Læsetid: 10 min.

Nu kæmper retsstaten og demokratiet om magten i Europa

Torsdag afholder Århus Universitet den store konference Match Point om demokrati. Her bringer Information antik-forskeren og forfatteren til bogen ’Demokrati som styreform og ideologi’ Mogens Herman Hansens indlæg til konferencen
Torsdag afholder Århus Universitet den store konference Match Point om demokrati. Her bringer Information antik-forskeren og forfatteren til bogen ’Demokrati som styreform og ideologi’ Mogens Herman Hansens indlæg til konferencen
7. maj 2011

I Lissabontraktatens artikel 2 står der: »Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne.« I dette indlæg belyses forholdet mellem disse begreber, der dagligt bruges som slagord i politiske debatter. Indlægget afsluttes med en omtale af domstolene og især de nye forfatningsdomstole, der i dag står centralt i fortolkningen af de begreber, der sammenstilles i Lissabontraktatens artikel 2. I Storbritannien trækker det op til en magtkamp mellem parlamentet og domstolene om, hvem der skal fortolke begreber som forfatning, demokrati, frihed, lighed og menneskerettigheder. I Danmark kender vi kun debatten i forbindelse med EU-domstolen. Men vi kan ligeså godt forberede os på, at vi også som nation kommer til at tage stilling til problemerne.

Demokrati er en styreform, der har frihed og lighed som grundværdier. Sådan var det i oldtiden, og sådan har det været, siden demokratiet vendte tilbage i 1800-tallet efter 2.000 års tornerosesøvn. Men frihed og lighed trækker i hver sin retning: Hvis man maksimerer ligheden, bliver der ingen frihed for den enkelte. Og hvis man maksimerer friheden, kompromitteres ligheden. Demokratiets to idealer, frihed og lighed, kan kun forenes, hvis man fortolker ligheden som en lige mulighed, ikke som en realitet. Så bliver ligheden en lighed i frihed; de to idealer knyttes sammen, men en lighed i frihed vil nødvendigvis føre til ulighed i alle andre henseender.

Både i oldtiden og i moderne tid har den latente modsætning mellem frihed og lighed skabt uenighed blandt demokratiets tilhængerne. Overordnet kan man skelne mellem to grundformer for demokrati: Det liberale demokrati, der fokuserer på friheden på bekostning af ligheden, og det sociale demokrati, der lægger hovedvægten på ligheden og langt mindre vægt på friheden.

Det liberale demokratis mærkesag er friheden for individet til at leve efter forgodtbefindende uden uønsket indblanding fra statsmagten eller fra andre personer. Statssfæren skal begrænses mest muligt, og mest muligt overlades til markedskræfterne. I sin rendyrkede form bliver denne form for demokrati til et markedsdemokrati, og den enkelte opfattet som forbruger snarere end som borger.

Det sociale demokratis ideal er den størst mulige økonomiske og sociale lighed mellem alle i samfundet. I det omfang den ikke findes, må den skabes ved en omfordeling af værdierne om nødvendigt på frihedens bekostning. Det sociale demokrati tilstræber en velfærdsstat »hvor få har for meget og færre for lidt«. Men det kræver en stærk stat, der kan tage fra de rige og give til de fattige.

Menneskerettigheder. Frihed og lighed er ikke kun demokratiske idealer. De er også menneskerettigheder, der indtager en central plads i verdenshistoriens to første menneskerettighedserklæringer: I indledningen til Den Amerikanske Uafhængighedserklæring af 1776 anses det for selvindlysende, »at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke«. Og den første artikel af Den Franske Menneskerettighederklæring af 1789 fastslår, at »mennesker fødes og forbliver fri og lige i rettigheder«.

Menneskerettighederne dukker op i slutningen af 1700-tallet stort set samtidig med demokratiets genfødsel. Men oprindeligt var der ingen forbindelse mellem demokrati og menneskerettigheder. Hverken i den amerikanske eller i den franske erklæring står der noget om demokrati. Trekanten demokrati frihed lighed voksede først frem i løbet af 1800-tallet, men da var menneskerettighederne næsten glemt, først og fremmest fordi de byggede på naturretten. Naturretten blev kategorisk afvist af den retspositivisme, der kom til at dominere retsvidenskaben i løbet af 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet.

1800-tallet var forfatningernes århundrede. Stort set alle stater fik en forfatning, der foreskrev en deling af lovgivningsmagten mellem et valgt parlament og kongen, men også fastslog en række grundrettigheder. Mange af de rettigheder, vi i dag opfatter som menneskerettigheder, blev inkorporeret i de forskellige forfatninger, også i Danmarks Riges Grundlov af 1849, men i forfatningerne opfattedes frihed, lighed for loven og beskyttelse af person og ejendom som rettigheder, der gjaldt for landets borgere, ikke som rettigheder, der tilkommer alle mennesker uanset køn, race, slægt, bopæl, statsborgerskab eller social status.

Menneskerettighederne vendte først tilbage efter Anden Verdenskrig. Som modvægt mod nazisternes magtfilosofi og overmennesketeorier ville man tilbage til naturrettens opfattelse af, at der måtte være en objektiv retsorden, som enhver form for magtudøvelse måtte respektere: At alle mennesker var lige i menneskelig værdighed og som mennesker i besiddelse af umistelige rettigheder såsom trosfrihed, ytringsfrihed, lighed for loven og retten til at vælge landets regering. Den første milepæl blev FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder af 1948, hvor demokratiet anføres som en menneskeret på linje med frihed og lighed: »Enhver har ret til at deltage i sit lands styre enten direkte eller gennem frit valgte repræsentanter. Enhver har ret til lige adgang til offentlige embeder og hverv i sit land. Folkets vilje skal være grundlaget for regeringens myndighed; denne vilje skal tilkendegives gennem periodiske og virkelige valg med almindelig og lige valgret og skal udøves gennem hemmelig afstemning eller tilsvarende frie afstemningsmåder« (art. 21.). Ordet demokrati bruges ikke, men realiteten er der ingen tvivl om. Og demokrati nævnes i indledningen til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention af 1950, hvor »et demokratisk regeringssystem« og »respekt for menneskerettigheder« opfattes som »grundlaget for retfærdighed og fred i verden«.

Sammenhængen mellem menneskerettigheder og demokrati fremgår også af begge erklæringers fokus på frihed og lighed. De sociale og økonomiske rettigheder falder i tråd med den sociale og delvist økonomiske lighed, som den demokratiske velfærdsstat tilstræber, frihedsrettighederne med det liberale demokratis principper, og sikringen af ejendomsretten som en menneskeret knytter menneskerettighederne sammen med den kapitalisme, der er blevet det liberale demokratis uadskillelige følgesvend.

I stedet for trekanten Demokrati frihed lighed har vi fået en bipolaritet i begrebsparret demokrati menneskerettigheder, hvor frihed og lighed indgår som vigtige aspekter af menneskerettighederne. Det tog imidlertid et stykke tid, før den politiske videnskab registrerede den nye tingenes tilstand. Helt op i 1980'erne stod der meget lidt om menneskerettigheder i alle de bøger, der blev skrevet om demokrati. Det var stadigvæk trekanten demokrati, lighed og frihed, der var grundlaget for analyserne. Først i løbet af den sidste snes år er den centrale sammenkobling af demokrati og menneskerettigheder ved at slå igennem i litteraturen.

Retsstat. I dag må en stat styres demokratisk, hvis den vil være et respektabelt medlem af det internationale samfund. Men at være et demokrati er ikke nok. En stat må også være en retsstat for at være en rigtig stat, som man kan være bekendt at være borger i. Ved G7-topmødet i 1984 fremsatte de syv statsledere og EF's formand en fælleserklæring om demokratiets grundværdier, og retsstaten stod øverst blandt værdierne. Sammenhængen mellem retsstat og demokrati fremgår også af præamblet og de indledende artikler af Traktaten om den Europæiske Union. Side om side med frihed, lighed og menneskerettigheder anføres demokratiet og retsstaten blandt de grundlæggende værdier, Unionen bygger på.

