Klumme
Læsetid: 5 min.

Hypokonderen: Flugten tilbage

Den økologiske klasse er for hårdt et sted at være for en hypokonder. Der er for meget af det hele - f.eks. sundhed og overskud
Den økologiske klasse er for hårdt et sted at være for en hypokonder. Der er for meget af det hele - f.eks. sundhed og overskud
Moderne Tider
7. maj 2011

Det var, mente min læge, et af de mest udefinerbare sundhedsproblemer, han nogensinde var blevet bedt om at forholde sig til. Faktisk havde han aldrig hørt om det før, sagde han, og så på mig uden at sige noget med en blanding af mistro og undren. Som om han ventede på, at jeg skulle svare på et eller andet. Min læge er en kraftig mand midt i 50'erne med åbentstående spraglede skjorter og sine sidste par hundrede hår samlet i en kort hestehale. I årevis havde han oplevet patienter, der forsøgte at fratage ham hans autoritet. Med mig var det anderledes, forklarede han, da han endeligt brød tavsheden.

»Det er efterhånden almindeligt, at folk bare møder op med en udskrift fra nettet af det, de tror, de fejler, og så beder mig diagnosticere dem med det. Men du vil virkelig gerne holde fast i autoriterne hva'?«

Han havde ret, så jeg sagde ikke noget, men gentog bare mit spørgsmål, der lidt forenklet gik ud på, om man kan blive syg af at tænke på sygdomme. Det er enhver hypokonders mareridt og har kørt som et spøgelse i baghovedet af mig, siden jeg var barn. Jeg havde skudt det hen som overtro, men til generalforsamling i vejlauget faldt jeg i snak med en skuespiller, der havde været på et kursus med en holistisk læge, og han havde ikke været i tvivl: Det var ikke bare et spøgelse i mit hoved, men en af tidens allerstørste sundhedsfarer. Den holistiske læge var ifølge skuespilleren universitetsuddannet og kunne smide om sig med tyske og amerikanske undersøgelser, som alle sammen havde peget i samme syge retning.

Den kolde hånd

Jeg gik fra vejlauget nedbrudt og rædselslagen for mine tanker, mens jeg forsøgte at huske, hvad jeg havde lært til det mindfulness-kursus, avisen havde præsenteret på et medarbejderseminar. Det var noget med at tømme hovedet og være til stede i nuet, og det har jeg aldrig været god til. Det var derfor, jeg nu til et rutinetjek af min søn, havde bedt om min læges holdning til den problemstilling. Men i stedet for at svare på spørgsmålet begyndte han at stille retoriske spørgsmål. Det havde han for vane.

»Da du skulle til Afrika sidste år kan du huske, hvad du var bange for, inden du tog af sted?«

»Ja, malaria, varmen, hygiejnen ...«

»Alt, Lasse,« afbrød han mig.

»Du var bange for det hele. Du bad mig vaccinere dig for ting, der ikke engang forekommer i Afrika. Du insisterede på at gentage din 12-års-vaccine, fordi du ikke var sikker på, om du havde fået den. Du fik fjernet dine visdomstænder, fordi du var bange for at skulle til en lokal tandlæge. Men da du kom derned, hvad var du så bange for?« Jeg fornemmede det retoriske i hans spørgsmål og svarede tøvende:

»Mest af alt fødevarerne, tror jeg. Ellers ikke så meget.«

»Nej, for din angst for sygdomme er situationel. Den er bestemt af dine omgivelser. Du var sikkert ikke så bange for dørhåndtagene, uøkologisk mad eller influenza i Afrika, og jeg vil skyde på med det kendskab, jeg har til dig så er det, der går gennem hovedet på dig lige nu, ikke alle de sygdomme, du kunne have eller måske har fået i Afrika, men om det nu også var klogt at få alle de vacciner. Er det sandt?«

»Ja,« svarede jeg småirriteret. »Men i dag ved jeg jo også, hvad folk siger om vacciner, og hvor farlige de kan være.«

»Præcis. I dag er du i situationer, hvor folk taler om, hvad vaccinerne gør ved dig, og så er det det, du er bange for. Du har overskud til det. Derfor skal du måske overveje, hvad du taler med folk om.«

Giver rosiner kræft

Der sker ofte det, at jeg uanset, hvilket selskab jeg befinder mig i ret hurtigt finder sammen med mennesker, der har det samme forhold til sygdomme og død, som jeg selv har. Vi sammenligner sygdomme, udveksler speciallæger og anekdoter om bekendte og spørger med en usund grad af interesser ind til hinandens sygdomshistorier. »Hvor længe har din hals set sådan ud?«, »har du mere spritgele«, og »er din mor også sygeplejerske?«

Men efter jeg var flyttet fra det indre København til et fredeligt villakvarter, var tingene begyndt at ændre sig for mig. Det var stadig ængsteligheden for sygdomme, jeg socialiserede omkring, men det var nogle nye lidelser, der var i spil her.

Umiddelbart ser kvarteret ellers sundt ud. Gamle smukke rønnebærtræer løber på hver side af de lukkede veje, børn hopper i trampoliner og tegner på fortovet. I ejerforeningens fælles flagstang flages der med rødt den 1. maj, og beboerne stemmer overvejende til venstre for midten, har et job i den kreative branche og børn i privatskoler. Kunstnere, filminstruktører, journalister, skuespillere, advokater og et par direktører. Det er et miljø med så meget overskud, at der jokes selvironisk over, hvor meget overskud, der er. Selv om jeg holdt meget af mine nye naboer, kunne jeg ikke forlige mig med de sundhedsfarer, der bandt os sammen. Der var noget underligt uforløsende i de sundhedsfarer. De var så hverdagslige, men alligevel så dødbringende. Ville rosiner give min søn kræft? Ville flammehæmmere i mine møbler og computere? Ville plomberne i mine tænder forgifte mig? Ville mælk, ville sukker, vacciner, mobiltelefoner, solcreme og ville mikrobølgeovne?

I ly af natten

Fællesnævneren for bekymringer var symptomer og sygdomme, der havde været svære for den konventionelle videnskab at årsagsbestemme eller svære i det hele taget at diagnosticere: De mest almindelige cancerformer, ADHD, stress, candidasvamp, depressioner, koncentrationsbesvær, ufrivillige aborter, sclerose, søvnløshed og diverse neurologiske lidelser. Desuden var det grundet det videnskabelige fravær noget, alle havde en mening om og kunne diskutere, og det sidste havde i særdeleshed været usundt for mig.

Det var ikke min læge, der fandt på, at jeg måske skulle flytte fra det hele, og måske var den løsning også en anelse drastisk, men det blev enden på det. Jeg måtte tilbage til det mørke og usunde Nørreport, hvor jeg vidste, hvad der var usundt og sundhedsskadeligt. Tilbage til antibakteriel creme og dørhåndtag, jeg ikke ville røre ved. Bilos, der ville nedbryde lungevævet, dårlig kebab, virusbefængte buffeter og syge duer. Det hele truede mig, men jeg vidste hvorfor og behøvede kun at spørge én autoritet til råds.

Derfor flyttede jeg. Bare sådan. Fremlejede mit hus og flyttede tilbage i ly af af natten. Den økologiske klasse er for hårdt et sted at være for en hypokonder. For mange autoriteter og for få læger med kolde hænder. For mange farer med udefinerbare konsekvenser. For meget tvivl, for meget overskud, for meget sundhed. Man bliver syg af det.

Serie: Hypokonderen

Lasse Lavrsen, 34, har altid haft en usund interesse for sygdomme. Længe kunne læger og videnskab hjælpe, men da han flyttede ind i den økologiske klasse, accelererede angsten. Alt kunne nu slå ihjel. Nye lidelser opstod, og de gamle bestod. Det blev en krig på autoriteter, der nu har efterladt ham helt uden.Dette er seriens sidste afsnit

Serie

En hypokonder kan godt blive syg

Lasse Lavrsen, 34, har hele sit liv haft en usund interesse for sundhed og sygdomme. I mange år kunne læger og videnskaben berolige ham, men da han flyttede ind i den økologiske klasse, accelererede angsten. Mælk, sukker, amalgam, parabener, flammehæmmere, mobiltelefoner og mikrobølgeovne. Alt omkring ham kunne slå ihjel, og alt det, han troede på, var faldet. Nye lidelser opstod, og de gamle bestod. Det blev en krig på autoriteter, der har efterladt ham helt uden. Og hvad gør man så, når man altid frygter det værste for sig selv?

Seneste artikler

  • Hypokonderen: Om sukkeret

    30. april 2011
    Hvis det bare er en diæt, er det ikke så svært at holde ud. Men det trækker så meget andet andet med sig, når jeg overgiver til angsten for f.eks. sukker
  • Hypokonderen: Om økologi

    23. april 2011
    I årevis havde mad bare været mad, men nu ramte min tidligere så umodne omgang med mad mig som en hammer, og jeg pådrog mig straks en slags økologisk spisevægring. Det stod på i måneds-vis, indtil en filosof med stærk midtjysk dialekt påpegede de ikke helt så rene linjer i mine økologiske tvangstanker
  • Hypokonderen: Om kød

    16. april 2011
    Jeg ville gerne være et bedre menneske og gøre verden bedre at leve i. Men ikke hvis det truer mit helbred f.eks. min hårpragt

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Ak, ja - summen af bekymringer er konstant.

God bedring!

Kaspar Olsen

At være hypokonder svarer vel til at en computer konstant kører yderst krævende scanninger rettet mod virus samtidigt med at alle andre opgaver skal løses i det daglige.
Den indre Far / Mor stemme rettet mod bekymringen for helbredet kører med andre ord konstant.

At der kan være god grund til at være hypokonder er umiddelbart ikke acceptabelt i samfundet.
Læs blot hvad Salomonsens leksikon skriver:

-"Hypokondri (gr., Hypokondriet er den
øverste Del af Underlivet, hvorhen Hypokondre
ofte henlægger deres Fornemmelser) er
overdreven Ængstelse for Sygdom. I sine lettere
Former maa H. ofte betragtes som en
Karakteregenskab, der står på Grænsen mellem
det normale og det sygelige; H. har da ofte sit
Udgangspunkt i en virkelig Sygdom; særlig
Patienter med Mave- og Tarmlidelser som kronisk
Forstoppelse, også Brystsyge og Syfilitikere, er
tilbøjelige til at blive hypokondre og lægge
alt for stærk Vægt på hvert lille Symptom, de
bemærker hos sig selv. Hos andre, især
Neurastenikere og Hysterikere, er H. Led i alm.
Ængstelse, ubegrundet Frygt for at blive syg;
ofte giver den sig da Udslag i Rækker af
overdrevne Forsigtighedsforanstaltninger, Dyrken
af »Systemer«, ivrig Læsen i Lægebøger."

Således sat på plads af selveste Salomonsens leksikon skal hypokonderne forstå, at alt sikkert er skønneste orden.

Og måske alligevel ikke.
Jeg erindrer således en kort samtale med en alternativ behandler som altid interesserede sig brændende for de parasitter og svampe som patienterne havde i sig. Specielt for de parasitter og svampe som patienten kunne have fået i udlandet.

Parasitter og svampe bliver i daglig tale på ukyndigt gadeplan tillagt mange egenskaber.
F. eks at kunne belønne den inficerede med lykkefølelse når der indtages de rette stoffer som parasitten eller svampen ernærer sig ved. Det kunne sagtens være alkohol eller sukker / chokolade (mere sukker) osv.

I det billede kan man godt forstå at Hypokonderen sikkert føler sig lidt ved siden af denne teoretisk inducerede lykkefølelse.
Den daglige tale på gaden har dog ingen fornemmelse af om og hvordan en parasit/ svampe inficeret krop vil være i stand til at høre alarmklokkerne til ringe - når nu lykkefølelsen givet indirekte af sukker og alkohol er så svimlende.
Og går det rent galt når parasitterne og svampene have deres daglige fix skal den inficerede person afgjort rejse sig ved det træ hvor den inficerede er faldet om med en overdosis og drikke mere alkohol og spise mere sukker.
Det negative kredsløb er igang.

Heldigvis findes der alkoholafvænning hvilket måske ikke huer parasitterne og svampene men heldigvis opretholder de fleste inficerede personer deres indtag af sukker som kan stabilisere og opretholde parasitternes liv.
Måske er det derfor at personer der sulter parasitterne og svampene bort ved at ophøre med at indtage alkohol og sukker / chokolade bliver så deprimerede - lige så lang tid som det tager at sulte parasitterne til de er døde og borte.

At samfundssystemet ikke modsat visse alternative behandlere topprioriterer de "fredelige" parasitter og svampe er da klart.
Sagt Ikke uden sarkasme; For der er jo penge og arbejdspladser i sygdomsbehandling, faktisk milliarder ligesom der penge og arbejdspladser i bygningen af alverdens overflødige broer til f. eks Tyskland.
Og hvordan var det nu med alarmklokkerne når parasitterne og svampene holder fest med alt det leverede alkohol og sukker og chokolade.
Måske kan alarmklokerne slet ikke høres.
Måske bliver alarmklokkerne i bedste fald omsat til en udefinerbar "mavefornemmelse" som Salomonsen leksikon siger det.

I bedste fald kommer fornuften dog til hjælp.
Der er noget galt; siger fornuften hvilket dog naturligvis modsiges af den lykkefølelse der i dette vers af teorien leveres af parasitterne og svampene.

Videnskaben bliver frelsen.
Des mere inficeret af parasitter og svampe des større bliver suget hen til videnskabens verden som jo har studeret parasitter og svampe.
Desværre har samme videnskab måske ikke helt at have forstået at parasitter og svampe er menneskets konstante og ufravigelige dansepartner helt ind i døden.

Derfor kan man også læse og høre at en lille smule alkohol og en lille smule sukker og en lille smule chokolade hver dag er godt for helbredet.
Ja da - men kun bedre bedre end for meget.
"Men så opfind da for helvede en effektiv kur mod parasitter og svampe så mennesket kan begynde at danse sig igennem livet uden at skulle bære på parasitter og svampe" hører jeg gadens parlament råbe i alle tider.

Hvad parasitter og svampe ellers kan gøre for at fordumme og formørke det menneskelige sind er et gæt, kun et gæt.
Men et meget uhyggeligt gæt.

De efterfølgende video'er kan anbefales.

Forbidden Cancer Cures - Denne video handler om the Hoxsey Treatment og Max Gerson

http://www.disclose.tv/action/viewvideo/72164/Forbidden_Cancer_Cures/

Forbidden Cancer Cures - denne video handler om Mistelten og Tullio Simoncini og Candida Albicans

http://www.disclose.tv/action/viewvideo/72170/Forbidden_Cancer_Cures/

Kaspar Olsen

Rettelse:
Desværre har samme videnskab måske ikke helt forstået; at parasitter og svampe er menneskets konstante og ufravigelige dansepartner helt ind i døden

Peter Hansen

Åh, hvor er det dog forfærdeligt, at folk går så meget op i sygdom. En dag dør man, det går forhåbentligt hurtigt.

Kaspar Olsen

Peter Hansen

Uforglemmeligt - der fik du sørm'me da ramt hovedet på sømmet.

Maj-Britt Kent Hansen

Et er hypokondri.

Noget andet er, at vi lever i en tid, hvor sygeliggørelsen af os aldrig har været større.