Også børn har en seksualitet

Når ungerne gnubber sig mellem benene eller smider tøjet for at lege doktorleg med vennerne, går mange forældre og pædagoger i panik. Berøringsangsten og frygten for pædofili har siden 90’erne overskygget det væsentlige faktum, at børn faktisk har en seksualitet. Og nej, de voksne må ikke deltage i den
Når ungerne gnubber sig mellem benene eller smider tøjet for at lege doktorleg med vennerne, går mange forældre og pædagoger i panik. Berøringsangsten og frygten for pædofili har siden 90’erne overskygget det væsentlige faktum, at børn faktisk har en seksualitet. Og nej, de voksne må ikke deltage i den
21. maj 2011
Delt 1771 gange

Drengene fra springgymnastik endte ofte hjemme hos otteårige Peter efter skoletid. For i Peters stue på første sal lå en stor madras på gulvet. Af den slags, man finder i en gymnastiksal, med indbyggede fjedre og rødt plastikbetræk, der kan lidt af det samme som en trampolin, når man hopper på den. Flere gange om ugen blev stuen forvandlet til et minicirkus, for dér kunne drengene stå på hænder og øve sig på alt det, de havde lært til springgymnastik.

Men en dag var det kun Peter og hans ven.

De hoppede og grinede, mens de skiftedes til at blære sig med, hvor højt de kunne springe. I en pause mellem springene tumlede de rundt med hinanden, og pludselig ændrede stemningen sig. De fik begge en lidt kildrende fornemmelse i maven, og solen fra skråvinduerne føltes varmere end før. De hviskede noget til hinanden, aldeles bevidste om, at Peters mor og storesøster nede i køkkenet ikke måtte høre det. De lavede en aftale.

Først hev Peter bukserne ned og lagde sig fladt på ryggen på madrassen. Vennen bøjede sig hen over Peter og tog hans tissemand i munden. Det kildede i Peters mave, og hans tissemand blev hård. De lå begge helt stille, sagde ikke en lyd, og efter et par minutter skiftede de. Vennen lagde sig på madrassen, hev bukserne ned, og Peter gengældte. Hele seancen tog knap fem minutter i alt, men det er fem minutter, Peter aldrig siden har glemt. Eller nævnt med et ord.

»Det har helt sikkert sat nogle spor i mig, for jeg husker det tydeligt. Ikke mindst fordi det var én af mine gode venner, som stadig er det i dag,« fortæller den nu 26-årige studerende, Peter Jørgensen. »Og vi har faktisk aldrig talt om det siden.«

Peter Jørgensens største betænkelighed ved at optræde i denne artikel er da også hensynet til hans ven.

»Men okay, hvis han læser det her nu, er det måske ikke helt dumt. For så kunne vi endelig grine lidt ad det sammen,« siger Peter Jørgensen, som ved nærmere eftertanke nok trænger til at lette sit hjerte.

»Det har helt sikkert været lidt skyldbetynget for mig. Jeg kan ikke helt sige hvorfor, men når jeg kommer i tanke om det, skammer jeg mig sgu lidt.«

Børns ret til seksualitet

For Christian Graugaard, som er læge, seksualitetsforsker og formand for organisationen Sex & Samfund, er børns seksualitet en mærkesag. Men før man kan nå frem til den sundhedsfaglige substans, er man som regel nødt til først at slå fast:

»Ja da! Børn har en seksualitet. De oplever lystfornemmelser, som er af erotisk karakter. De har nysgerrige, seksuelt 'tonede' forhold til hinanden. De onanerer og kan også få noget, der minder om orgasme.« For mange er ordene 'børn' og 'seksualitet' i samme sætning en provokation i sig selv, især fordi det ofte bliver forbundet med pædofili og overgreb. For hvis børn har en seksualitet, så kan de voksne vel også deltage i den? Men nej, forklarer Christian Graugaard. På ingen måde:

»Det er ikke en seksualitet, som er magen til voksnes. Man skal forstå, at børn har en seksualitet, som er veludviklet, men som også eksisterer på barnets egne præmisser. Barnets seksualitet er både fysiologisk og psykosocialt forskellig fra voksenseksualiteten. Og hvis man glemmer det, risikerer man at komme galt afsted på tusind forskellige måder,« siger Christian Graugaard.

»Hvis man tror, at den voksne seksualitet og den barnlige seksualitet er det samme, tror man måske også, at man kan være fælles om den og det kan man helt bestemt ikke.«

Mange forældre og pædagoger har oplevet at skælde ud, når de eksempelvis opdager, at børnene onanerer eller piller ved hinanden, men de nysgerrige børn er langtfra unormale. En ny, dansk undersøgelse Doktorleg i Børnehaven lavet af konsulentvirksomheden UdviklingsForum viser, at langt størstedelen af de danske børnehaver har erfaret, at børnenes seksualitet kommer til udtryk i hverdagen på forskellig vis, og at 61 procent af institutionerne har deciderede regler, der skal begrænse børnenes seksuelle lege og udforskning. På mange institutioner må børnene ikke smide tøjet, kysse på munden eller lege de såkaldte 'doktorlege'.

