Læsetid: 7 min.

Manden, der har glemt, hvordan man taber

Novak Djokovic har verdensranglistens førsteplads i sigte, når de åbne franske mesterskaber begynder i denne weekend. Den unge serber har gennem det seneste halve år slået alt og alle, og indvarsler efter snart otte år med Federer og Nadal i spidsen en ny tid og en ny rivalisering i toppen af professionel herretennis
span class="photo-credit">Foto: Filippo Monteforte/Scanpix Udfordreren. Serberen Novak Djokovics talent blev opdaget af Jelena Gencic i 1993, da han var seks år. I år har han spillet — og vundet — 37 kampe, og når han finalen i Paris, kan han med en sejr sikre sig førstepladsen på verdensranglisten.

span class="photo-credit">Foto: Filippo Monteforte/Scanpix Udfordreren. Serberen Novak Djokovics talent blev opdaget af Jelena Gencic i 1993, da han var seks år. I år har han spillet — og vundet — 37 kampe, og når han finalen i Paris, kan han med en sejr sikre sig førstepladsen på verdensranglisten.

Filippo Monteforte

21. maj 2011

Den uden sammenligning mest populære youtube-video af tennisspilleren Novak Djokovic er en fire år gammel amatør- optagelse fra omklædningsrummet under det mægtige Arthur Ashe Stadium i New York. Her render den dengang 20-årige serber grinende rundt og karikerer i detaljer sine allermest berømte kollegers serverutiner og spillestil; Roger Federers nonchalante baghånd og gangart, Rafael Nadals fleksende biceps og evige niv i numsen.

The Djoker blev han kaldt, Loco Djoko, tennistourens svar på klassens klovn, og han spillede rollen. Turneringsarrangører gjorde det til en vane efter kampene at bede ham om at fremføre sine populære imitationer til publikums store fornøjelse. Det var ikke fordi, han ikke var god til tennis. Han var bare ikke helt god nok. Mens Nadal og Federer skovlede grand slam-trofæer ind og kæmpede om at toppe verdensranglisten, slog Djokovic alle tiders rekord som permanent indehaver af tredjepladsen. Han lignede et stortalent, der bare var så pokkers uheldig at befinde sig i samme æra som to af de dygtigste tennisspillere nogensinde.

Ydmygelsen syntes total, da han i foråret 2009 tabte finalen ved den prestigefyldte turnering i Rom til Rafael Nadal. Som om det ikke var nok at tabe sin ottende gruskamp i træk mod spanieren, blev Djokovic under præmieoverrækkelsen opfordret til at underholde masserne med en Nadal-karikatur.

Publikum hujede begejstret, en smilende Nadal tilbød venligt at holde den slagne serbers sølvplatte, og til sidst indvilgede Djokeren mismodigt og opførte, som en dresseret abe, en trist og stærkt forkortet udgave af sit populære show.

Sidste søndag aften stod de der så igen, Nadal og Djokovic, på Foro Italico i Rom, efter endnu et finaleopgør. Denne gang var der intet smil på Nadals læber. For fjerde gang på godt to måneder mødtes de i en masters-finale, og for fjerde gang i træk vandt Djokovic. Han har spillet 37 tenniskampe i år, og han har endnu ikke tabt. Det er den mest suveræne sæsonstart siden John McEnroes 42 sejre på vej mod finalenederlaget til Ivan Lendl ved de åbne franske mesterskaber på Roland Garros i 1984.

Denne weekend går det nok engang løs på det berømte tennisanlæg i Paris. Hvis Djokovic som ventet spiller sig frem til finalen, slår han ikke bare John McEnroes rekord, han overtager også den førsteplads på verdensranglisten, som skiftevis Roger Federer og Rafael Nadal har haft patent på i over syv år.

En gulddreng fødes

Jelena Gencic var den første til at se det. En sommerdag i 1993 så den rutinerede tennistræner en lille dreng stå ude bag hegnet om hendes tennislejr i skisportsområdet Kopaonik i Serbien, hvor Novak Djokovic' forældre drev en restaurant. Gencic spurgte ham, om han havde lyst til at være med, og dagen efter ankom seksårige Novak med sportstasken sirligt pakket med ketsjer, håndklæde, vandflaske, banan, ekstra T-shirt, svedbånd og kasket. Sådan havde han set de professionelle gøre i fjernsynet.

Tre dage senere ringede Gencic til Novaks forældre.

»I har en gulddreng,« lød det klare budskab fra Gencic, der tidligere havde formet store navne som Monica Seles og Goran Ivanisevic og nu gik i gang med at lære Djokovic spillets basale grundtrin og ketsjergreb. Hun inspirerede ham med Pushkin-digte og klassisk musik og foreslog ham at bruge begge hænder fra baghåndssiden i stedet for det enhåndsgreb, Djokovic forsøgte at kopiere fra sit amerikanske idol, Pete Sampras.

»Stort set alt, hvad jeg kan på banen, er hendes fortjeneste,« sagde Djokovic for nylig til The New York Times, som var på besøg i Beograd byen, hvor 11-årige Djokovic efter sigende løb rundt med sine venner i 1999 og spillede tennis, mens NATO-bomberne faldt. Som regel valgte de områder af byen, der netop var blevet bombet, for så blev de nok ikke ramt igen foreløbig.

Siden har Djokovic gjort sit for at genopbygge nationen. Ikke mindst i december måned, da han førte an i Serbiens sejr over Frankrig i finalen ved Davis Cup, det årlige verdensmesterskab for landshold. En opsigtsvækkende bedrift for et land med blot 7,3 mio. indbyggere og 450 tennisbaner.

Djokovic selv bor som så mange andre tennisspillere Caroline Wozniacki inklusive i skattely i Monaco. Det forhindrede ham ikke i at engagere sig i protesterne i 2008 mod løsrivelsen af Kosovo, hvor hans far, Srdjan, etnisk serber, er født. Og i dagene op til Davis Cup-finalen sidste år hang tennisstjernens billede rundt omkring i byen på plakater, hvor han ses med en kost i hånden under den dobbelttydige overskrift »Hold Serbien rent«.

Som en anden Nadal

Hvad enten han spiller i Melbourne eller New York, bliver Djokovic bakket op af en for tennissporten usædvanlig højlydt og farverig (og af og til voldelig) samling serbiske fans. Resten af verden har været længere tid om at tage ham til sig. I årevis havde det unge talent for vane at opgive midt under selv store kampe i store turneringer. Djokovic forklarede sig med enten kvalme, hedeslag, svimmelhed, kramper, muskelømhed, rygsmerter, åndedrætsbesvær eller for lidt søvn. Publikum så et modløst pjok og buede af ham. Det gør de ikke længere.

I version 2011 står Novak Djokovic som en af de fysisk mest kompetente spillere på touren. Det er måske det mest opsigtsvækkende ved den måde, han fire gange i træk har slået Rafael Nadal på, at han ikke bare er lykkedes med det, han altid har været god til: blitzende servereturneringer og den dobbelte baghånd, som han slår bedre end nogen anden, pålideligt og kraftfuldt, når han læner sig ind mod bolden og slår sit
one-two punch,først vinklet på tværs af banen, så rent op ad linjen eller følt og kamoufleret, når han pludselig fra baglinjen kæler en stopbold få centimeter over nettet. Nej, Djokovic har også matchet spanierens ellers enestående fysik. Selv på det langsomme grus, hvor slidstærke Nadal har været stort set urørlig (seneste nederlag ligger to år tilbage), har Djokovic bevist, at han kan stå distancen. Han slår lige så frisk til bolden syttende gang, den flyver over nettet som første. Og han ved, at han kan blive ved. Den kropslige udholdenhed har forplantet sig til en taktisk tålmodighed.

I både Madrid og Rom hang han på, når duellerne blev lange. Han ventede og ventede og lod en ellers velspillende Nadal lave sin del af de uprovokerede fejl. Han hentede de mest ubegribelige bolde, vred sine elastiske lemmer, som var han hypermobil, og sendte bolden endnu skarpere og hårdere tilbage. Det lignede en imitation, men det var ikke for sjov. Djokovic spillede tennis på Nadals præmisser, og han gjorde det bedst. Det er nok aldrig før set.

Det gjorde ikke bedriften mindre, at Djokovic, aftenen inden finalen i Rom, mens Nadal lå i ro og mag på sin hotelseng, knoklede sig gennem en tre timer lang maratonkamp af en semifinale mod Andy Murray. Skotten var foran 5-4 i tredje og afgørende sæt med mulighed for at serve kampen hjem. Djokovic lignede en groggy bokser. Man forstod, hvis han, efter 35 sejre i træk, gav efter. Det gjorde han ikke. Som havde han glemt, hvordan man taber, ignorerede Djokovic udmat-telsen og smerterne, brød Murrays serv, vandt den afgørende tie-break, kom i seng på den forkerte side af midnat, kun for at stå op næste dag og spille titlen i hus.

Nadal var ikke sen til at anerkende nederlagets betydning på det efterfølgende pressemøde.

»Nu har du tabt til ham to gange i træk på grus. Alle anser dig for at være den bedste grusspiller,« lød det fra salen.

»Jeg var,« lød det korte, korrigerende svar fra Rafael Nadal, der for så vidt var godt tilfreds med sit spil, men måtte erkende, at han var oppe mod overlegen modstand.

Denne søndag fylder Djokovic 24 år. Om et par uger fylder Nadal 25. De har allerede mødtes flere gange (27) end Nadal og Roger Federer (24), hvis rivalisering gennem de senere år er blevet hyldet som en af de største i sportshistorien. Schweizeren, der i en ubrudt periode fra 2005 til 2010 spillede sig frem til finalen i 18 ud af 19 grand slam-turneringer (syv af gangene stod han over for Nadal), har nu gået i over et år uden at kvalificere sig til en sådan slutkamp. Han er gledet ned på ranglistens tredjeplads og runder 30 år til august. Selv om Federer stadig er kandidat til de største titler, så er spørgsmålet, om ikke det primære parløb mod toppen er blevet en sag mellem hans to yngre konkurrenter.

Djokovic og Nadal står som storfavoritter til at nå finalen i Paris om to uger. Spanieren vil være sulten efter revanche. Djokeren vil vise, at han mener sit stormløb mod toppen alvorligt. Enhver tennisfan vil drømme om endnu en dyst til historiebøgerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer