Læsetid: 3 min.

Et liv er forbi: Hushjælpens søn kaldte hende for dronningen

For Rita Clausen var livet et selvstændigt projekt. Sådan var hendes natur, og den fik medvind og næring af en samtid, der var præget af udvikling, frigørelse og forandring
For Rita Clausen var livet et selvstændigt projekt. Sådan var hendes natur, og den fik medvind og næring af en samtid, der var præget af udvikling, frigørelse og forandring
Moderne Tider
14. maj 2011

29. April 19321. Maj 2011 | Rita Henny Clausen

Da Rita Clausen døde, havde hun lige købt nye Ray-Ban solbriller; den model, de unge plejer at købe. I køleskabet, som nevøen ryddede kort efter hendes død, lå der et par flasker Smirnoff Ice ved siden af alt det andet; den slags, de unge plejer at drikke. Men Rita Clausen var 79.

Og selv om hun nok i virkeligheden var mere til et par glas god vin til aftensmaden, som den nydelige dame spiste i stuen, hvor der blev dækket op med dækkeservietter og fint service, gik verden ikke upåagtet forbi. Hun fulgte med.

Fra sin lejlighed i Dronningegården i Frederiksstaden et stenkast fra Kongens Nytorv i København, nød hun at være i gåafstand til Det Kongelige Teater, til operaen, til balletter og til koncerter, til kunstudstillinger og til debatarrangementer, til den nye restaurant i Kongens Have, der havde fået så fine anmeldelser.

Et liv med arbejde

Hun læste altid sin avis med en fyldepen i hånden og skrev sirlige noter i marginen på bøgerne fra sin betragtelige bogsamling. Hun læste smal litteratur og så på smal kunst, hun havde Tove Ditlevsens samlede værker og arrangerede storbyrejser til Paris og Rom. Og et par gange om ugen ringede hun så til sine nærmeste for at vende det hele. Ikke for at tale om sig selv, men for at tale om verden.

Sådan havde Rita Clausen altid levet. For selv om hun blev født i 1932, levede hun et moderne kvindeliv. Hun gik på arbejde, først som socialrådgiver i bl.a. Mødrehjælpen, siden som personalechef i Vitrohm, der producerede elektroniske komponenter og de sidste mange år havde hun en ledende stilling i PKA, pensionskassernes administrationsselskab. Hun arbejdede fuld tid igennem hele sit arbejdsliv og blev derved en del af de ændrede vilkår og muligheder, især kvinderne oplevede i årtierne efter Anden Verdenskrig.

Hun fik aldrig børn med den lidt ældre ingeniør, der allerede havde børn fra et tidligere ægteskab, og som hun var gift med en snes år. Efter en traumatisk skilsmisse, der både indebar juridiske slagsmål og mandens depression, levede hun de sidste mange af sit liv alene i sin lejlighed i Dronningegården, hvor hendes hushjælp gennem 28 år kom en gang om ugen.

Det var her, for foden af trappen mellem lejlighedens to etager, hushjælpens søn som barn havde sagt, at han nok skulle lade være med at forstyrre dronningen. Det var sådan han kaldte hende ikke for at være spydig, men fordi det faldt ham naturligt.

Rita Clausen var ligesom sine forældre borgerlig af overbevisning, det var der ingen tvivl om. Ældste barn af fire, født i vestjyske Hjerm, men opvokset i Esbjerg, hvor faderen drev en mindre virksomhed i jernindustrien.

Men Rita Clausen var ikke skabt til Esbjerg. Hun var storbykvinde og flyttede til København, så snart hun kunne komme til det. Allerede i 50'ernes og 60'ernes Esbjerg flirtede hun med den kunst, der senere skulle komme til at betyde så meget for hende, og hun knyttede kontakter til venner og bekendte, der talte både skue-spillere og kunstnere, og som var en del af gæsterne i forældrenes sommerhus på Fanø.

Bare ikke nelliker

Rita Clausen var et privat menneske. Hun kunne aldrig drømme om at gå ud på gaden uden at være gjort i stand.

Selvfølgelig gik hun til frisør hver 14. dag, som det sig hør og bør. Og selvfølgelig var intet overladt til tilfældighederne, da hun skulle begraves. Alt var nedskrevet til mindste detalje. I den sirligt håndskrevne drejebog stod der, hvordan kisten skulle udsmykkes, hvilke salmer, der skulle synges, hvilke vers og i hvilken toneart, de skulle spilles. Og så måtte der under ingen omstændigheder være nelliker. Dem kunne hun ikke udstå.

Hun var sandsynligvis blevet dårlig midt i aftensmaden. Da familien efterfølgende kom ind i lejligheden, var der dækket op. Hun havde ikke ringet til dem, det skulle de ikke belemres med, tænkte hun formentlig.

Rita Clausen tilhørte en generation, hvor sådan noget var privat, det skulle hun ikke have hjælp til. Efter nogle timer havde hun ringet til ambulancen. Da var det allerede for sent.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Et smukt og interessant portræt af et ukendt menneske, hvor jeg især hæfter mig ved denne passage:

"Og et par gange om ugen ringede hun så til sine nærmeste for at vende det hele. Ikke for at tale om sig selv, men for at tale om verden."

For at tale om verden. Netop!

Man er ikke forvænt dermed. Det er mere almindeligt, at mennesker udelukkende taler om sig selv og ikke spor om verden.

Ikke mindst i disse reality-tider.

Heinrich R. Jørgensen

Et dame med format. Gosh...