Læsetid: 9 min.

Den satans administration

Det er blevet en folkesport at hade administration og styring. Og det er ikke en overfladisk foreteelse. Ønsket om afbureaukratisering vibrerer gennem hele vores politiske og kulturelle historie, fordi den angår forholdet mellem stat og individ – mellem styring og frihed
Kvalitet. Driften mod faglig autonomi kan tage former, hvor de professionelle kobler sig fra det politiske fællesskab. Omvendt kan den politiske regelstyring på sigt forvandle fagligheden til en negativ lønmodtagermentalitet. Ingen af delene kommer der bedre skoler, ældrepleje eller sygehuse af.

Kvalitet. Driften mod faglig autonomi kan tage former, hvor de professionelle kobler sig fra det politiske fællesskab. Omvendt kan den politiske regelstyring på sigt forvandle fagligheden til en negativ lønmodtagermentalitet. Ingen af delene kommer der bedre skoler, ældrepleje eller sygehuse af.

Sofie Amalie Klougart

14. maj 2011

Mere end 20 sider tror jeg, Professionshøjskolen Metropols udviklingskontrakt med Undervisningsministeriet med resultatkrav, milepæle og indikatorer fylder i skriftpunktstørrelse 10, her fraregnet den finske plantage, der er skovet til at forsyne de omfattende brevvekslinger om netop udviklingskontrakten. 10 sider var vejledningen til min resultatlønsaftale; den nye er vistnok endnu længere. De studerende har aldrig haft så mange valg og gået til så mange eksamener, der skal administreres, som i dag, og underviserne vejleder, koordinerer og beskriver forløb i videre omfang end nogensinde.

Vi har aldrig haft så megen administration, så megen rapportering, så mange målepunkter, så mange standarder og procedurer for alt lige fra måltidsdefinitioner til rejseafregninger og tilskudsregler. 85 pct. af FTF's medlemmer synes, der går for megen tid fra borgerne til fordel for rapportering og administration. Og alle vil det til livs. Alle ønsker afbureaukratisering. Politikere og administratorer bekender deres synder; senest Bertel Haarder, der ind til marv og ben er frihedstænker. Selv Finansministeriet, der så til gengæld gerne vil måle på afbureaukratiseringen, mens fagministerierne bugner af veldokumenterede ansøgninger om afskaffelsen af overflødige regler. Det er blevet en folkesport at hade administration og styring.

Frihedens problematik

Og det er ikke en overfladisk foreteelse. Den vibrerer i vores politiske og kulturelle historie, der dirrer af argumenter og myter mod djævelskaben. Fra professor Jørgens S. Dichs legendariske kritik af bureaukraterne som den ny herskende klasse over Mogens Glistrups morsomme og harske kritik af papirnusserne til christianitternes revolteren mod hule paragraffer, man bruger til at slå andre med, og ikke mindst til at nedkæmpe friheden med.

Administration og styring er en problematik, der gennemsyrer den politiske idéhistorie, fordi den angår forholdet mellem stat og individ og dermed angår frihedens problematik. Men det er også en skillelinje, en markør, der desværre har omsat sig til en kamp mellem grupper, til stereotyper og fjendebilleder, der jævnligt kolporteres i medierne og erfares i hverdagen. Jeg erindrer en kostelig episode, da jeg djøf'er som jeg er tiltrådte som vicedirektør på Kunstmuseet Arken for år tilbage. I forbindelse med et besøg hos et større dansk galleri stødte min direktør og jeg ind i en fremtrædende kunstanmelder. Jeg blev præsenteret, meddelte lakonisk min forhistorie som embedsmand i Undervisningsministeriet og Kulturministeriet. Reaktionen var begejstret. På mine vegne vel at mærke. Var det ikke skønt for mig, at jeg nu sådan fik blæst støvet fra paragraffer og grå administration af mig for at blive begavet og beriget med kunstens livfulde sjæl på museet, hvor jeg angiveligt skulle stå for alt det nødvendige, men også fik chancen for at møde virkelige aktører i frihedens rige. Kunstnere. Nu skulle jeg møde spændende mennesker, der kunne gøre det af med bureaukratiets aflejrede forkalkninger. Slut med notater og mødesale. Frigørelsen var nærved lige om hjørnet.

Den frie ånds byrde

Skismaet eller den dobbelthed mellem liv og administration, frigørelse og institution har fået rigt mæle i vores samfundsdebat; kulturelt i musik, scenekunst og digtning, pædagogisk i reformpædagogik og institutionskritisk tænkning, fagprofessionelt i positionskampe og selvfortællinger og politisk i ikke mindst den danske faible for decentralisme og fagligt selvstyre. Det er også her, fordommene om mennesker, der arbejder med f.eks. finans og administration, som talende jakkesæt eller monotone hverdagsmennesker, gror. Og omvendt er det også her, fordommene om kunstnere og forskere som egensindige, revolterende og inderligt kreative eksistenser tættere på såvel livet som kræfter i det hinsidige trives åh så godt. Det er aldrig i det offentlige billede eller den herskende symbolske orden den almindelige lønmodtager eller djøf'er, der fremstår superspændende, men altid den, som synligt skilter med sin anderledeshed, der fremstår som et livstykke. Derfor får vi os altid et godt grin over kunstneren, der har kæmpet sig igennem forstudierne på loftsværelset, har været skilt en fem-seks gange og endelig når berømmelsens tinde med grønt hår og spektakulært outfit. Lønmodtageren i finansverdenen eller den offentlige administration er jo blot en af den moderne verdens kedelige eksistentielle vaneforbrydere, opslugt af det næste samtalekøkken eller en Weber-grill mega plus og rig lejlighed til at spejle sig selv i tv's Hokus Krokus, X-Factor, Hammerslagog alle de andre bud på moderne public service, som oplysning hedder på tv'sk.

Men relationen er dobbelt. Frie ånder står ofte i et sært had/kærlighedsforhold til administration. Og det er efterhånden ikke kun kunstnere og forskere, der påkalder sig frihed som væsentligt og produktivt arbejdsvilkår, der udstråler respekt for deres integritet. Journalisterne ser det som forudsætning for at afsløre og kritisere, fagprofessionelle som forudsætningen for et fagligt skøn, lærerne som metodefrihed etc. Administration er noget, andre skal tage sig af. En lidt trist omkostning, en byrde, det er godt, andre kan løfte, en slags kold hånd. Et job for HK'ere, DJØF'ere og andre som ka' det der med regneark, procedurer, regler og institutionelle forordninger af enhver slags, og som derfor heller ikke spørger kritisk til forskeren eller kunstneren, eller hvem der nu måtte beflitte sig med rollen eller selvforståelsen som fri fugl. Det er på den ene side fedt nok, kan man mærke. På den anden side er det rasende ubekvemt og intimiderende med disse mennesker, der sætter grænser og ikke forstår kunstens indre væsen, sandhedens kringlede tilblivelsesveje i verden og dets værdifulde status, det faglige skøns ukrænkelighed, metodefrihedens nødvendighed etc. Og guderne skal da også vide, at djøf'ere og andet administrativt godtfolk nu og da kan savne blot et minimum af musikalitet i tilgangen til fagprofessionelle.

Troen på integritet

For at gøre det bedste er disse grupper således bundet sammen af ønsket om frihed og ofte fordringen om fagligt selvstyre, om end med et betydeligt internt hierarki mellem disse grupper. Når administration og styring er et problem for forskere eller kunstneren beror det ikke mindst på anfægtelsen af deres integritet. Når hjemmesygeplejerskens arbejde galvaniseres i instrukser og standarder, er det synd for patienten, at de kolde hænder udgrænser den varme omsorg.

I stor skala findes problematikken navnlig på de tunge offentlige områder. Sygehuse, skoler, uddannelsesinstitutioner, pædagogiske institutioner. Store dele af de offentligt ansatte, ikke mindst dem, der er organiseret i professioner, stiler efter autonomi, fagligt selvstyre og gerne monopol på deres område. På sundhedsområdet er den slags i vid udstrækning reguleret via autorisationer, der i sidste ende er begrundet i patienternes sikkerhed. Andre steder et de facto oparbejdet historisk vilkår, og endelig nogle steder et forhold reguleret i den danske model for arbejdsmarkedet, hvor fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer aftaler sig frem til den slags. Det har skabt store og stærke professioner i det danske samfund, men også betydelige udfordringer. I årevis er professioner og offentlige institutioner som led i moderniseringen af den offentlige sektor blevet presset. Ned med professionsvældet har været en underliggende dagsorden i mange moderniseringsinitiativer og nye styringsinstrumenter, der har givet politikere og brugere mere magt i forhold til lærere, læger, pædagoger etc.

Markedet og idealet

Redskaberne har konsekvent været en kombination af marked og stat, af inspiration hentet fra det private erhvervslivs performanceorientering og politikernes behov for mere kontrol og demonstration af handlekraft. Og professionerne har følt sig klemt i sandwichen mellem velfærdsmarkedets krævende brugere, der vil have skræddersyet service og frit valg, og politikere, der over for medierne uafladeligt skal stå til ansvar for de mindste detaljer i undervisningen, på stuegangen osv. og derfor tæppebomber velfærdsområdet med reformer og styringsformer for at opnå flere resultater og mere aktivitet for samme midler. Altså mere marked og mere stat på samme tid. Begge dele provokerer professionerne. Markedsorienteringen strider mod deres idealer om socialt arbejde, om pædagogisk udvikling og lighed etc., og de har stærkt profilerede holdninger til deres genstandsfelter. Det være sig folkeskolen, sygehusenes udvikling eller integrationspolitikken. Politikernes indblanding geråder i konflikt med deres påkaldelse af autonomi, metodefrihed og faglighed. Samtidig har professionerne også fagforeninger, der kæmper om løn og arbejdsvilkår. Det vil sige, som elsker detaljerede, automatiske regler og rettigheder, når de tilskrives medlemmerne, men kæmper imod dem, når de rammesætter og målretter arbejdsform og udførelse. Så skændes man om djøf'icering, og den vanebetingede despekt for administrative grupper er nem at gribe til. Jeg har sågar hørt nogle få det skidt, når de hørte ordet 'afrapportering', eller faglige medarbejdere deklarere, at de synes, det er strengt, at de næsten personligt skal betale for alle de ledere og administrative medarbejdere, der forstyrrer det unikke møde mellem underviser, stof og studerende. At styre og lede professioner og mennesker, der og i et vist mål berettiget stiler efter autonomi og skønsmæssigt råderum i opgaveløsningen, er de facto i mange tilfælde at lede stålsatte lønmodtagere, lige såvel som det er at lede dybt engagerede professionelle, om end de konsekvent kun sættes i tale som det sidste.

Faglighed på dåse

Hvad er så problemet? Jo, for det første er problemet, at professionernes drift efter autonomi nu og da kan antage former, hvor de afkobler sig det politiske fællesskabs (folketing, kommune, region) helt legitime beslutninger med henvisning til deres holdninger, en særegen kultur eller den efter deres opfattelse åbenlyse stupiditet i et vedtaget forslag. Efter et foredrag om dansk uddannelsespolitik på en folkeskole for nogle år siden spurgte jeg efterfølgende forsamlingen, hvilke konsekvenser den nye formålsparagraf for folkeskolen fra 2006 havde haft. Svaret kom prompte: »Ikke noget, her går vi ind for det hele barn.« Udsagn som den slags kræver en særlig selvforståelse, som mindede mig om min barndoms Vestjylland, hvor mange mente, at momsen ikke rigtig var slået an. Begge dele lanceret som civil courage. Det ene sted pædagogisk. Det andet sted skattepolitisk.

For det andet: Den politiske styring af disse fagprofessionelle har ofte gået på med et stalinorgel af nye styringsfix at indskrænke deres råderum, skematisere og standardisere deres arbejdsliv frem for at styrke grundlaget for deres professionelle skøn. Faglighed på dåseform og standardiseringer i metermål. Indskrænkning af råderummet kan højst være en kortsigtet strategi, som på lang sigt fremmer lønmodtagermentaliteten, når den er mindst produktiv, og som producerer sin egen modsætning: nemlig den urimelige aversion over for fornuftig administration og ledelse tilsat offermentalitet i rigt mål.

To slags fornuft

Det indebærer en dobbelt umyndiggørelse af lederne og de professionelle. Lederne reduceres til forvaltere af statslig topstyring og budgetter, der ikke holder i institutioner asfalteret med milepæle, regneark og standarder. De løber efter målsætninger, men har tabt formålet af syne og kontakten til fagligheden og den professionelle horisont. Og de professionelle bliver til velorganiserede konservative timetællere eller normbeskyttere, der er fælles om at værne om den enkeltes rettigheder frem for kolleger i et stærkt, åbent fagligt fællesskab, der vedstår sig sin forpligtelse og værdien af god ledelse; også når den udøves af figurer, der ikke er groet i egen muld og indsocialiseret fra isse til hæl.

