Læsetid: 7 min.

På sporet af Danmark og historiens endepunkt

Den amerikanske politolog Francis Fukuyama søger i sit nye mammutværk at forklare oprindelsen af forskellige politiske systemer i fire civilisationer fra præhistorisk tid til den franske revolution og støder i den forbindelse på den enestående vej til det danske forfatningsdemokrati
Jeg tror, vi i min levetid vil få afklaret, hvilket system der vinder, og om historien har nået sit endepunkt. Jeg skyder på inden for 20-30 år, siger Francis Fukuyama.

Jeg tror, vi i min levetid vil få afklaret, hvilket system der vinder, og om historien har nået sit endepunkt. Jeg skyder på inden for 20-30 år, siger Francis Fukuyama.

Martin Dam Kristensen

14. maj 2011

Har Francis Fukuyama i sin splinternye bog fået et vigtigt stykke Danmarkshistorie galt i halsen? Det mener anmelderen i Wall Street Journal, den dansk-amerikanske historiker David Gress.

Amerikaneren har endnu ikke besvaret Gress' indvending, men for nylig bød lejligheden sig til at udfritte ham.

Fukuyama er på bogturné, og en mild majaften står han og tager personligt imod publikum i foyeren til Brattle Theater i den amerikanske universitetsby Cambridge.

Forfatteren til Historiens Afslutning hilser pænt og husker overraskende nok vort sidste møde for mere end 10 år siden i en skurvogn på George Mason University i Virginia, mens hans kontor var under renovering.

»Ja, siden er jeg blevet gæsteprofessor på Aarhus Universitet,« bemærker professoren i politologi med et beskedent smil.

I sin anmeldelse af Fukuyamas nye mammutværk The Origins of Political Order (Politiske Systemers Oprindelse) hævder Gress, at forfatteren fejlagtigt placerer Danmark sammen med England i kategorien 'politisk demokrati' i det 18. århundredes Vesteuropa.

»Det er simpelthen usandt. I den periode levede Danmark under et af de mest enevældige kongedømmer i Vesteuropa,« konstaterer Gress korrekt.

Informations udsendte er på denne aften kun nået til side 100 ud af 500 og er endnu ikke stødt på fejlen:

»Ja, jeg har læst anmeldelsen, men jeg har ikke haft tid til at tjekke det i bogen. Det ville nu overraske mig,« replicerer Fukuyama.

Spørgsmålet er ikke irrelevant for værkets tese.

Tre grundsten

Kort fortalt søger Fukuyama at forklare, hvordan politiske systemer opstår i forskellige geografiske områder gennem verdenshistorien og udvikler et eller flere af tre karakteristika nemlig en stærk centralstat, et lov- og retssystem (a rule of law) og et styre, som står til regnskab for sine handlinger (accountable government).

Et land, hvis politiske system hviler på alle tre grundsten, benævnes et liberalt demokrati.

Fukuyamas påstand er, at de nordvesteuropæiske lande (England, Holland, Danmark og Sverige) er de første liberale demokratier. At nå dette stadie kalder han: »Getting to Denmark«. England kommer først i havn efter den glorværdige revolution i 1688-89, hvorefter kongen og hans kabinet skal stå til regnskab i Westminster-parlamentet. I de tre andre nordvesteuropæiske lande indføres et krav om parlamentarisk samtykke først i det 19. århundrede.

Gress påstår, at Fukuyama placerer England og Danmark på samme tidslinje. En nærmere gennemlæsning af kapitel 22 viser imidlertid, at overgangen fra enevælde til folkestyre i Danmark ikke kan placeres entydigt på en tidslinje. Senere i kapitel 27 og 28 nævnes flere gange, at Danmark først blev et liberalt demokrati i det 19. århundrede. Kritikken er altså uberettiget.

En attråværdig model

Men det forklarer ikke Fukuyamas valg af Danmark som den mest attråværdige politiske model. Han har læst sin Ove Korsgård og Uffe Østergaard og drager med disse kilder som hovedgrundlag den konklusion, at der er andre måder at grundlægge et forfatningsdemokrati end den engelske.

Der er Reformationen og Martin Lu-thers påbud om at oplære bondestanden til at læse Biblen, hvilket skaber en organiseret klasse af velorienterede bønder i det 18. århundrede. Der er ophævelsen af stavnsbåndet i slutningen af samme århundrede, som giver den enevældige konge et middel til at underminere godsejernes magtgrundlag.

Det bekræfter én af bogens hovedteser, at religion er kilden til lov og ret i Europa, i Indien (brahminer-kasten) og i islamiske lande (mullah'erne).

I Kina derimod hersker det orientale despoti; konfucianismen ikke er en religion, der kan danne et moralsk fundament til opbygningen af en retsstat, som man ser det i kristne og islamiske lande samt i Indien.

Og så er der homogeniteten.

Efter tabet af Norge og Slesvig-Holsten ophører Danmark med at være en multinational stat af europæisk middelstørrelse, hvilket ifølge Fukuyama skulle skabe en mere frodig grobund for grundlæggelsen af forfatningsdemokratiet i 1848.

Danmarks vej mod liberalt demokrati giver Fukuyama stof til eftertanke, fordi den er ganske enestående og specifik og så anderledes end den engelske, som indtil nu har været anerkendt som den eneste. Her kan man allerede forestille sig, hvad Fukuyama pønser på at gøre i andet bind om de politiske systemers oprindelse, der vil omfatte perioden fra den franske revolution op til vore dage.

