Læsetid: 5 min.

Læserne spørger: Michael Böss

Michael Böss svarer læsernes spørgsmål
Michael Böss. Lektor i historie og samfundsforhold ved Aarhus Universitet. Forfatter til bl.a. Forsvar for nationen (2006) og Republikken Danmark. Michael Böss er arrangør af den åbne konferenc Udfordring til demkrti på Aarhus Universitet den 12.-14 maj. Se www.matchpoints.au.dk.

Michael Böss. Lektor i historie og samfundsforhold ved Aarhus Universitet. Forfatter til bl.a. Forsvar for nationen (2006) og Republikken Danmark. Michael Böss er arrangør af den åbne konferenc Udfordring til demkrti på Aarhus Universitet den 12.-14 maj. Se www.matchpoints.au.dk.

Johan Gadegaard

7. maj 2011

Hvad er det i os, der gør, at vi har brug for en nationalstat?

Ikke rigtigt noget. Nationalstaten er en historisk statsform, som opstod i renæssancen for at opfylde en række af datidens politiske og militære behov og senere udviklede sig til også at tjene de økonomiske og styringsmæssige behov, som samfundsmoderniseringen skabte. Fra 1700-tallet udviklede den sig dog til ikke længere blot at være en statsform, der sikrede monarkernes interesse, men en 'retsstat' til sikring af undersåtternes ejendom og frihedsrettigheder. Som konsekvens af denne udvikling, men specielt som følge af en ny forståelse af folket som kilden til politisk suverænitet, udviklede staten sig det følgende århundrede til at blive en ramme for en ny magtfordeling i samfundet. I Danmark begyndte det allerede under enevælden og fortsatte under demokratiseringsprocessen op gennem 1800-tallet. På den måde kom først borgerskabet, siden landmændene og til sidst bondealmuen og byernes arbejdere til at opleve fælles ejerskab til staten. Denne politiserede nationale bevidsthed førte i 1900-tallet til, at de forskellige gruppers politiske repræsentanter brugte bruge nationalstaten til at fremme både egne og fælles formål som f.eks. skabelsen af socialstaten.

Hvorfor er den ikke død?

Forestillingen om nationalstatens død var et produkt af nogle teoretikeres forhastede spådomme i 1990'erne i kølvandet på den bipolære verdensordens sammenbrud og den nyliberalistiske globaliseringsideologi. For europæiske teoretikere var forestillingen om dens død naturligvis også præget af den europæiske integrationsproces. Europas føderalister var i princippet ikke imod nationalstaten. De ønskede blot at gøre EF/EU til en ny form for nationalstat, men på et niveau over de enkelte staters nationer. Lidt i stil med ideen bag Storbritannien, som i princippet er en politisk nation bestående af englændere, skotter, waliser og nordirere. Men det har jo vist sig, at det europæiske samarbejde ikke har overflødiggjort nationalstaterne. Så længe der ikke findes en fælles folkelig bevidsthed i Europa, er det ren utopi at forestille sig et Europa uden nationalstater. Langt de fleste europæere vil ikke af med dem, specielt ikke i de stater, som har været gode til at sikre den sociale orden, fordele velstanden på en rimelig måde og give borgerne medbestemmelse i samfundet. I dag er det kun utopiske nyliberalister, som forestiller sig en verden uden nationalstater. Og de fleste globaliseringsteoretikere mener desuden, at hvis globaliseringen skal have positive effekter, kræver det velfungerende nationalstater, der kan skabe social orden, regulere markedet, sikre befolkningen mod fattigdom og få grupperne i stadigt mere mangfoldige samfund til at arbejde sammen om fælles projekter.

Hvad ser du som den største trussel mod Danmark?

At vi mister sansen for netop betydningen af at stå sammen om fælles projekter og institutioner og på den måde sikre vores velstand, frihed og sikkerhed på længere sigt. Det er derfor, vi har brug for at tale om vores samfunds værdier.

Er det konservativt eller progressivt at tale om værdier?

Det er en falsk modstilling. 'Progressivt' er for mig et rigtigt 70'er-ord; et politisk slagord, som aldrig har været meningsfuldt, og som bygger på en forældet forestilling med rødder i oplysningen om historiens gang som stadige fremskridt. Men intet samfund kan overleve uden at bevare og bygge videre på de værdier, det har fået i arv. I den forstand er 'konservatisme' et uomgængeligt princip. Men i dag er der på dele af både venstrefløjen og den liberalistiske højrefløj en for mig skræmmende historieløshed og abstrakt måde at tale om både mennesket og samfundet på: En forestilling om, at hvis vi blot kommer af med vores historiske bagage og indstiller os på pragmatisk 'problemløsning', så skal vi nok løse alle konflikter og imødegå alle udfordringer. Det er en 'oplysningsrationalisme' af værste skuffe.

Hvorfor er værdidiskussionen en højreorienteret dagsorden?

Fordi det var borgerlige partier, der i mange år var ene om at identificere problemer, som ikke har rod i fordelingspolitikken, og fordi venstrefløjen anså det at tale om sociale og kulturelle værdier som en borgerlig interesse. Men også fordi venstrefløjen i de sidste 20 år har været ramt af sin egen værdikrise, som i dag giver sig udslag i en tro på, at en diffus 'humanisme' er svaret på de udfordringer, indvandringen har stillet os over for.

Hvordan har du det med, at DF nægtede dig adgang til værdikommissionen?

Jeg havde på ingen måde bedt om at få 'adgang'. Men jeg blev forarget over, at en debat, som er tiltænkt at være bredt folkelig, fik en dårlig start gennem det signal, DF udsendte: at den ikke skulle præges af folk som mig, der ofte udtaler sig kritisk om partiet.

Oplever du som forsker pression fra politikerne?

Ikke direkte. Snarere indirekte gennem det bevillingssystem, de har skabt.

Hvorfor blev du i sin tid forsker med speciale i dansk identitet?

Det er ikke mit oprindelige speciale. Heller ikke mit egentlige. Mine kernekompetencer lå i begyndelsen inden for irsk historie og teorier om nationalitet og nationalstatens historie. Derfra udviklede min interesse sig for dansk historie og dansk identitetshistorie. I de sidste år har jeg primært forsket i canadisk og australsk identitet; for jeg synes det er spændende at se, hvordan man også i såkaldt multikulturelle samfund i dag har en klar forståelse af betydningen og værdien af en fælles national identitet. Og det er interessant at studere, hvordan der sker en 'forhandling' om den nationale selvforståelse, som trækker på en historie, der går langt tilbage i tiden, men samtidig tilpasser den nationale fortælling til erfaringer med globalisering, indvandring og integreringen af urbefolkningerne i den nutidige nation.

Hvorfor taler vi stadig om 1864?

Fordi den trussel mod den danske stats overlevelse, som det repræsenterede, satte et varigt præg på det danske samfund og dansk selvforståelse: At vi kun kan overleve som folk, hvis vi mobilisere vores egne folkelige ressourcer.

Hvem er du mest uenig med i den danske offentlighed?

Erklæret anti-nationale, postmoderne værdirelativister og anti-religiøse, der f.eks. afviser kristendommens medbetydning for skabelsen af det danske samfunds sekulære værdier.

Hvem er du mest enig med?

Jeg sætter en ære i at være en uafhængig offentlig intellektuel, som forsøger at tænke selvstændige tanker. Jeg har naturligvis mine sympatier, men ikke noget entydigt politisk ståsted ud over at være socialliberal.

Er værdidebatten ikke snart død?Jo, for så vidt, som der i dag er bred konsensus om værdierne bag integrationen af indvandrere. Men nej, for så vidt, som der mere end nogensinde er brug for at forsvare de værdier, der hidtil har gjort det danske samfund til et af de mest demokratiske, frie og lige. Et samfund, hvor den enkeltes frihed ikke ses som værende i konflikt med medborgerlig solidaritet og loyalitet over for staten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kasper Gandrup
Kasper Gandrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu