført magt til parlamentet, men det løser ikke problemet: Der er 662 medlemmer af parlamentet i en union med 500 millioner borgere. Det betyder, at hvert eneste medlem skal repræsentere næsten en million mennesker. Det er dramatisk mange, det er næsten dobbelt så mange som borgerne i USA, og de taler ikke engang samme sprog, læser ikke samme aviser og deltager ikke i den samme offentlighed. Der er et parlament uden samme indflydelse som et almindeligt parlament, uden en politisk offentlighed og uden et politisk folk.

Men det er ikke en passende kritik af EU, at det lever ikke op til nationalstatens standarder, det er derimod et vilkår for det europæiske samarbejde. Problemet er snarere, at man ikke har udviklet forventninger, som passende til Unionen, og konsekvensen er, at det europæiske projekt savner opbakning fra borgerne.

Hjælpepakkernes fallit

Det har hele tiden været EU's problem: Det er en vidunderlig idé for Europa, hvis bare det ikke var for europæerne. Unionen er god til at løse problemer for Europa, men europæerne kan ikke altid se det. Sagt på en anden måde: Den Europæiske Union har haft lav legitimitet og høj effektivitet. Unionen har løst administrative og økonomiske problemer, sikret fri bevægelighed for arbejde og kapital, garanteret basale rettigheder og mirakuløst forenet et Europa historisk præget af krig og konflikt. Men det seneste år har unionen vist sig ude af stand til at levere effektive løsninger. Den Europæiske Centralbank lavede for et år siden en hjælpepakke til Grækenland, som ikke har virket: Ledigheden er steget dramatisk, væksten er faldet, og landet kan ikke begynde at betale sin gæld tilbage. Hjælpepakken gjorde Grækenlands gæld endnu større og evne til at betale endnu mindre. Grækenlands bedste chance er at få eftergivet sin gæld, men det er der ikke opbakning til i Europa. Endnu en hjælpepakke ledsages af krav om, at staten skal sælge offentlige goder og privatisere offentlige ydelser i en situation, hvor landets politiske ledelse ønsker det modsatte. Landets suverænitet er udfordret af landets gæld, og Den Europæiske Centralbank har vist sig ude at stand til at levere den rigtige løsning. Grækerne skal med andre ord overgive suverænitet til en institution, som ikke har løst, men forværret problemet. Også Irland og Portugal har inden for det seneste år været tvunget til at bede om økonomiske hjælpepakker fra centralbanken. Det store spørgsmål er ikke alene, om euro'en er designet på en måde, så den ikke kan håndtere krisen. Spørgsmålet er også, om man overhovedet kan lave euro'en om, og ikke mindst hvor længe de europæiske stater vil blive ved med at finansiere den. Euro'en er jo i sidste instans en politisk konstruktion, som kan pilles fra hinanden igen.

Det er ikke sikkert, euro'en overlever en eventuel krise i Spanien, som vil kræve endnu større hjælpepakker. Og det er slet ikke sikkert, hvad der kommer efter...

Europas krise er ikke begrænset til lav legitimitet og lav effektivitet. De ledere, som plejede at gå forrest i det europæiske samarbejde, handler nu imod Europa. Den franske præsident handlede så hurtigt i forhold til krigen i Libyen, at EU aldrig kunne nå et samlet synspunkt, og bagefter benyttede han sammen med Italien lejligheden til at suspendere Schengen-aftalen. Den tyske kansler, Merkel, kæmper for at overbevise sine egne skeptiske kolleger i regeringen og en befolkning, som ikke længere vil være lokomotiv for den europæiske økonomi.

Problemet er ikke unionen

Den spanske EU-diplomat José Ignacio Torreblanca opremser i en artikel i El Pais fem grunde til, at den Europæiske Union faktisk kan bryde sammen: EU har ingen fælles udenrigspolitik, euro'en er i krise, det europæiske projekt er politisk uden idé og initiativ, de politiske ledere vil ikke stå ved det europæiske samarbejde, og de politiske eliter har mistet legitimiteten. Som han skriver: Den oprindelige kontrakt var, at EU løste problemer for borgerne, men uden borgernes deltagelse. Nu stoler borgerne ikke på, at unionen kan løse problemerne længere. Derfor kan den Europæiske Union ifølge Torreblanca falde fra hinanden.

Dér skal man bare huske på, at ingen af de problemer, som den Europæiske Union skulle løse, ville blive løst, bare fordi den brød sammen. De ville stadig være der, og stadig kræve fælles politik. Det er det banale forhold, vores ledere ignorerer, når de lader som ingenting, vil betale lidt mindre og lukke lidt mere af .

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Nej Rune Lykkeberg, EU var aldrig nogen vidunderlig ide for Europa, den var et nmisfoster skabt af magtbegærlige drømmere. At ville gøre Europa ens fra Potugal til Finland, fra Pireus til Cardiff, er en synd, og det kan da heldigvis heller ikke lade sig gøre. EU har aldrig haft folket bag sig. Franskmændene, hollænderne, danskerne har stemt nej til traktaterne, nu tør ingen politikere spørge folket længere. Hvad skal vi med EU? Du taler om at løse problemer, men alt hvad der ligger ud over samhandel, er kunstigt skabte problemer, som ikke behøver at blive løst.

Man kan håbe, José Ignacio Torreblanca har ret i, at unionen er ved at bryde sammen. Så landene kan begynde at tage sig selv og deres eget ansvar alvorligt.

Peter Hansen

Hvad er det for noget vås, Michael Kongstad Nielsen. Europa har ALT tilfælles, der betyder noget. Men det er et problem, at der fokuseres alt for meget på økonomi og for lidt på gensidig udveksling af erfaring, videnskab, kultur og almenmenneskelige relationer.

Michael Kongstad Nielsen

Peter Hansen: Jeg foretrækker biodiversiteten med kornblomster, valmuer, kløver, skæpper og snerle fremfor ensartet hvede overalt. Det har naturen det også bedst med, og Europa ville have det bedst med at opretholde sin egen diversitet - derfor kan man godt samarbejde og tage på dannelsesrejser hos hinanden som H.C. Andersen gjorde det.