Læsetid: 4 min.

Gentagelser

Alle store begivenheder sker to gange, sagde Marx engang: Første gang som tragedie og anden gang som farce. Hvilket bedre billede på denne påstand kunne man ønske sig end Socialdemokratiets forhold til efterlønnen? Første gang var det en tragedie. S slagtede efterlønnen, og som resultat fik man 10 år med VKO. Og nu gentager historien sig med brudte aftaler og halvkvædede forklaringer. Er dette ikke farcen?
Moderne Tider
21. maj 2011
Alle store begivenheder sker to gange, sagde Marx engang: Første gang som tragedie og anden gang som farce. Hvilket bedre billede på denne påstand kunne man ønske sig end Socialdemokratiets forhold til efterlønnen? Første gang var det en tragedie. S slagtede efterlønnen, og som resultat fik man 10 år med VKO. Og nu gentager historien sig  med brudte aftaler og halvkvædede forklaringer. Er dette ikke farcen?

Gentagelser er i grunden mærkelige. Hvorfor bliver vi ved med at gentage visse ting som tics eller bestemte talemåder eller tilbøjeligheder? Det er vel næppe sådan, at f.eks. en helt tilfældig talefejl i sig selv forårsager sin egen gentagelse. Den er nærmere selv en gentagelse allerede af en umulighed eller utilpassethed, der er dybt rodfæstet i hjertet af den gentagende. Psykoanalysen ville kalde den form for gentagelser for symptomer. Symptomer er netop disse gentagelser, som igen og igen bliver ved med at vise sig, uden nogen indlysendeforklaring, men med stor betydning for os også selv om vi ikke rigtig forstår dem.

Ville det nu ikke være på sin plads at sige at efterlønnen er blevet til Socialdemokraternes symptom? Det er egentlig ikke, fordi der er noget essentielt, som binder Socialdemokraterne og efterlønnen sammen. Og ikke desto mindre gentager efterlønnen sig lige netop som en talefejl, hver gang de åbner munden. Det symptomatiske bliver kun tydeligere af, at efterlønnen vedbliver med at være Socialdemokraternes symptom. Stort set samtlige danske medier løber i disse dage over med analyser af, hvor meget Socialdemokratiet er i krise på grund af et forlig, som de knap nok har været i forbindelse med. Modsat sagde DF trods alt ikke for et år siden, at de kun ville lave en efterlønsreform på betingelse af, at de til gengæld kunne få allokeret et par millioner til et skur til en tolder ved grænsen. De sagde derimod, at de under ingen omstændigheder ville gå med til en efterlønsreform. At efterlønnen er blevet til Socialdemokraternes symptom vil netop sige, at det tilsyneladende er uforklarligt, hvorfor det lige er dem, efterlønsreformen bliver ved med at 'ske for'.

Anden gang som farce

Socialdemokratiets forhold til efterlønnen har altså farceagtig karakter. Hvori består det komiske mere præcist? Et klassisk komisk træk er, at en umiddelbart tilfældig og unaturlig kobling bliver ophævet til noget principielt eller nødvendigt. En mand, der er klædt ud i dametøj, er i sig selv ikke specielt komisk, ligesom en røv uden bukser heller ikke er det. Der fremvises blot noget, som ikke plejer at blive vist frem. Der, hvor denne udklædning alligevel kan begynde at blive komisk, er der, hvor kjolen begynder at overtage styringen og blive en nødvendig del af den pågældendes væsen, på trods af at den klæder ham virkelig dårligt. Tag Jack Lemmons karakter Jerry i Ingen er fuldkommen fra 1959 som eksempel. Han og makkeren Joe (Tony Curtis) tvinges i kjole for at kunne flygte fra mafiaen ved at rejse med et orkester, der udelukkende består af kvinder. Undervejs med orkestret forelsker en ældre milliardær sig hovedkulds i Jerry. Det virkeligt komiske er nu det, der indtræffer, da Jerry selv begynder at blive revet med i romancen, selv om han egentlig slet ikke ønsker den. Den præcise symptomatiske beskrivelse af det, der sker her, er, at kjolen forelsker sig, imens ham, der har den på, ubehjælpeligt bliver trukket med af den.

Når Socialdemokraternes forhold til deres symptom virker farceagtig, skyldes det så ikke netop, at det selvsamme forhold gør sig gældende her? Socialdemokraterne vil gerne have regeringsmagten (ligesom Jerry og Joe gerne ville slippe helskindet væk fra mafiaen), og for at opnå det, klæder de sig pænt på ikke mindst i de gevandter, der har virket godt for Dansk Folkeparti: Skattestoppet, udlændingepolitikken og en hårdere retspolitik. Men det er, som om kjolen indimellem får sit eget liv og går lidt rundt og forelsker sig i borgerlig politik. Når efterlønssagen er en farce, er det fordi man allerede næsten kan se Helle Thorning rette lidt på tøjet efter valget og sige: »Nu er vi klar til at se fremad igen« ... mens kjolen danser videre.

En farce kaldet politik

Jacques Lacan beskrev på et tidspunkt symptomet som en gådefuld besked, »som subjektet tror, er en mystisk meddelelse fra det reelle, i stedet for at anerkende det som sin egen besked«. Det vil sige: Symptomet synes at komme 'udefra', så længe vi ikke har indset, at det er vores egen, subjektive dannelse. På samme måde med Socialdemokraternes forhold til Dansk Folkeparti: Det virker uforklarligt og uretfærdigt, at Socialdemokraterne ikke kan få overbevist vælgerne om, at Dansk Folkeparti er uvederhæftige, ikke kæmper den lille mands sag, som de hævder, begår løftebrud og har en alt for hård tone i udlændingedebatten. Men hvad nu hvis dette ikke er en uforklarlig tilstand 'uden for' Socialdemokraterne? Hvad nu hvis deres problem tværtimod er, at Dansk Folkeparti er blevet en uregerlig og irrationel kjole, der danser rundt med dem? Er problemet ikke lige netop, at de altid ender med at blive revet med, når kjolen forelsker sig i borgerlig politik?

Hvis Socialdemokraterne vil modvirke den farceagtige lås, de er blevet sat i, må de omformulere selve betingelserne for, at vi skal tro på dem. Som I H.C. Andersens eventyr om pigen med de røde sko, der på uhyggelig vis danser rundt med hende, uden at hun vil det, må de simpelthen hugge fødderne (med skoene) af. På den måde kan efterlønnen paradoksalt nok blive nøglen til Socialdemokraternes genfødsel som venstrefløjsparti. Der er ikke noget som helst overbevisende i at gentage de evindelige fraser om, hvor meget man 'står fast' på det ene eller det andet, så længe skoene har deres egen vilje. Man må simpelthen holde op med at tale gennem DF. Man kan kun, kunne man sige, stå ordentligt fast, når fødderne er hugget af.

En sådan afmontering af DF ville være den største forandring i dansk politik i en hel del år. Det kommer helt sikkert til at virke arrogant, og det kommer måske til at støde nogle af de tabte vælgere længere ind i DF's favn, men hvis man kan ofre fødderne for at slippe for at skulle danse efter skoene, er det måske det værd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Brogård

Denne gang blev I vist lidt for vilde. Informations præmis om, at S slagtede efterlønnen er så forkert, at CVA er reduceret til selvforførende fjolleri.

Ærgerligt. Konceptet var ellers meget godt.

S indik et forlig med dem, som ville afskaffe efterlønnen. Dem, som blev mest fornærmede over det forlig gav derpå magten til dem, som ville slagte efterlønnen. Det tåbelige i det resonnement har altid virket på mig som et særligt monument over poppulismens styrke.

Men nu er den så gentaget her.

Det er en særlig analyse værd, at de, som blev blå på efterlønsreformen i 1998 nu har fået den selv. Derfor betyder den afskaffelse med V-koret nu ikke noget for dem. Deres interesse går nu på, at de har fået den forlænget til de skal på pension som 70-årige.

De indgik en kontrakt med Anders Fogh, nøjagtigt på samme måde som Nyrup. De vandt, og nu er de faktisk ligeglade med, hvornår ordningen bliver afskaffet.

Vi andre kan så blot se til, mens der næste år skal skaffes yderliger offentlige nedskæringer for at finansiere de 5 mia kr., som ordningen trækker ud af statskassen fra dag 1.

At de radikale vil være med til det kan undre. Deres farce bliver, at de lover en indtægt på 18 mia om 9 år. Deres handling koster bare lige 5 mia i hævede indbetalinger og yderligere 15 mia i øgede dagpengeudgifter.

Mystisk gentagelse. VKOs økonomiske snusfornuft på de offentlige udgifters vegne er dermed gentaget af R, uden blik for, at det er dyrt at være fattig. Er det en farce?

Bill Atkins

Sært. Der er visse tabuer i dette lands offentlige debatter. Et af dem er begrebet 'fagbevægelse'. Uanset hvor stor denne bevægelses indflydelse er så kan ingen, heller ikke Lykketoft i Loms artikellink kan få sig selv til at nævne begrebet Fagbevægelsen.

Sjovt nok så har Ritt af alle intet problem med fagbevægelsen. Hun udtaler: Fagbevægelsen holder fast i efterlønnen fordi den er en ret, og ikke baseret på en social vurdering.

Jesper Wendt

I hvilken grad hentydes der til den nuværende oplagte farce?... Jeg kan se polemikken omkring et tabt valg. At sige man er klar til reformer, skulle vælgerne mene dette nødvendigt ( som bestemmes i stemmeboksen, uden en pistol for panden. ) Vil jeg mene er klar snak til vælgerne, stem R ind med mange mandater, så ryger efterlønnen, skaf en rød blok, så sker det ikke.

I sidste ende er det vælgernes beskaffenhed, vi ser i det repræsentative.

Gorm Petersen

I har ikke forstået mekanikken.

Ved at stemme på S risikerer arbejderen, at der sker en fuldstændig afskaffelse af efterlønnen, fordi R vil forlange det af S.

Ved at stemme på DF kan arbejderen beholde 20-30% af efterlønnen.

Logikken er at BT og Ekstrabladet - som er det eneste avis arbejderen gider læse (fodbold og patter) - konsekvent har markedsført Pia Kjærsgård som en bedre pokerspiller end Helle Thorning.

Det er hele DF's eksistensberettigelse, at Pia er en bedre forhandler end Helle og derfor kan fravriste kapitlisterne flere indrømmelser end S ville kunne - fordi S er afhængig af R.

Hvis man ikke kan sælge tanken om en S-regering uden R, vil de fleste stemme DF.

Martin Jeppesen

@Gorm Petersen

Hvem er denne uoplyste "arbejder"? Har du ikke hørt at klassekampen er aflyst? ;)

Jeppe Brogård

Gorm Pedersen

Det er simpelthen genial tænkning det der c:

DF likviderer eferlønnen i samdrægtighed med R. Det beviser så, at DF er en bedre forhandler overfor de blå end S. Jeg tror ikke der er mange, der kan følge den.

Når S kommer i regering, vil r og df være lige bundet af det forlig, de har indgået med VKLAQ. Så hvis S går til df for at komme uden om R vil de få en kold skulder.

Red efterlønnen ved at stemme på rød stue.

Jeppe Brogård

I øvrigt har DF stemt for en række sociale forringelser og for en række rigmandsprivillegier.

Hvad forhandlede de så om, hvis de er så dygtige til at forhandle?

Gorm Petersen

Til MJ og JB:

Prøv at gå ind på en grillbar ved middagstid i og hør hvad folk i arbejdstøj snakker om mens de læser BT og Ekstrabladet:

1)
Pia er en bedre forhandler end Helle, og vil derfor kunne fravriste magthaverne større privilegier end Helle vil kunne.

DF har ganske vist indgået kompromisser, men havde S indgået kompromisser havde resultatet været dårligere for den lille mand. DF skaffer - i modsætning til S - altid det bedst mulige resultat.

2)
Afskyen for elite-kvinderne hos R er enorm. Jo mere R viser sig som hårde forhandlere - jo mere risikabelt er det at stemme på S, fordi de tvinges til at føre radikal politik.

Margrethe Vestager (af nogen kaldet "militant lebbe") afskyr - ser ned på - den dårligt uddannede mandlige arbejder (han skal tvinges på skolebænken så han igen og igen kan blive konfronteret med, hvor dum han er - konstant uden afbrydelse - fra vugge til grav)

Hun vil forbyde alt hvad der gør livet værd at leve. Øl, smøger og frem for alt: Ekstrabladets massageannoncer !

Afskyen for R hos den mandlige arbejder er den stærkeste politiske kraft i 2011 - og den mekanisme, der kan sikre VKOR 4 år ved magten.

Jeppe Brogård

Gorm, det er ren offertale du kommer med. Men jeg vil medgive dig, at der er mange mænd, som abbonnerer på den.

Jeg er dog ikke sikker på, at de stemmer DF. Deres sårede følelser til trods kan de vel godt se, at DFs og Rs politik går ud over lønniveauet hos den lille mand.

Jeg medgiver også, at jeg selv står til at vinde uanset udfaldet af valget:

Jeg tilhører dem, som bliver privilligeret af VKOR og deres skattelettelser. De små mænd betaler.

Jeg tilhører dem, som vil få indriet stærke ønsker om en helt anden dagsorden, hvis rød stue vinder valget.

Det er helt ude i hampen, og desuden totalt gak, at jeg skal privilligeres på bekostning af den lille mand. Det er hovedløst at fortsætte den fremtidspolitik, som spiller hasard med både vores økonomi, sammenhængskraft og nationens fremtid i et land, hvor hovedøkonomien bor i byer ved kysten - hvor de er indenfor rækkevidde af havet, når det stiger.

SF har tre store gear til at omstille de ting. Eksperterne er enige om at de virker.
Samtidig har vi en fair fordeling af goderne.

Stem derfor på rød. Så er du sød.

Jeppe Brogård

Gorms indlæg giver mig myrekryb fordi, hvis han har ret, så vil det betyde, at folk vil se skævt til dem, det går godt. Og stemme DF i protest. Hvorpå DF endnu en gang privilligerer dem, det går godt i forvejen. Hvorved folk ser skævt til de privilligerede og stemmer DF i protest. osv.

Det vil være en såre forståelig mekanisme, og den vil lamme alle ideer om social opstigning. DF er i sandhed et blåt parti.