Han fisker efter en udviklingsmodel, som sætter uddannelse, fællesskab, teknologi og økonomisk stade på niveau med eller højere end et parlament i den proces, der leder til et liberalt demokrati. Ikke kun det: Han vil også undersøge om den socialdemokratiske velfærds- og retsstat med lav korruption kan vise sig at være et bæredygtigt og vedvarende politisk system.

Duellen med Huntington

Det er her, at Fukuyamas bog bliver virkelig interessant. Han blev som bekendt berømt på sin profeti i bogen Historiens Afslutning og det sidste menneske (1992) om, at det liberale demokrati og markedsøkonomien var slutstadiet i de politiske systemers udvikling. For det er han blevet grundigt kritiseret og endda latterliggjort.

Hans professor fra Harvard University, Samuel Huntington, hævdede i en modtese i Civilisationernes Sammenstød (1996), at det liberale demokrati frem for at være en universel, anvendelig idé er et biprodukt af den vestlige civilisation. Andre kulturelle og religiøse normer i ikkevestlige civilisationer blokerede for udviklingen af et liberalt demokrati, mente Huntington.

»Efter terrorangrebet i 2001 var Huntingtons teori populær; nu er min ved at genvinde terræn i forbindelse med Det Arabiske Forår,« sagde Fukuyama under bogmødet i Cambridge.

»Hvad vi ser, er middelklassen i Tunesien, Egypten og andre lande, som kræver deres frihed. Det beviser, at der ikke eksisterer nogen kulturelle hindringer for opbygningen af stabile demokratier i Mellemøsten. Ligesom der heller ikke gjorde i Østeuropa og Latinamerika.«

At der ikke findes kulturelle barrierer i den islamiske verden for dannelsen af en demokratisk retsstat, påviser Fukuyama i sin bog. I det hele taget synes forfatteren kun at nære tvivl om demokratiets chance i Kina.

Undtagelsen Kina

I bogen tager han hele den kinesiske civilisations 6.000 år lange historie i nærmere øjesyn for at vise, hvorfor der her udviklede sig en stærk centralstat i kraft af utallige krige og gennem uddannelsen af et meritokratisk bureaukrati.

Det enestående er, at Kina aldrig blev en retsstat og aldrig har haft herskere, som hentede deres autoritet fra en højere religiøs enhed. Lederne har altid kun skullet stå til ansvar over for sig selv, ikke andre.

Indien har aldrig haft en stærk centralstat, mens de to andre særtræk lov og ret og befolkningens samtykke findes i subkontinentets historie.

I islamiske lande opstår stærke centralstater som mamelukkernes og osmannernes baseret på lov og ret; man anerkender endog et skel mellem religion og stat, men her kniber det med mekanismer, som kontrollerer den ledende klasse.

At Englands politiske model fra det 17. århundrede bliver kopieret rundt omkring i Europa og i andre verdensdele, skyldes ifølge Fukuyama, at de britiske øer forvandler sig til den førende industrimagt og et verdensimperium. Forbindelsen mellem individuel frihed og de frie markedskræfters økonomiske potentiale er ubestridelig. Andre nationer tilstræber samme rigdom og imperiale magt.

Fukuyama holder altså fast ved sin oprindelige tese fra 1992. Denne bog kan ses som den historiske dokumentation, der manglede til at bakke Historiens afslutning op.

Han mener stadig, at den fransk-russiske filosof og Hegel-discipel Alexandre Kojéve havde ret i, at Napoleons besejring af Prøjsen ved Jena-Auerstadt i 1806 udgør slutfasen i de politiske systemers udvikling.

Frankrig bibragte ved den lejlighed den sidste europæiske stormagt principperne om frihed og lighed. Herefter var det kun et spørgsmål om, hvordan de enkelte lande i Europa indrettede deres institutioner i en demokratisk ramme.

»Siden er ingen nye bæredygtige politiske ideer opstået. Kommunismen prøvede, men fejlede,« skriver Fukuyama.

Historien slutter i 2040

Men hvad nu, hvis det liberale demokrati viser sig at være en historisk tilfældighed, spørger en tilhører i Brattle Theater. Det liberale demokrati har trods alt kun eksisteret i sølle 300 år ...

Fukuyama henviser i sit svar til en pointe fra sin bog om, at man kan sammenligne udviklingen af politiske systemer med den biologiske udviklingslære. Mennesket og dyrearterne har udviklet mange træk ved rene tilfælde, men hvis de havde succes, blev de kopieret af andre arter.

Ligeså med politiske systemer, in casu England (og ideelt Danmark).

Med hensyn til det liberale demokratis fremtid dukker rivaliseringen mellem Kina og USA uvægerligt op.

»Kineserne er gode til at tage hurtige beslutninger og til makroøkonomisk styring, men de respekterer ikke deres borgeres rettigheder. I USA kan vi ikke tage hurtige beslutninger, vi er politisk polariseret, vores økonomi skranter, og folk er utilfredse på grund af den gensidige kontrol mellem den udøvende, lovgivende og dømmende magt.«

Men Fukuyama tror stadig på det liberale demokratis sejr.

»Kina har et problem, som det aldrig har kunnet løse, og det er risikoen for, at en ny Mao en hensynsløs hersker dukker op.«

»Den risiko løber vi ikke. Men jeg tror, vi inden for min levetid vil vide, hvilket system der vinder, og om historien har nået sit endepunkt. Jeg skyder inden for på 20-30 år.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu