»... men i Juarez er man ikke sikker nogen steder ...«

Liget ligger på en skraldeplads et par hundrede meter fra byens katedral. Det er en godt 30-årig mand, der er blevet tævet ihjel. Politet har spærret gaden af i begge ender, og to pickup-trucks med maskingeværer og projektører på ladet holder parkeret i tusmørket i hver ende af gaden sammen med et hold journalister. 40 meter derfra er en aerobic-time i fuld gang for åbne døre.

Et øjeblik efter ruller retsmedicinerne ind på scenen i en bulet varevogn. En kvinde og en mand i sorte sweatshirts og ansigtsmasker, der kun åbenbarer en smal stribe omkring øjnene, så de ikke kan genkendes, på trods af at kun et ud af 10 mord i Juarez efterforskes, og dette navneløse lig ikke har bedre udsigter end de fleste andre.

Det er tredje gang på to uger, et lig efterlades på stedet.

»Forleden fandt en lokal dreng et lig, der havde ligget derovre i tre dage,« fortæller en lokal beboer. »To gader længere oppe dumpede de tre lig for en uge siden, skudt med højkalibrerede våben i hovedet. Men kvarteret her er ikke så slemt.«

Det er dagens tredje mord, og et par stykker mere tikker ind senere på natten. Et stille døgn i Ciudad Juarez, hvor snittet sidste år lå på omkring otte mord om dagen, og dette drab bringer drabsantallet for årets første to måneder op over 500. Omtrent. Ingen ved det præcist.

Fra dynamo til dødsspiral

Grænsebyen Juarez er på fire år gået fra at være Mexicos industrielle dynamo og en grænseby med lige lovlig meget kriminalitet til den by i verden med den højeste mordrate. På Avenida Juarez, hvor apoteker reklamerer for sexpiller, og gadehustlere falbyder taxier og piger, er der dødt. Halvdelen af butikkerne i den tidligere festgade lige over for det vigtigste grænsepunkt er lukket, og gadens mariachis slentrer arbejdsløse omkring. På murene er skrevet efterlysninger af forsvundne piger, som med stor sandsynlighed allerede er døde og begravet i ørknen.

Den officielle årsag til nedturen er en krig om det vigtigste trafikknudepunkt for narko ind i USA mellem to narkokarteller; Juarez-kartellet, der har kontrolleret området i godt 20 år, og Sineloa-kartellet, der gør krav på det lukrative område, som op mod 70 procent af narkoen til USA ifølge eksperter passerer igennem. Et marked, der ifølge nogle vurderinger reelt afholdt USA's økonomi fra at kollapse fuldstændig i 2008, og som en lækket mexicansk regeringsrapport for nogle år siden vurderede ville få 19-22 pct. af den amerikanske økonomi og 63 procent af den mexicanske til at kollapse, hvis det af uransalige årsager en dag skulle forsvinde.

Narkokrig

Krigen begyndte i 2008, efter Mexicos præsident Calderón på kraftig opfordring fra USA havde erklæret krig mod narkokarellerne. Resultatet er en by i opløsning, hvor årtiers befolkningstilvækst er vendt, så en kvart million huse står tomme.

»Når vi tager til børnefødselsdage, snakker børnene om, hvem der er blevet slået ihjel, og hvem der er blevet kidnappet. Når jeg går på gaden med min syvårige dreng, og vi ser en politimand, spørger han mig; er han en af de gode eller en af de onde. Og jeg ved det ikke,« forklarer forretningsmanden Jose Antonio Gonzales.

En måned tidligere er hans far blevet kidnappet. Da han kørte på arbejde en torsdag, blev han holdt op af en flok bevæbnede mænd. Et par timer senere modtog familien et opkald, hvor det blev krævet, at sønnen skulle aflevere en million pesos (ca. en halv million kr.) samme dag.

»Jeg tror, det var folk fra det føderale politi. På deres dialekt kunne jeg høre, at de var fra Mexico City, og deres opførsel var halvmilitær. De sagde, at hvis vi ikke skaffede pengene, eller hvis vi ringede til politiet, ville de sende ham tilbage i små stykker,« fortæller han

Det lykkedes familien at skaffe penaf sted til det aftalte mødested. Kidnapperne guidede ham ad forskellige veje til et punkt, hvor han skulle lægge posen med pengene. Da han nåede stedet, var der tomt. En politibil blokerede gaden for andre forbipasserende. Politifolkene kiggede på, mens han lagde pengene og gik sin vej. Han kiggede på sit ur; klokken var 19.20.

Den bortførte familiepatriark vendte imidlertid ikke tilbage. En uge efter bortførelsen fik de et tip om, at de skulle prøve at ringe til retsmedicinsk klinik. Det gjorde de, og det viste sig, at faren lå der.

»Han var blevet afleveret der en uge før, om torsdagen. Kl. syv om aftenen, præcis 20 minutter inden jeg afleverede pengene. Død, torteret, med tape omkring hovedet og hænderne,« forklarer sønnen.

