Læsetid: 7 min.

Sandhedens øjeblik ved overgangen til demokrati

De demokratiske bevægelser i Nordafrika og Mellemøsten står over for et skæbnesvangert opgør ved overgangen fra diktatur til folkestyre. Skal de tage et retligt opgør med fortidens kriminelle regimer, søge forsoning eller finde en middelvej. Nyere historie tilbyder de arabiske folk forskellige modeller, som de kan lade sig inspirere af
Forbrødring? Er forsoning muligt for en befolkning, der har væltet en diktator og er fast besluttet på, at der ikke er nogen vej tilbage til tiden for omvæltningerne?

Forbrødring? Er forsoning muligt for en befolkning, der har væltet en diktator og er fast besluttet på, at der ikke er nogen vej tilbage til tiden for omvæltningerne?

Jakob Ehrbahn

7. maj 2011

»Åh, lad ham dog være i fred. Han er jo en gammel mand,« siger en ung kvinde til en amerikansk journalist i et kunstgalleri i Kairo. Hun tilføjer sigende: »Lov mig endeligt ikke at fortælle min kæreste, hvad jeg har sagt.«

Egypterne er begyndt at diskutere retfærdighed og forsoning, men de finder det svært at blive enige om eksdiktatoren Hosni Mubaraks skæbne under et nyt demokratisk styre.

En egyptisk mand giver ved samme lejlighed udtryk for den ambivalente holdning, mange egyptere indtager. »Jeg har ondt af Mubarak, men han er ikke uskyldig,« sagde han.

Og så er der den tredje type reaktion fra en egypter, som kræver gengældelse mod diktatoren.

»Vi forlanger, at Mubarak bliver henrettet. Har han ikke selv henrettet egyptere?« siger en tidligere embedsmand i Egyptens udenrigsministerium til The New York Times.

Uvejsom sti frem

Overgangen til demokratisk styre i lande, som har levet i årtier under et diktatur, svarer til at slå ind en lang, farefuld og uvejsom sti belagt med miner, der kan eks-plodere når som helst.

»I det revolutionære øjeblik er nationen forenet lederne står sammen med folket og omvendt. I næste nu inden de frie valg og efter oppositionens overtagelse af magten opstår splid og splittelse. Det er i den overgangsperiode, at omvæltningen står deres virkelige prøve,« siger historikeren Jacques Rupnik, seniorforsker ved Institut d'Études Politiques i Paris.

En af de største udfordringer er af moralsk karakter. Søger man forsoning eller hævn?

Man kan stille diktatoren og andre implicerede i det gamle regimes forbrydelser for en domstol, idømme dem en symbolsk straf eller udstede amnesti for at sikre en fredelig og harmonisk overgang. Men spørgsmålet er, hvem der skal forvalte justitsen. Besidder det tidligere styres dommere legitimitet til at dømme diktatoren og hans medansvarlige, eller skal man udsætte et retsopgør til en ny stats retsinstitutioner har etableret sig?

»Nationer har forskellige tilgange til disse problemer,« siger den libanesiske jurist Habib Nassar, der er uddannet i Frankrig og USA og ansat ved International Center for Transitional Justice i New York.

»I Mellemøsten og Nordafrika har demonstranternes omkvæd konsekvent været: Afskaf korruption og straffrihed. De kræver, at lederne står til regnskab over for befolkningen. Folk vil have retfærdighed. Man må erindre sig, at symbolet på den egyptiske revolution var en ung mand, som døde under tortur.«

Retfærdighed og erstatning

Men hvordan håndtere fortiden uden at sætte fremtiden på spil?

Ofre for overgreb og mord kræver, at retfærdigheden sker fyldest og at synderne retsforfølges. De vil have erstatning og oprejsning. Andre indvender, at et for radi-kalt opgør med fortidens forbrydelser kan skabe en modreaktion med fare for hand-ingslammelse og en tilbagevenden til autoritært styre.

En besindig håndtering af retfærdigheden i overgangsfasen kan sætte et land på den rette kurs mod en retsstat og et demokratisk styre, hvor de folkevalgte og øvrigheden holdes ansvarlige for deres beslutninger. En forfejlet håndtering kan derimod medføre politisk turbulens, ustabilitet og risiko for varig konflikt.

En uundværlig komponent i overgangsprocessen er begge siders vilje til forbrødring, især fra befolkningsgrupper, som føler, at en forfærdelig uret er blevet begået mod dem. Uden et vist mål af forsoning slipper den demokratiske revolution næppe uskadt gennem overgangsfasen.

Og forsoning forudsætter empati for modparten.

Mange egyptere har ondt af Mubarak, der føler sig ydmyget, men de vil ikke lade ham gå fri. Diktatoren skal betale for sine forbrydelser mod befolkningen. 800 personer mistede livet under fredelige gadedemonstrationer. Egypterne vil ikke have hævn. De kræver blot retfærdighed.

Forbitrede tunesere

I Tunesien hersker der en noget mere forbitret stemning. I modsætning til Mubarak flygtede præsident Zine Ben Ali med sin kleptokratiske frisørhustru og hendes klan. De tog en formue af ukendt størrelse med sig. Tuneserne kræver Ben Alis hoved på et fad. Han har forskanset sig i det saudiarabiske kongerige, hvor han fik et slagtilfælde i februar, men folket vil have ham hentet hjem og stillet for retten. En retssag, som næppe vil gå stille af.

Muligheden for forsoning og en fredelig overgang til nye folkevalgte styrer har meget længere udsigt i andre arabiske lande som Libyen og Syrien, Yemen og Bahrain, hvor befolkningen også har demonstreret for frihed, retfærdighed og værdighed.

»Især i Libyen og Syrien har regimerne tilintetgjort alle civile institutioner uden for statens kontrol. Systemkritikere er blevet udsat for massive repressalier. Det betyder, at der i begyndelsen ikke var nogen samtalepartnere. Det gav Gaddafi og Assad e perfekt påskud til at afvise dialog og i stedet slå hårdt ned mod oppositionen,« siger Habib Nassar.

Når støvet har lagt efter de blodige slag i Libyen og Syrien, er det yderst tvivlsomt, om befolkningen vil stille sig tilfreds med kompromisløsninger, der giver tyrannerne frit lejde.

»Det bliver næppe muligt at bringe forsoning på bane med det samme,« mener Nassar.

De historiske modeller

Den omstændighed fører til spørgsmålet om, hvorvidt man i Mellemøsten og Nord-afrika vil lade sig inspirere af overgangsmodeller udviklet og anvendt i andre lande.

Hvad kan arabiske oppositionsbevægelser lære af Sydafrikas erfaringer med Sandheds- og Forsoningskommissionerne?

Skal Østeuropas udsættelse af et retsopgør og indkorporering af kommunistpartiet i et demokratisk system efterlignes, eller bør de følge demokratiske Argentinas eksempel og indlede et retsopgør med generalerne?

Selv om Egypten traditionelt anses for at være et pejlemærke for Mellemøsten, er der god grund til at være bekymret for landets overgang til demokrati, mener Timothy Phillips, medgrundlægger af Project on Justice in Times of Transition ved Tufts University i Boston.

»Friske meningsmålinger viser, at egypterne er enormt optimistiske og føler sig stolte over at have væltet diktatoren, men de ser bekvemt bort fra, at han er blevet erstattet af et militærstyre,« siger Phillips og fortsætter

»Den demokratiske opposition har ikke magten, og det er langtfra sikkert, de vil vinde de kommende valg. Det betyder, at militæret måske i samarbejde med Det Muslimske Broderskab vil etablere de nye politiske institutioner.«

»Ikke kun det. Militæret vil gøre alt for at bortlede opmærksomheden fra sin meddelagtighed i Mubaraks korrupte og diktatoriske styre. Det er derfor, juntaen gav efter for pres fra gaden og arresterede Mubarak og hans to sønner. Det letter lidt på trykket, så presset ikke får kedlen til at eksplodere.”

Modkup i Argentina

Forskellen til Argentina kunne ikke være større. Her sejrede demokratiet, og den nye folkevalgte præsident Raul Alfonsin havde legimitet og mod til at nedsætte en undersøgelseskommission, som i en rapport afslørede tortur og 'forsvindinger' og af titusinder af politiske modstandere mellem 1976 og 1983.

»Det er svært at se, hvordan den demokratiske opposition i Egypten vil få gennemtvunget et lignende opgør med fortidens forbrydelser, mens militæret sidder i sadlen og stadig hyldes af befolkningen,« mener Timothy Phillips.

Med til historien hører, at de argentinske officerer flere gange forsøgte et modkup og til sidst pressede det civile demokratiske styre til at udstede en generel amnesti. I dag næsten 30 år efter demokratiets indførelse i Argentina fortsætter retssager mod militærofficerer; generalissimo Jorge Rafael Videla sidder stadig i husarrest.

Berufsverbot i Østeuropa

Som et minimum vil relationerne mellem Egyptens væbnede styrker og den demokratiske bevægelse blive turbulente i lang tid fremover ligesom i Argentina.

»I Egypten og Tunesien henter militæret først og fremmest legitimitet fra det forhold, at de afviste en ordre fra diktatoren om at igangsætte et blodbad i gaderne. Men vi ved endnu ikke, om den egyptiske militærregering er af demokratisk obser-vans,« siger Jacques Rupnik, historiker med speciale i postkommunistiske samfund og bestyrelsesmedlem i Institute for Historical Justice and Reconciliation i Haag.

Demokratiske bevægelser i arabiske lande kan utvivlsomt låne idéer fra Sydafrikas sandheds- og forsoningskommission og den såkaldte lustracja-kampagnen i Tjekkiet og i Polen.

»I Østeuropa var ideen med lustracja (renselse) at nedlægge forbud mod, at tidligere højtstående kommunister og medlemmer af efterretningsvæsenet kunne besidde stillinger inden for staten og militæret altså et slags berufsverbot. Det er tale om en administrativ foranstaltning, ikke om retsforfølgelse,« fortæller Rupnik.

Ifølge den libanesiske jurist Habib Nassar er det sandsynligt, at den type er-hvervsforbud vil blive afprøvet i Egypten og Tunesien.

»Den demokratiske opposition vil sikkert kræve retsforfølgelse af topfolk, mens folk på et lavere niveau, der er mistænkt for korruption, kan udelukkes fra offentlige stillinger. Andre kan blive siddende og sikre kontinuitet i statsbureaukratiet,« siger advokat Nassar.

»Men det afgørende er at undgå en heksejagt, sådan som udrensningen af baathister blev opfattet af sunni-befolkningen i Irak. Der bør også være garanti for en fair retssag mod Mubarak, hans sønner og andre topledere i regimet i henhold til international standarder. Retssagen mod Saddam Hussein blev vidt og bredt i Irak og i den arabiske verden tolket som sejrherrernes retfærdighed,« mener den libanesiske jurist.

Sandhed og amnesti

Sydafrikas anvendelse af sandheds- og forsoningskommissioner til at bibringe for-brødring i 1990'erne mellem det hvide apartheid-regime og Nelson Mandelas nye folkevalgte styre kunne også blive gavnlige for arabiske lande.

»Retssystemet magter ikke at håndtere 100.000 sager om mindre overtrædelser af menneskerettighederne. Ofrene kan ikke vente på kompensation og oprejsning. Den opgave er sandhedskommissioner bedre til at løse,« mener Nassar.

En åbenlys fordel ved sandhedskommissioner er, at de stiller ofre og gerningsmænd ansigt til ansigt og derfor skaber mulighed for at skabe forløsning og forsoning. I den sydafrikanske virkelighed klagede nogle ofre dog over at genoplive rædslerne.

»Mange ofre kan ikke nøjes med kompensation, blodpenge. De vil også kende sandheden. Kommissionerne fremstiller en national fortælling om uretfærdighederne, som kan animere til reformer, men den sydafrikanske model er ikke universel,« forklarer den libanesiske advokat.

Et særligt kontroversielt aspekt var den amnesti, alle deltagere i kommissionerne i Sydafrika havde mulighed for at opnå. Ikke i noget andet land har sandhedskommissioner tilbudt ansvarlige for forbrydelser amnesti. Det skal man næppe heller forvente i Mellemøsten og Nordafrika. Dertil er der flydt for meget blod i gaderne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bill Atkins

Ja, man kan undre sig over at retsopgøret nærmest er fraværende i Østeuropa, når man påtænker at det trods alt var Ondskabens Imperium der brød sammen.