Læsetid: 6 min.

Franske unge satser på det nære liv

De unge har mistet tilliden til Frankrig. For den offentlige debat fokuserer så kraftigt på fortiden, at de nye generationer skuffes over nutiden og kaster sig i favnen på familien. Eliten må lære at elske landets reelle plads i verden, mener den franske politolog Dominique Reynié
Tillid. Den offentlige retorik skal ændres, hvis unge skal have tillid til samfundet. Vi er ikke vant til at bo sammen med en stor andel muslimer. Men det skal vi vænne os til. Det er nyt, men ikke dramatisk, siger Dominique Reynié

Tillid. Den offentlige retorik skal ændres, hvis unge skal have tillid til samfundet. Vi er ikke vant til at bo sammen med en stor andel muslimer. Men det skal vi vænne os til. Det er nyt, men ikke dramatisk, siger Dominique Reynié

Vincent Bitaud

Moderne Tider
7. maj 2011

Hvilken café skal de spise frokost på? Det er middagstid, og en lille klump studerende står på fortovet uden for eliteskolen Sciences Po i et af Paris' dyre kvarterer. De mangler lige at blive enige om de sidste detaljer, før de kan plante tænderne i en sprød sandwich.

Camille Vereni, 18, og Germain Comerre, 19, er så godt tilfredse, som man kun kan være det, når man lige er startet på andet semester af sin drømmeuddannelse.

»I øjeblikket er jeg ret godt tilfreds. Jeg er kommet ind på en meget prestigefuld skole, og det regnede jeg slet ikke med,« forklarer Camille Vereni.

Germain Comerre deler optimismen.

»Jeg ved ikke helt, hvad jeg har lyst til at lave endnu. Men skolen er så tilpas god, at man kan gå efter vidt forskellige ting.«

Til gengæld er begge radikalt mindre optimistiske, når det drejer sig om Frankrigs rolle på verdensplan.

»Det er helt sikkert, at Frankrig spiller en mindre rolle i forhold til tidligere. Men det handler ikke kun om udenrigspolitikken. Det franske samfund har mindre tillid til sig selv, og det påvirker Frankrigs plads i verden,« mener Germain Comerre.

Fortids storhed

»Jeg ser ret negativt på Frankrigs situation. Udenrigspolitisk bliver vi opfattet som et land, der altid fortæller andre, hvad de skal gøre. Men vi er ofte blandt de dårligste på europæisk plan. Ser man på de skandinaviske lande, er de langt foran os, for eksempel i forhold til uddannelse. Skolen er ikke en institution, der tillader os at realisere os selv, fordi den stresser os så meget.«

Camille Vereni og Germain Comerre er nærmest arketypiske for fransk ungdom: De er glade for deres egen situation, men ganske bekymrede for Frankrig. Det viser undersøgelsen 2011. La jeunesse du monde (2011, Verdens ungdom, red.), hvor unge i 25 lande har svaret på spørgsmål fra meningsmålingsinstituttet TNS Opinion via internettet.

Svarene viser, at 83 procent af de franske unge generelt er udmærket tilfredse med deres personlige situation. Til sammenligning gælder det blot for 78 procent af de europæiske unge i gennemsnit. Til gengæld mener kun 17 procent, at Frankrig har en lovende fremtid her ligger for eksempel Tyskland markant højere med 25 procent. Og mens 55 procent af europærerne i gennemsnit er tilfredse med den tid, de lever i, gælder det kun 47 procent af franskmændene.

Det franske paradoks skyldes et voldsomt kompleks, nemlig erkendelsen af, at landet ikke er, hvad det var engang, forklarer politologen Dominique Reynié, der står bag undersøgelsen:

»De unge læser i historiebøgerne, at Frankrig har været en global stormagt, menneskerettighedernes land osv. Og når de nu ser på deres land, ser de et land, der er bange for alt. Så derfor forstår de blot, at Frankrig ikke er, hvad det har været,« forklarer han.

Reynié underviser ved Sciences Po og er direktør for den liberale, pro-europæiske tænketank Fondation pour l'innovation politique, som står bag undersøgelsen. Det er i deres lokaler tæt på Sciences Po, i Paris' syvende arrondissement, han giver interview.

Der er ifølge Reynié flere begivenheder, som har sendt Frankrig ned til den grå masse af lande med jævn indflydelse på international politik. Det begyndte for alvor, da kommunismen faldt i sidst i 80'erne i hvert fald var det muligt at opretholde facaden indtil da. Så længe Europa var delt, var der færre lande at konkurrere om magten med, og desuden havde amerikanerne brug for franskmændene, fordi der var kommunisme i østblokken.

Fra 1989 blev Tyskland stærkere, og med EU's udvidelse i 2004, var der flere lande til at træffe beslutningerne. Siden er de nye verdensøkonomier som Kina, Indien og Brasilien kommet til, verden er blevet globaliseret, og Frankrig vejer mindre tungt.

Det har betydet, at den offentlige franske debat har ændret sig radikalt, mener Dominique Reynié:

»Medierne og i særlig grad politikerne fører en bekymret diskurs, som er ret fjendsk over for verden. Problemerne med udlicitering, indvandring, globaliseringen og de finansielle markeder er alle billeder på en verden, der gør os bange,« forklarer han.

Vender sig imod private netværk

Derfor finder der en markant privatiseringsproces sted hos de unge. De vender sig væk fra det offentlige:

»De har en fornemmelse af, at de ikke længere kan regne med det politiske fælleskab, og derfor holder de sig til private relationer,« forklarer han med henvisning til, at familien, vennerne og arbejdspladsen spiller en markant rolle for nutidens unge i hans hjemland. For hvor europæiske unge for 39 procents vedkommende har det at stifte familie som ideal for et tilfredsstillende liv, gælder det for 47 procent af franskmændene.

»De er utroligt bundet til egen familie og til den, de selv vil stifte. Kulturelt er det stik imod den vej, deres forgængere valgte. De kritiserede familien og så den som undertrykkende for indvidet.«

Det er den samme melden sig ud af samfundet, mener Reynié, der gør sig gældende, når 39 procent af de unge franskmænd ikke ønsker at betale til ældre generationers pension det tal er til gengæld også gennemsnittet for de europæiske lande, der indgår i undersøgelsen.

»De har ikke kun mistro til eliten, politikerne og lignende, der er også en kløft mellem generationerne. Og de unge har ret i, at de betaler højere skatter, mens de selv vil få en lavere pension, mindre gode sundhedsydelser og skoler end generationerne før dem,« forklarer Reynié.

Derfor siger de unge fra. Alt andet lige var det også den erkendelse, der lå bag urolighederne i de franske, men især parisiske, forstæder i 2005, hvor unge med indvandrerbaggrund flere uger i træk gjorde en form for oprør imod ordensmagten, og landet var i undtagelsestilstand.

»Det var efter min vurdering en social bevægelse af unge, som ikke er politiserede, som ikke ved, hvordan man organiserer sig og udtrykker et synspunkt, fordi de ikke er vant til det. Men de sagde noget meget stærkt. For det var unge, som ville vide, hvornår de fik lov at deltage i samfundet, hvornår de fik del i velfærden.«

Hvad betyder de unges manglende tiltro til landet er der noget, de ikke tør?

»Det er en kendt sag, at det franske system er meget indviklet, hvis man prøver at starte en virksomhed op. Det er overhovedet ikke en myte. En ung, som starter en virksomhed, skal som regel betale skatter, før vedkommende overhovedet har tjent penge. Systemet er ikke motiverende og giver fornemmelsen af, at man er i gang med noget meget alvorligt. Og går det ikke godt, risikerer man at stå helt alene.«

Elsk globaliseringen

Skal man gøre den unge generation af franskmænd mere optimistisk, er der mindst tre ting, som skal ændres, mener Dominique Reynié. Den første går ud på at ændre den offentlige retorik.

»Vi skal sige, at vi skal leve sammen. Der skal være en diskurs, som ikke skiller os ad. Franskmændene er ikke vant til at bo sammen med en stor andel muslimer, men sådan er det bare, det bliver vi nødt til at vænne os til. Det er nyt, men ikke dramatisk,« lyder det.

Dernæst skal der være større tillid. Ikke mindst til de unge.

»Jeg læser ofte, at de unge ikke har tillid til deres eliter. Det kan godt være. Men det er især det modsatte, der er rigtigt. Eliterne har ikke tillid til samfundet, de er bange for, at befolkningen begår dumheder. Men folk gør generelt mange rigtigt gode ting, så det gælder om at have tillid til dem.«

Et sted, hvor offentlige institutioner med fordel kan sætte ind, er større åbenhed i administrationen, altså så alle oplysninger ligger frit tilgængelige på nettet. Det vil, ifølge Reynié uden tvivl betyde, at nogen vil bruge oplysningerne til at skabe nye tjenester med, som alle har gavn af.

Men den idé møder udelukkende rystende hoveder hos det politiske establishment, politologen fremlægger den for. Det samme gælder ikke mindst hans tredje forslag. For han mener, at i et land, hvor man taler alt for meget om fortiden, bør kærligheden til vores epoke opdyrkes:

»Vi lever i globaliseringens tidsalder. Det er en god nyhed, fordi det betyder, at planetens goder deles mere ligeligt. Der er stadigt masser af problemer, for eksempel forurening. Men de skyldes fremskridtet. Der er ikke en ideologi, som er i gang med at destruere os. Frankrig får mindre indflydelse, men det er ikke derfor, den her epoke ikke er elskelig.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her