Freden er 100 meter væk

»Kort tid senere opsøgte en fremmed mand min forretning og sagde, at han ville holde et møde med mig. Om penge, de gerne ville have fra mig. Jeg tør ikke tage telefonen længere, og på et tidspunkt vil de også kidnappe mig eller min familie. De har mit telefonnummer, de ved, hvor jeg bor, kender mine vaner. I Juarez er man ikke sikker nogen steder.«

Når man i El Paso på den anden side af den smalle grænse og grænsefloden Rio Grande, siger, at man skal krydse grænse til Juarez, er svaret som regel:

»Du er en modig mand. Er du sikker på, at det er en god idé?«

El Paso er en tryg by: Der myrdes årligt et sted mellem fem og 18 mennesker mod Juarez' 3.111 sidste år, og byen ligger hvert år helt i bunden af USA's krimistatistikker. De to byer var samme by, indtil USA i 1848 besejrede Mexico i en krig, og Rio Grande blev den nye grænse mellem de to lande.

Tvillingebyerne har praktisk talt altid været én organisme, hvor Juarez levede af at sælge og smugle ting til USA, af amerikanske turister og af mexicanske arbejdere, der arbejdede på den anden side af grænsen, og El Paso i praksis levede af det samme.

Ned mod Rio Grande, hvor man fra gang- og kørebroer kan krydse direkte ind i Juarez, er der stille i gader, der plejede at være fyldt med mexicanere, der kom over for at købe brugt tøj, elektronik og andre ting, som er billigere på denne side af grænsen, eller bare for at arbejde. De amerikanske turister, der passerede på vej til Mexico, er også forsvundet, i takt med at grænsen er ophørt med at være et symbolsk vejbump og i stedet er blevet en mur.

»Da jeg flyttede hertil, var der ikke en mur mellem Juarez og El Paso,« fortæller forfatteren Bobby Byrd. »Der var floden og et øde stykke på den amerikanske side. Der var et busstoppested dér, hvor man hver morgen kunne se mexicanere stå og vente med våde fødder og sko i hånden: Enten kom bussen, og så tog de skoene på og tog på arbejde, eller også kom politiet, og så smuttede de tilbage. Men pointen var, at busstoppet lå dér, midt i ingenting. Der var ingen andre, den kunne samle op end illegale immigranter,« siger han og fortsætter: »Den måde, man har delt byen på i dag med muren og al kontrollen, er som et hvidt snit; man har separeret de to hjernehalvdele, og ingen af dem fungerer i dag,« forklarer han.

Lager og narkocentral

Folk har levet nogenlunde ubesværet med stofferne i denne del af USA, forklarer sociologen Howard Campbell.

»Stofferne er omkring dem, de har måske selv solgt dem, deres forældre har måske. Det handlede ikke om moral, fordi der stortset ikke var vold, så det var
all good; don't ask, don't tell. Det er en by bygget på smugling, i dag er det kokain og marihuana, før det var det alkohol og før det andre ting. I en grænseregion kan det være styrkende og symbiotisk på en måde, som har skabt et velhavende internationalt fællesskab. Ideelt set skulle vi bare tage volden ud af ligningen, ikke stofferne, for det kan ikke lade sig gøre. Men Juarez er et sted, hvor det ser umuligt ud at gøre det. Det er et sted, hvor systemet er kommet til kort.«

Men problemet stikker dybere end som så, hvis man spørger et af byrådsmedmedlemmerne, Susie Byrd. Fra vinduet i hendes kontor på 11. sal er der udsigt til Juarez, og for nylig slog en kugle ind i rådhuset fra en skudduel derovre. Den egentlige effekt af Juarez' krise er imidlertid ikke så meget fysisk, som den er økonomisk.

»Vi er distributionscentral og lager for narkoen. Og alt det andet. Vores rigdom er forbundet med Juarez' rigdom, og derfor rammer det, der sker i Juarez, også os hårdt,« siger politikeren, der er en af de kontroversielle stemmer, der taler for en slags legalisering af stoffer.

»USA's narkopolitik er slået fejl. Den har ikke reduceret tilgængeligheden og afhængigheden af stoffer. Men den har skabt et enormt sort marked, som skaber volden i Juarez og andre mexicanske byer. Lukningen af grænsen har skadet begge samfund. For mig er det svært at sige, at vi kæmper den gode kamp, når vi ser, hvor meget skade den forvolder,« siger hun.

Historien om et socialt kolaps

Volden er aldrig langt væk, forklarer en beboer tilbage i Juarez, mens vi vandrer gennem de bakkede gader fyldt med immigranter fra Sydmexico, der kommer til byen for at arbejde i de udenlandsk ejede industrielle sweatshops. Fabrikker, der er sprunget op i byen i de sidste 15 år, siden frihandelsaftalen NAFTA i 1994 åbnede Mexico for amerikanske virksomheder til et marked uden reguleringer og sociale hensyn og arbejdere, man kan betale en dagløn på 4-10 dollar.

»En lærer på en skole i nærheden fortalte mig, hvordan hendes elever bliver spurgt af folk, der arbejder for kartellerne, om de ikke vil slå en mand ihjel. Du får 500 dollar? De er 13-14 år gamle og har aldrig haft haft så mange penge i hænderne, så de siger ofte ja. Næste gang får de lidt mindre, og næste gang lidt mindre igen, og en dag er det dem selv, der bliver slået ihjel.«

Han viser vej forbi en betonfodboldbane, hvor en mor for nylig blev skudt for øjnene af sine børn, da hun protesterede mod at få stjålet sin bil, og forbi et lukket apotek, hvor ejeren for nylig blev kidnappet.

»Her er stort set ingen butikker i kvarteret længere, og de, der er, betaler beskyttelsespenge,« forklarer han.

Historien er den samme i alle kvarterer og er del af et forfald, der ifølge iagttagere strækker sig længere tilbage end de sidste års narkokrig. NAFTA-aftalen fik Ciudad Juarez og andre nordmexicanske byer til at blomstre, men også til at kollapse i takt med at nye slumkvarterer skød op, omkranset af de firkantede fabriksbygninger, kendt som
maquiladoras.

»Historien om Juarez er en historie om et socialt kollaps og en by, der er vokset vanvittigt og uden plan. NAFTA hjalp Mexico, fordi det skabte job og industriel udvikling, men den sociale udvikling er ikke fulgt med. Det skabte en industri, som tvinger folk til at arbejde 11-14 timer om dagen og stadig ikke tjene penge nok til at bevæge sig fremad. Et sted, hvor de traditionelle værdier er blevet fjernet, og intet er trådt i stedet. Hvor børnene ikke har andre rollemodeller end narkogangstere, fordi deres forældre arbejder sig ihjel og ikke har penge til at få dem passet,« forklarer sociologen Willibaldo Martinez og demografen Maria del Socorro Velasquez.

Volden er også rationel

»Når vi ser på den industrielle udvikling, kan vi se, at den passer med, at de gangstere, som myrder og bliver myrdet, er født samtidig med, at Juarez begyndte at forandre sig,« siger Willibaldo Martinez, der ligesom sin kollega ser de to byers udvikling som et synkront forløb:

»El Paso og Juarez er bygget på en fælles kultur og økonomi, men også et samarbejde om kriminalitet. Det er de samme organisationer, der arbejder på begge sider af grænsen, og der er en distribution af stoffer, som fungerer fremragende. Forskellen er blot, at man i USA respekterer lokalsamfundet og ved, at man ikke kan agere med immunitet, som man kan i Juarez. Hvilket vel viser, at volden også er rationel. Den vokser, hvor den får lov til det,« siger Maria del Socorro Velasquez.

Der bliver hovedsaligt talt spansk i restauranten i udkanten af El Paso. Jakkesætklædte folk med navneskilte summer stille omkring eller sidder ved de runde borde og spiser morgenmad. En mand deler sedler ud ved bordene med et billede af sig selv og overskriften »Har vi mødt hinanden endnu?«. Længere nede fortsætter teksten; »Livet forandres så hurtigt i disse tider, der er en god chance for, at du for nylig har oplevet én hvis ikke flere livsændrende begivenheder,« og det har forsikringssælgeren ret i. Alle personerne er en del af La Red en organisation for de mange eksilerede forretningsmænd fra Juarez, der er strømmet til El Paso efter, at volden har taget over.

Juarez er en god forretning

Deltagerne har alle historier at fortælle om afbrændte butikker, trusler og afpresning og flugt.

»Det er umuligt at leve i Juarez som forretningsmand. Over 10.000 mindre virksomheder er lukket, fordi vold og afpresning gør det så svært at drive forretning. Vi er nødt til at kigger efter andre muligheder. USA er et immigrantland, her er nemt at være, specielt hvis man har penge at investere,« forklarer en af grundlæggerne, José Luis Esparza, om organisationen, der har eksisteret et år og med jævne mellemrum fordobler sit medlemstal.

»Vi har ikke kigget mod nord før, men USA har et godt forretningsmiljø, og alle byder os velkommen. Nogle vil gerne tilbage, når det bliver mere sikkert, men ikke alle,« siger han, mens et par forretningsfolk kommer forbi og hilser hjerteligt.

I bund og grund tror han ikke, at Juarez er dødsdømt.

»Ingen ved, hvornår og om volden vil stoppe. Men Juarez er en stor forretning. En økonomi, der i sig selv er større en mange mellemamerikanske lande. Mens vi har haft den ekstreme vold, er industrien fortsat med at vokse. Den er stort set ikke påvirket. I år forventes den at skabe 3.000 nye job i maquiladoraerne. De stortrives, og hvert fjerde job i El Paso skabes af forretninger i Juarez. Juarez er for stor og for vigtig til, at nogen vil lade den dø,« siger han. »Men jeg har ikke lyst til at leve der.«