Men seksuelle lege og kropslig udforskning er ikke blot noget, børn ifølge psykologer og læger har gavn af. Det er faktisk noget de har ret til. Allerede i 1980 skrev verdenssundhedsorganisationen, WHO:

»Alle børn har ret til en seksualitet og til muligheden for en fordomsfri opdragelse,« og »masturbation og seksuel leg er sunde og normale aktiviteter«

Men siden WHO nedfældede børnenes ret til en seksualitet, har især frygten for pædofili overskygget debatten og forskningen på området. Da forfatterne bag den nye rapport om børns seksuelle adfærd i daginstitutionerne, Anna Louise Stevnhøj og Søren Gundelach, sidste år gik i gang med indsamle data, kontaktede de en lang række kommuner. Kommunerne skulle videreekspedere den anonyme spørgeskemaundersøgelse til diverse børnehaveledere, og så kunne disse selv vælge at deltage i undersøgelsen eller lade være. Men kommunerne nægtede. De var bange for »uønskede følgevirkninger«, som det hedder i rapporten.

»De var bange for, at emnet ville tiltrække opmærksomhed. 'Tænk, hvis det bliver en sag i medierne,' sagde de meget ligeud,« forklarer Anna Louise Stevnhøj, som har skrevet flere bøger om børns seksualitet, og som holder foredrag om emnet på institutioner til forældremøder og personaledage.

»Kommunerne var helt klart bange for at piske en stemning op eller få konflikter. Man er så bange for konsekvenserne af at anerkende børns seksualitet. Men det forsvinder jo ikke ved, at vi tysser det ned,« siger Anna Louise Stevnhøj.

Modsat effekt

Tværtimod kan det virke stik imod hensigten. For når børns naturlige seksuelle udvikling bliver sygeliggjort og fortiet, har man som fagperson også sværere ved at spotte, når børnene udviser bekymrende seksuel adfærd. Det forklarer underviser i faget Børns Sundhed på Pædagoguddannelsen i København, Susanne Laudrup, som i mange år har beskæftiget sig med børns seksualitet. I mange tilfælde, hvor et barn bliver misrøgtet eller oplever overgreb i hjemmet, kommer det til udtryk ved en afvigende seksuel adfærd.

»Men når pædagogerne ikke engang ved, hvad der er sund og normal seksuel adfærd, hvordan skal de så kunne få øje på noget unormalt eller bekymrende?« siger Laudrup. Man risikerer altså, at børn, der er udsat for overgreb, ikke bliver spottet og dermed heller ikke får den hjælp, de har brug for.

På ingen af landets pædagoguddannelser er undervisning i børns seksualitet obligatorisk, og kun få af de studerende kommer i berøring med emnet.

Også rapporten Dokotorleg i Børnehaven påpeger, at mange pædagoger og institutionsledere savner viden om, hvad der er normal seksuel adfærd. Både for bedre at kunne håndtere situationerne på en hensigtsmæssig måde, når de opstår, og også for bedre at kunne identificere bekymrende adfærd.

Susanne Laudrup vurderer, at frygten har taget overhånd:

»Det er jo næsten ironisk, at vores berøringsangst og frygt for overgreb spænder ben for, at vi er i stand til at opdage, når noget reelt er galt.«

Børns seksualitet er så tabubelagt og forbundet med frygten for overgreb, at mange både forældre og pædagoger helst er legene helt foruden, siger Susanne Laudrup. Men så lærer børnene ikke deres egne grænser at kende, til når de i teenageårene skal have deres seksuelle debut:

»Hvis angsten får lov at regere og børnene ikke må lege de her lege, hvordan skal de så lære deres egne grænser at kende? Hvornår kilder det i maven, hvornår er det sjovt, hvornår skal jeg sige fra? Det lærer de jo af de her små lege. Og hvis de ikke får lov, er de sgu dårlig klædt på, når de bliver teenagere og rent faktisk skal i gang for alvor.«

Christian Graugaard mener desuden, at det er en alvorlig konsekvens, at børnene kan få et unaturligt og usundt forhold til deres egen krop:

»Hvis børn vokser op i en seksuelt forskrækket kontekst, siger vi også til ungerne, at nøgenhed er farlig, og at deres krop er et problem. Og risikoen for, at de selv udvikler problemer omkring deres egen nøgenhed, seksualitet, intimitet og kærlighedsliv, er væsentlig større, end hvis de vokser op i en rummelig, åben kontekst.«

Ingen onani ved middagsbordet

Klokken er halv et, og børnene i Egegaardens Børnehave har netop spist frokost ude den store have. Der er høj sol, og børnene leger på græsset, mens pædagog Henrik Hansen åbner metallågen. Det passer netop med, at han kan bruge sin pause på at tale med Information, så for at få fred for børnenes højlydte lege går vi ind i huset. Men vi går ikke ind på personalestuen. Nogle af hans kolleger holder pause samtidig, så vi går forbi stuen og finder et lokale på øverste etage, som normalt er tegnerum, men som lige nu står tomt.

»Der er alligevel grænser for, hvor meget jeg som ung, mandlig, nyuddannet pædagog har behov for at stikke ud på det her punkt,« siger 28-årige Henrik Hansen og griner lidt. Han blev færdig som pæ-dagog sidste sommer fra pædagogud- dannelsen i København, hvor han fik vækket sin særlige interesse for børns seksualitet.

»Ja, min særlige interesse for børns seksualitet. Jeg ved godt, at det lyder lidt underligt, og det er da heller ikke noget, jeg går og skilter med. Jeg synes bare, det er et enormt vigtigt og overset område i børnenes udvikling,« forklarer Henrik Hansen.

På alle andre områder i dagligdagen har man politikker for, hvad børnene må og ikke må, forklarer han. Solpolitik, madpolitik, tøjpolitik. Men børns seksualitet er det ikke noget, man taler om.

»Det holder sig lige under overfladen, og nogle gange kommer det så frem.«

Det gjorde det i efteråret, hvor en pige på Henriks stue opdagede, at der var noget mellem benene. Og at det føltes rart, når man rørte ved sig selv.

I starten gjorde hun det kun med jævne mellemrum, men efter nogen tid begyndte det at tage til.

Midt i en leg med de andre børn eller ved frokostbordet på stuen kunne hun stikke hånden i bukserne. Henrik forsøgte at forklare pigen, at det var ganske forståeligt, at det føltes rart, men at hun måtte gå ind i et rum for sig selv, hvis hun ville fortsætte. Forældrene blev inddraget, og nu blev Henrik meget bevidst om sin egen rolle.

Forældrene skældte ud på pigen og krævede at hun helt holdt op, mens Henrik gik og brændte inde med en masse viden, han havde fået på seminaret.

»Jeg følte, at det var mærkeligt, hvis jeg pludselig skulle slå mig op som den store ekspert på området. Det er jeg jo ikke, men jeg ved da efterhånden en del om børns seksualitet, og sikkert også meget, som forældrene kunne have gavn af at vide. Men nej, jeg kunne sgu ikke få mig selv til at fortælle for meget,« siger Henrik Hansen.

Det er klart, at man skal lære børnene, at de ikke må onanere ved middagsbordet, slår han fast.

»Vi gør jo børnene en bjørnetjeneste, hvis vi bare siger 'jaja, her må man det hele'. De skal selvfølgelig lære, at der er noget, der hedder almindelig pli, ligesom de heller ikke skal sidde og pille sig i næsen ved middagsbordet. Men når hverken vi eller forældrene ved særlig meget om, hvordan man kan tackle situationerne, kan det være svært at arbejde fagligt og målrettet,« siger Henrik Hansen.

I tiden efter krævede forældrene, at Henrik og de andre pædagoger skulle stoppe pigen, hvis de så hende røre ved sig selv. Det uanset om det foregik ved frokostbordet, eller mens hun var alene i puderummet eller på toilettet. Også derhjemme blev pigen sat på plads, hvis forældrene så hende røre ved sig selv, og kort efter holdt hun op.

Lyst og grænser

De fleste doktorlege går ifølge Doktorleg i Børnehaven ud på, at børnene lægger sig oven på hinanden og laver 'bollebevægelser'. Men også lege, der involverer direkte kontakt med hinandens kønsdele, finder ifølge undersøgelsen regelmæssigt sted. Det kan være at 'tage temperatur' på hinanden ved at skiftes til at putte en blyant eller lignende ind i numsen. Eller i andre tilfælde leger børnene oralt ved eksempelvis at tage hinandens tissemand i munden eller slikke på tissekonen.

Men også lang tid før børnehavealderen kan børnene være interesserede i deres egne kønsdele.

Onani nemlig ikke noget, der først kommer med puberteten og kropsbevidstheden. Allerede fra at barnet er inde i maven, kan det opnå en form for nydelse.

»På ultralydsskanninger har man set, at nogle fostre laver en form for onanibevægelser inde i morens mave. Så for nogle begynder undersøgelsen af kroppen allerede dér,« forklarer Christian Graugaard. Når mange forbinder onani og penisrejsning med puberteten, er det fordi, det først er i de tidlige teenageår, at drengenes og pigernes kønskirtler begynder at udvikle kønshormoner, og dermed også først i den alder, at drengene f.eks. kan få sædudløsning. Men længe før puberteten kan børn opnå noget, der minder om en orgasme.

»Orgasme er et måske et uheldigt ord, fordi det normalt knytter sig til et voksent univers. Men det er jo velbeskrevet, at børn onanerer og kan få orgasmelignende fornemmelser. Man kalder det 'tørre orgasmer', fordi de ikke får sædafgang eller bliver våde i skeden,« forklarer Christian Graugaard. Selv nyfødte drenge kan få hård tissemand, når man pusler eller skifter dem, ligesom piger kan få klitorisrejsning, forklarer Graugaard:

»Det tror jeg faktisk, de fleste forældre har oplevet på et eller andet tidspunkt.«

Men seksualitet er langt mere end blot fysiologi, forklarer klinisk psykolog med speciale i børns seksualitet og seksuelle traumer Katrine Zeuthen, der har været tilknyttet Rigshospitalets team for seksuelt misbrugte børn samt Sct. Stefans Rådgivningscenter, og som er lige nu ansat som forsker i børns seksuelle udvikling på Københavns Universitet.

Børn har rigtignok en fysiologisk seksuel udvikling, siger Katrine Zeuthen, men hendes forskning peger på, at seksualiteten først og fremmest udvikles i relation til de voksne omkring barnet.

»Freud kaldte det infantil seksualitet. Og det er meget vigtigt at understrege, at det ikke har noget med den voksne målrettede genitale, kønslige seksualitet at gøre. Når vi taler om barnets seksualitet, kommer man tit til at se det som en miniudgave af de voksnes, men det handler ikke om at formere sig eller opnå orgasme. Infantil seksualitet er noget andet,« siger Katrine Zeuthen.

»De rører ved sig selv, og det kilder og føles rart, men de forstår det ikke som en voksenseksualitet. Pointen er, at de ikke har samme forståelse af det, som vi voksne tillægger det. Vi forstår, hvad seksualitet er, mens de skal lære, hvad seksualitet betyder fra de voksne. Og i takt med at det udvikler sig, bliver barnet også i stand til at forstå seksualitetens kulturelle betydning,« siger Katrine Zeuthen.

Og en af de voksnes vigtigste opgaver er at lære børnene at skelne mellem lyst og ulyst: »Hvornår indgår jeg frivilligt i en leg, og hvornår føler jeg mig tvunget? Vi skal hjælpe børnene til at forstå deres egne og andres grænser og at give udtryk for det i deres relationer til andre.«

Katrine Zeuthen oplever ofte, at mange forældre ikke aner, hvordan de skal reagere, når den barnlige seksualitet kommer til udtryk. Og det er især svært, fordi man sjældent taler om det.

»Men det er ekstra svært, fordi det handler om noget, der er så privat. Og det er altså helt OK at være usikker på, hvordan man skal tackle det. Man må bare ikke være bange for det.«

For når vores berøringsangst og frygt for overgreb får lov til at dominere, er vi indirekte med til at gøre noget seksuelt, som slet ikke er det.

»Pædofili og overgreb er en særskilt problematik, men tingene bliver rodet sammen. Vores frygt for, at der sker børnene noget - ingen nøgne børn på stranden og senest reglen om ingen små drenge med i mors omklædningsrum i svømmehallen er jo med til at seksualisere noget, som er ganske uskyldigt, nysgerrigt og gådefuldt for børnene. Det er netop i relationerne, i samspillet mellem barn og voksen, at den infantile seksualitet får lov at udvikle sig og forme sig til det, vi kender som voksen seksualitet,« siger Katrine Zeuthen.

Forandring over tid

Da 59-årige Søren Gundelach var leder af en vuggestue i 1980'erne, gik han ofte på toilettet sammen med børnene. Det var ikke noget, han tænkte synderlig over, men hvis han skulle tisse, og et af børnene også skulle, gjorde de det samtidig.

»Dengang fik jeg nærmest ros, hvis jeg fortalte forældrene, at et barn havde været med mig ude på toilettet. Jeg husker en enlig mor, der sagde 'Nej, hvor er det fint, for så kunne hendes søn jo se, hvordan en rigtig mand ser ud.' Og det var uden tvivl den mest dominerende tankegang,« fortæller Søren Gundelach, som er en af forfatterne bag Doktorleg i Børnehaven. Børnene skulle slå ud med armene og løbe rundt med bar numse, og det var fuldstændig uproblematisk. Ja, det var ligefrem efterstræbelsesværdigt dengang, husker Søren Gundelach.

Men med de store pædofilisager, der begyndte at dukke op i 90'erne, tog tingene en drejning. Pædofili fyldte løbende mere i medierne og i forældrenes bevidsthed, og flere institutioner lavede regler og retningslinjer for, hvad de mandlige pædagoger måtte og ikke måtte. Samtidig holdt man helt op med at tale om eller anerkende børns naturlige seksuelle udvikling.

»Der opstod et kæmpe videnstomrum om børns seksualitet, og det tomrum har været fyldt ud med en hel masse viden om pædofili. Denne forestilling om, at de kære børn er udsat for en kæmpe risiko i institutionerne, fordi de væmmelige pædofile kommer efter dem,« siger Søren Gundelach.

Samtidig er danske forældre mere optaget end nogensinde af deres børns helbred og af, hvordan de kan støtte deres udvikling. Hvilket egentlig er ironisk, mener Christian Graugaard.

Børn, der krænker børn

»Ser man på bogmarkedet, er der en uendelig stor viden om, hvordan børn får de helt rigtige klidfibre, hvordan deres legetøj skal være lavet af biodynamisk asketræ fra Nordfinland, og hvordan man skærper deres kreative kompetencer. Men der er satme ikke skrevet mange bøger om, hvordan vi bakker op om børnenes seksualitet på en god og naturlig måde. På det punkt er vi stort set lige så berøringsangste som i 1950,« siger Christian Graugaard.

Men nogle gange tager børnenes seksuelle lege overhånd. Som et led i regeringens handlingsplan for bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn blev Januscenteret oprettet af Socialministeriet i 2003. Centeret havde til formål at undersøge og behandle en ny gruppe af potentielle seksualkrænkere, nemlig de krænkende børn. Undersøgelser viser, at en stor del af de voksne seksualkrænkere allerede har udvist seksuelt bekymrende adfærd i barndommen. Og indtil Januscenteret blev oprettet, fandtes der kun behandlingstilbud til de unge ofre for seksuelle overgreb.

Januscenteret derimod behandler børn og unge op til 18 år, som har udsat andre børn for seksuelt grænseoverskridende handlinger.

Det kan være svært at tale om 'normal' og 'unormal' seksuel adfærd, forklarer psykolog og leder af Januscenteret Mimi Strange. For ligesom voksne har børn forskellige grænser og lyster. Men visse tegn, skal man være opmærksom på. Forskellige faktorer, som gerne skal få nogle alarmklokker til at ringe hos den voksne. Det kan være, hvis barnet udnytter et ulige magtforhold til at lave seksuelle lege.

»Hvis det ene er ældre end den anden. Eller hvis barnet bruger tvang eller trusler,« siger Mimi Strange. Et andet bekymrende tegn kan være, at barnet har stor viden om ting, der ikke er alderssvarende. Hvis barnet ved, hvordan sæd ser ud eller lugter, eller hvis det kan forklare detaljeret om den voksne kønslige anatomi.

»Altså, nogle gange har børnene bare fundet deres storebrors pornofilm i skuffen, og selv om børnene selvfølgelig ikke skal se den slags, behøver det ikke i sig selv være en katastrofe. Men det er sådan nogle ting, man skal være opmærksom på, og som kan være et tegn på noget meget alvorligt,« siger Mimi Strange.

Men det går ud over børnene, når forældre og fagpersoner ikke vil tale om eller tillade børnenes 'naturlige' seksuelle lege.

»Det, at børnene må lege dokotorleg, er på ingen måde er det samme som at sige, at alt er tilladt,« siger Mimi Strange.

»Men hvis ellers det foregår mellem ligeværdige, og børnene ikke overskrider hinandens grænser, er der intet i vejen med at være nysgerrig.«

Mor skældte ud

»Min dreng har i perioder været meget, sådan ... med sin tissemand, du ved. Altså, den var han ret glad for, lad mig sige det sådan,« siger 35-årige mor til tre og bestyrelsesmedlem i forældreorganisationen FOLA, Dorthe Boe Danbjørg. Han var glad for at røre ved den, glad for at kigge på den, og en dag, da pædagogen i hans børnehave kunne fortælle hende, at sønnen havde vist sin tissemand frem for nogle af de andre børn, blev det for meget for Dorthe Boe Danbjørg.

»Fy for pokker altså. Skat, det må du aldrig gøre igen!,« husker hun at have råbt, da de kom hjem fra børnehaven.

»Min reaktion var helt sikkert lidt for voldsom, men jeg synes simpelthen bare, at det var helt forkert, og jeg blev så chokeret og pinlig berørt.«

Få måneder forinden havde børnehaven gjort noget, kun få institutioner har gjort før. De formulerede en decideret politik omkring børns seksualitet. Lederen havde holdt møde med forældrebestyrelsen, og sammen blev de enige om, at børnene skulle have lov at lege doktorlege. Med alt hvad det indebærer af kys og røde kinder, så længe børnene beholdt underbukserne på. Der blev holdt kurser om børns seksualitet for alle pædagogerne, der blev formuleret retningslinjer for, hvordan man undgår krænkelser børnene imellem, mens forældrene fik informationer om, at børn har en seksualitet, som både er normal og sund, så længe den foregår mellem ligeværdige.

Og den dag, Dorthe Boe Danbjørg fortalte pædagogen, at hun havde skældt sin søn ud, kunne pædagogen forsikre hende om, at der hverken var noget farligt eller forkert ved, at hendes dreng var optaget af sin krop. Og hun blev lettet.

»Ikke dermed sagt, at han skulle rende og gøre det hele tiden, men nå ja, måske var det ikke verdens undergang,« siger hun. Dorthe Boe Danbjørg forsøger at være bevidst om, at man ikke skal pådutte børnene skam over deres nysgerrighed og lyst, selv om hun indimellem må tage sig selv i det.

Mest af alt synes hun, det er rart, at der bliver talt om grænser og lyster, og at ingen skal være med til noget, de ikke har lyst til.

I dag får de lov til at lege i fred, når hendes søn har sin gode veninde på besøg, og de siger 'mor, du må ikke komme ind på værelset lige nu'.

»Jeg gør, hvad jeg kan for at lære dem at sætte grænser, og det er rart at blive mindet om, at det faktisk er okay,« siger hun.

Kan du huske seksuelle oplevelser fra din egen barndom?

»Ha! Ej, det ved jeg ikke lige ... Altså jo, jeg kan da godt huske, at vi legede sådan noget doktorleg. Ja, det var sammen med en veninde og nabodrengen fra gaden. Vi har vel været fem-seks år gamle. Det var sådan noget 'du skal ligge dig oven på mig'-agtigt, og så vi lukkede døren ind til værelset. Men det var jo ganske uskyldigt, vil jeg lige skynde mig at sige. Og alle andre har altså også prøvet det ... Har du ikke også?«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Kan du huske din første seksuelle erfaring?

»Det var i hvert fald før skolealderen. Ja, det var med naboens datter. Vi lavede sådan nogle lege, og det var rigtig spændende. Det var ganske banalt og uskyldigt, men vi var meget forskrækkede over, at de voksne fik nys om det. Vi prøvede at holde kortene tæt ind til kroppen.«

Søren Gundelach, 59 år, Cand.pæd.pæd., medforfatter til rapporten 'Doktorleg i Børnehaven' og tidligere vuggestueleder.

»Ja, jeg har vel været otte-ni år. Det var hjemme hos en dreng fra min klasse, og vi lå i hans seng og snakkede, og så ved jeg ikke, hvad der skete. Pludselig blev vi helt opstemte, og vi begyndte at røre ved hinanden på forskellige måder, og jeg husker det som noget utrolig rart. Og der var ikke nogen af de voksne, der opdagede det. Efterfølgende var det ikke noget, vi snakkede om, men vi havde haft en rigtig rar oplevelse.«

Henrik Hansen, 28 år, nyuddannet pædagog

»Vi kaldte det at lege Abba, det har vel været i børnehavealderen. Vi var tre piger, og mens to skulle ligge på sofaen og lege bolleleg, skulle den tredje stå og synge ligesom pigerne Abba. Det sjove er, at vi alle tre egentlig helst ville være Abba, men det kunne man ikke. Der skulle ligge to på sofaen, for det skulle ligesom gøres. Sådan var det at være voksen og være til rockkoncert«

Katrine Zeuthen, 40 år, psykolog, forsker på Institut for Psykologi på Københavns Universitet

»Jeg har generelt desværre ikke nogen særlig god hukommelse, så jeg kan ikke huske nogle konkrete situationer. Men fra børnehaven kan jeg da tydeligt huske en form for nærhed med de andre børn, der både var spændende, kildrende og lystfyldt, og som jeg efterfølgende kan se havde en klar seksuel undertone.«

Christian Graugaard, 44 år, læge, seksualitetsforsker og formand for Sex & Samfund

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Troels Schmidt

Nyuddannet pædagog Henrik Hansen i Information i dag har jo ret:

"På alle andre områder i dagligdagen har man politikker for, hvad børnene må og ikke må, forklarer han. Solpolitik, madpolitik, tøjpolitik. Men børns seksualitet er det ikke noget, man taler om."

Gestaltterapeut, sexolog Maria Marcus støtter Henrik Hansen fuldt ud og vil endda yde pædagog studerende professionel støtte for at pædagogerne kan lære at tale om og forholde sig til børns seksualitet:
"Hvis man skal arbejde med børn og unge, burde det være en selvfølge, at man på et tidspunkt får professionel støtte til at arbejde med sin egen seksualitet. Det er ikke kun børnene, der skal have gavn og glæde af kropspædagoger! Det er også de voksne! Kropsbevidsthedskurser, seksualitetskurser, folk der er vant til at arbejde med personalegrupper burde være selvskrevne til at blive trukket ind. Der er så mange blinde punkter og så meget angst knyttet til seksualiteten, at lidt professionel assistance burde være det mindste man kan forlange. Og vel at mærke ikke bare for at samle viden sammen, men for at få direkte følelsesmæssig og kropslig indsigt i nogle sammenhænge.

Jamen skal man nu gå i terapi for at omgås børn og unge?

Ja. Og tænk hvis vores forældre og lærere og pædagoger havde vidst lidt mere om sig selv, turdet lidt mere, og gidet lidt mere!

Det er ikke småting, hvad der knytter sig til seksualiteten af angst, uvidenhed, skyld og skam. ... Uanset al vor snak om tidens over-seksualisering, så repræsenterer seksualiteten et efterslæb, som vi er alt for længe om at få hånd i hanke med." Forord af Maria Marcus i "Hele og frie børn" - klik på: http://www.just-well.dk/page3.htm#Maria

Se også gerne:
Læge sexolog Christian Graugaard ved foredragsrækken: Hertoft-Eftermiddage der afholdes én gang om måneden, efterår og vinter, hvor repræsentanter for enhver tænkelig seksualitet kan præsentere sit bud på et aspekt indenfor seksualiteten. Her præsenterede professor Paul John Frandsen sin forskning, som formentlig er den største opdagelse på det seksuelle område siden Sigmund Freud for 1½ hundrede år siden:

Hertoft-eftermiddag foredrag “Giftes med farmand - om incest i oldtidens samfund”
- ved forsker, ægyptolog, professor Paul John Frandsen.
Alle kan nu se og høre hele foredraget med efterfølgende debat her på Nettet - klik på:
http://www.youtube.com/watch?index=0&feature=PlayList&v=_85ZbqRv8LE&list...

Herudover, kan Informations læsere se og lytte til:
Dr. of Law Professor Vagn Greve University Of Copenhagen on:
“Sibling Adult Incest is Legal in Many EU Countries & Should also be Legal in Denmark”
- klik på:
http://www.youtube.com/watch?v=hwKO5DNhMV4

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Holm Knudsen

Jeg skulle måske lige korrigere Christian (Graugaard) lidt: Børns orgasmer er selvfølgelig orgasmer. Også voksne mænd kan få orgasmer uden sædafgang - og kvinder kan få orgasmer uden specielt meget lubrikation (smørelse).

Og orgasmer opleves meget forskelligt fra gang til gang og fra person til person.

Det kan være en god ide - hvad Christian udmærket ved :-) - at skelne mellem f.eks. orgasme og sædafgang.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Holm Knudsen

Til historien skulle jeg måske lige tilføje, at der ikke er så meget nyt i artiklen. Allerede i 1984 udkom på dansk: Gertrude Aigner og Erik Centerwalls bog Børnenes kærlighedsliv, Hans Reitzel med forord af Preben Hertoft.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niklas Monrad

Fingrene væk fra børnenes seksualitet!

Det er sgu snart på tide at man holder op med at sygeliggøre al menneskelig aktivitet, at man holder op med at forsøge at skabe normalitets standarder som alle skulle kunne måles ud fra. Er der ingen som ser, at det er sygt at sætte hele den danske børnebefolkning under lup fordi der måske her og der finder enkelte ubehagelige aktiviteter sted?

Det er jo symptomatisk for den danske velfærdsmodel, at man for at imødegå enkeltstående eksempler, udsætter hele befokningen for regelsæt, forbud og nye normer og politikker.

Vi ville blive lidt mere menneskelige, hvis vi kunne erkende, at mennesket ikke er perfekt, og at ikke alle kan gå igennem livet uden sorg, frygt eller ulykke. Ja, at disse elementer er en væsentlig del af det at være menneske.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels P Sønderskov

Det kan sagtens være, at det går galt i virkeligheden, men bekendtgørelsen om pædagoguddannelsen, 1122, indeholder faktisk i Bilag 4, der har med Sundhed, krop og bevægelse at gøre, under punkt 3) Centrale kundskabs- og færdighedsområder, et litra f) Seksualitet og kropslighed.

Måske er det kun et af specialerne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jørgen Lund

Det er glædeligt at se, at man i disse ny-viktorianske tider tør tage et sådant emne op. Tiden siden år 2000 bragte os tilbage til forældreholdningen, imod hvilken Poul Henningsen satirerede ved et filmindslag, hvor parolen lød: " Og du holder hænderne oven på dynen, lille ven".
Nej, i det nye årtusinde fandtes der ikke længere i børnehaver noget, der hed et "hopperum", i hvert fald ikke til den brug, som det en tid lang var bestemt til.
Men denne her artikel markerer, at der må være ved at ske en opblødning, og det er et stort fremskridt mod en mere fornuftig holdning.
Men det er samtidigt også vigtigt for Christian Graugaard at sikre sig, at artiklen ikke har et mere afslappet syn på problemet pædofili som konsekvens. Der glemmes ikke, at i vor tid med hysteri om pædofili og heksejagt på pædofile formodes enhver positiv udtalelse om nævnte fænomen at være en klar overdrivelse af selv ytringsfriheden, så folk, der udtaler sig på den måde, må have mundkurv på.
Det er fuldstændig rigtigt, at børn har en seksualitet, der eksisterer på barnets egne præmisser, og som er anderledes end de voksnes. Det er noget, pædofile godt ved, der er intet nyt i det. Hvis de er ligeglade med dette, og bare gør, hvad der passer dem, fører det helt klart til overgreb og misbrug. På de vilkår er jeg enig med Hr. Graugaard i, at voksne ikke må deltage.
Hvis der er nogen, der stadig ikke tror, at børn har en seksualitet, kan jeg opfordre vedkommende til at iagttage hundredevis af vidoklip på YouTube. Det er ikke børneporno. YouTube forbyder klart og tydeligt downloading af børneporno i deres brugerreglement. Men i eksotiske lande, som Mexico, de andre sydamerikanske lande, og nordpå også Kalifornien og andre vestlige U.S.A.-lande, og Florida, Caribien, og østpå Japan, Indonesien, landene i Bagindien og flere andre steder, har man ikke noget problem med, at børn har et seksualliv, det ser man ud fra nævnte YouTube-indslag. Hvordan ser det så ud med voksne, der "leger med"? Ja, alene det, at forældre og andre med stor fornøjelse fotograferer disse lege, er det så ikke i sig selv en "legen med"? Men ikke blot det, på ikke så få af indslagene drager børnene de voksne med ind i legene, og man ser, at der findes heller ikke nogen berøringsangst, hverken hos børnene indbyrdes eller mellem børnene og de voksne. Men respekten for børnenes specifikke form for seksualliv, ser man overalt er til stede i disse filmindslag.
Artiklen fremhæver, at det er vigtigt at komme berøringsangst til livs.
Men hvordan i alverden vil man fjerne berøringsangst, hvis der er menneskelige grupper, hvor den så absolut s k a l gælde? En eksisterende berøringsangst vil uundgåeligt forplante sig til h e l e børnenes seksuelle aktivitet.
Det er vigtigt at skabe tryghed i stedet for berøringsangst. Artiklen er noget selvmodsigende i de fremførte holdninger.
Jeg opstiller en regel, der ikke kun gælder i de her omtalte emner. Den gælder for a l seksualitet i det hele taget:
Seksualitet er ikke noget tag-selv-bord,
"Sex er noget, man giver, ikke noget, man tager". Kynisme er der ikke plads til i nogen seksuel sammenhæng.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jakob Carlsen

Jeg er i gang med at tage pædagoguddanelsen, og skal til at skrive bachelor ang dette, vi har ikke haft undervisning om sexualitet på nogen måde, jeg havde sågar linjefaget SKB (sundhed, krop og bevægelse,). Det tættest vi kom på at lære om kroppen var en smule om grov motorik og fin motorik, så jeg syntes i aller højeste grad at der er brug for undervisning indenfor feltet, jeg har selv arbejdet med børn i mere end 10 år og der har været flere gange hvor jeg ikke har vidst hvor vidt det har været normalt eller om det var noget man skulle snakke om, jeg har så ofte gået til personalegruppen hvor vi så har snakket lidt om de forskellige tilfælde.

Jeg glæder mig rigtigt meget til at komme godt i gang med bacheloren for at forhåbentligt blive klogere på emnet, hvis der i øvrigt er nogen der kender til nogle undersøgelser eller bøger de vil anbefale ang. emnet. Så vil jeg sætte pris på det, jeg skriver om børn i alderen 5-10 år

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Alle debattørerne her kan formentlig huske, hvordan de selv havde det som børn, og kan forhåbentligt huske, når de mærkede det seksuelle. Det er alment menneskeligt stof, og bør ikke være genstand for indviklet teoretisk fagdisciplin.

anbefalede denne kommentar