Retsstaten er en stat, der styres af love. Men dette overordnede princip kan opspaltes i to aspekter·

A) I retsstaten er borgere bundet af de love, staten giver, og det er gennem håndhævelsen af lovene, at staten varetager sin opgave: at fastsætte og opretholde retsordenen inden for territoriet over for borgerne.

B) Men lovene sætter også grænser for statsmagten og bliver dermed en sikring af borgernes frihed. I en retsstat er det ikke hvad som helst, statsmagten kan pålægge borgerne.

Parlamentets love skal være i overensstemmelse med grundloven. Ud over de normer, der beskriver de øverste statsorganers sammensætning og kompetencer, indeholder grundloven også en liste af de grundrettigheder, der også opregnes i de forskellige menneskerettighedserklæringer: Nogle af disse rettigheder er negative: De beskytter individets person, frihed og ejendom og sætter grænser for, hvad statsmagten kan blande sig i. Andre er positive, idet de pålægger staten en pligt til at sørge for borgernes velfærd i sociale, økonomiske og kulturelle forhold. Endelig er der de politiske rettigheder som almindelig valgret, valgbarhed osv. For at en stat kan opfattes som en retsstat, skal lovene ikke blot opfylde en række formelle krav; de skal også gives i overensstemmelse med de grundlovssikrede rettigheder. Følgelig er en stat kun en retsstat, hvis den overholder menneskerettighederne og styres demokratisk. Der opstår en uløselig forbindelse mellem retsstat, demokrati og menneskerettigheder, og opfyldelsen af de sociale rettigheder betyder, at retsstaten nødvendigvis må være en velfærdsstat, også kaldet en social retsstat. Denne opfattelse af retsstaten er især udfoldet i den tyske grundlov og i tysk retsvidenskab, og den ligger også til grund for Den Europæiske Unions traktater og institutioner.

Domstole. Demokrati og retsstat er komplementære størrelser. Demokratiets institutioner er parlamentet, regeringen og de politiske partier, og omdrejningspunktet er frie almindelige valg, hvor borgerne optræder som vælgere. Retsstatens institutioner er domstolene, politiet og landets advokater, og omdrejningspunktet er retssager ført mellem borgerne og myndighederne, hvor borgerne optræder som den forurettede part. Domstolene påberåber sig retsstaten, parlament og regering derimod demokratiet.

Foruden menneskerettighedsbegrebets genfødsel har oprettelsen af særlige forfatningsdomstole nok været den vigtigste ændring af demokratiet siden Anden Verdenskrig. Menneskerettighederne vedrører demokratiet som ideologi, forfatningsdomstolene demokratiet som styreform, og de to udviklingslinjer er nøje forbundet: Det er forsvaret for befolkningens grundrettigheder, der er løftestangen for forfatningsdomstolenes politiske magt.

I voksende omfang spores en modsætning mellem parlament og regering på den ene side og domstolene på den anden. Politikerne påberåber sig, at de er folkevalgt og står til ansvar for folket, hvorimod dommerne ikke er valgt demokratisk og heller ikke kan drages til ansvar for deres beslutninger.

Domsmagtens svar er, at det er domstolene, der er ansvarlige for, at parlamentets love og regeringens iværksættelse af lovene følger grundloven. I flere lande nyder forfatningsdomstolene større tillid i befolkningen end politikerne. Dommere og advokater kan opfatte domstolenes lovprøvningsmagt som individets definitive triumf over statsmagten og i særdeleshed over parlamentssuveræniteten.

Modsætningen mellem demokratiet og retsstaten er i princippet en konflikt mellem en styreform baseret på valg og en styreform baseret på loven, men er i virkeligheden en konflikt om, hvem der skal styre staten. Demokratiet foregiver at være en stat styret af folket, men er i virkeligheden en stat styret af de valgte politikere. Retsstaten foregiver at være en stat styret af love, men er i virkeligheden en stat styret af jurister. Retsstaten kan jo ikke være rent lovstyre. Der skal mennesker til at give loven, til at iværksætte den og til at fortolke den. Sagt på engelsk: Retsstaten er ikke the rule of law, men the rule of lawyers.

Retsstatsbegrebets kerne er beskyttelsen af borgernes rettigheder over for statsmagten. Men hvem skal varetage beskyttelsen af rettighederne? Det må jo paradoksalt nok være statsmagten selv. Derfor må magten deles mellem forskellige statsinstitutioner, der kontrollerer hinanden. En magtdeling er en nødvendig forudsætning for retsstaten, og både i retsvidenskab og statsvidenskab går man ud fra den traditionelle tredeling af magten i den lovgivende, den udøvende og den dømmende. I de fleste moderne demokratiske retsstater bliver kontrollen af lovgivningsmagten varetaget af en særlig forfatningsdomstol. Kontrollen med den udøvende magts iværksættelse af lovene udøves af de almindelige domstole eller af særlige forvaltningsdomstole, men af forfatningsdomstolen, hvis en forvaltningsafgørelse formodes at stride mod grundrettighederne. Den dømmende magt kontrollerer altså lovgivningsmagten og den udøvende magt. Problemet er: Hvem kontrollerer den dømmende magt? Det er der ingen, der gør. Domstolene skal være uafhængige af den lovgivende og den udøvende magt, men det er jo ikke ensbetydende med, at de er upartiske. De dommerne og advokater, der sidder i domstolene, er mennesker ligesom de politikere, der sidder i parlamentet og regeringen. Nogle af dem begår fejl, og nogle af dem har ønsket om magt som deres første prioritet.

Modsætningen mellem domstolene og politikerne er et relativt nyt fænomen. I Europa er konflikten først kommet klart til udtryk efter Anden Verdenskrig i forbindelse med menneskerettighedernes genkomst og oprettelsen af de særlige forfatningsdomstole. I Danmark har vi næsten ikke mærket denne udvikling, fordi Højesteret har været yderst tilbageholdende med at gribe ind over for politikerne, og kun i ét tilfælde har underkendt en lov som grundlovsstridig. Fremtiden vil vise, om Danmark fortsat vil holde sig fri af den udvikling, der spores i flertallet af verdens demokratier, eller om vi også vil få en forfatningsdomstol eller en langt mere politiserende højesteret.

Når det er domstolene, der skal afgøre, om en lov er grundlovsstridig, eller om en forvaltningsakt krænker en persons rettigheder, er der lagt op til en konflikt mellem domsmagten over for lovgivningsmagten og den udøvende magt. Det kan opfattes som en modsætning mellem demokratiet og retsstaten, men også som en modsætning mellem to former for demokrati: majoritetsdemokrati og konstitutionelt demokrati.

Forstået som styreform bygger demokratiet på folkesuveræniteten, der gennem regelmæssige frie og almindelige valg legitimerer parlamentssuveræniteten. Da parlamentet er folkets repræsentation, bliver det i sidste instans folkets flertal, der bestemmer. Deraf termen majoritetsdemokrati.

Det konstitutionelle demokrati bygger på, at den demokratiske stat har en konstitution, hvor de demokratiske værdier er indskrevet i form af grundrettigheder, som alle statens borgere og andre beboere kan påberåbe sig. Forstået som ideologi er demokratiets kerne overholdelsen af disse grundrettigheder, der opfattes som menneskerettigheder. Den mest demokratiske institution må være den, der forsvarer rettighederne mod andre institutioners misligholdelse af dem. Hvis domstolene varetager denne opgave, bliver domstolene demokratiets centrale institution. Men hvilke menneskerettigheder skal domstolene så prioritere? Frihedsrettighederne eller ligheden i samfundet? Måske skulle de spørge politikerne til råds.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars Jorgensen
Lars Jorgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bill Atkins

Jeg er faktisk aldrig stødt på en formuleret udgave af nazisternes übermench-teori, derimod er jeg tit stødt på deres 'untermench-teori', spørgsmålet er om den gode Mogens Herman Hansen ikke også kløjs i begreber som retsstat og militær, samt magt og løsrivelse.

To fænomener, som ikke rigtig diskuteres her:
Berlusconificering af parlamentsdemokratiet, og det forhold, at dygtige jurister i kapitalismens tjeneste er i stand til målbevidst at udhule menneskerettighedsaspekterne ved retsstaten

Det er da en ganske hæderlig fremstilling af komplekse forhold; en stor mangel er naturligvis, at der i analysen af relationen mellem demokrati, menneskerettigheder og retsstaslige foranstaltninger ikke er et egentligt magtanalytisk aspekt. Magtens placering kan imidlertid ikke fastlægges ud fra principper; magten kan enten opfattes som "naturlig", systemisk eller relationel. Hvis magt er naturlig, forstået som en egenskab ved mennesket, må demokratiets indretning analyseres udfra denne "oprindelsestilstand"; love og regler er i så fald fortrinsvis legitimerende for magtudøvelsen. Hvis magt er systemisk, kan demokratiske foranstaltninger kun forstås gennem analyser af systemets praksis. Hvis magt er relationel, kan demokratiet kun forstås gennem analyser af samfundets klassedeling eller ved brug af stratifikationsmodeller. Den sidstnævnte metode er f. eks. grundlaget for "Magtudredningen" fra 2004. .

Peter Hansen

Mogens Herman Hansen går, sin klassisk-filologiske baggrund til trods, alt for let henover det frihed-lighedsbegreb, der kendetegnede oldtidens demokrati, nemlig institutionaliseringen af tilfældet, der kom til udfoldelse ved udpegning af borgere til embeder - hvilket jo i sig selv er en ulighedsskabende foreteelse - igennem lodtrækning fremfor valg. Alle frie borgere kunne altså komme på tale til varetagelse af bystatens formelle funktioner.
Der sker imidlertid en sammenblanding i MHHs demokrati-opfattelse, som er uheldig: han overser tilsyneladende samfundsmedlemmets dobbelte eksistens som dels borger, dels privatmand. Som borger sikres han indflydelse på samfundets regler, og han tilsikres denne deltagelse igennem betaling, der dog ikke er mere rundhåndet end de to oboler, en græsk familie behøvede for at overleve én dag. I princippet kunne man forestille sig, at folk ville vælge snarere at passe et arbejde, der ville kunne indbringe mere; men det græske samfund troede ikke meget på håndens arbejde, ihvertfald ikke borgerens egne hænder, ligesom han var særdeles skeptisk indstillet overfor folk, der drev handel.

Dorte Sørensen

I mine øre lyder det noget underligt med frihed og lighed. Hvis folk ikke har til de basale nødvendigheder er der ikke megen frihed at gøre godt med.
Men for mig er terrorlove og terrorfrygt den største fare for at vor hård tilkæmpede frihed og retssikkerhed forsvinder.

Niels Mosbak

Er der nogle blandt de ærede læsere, der kender til en britisk grundlov eller forfatning?

Er der nogle blandt læserne, der ikke er klar over at Danmark er en konstitutionelt Monarki, og at visse borgere - Monarken og hendes familie er hævet over loven.
Hvor blev ligheden af i den sammenhæng?

I den danske grundlov står der heller intet om demokrati, ligesom politiske partier ikke er nævnt med et ord - tværtimod fristes man til at sige: "Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning..."

Der kunne godt strammes lidt op på begreberne i artiklen.

Arne Jørgensen

@Niels Mosbak

Ja - der er faktisk en 'Constitution of the United Kingdom'. Den ikke nedskrevet i et enkelt dokument, men omtalt som 'The unwritten Constitution', Den er spedt over en række dokumenter, retsafgørelser, og 'Acts of Parliament' .

Prøv en google.

Niels Mosbak

Arne Jørgensen

Netop - de har ikke en konstitution, men en løbende lovgivning om dette og hint i forbindelse med varetagelse af staten magtudøvelse.
"The Unwritten Constitution" må vel siges at være en kontradiktion.

Niels-Simon Larsen

Et interessant foredrag, men stillet over for den største udfordring, klimaændringer pga. af umådeholdent forbrug, hvem skal så sørge for, at vi i det hele taget overlever som civilisation? Det står der ikke noget om i lovene og politikerne tænker først og fremmest på deres genvalg. Så bliver det vigtigste spørgsmål selvfølgelig skrevet på den enkelte borgers samvittighedskonto. Man må sandelig håbe, at der står noget på kontoen.