Man kan hverken dokumentere eller tæske sig til bedre undervisning, pleje, omsorg og behandling. Man får det næppe heller ved blot at tilbyde oceaner af ny tillid eller anerkendelse. Men man kan fremme et ideal om professionalisering og besinde sig på en idé om selvbegrænsning. Forstået dels som en permanent professionalisering, der indebærer, at vi bliver bedre til de roller og opgaver, vi løser i en mere og mere kompliceret og specialiseret arbejdsdeling og ikke mindst til at skabe kredsløb, broer og sammenhæng. F.eks. mellem professionelle og ledelse og administratorer. Dels som en selvbegrænsning i anerkendelsen af den gensidige og respektaftvingende afhængighed mellem administration og professionelt arbejde: Alternativet er en fælles afmagt med udsigt til enten fortsat teknokratisk demotivering eller afkoblede øer af fagligt selvstyre. To former for fornuft, der ikke kender deres egne grænser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Houbo Pedersen

Generaliseringer er en PEST. Specielt i denne IT alder.
Hvis blanketter ikke inkluderer personen er man på røven p.g.a. automatisering og automatisk databehandling.
Vær ALTID som de mange, eller vær forberedt på store advokat omkostninger. HURRA for fremskridtet!! Al magt til det offentlige selvom det bliver mere hjernedødt.

Henning S. Sørensen

Alt kan beregnes i et bureaukrati.. igen og igen...

En bonde i Jylland står og passer sin fåreflok.

Pludselig kommer der en spritny Audi og parkerer ved leddet. Ud stiger en frisk smilende fyr i bevidst casual fløjlshabit jakke, pastelfarvet pringle pullover, indfarvede jeans og sko med lædersål. Han sætter solbrillerne op i panden og råber københavnerkækt til bonden:

- Hvis jeg kan regne ud, hvor mange får du har, må jeg så få et af dem?

Bonden kigger på fyren og svarer:

- Det er OK med mig!

Fyren tager sin Dell Notebook frem og åbner den på bilens motorhjelm. Ved hjælp af Nokias seneste 3G-telefon kobler han sig op på en NASA-side på internettet. Han kontakter et GPS-sattelitnavigationssystem, henter den eksakte position, og giver data'ene videre til en NASA-sattelit, der scanner området med et højopløsningskamera. Så åbner han digitalbilledet i Adobe Photoshop og eksporterer det til Image Processing Facility i Hamburg.

I løbet af få sekunder får han en email på sin Palm PDA med teksten "Picture processed and data stored". Derefter logger han sig på en MS-SQL database via ODBC og henter et avanceret Excel-regneark. Han kopierer data'ene fra billedet ind i regnearket, og kort efter kan han udskrive en 4-farvet rapport på 150 sider på sin miniature-hightech-ColorLaser printer.

Fyren kaster et blik på sidste side og siger:

- Du har nøjagtig 1586 får!

- Det stemmer, siger bonden, så du må tage et af fårene.

Bonden står og betragter fyren, mens han udvælger et af fårene og bakser med at få det ned i bagagerummet på sin bil.

Så siger bonden:

- Hvis jeg kan sige præcist, hvad du arbejder med, kan jeg så få fåret tilbage?

Fyren tænker sig om et øjeblik og accepterer så.

- Du er konsulent, siger bonden.

- Det er rigtigt, hvordan kunne du vide det?

- Det var ikke svært. Du er kommet, uden nogen har ringet efter dig, du skulle have betaling for noget, jeg allerede vidste, på et spørgsmål, jeg ikke har stillet, og du har brugt en masse ressourcer. Desuden har du ikke en klap forstand på det forretningsområde, du udtaler dig om. ...Så vær venlig at åbne bagagerummet og giv mig min golden retriever tilbage!

Hej 8O)

Peter Hansen

Det var meget lettere, da marn forstod, at det handlede om at opstille rammer, som medarbejderne kunne udfylde pragmatisk og per konduite. Det gik også meget bedre dengang.

Hvis "ønsket om afbureaukratisering vibrerer gennem hele vores politiske og kulturelle historie", som skribenten skriver, så er det måske fordi der er en grund til det.

Danmark har altid, i hvert fald siden enevælden, været plaget af en pedantisk, arrogant central statsmagt. Da denne centralmagt trods alt er ret velfungerende, så har modstanden aldrig været stærk nok til en administrativ revolution. Folk er jo vant til det.

Så vælger de fleste slaveløsningen: at brokke sig og være misundelig, selv om man egentlig er panikslagen, hvis man skulle klare sig selv. Et mindretal, som virkelig lider under systemet og derfor ikke vil føje sig, kæmper aktivt imod centralmagten. Denne strømning har hele tiden eksisteret og givet sig udkast i forskellige bevægelser, lige fra Venstre i provisorietiden (der allerede havde mistet oprørskheden da de enedelig kom til magten i 1901), de sønderjyske protestbevægelser i 1930'erne, senere De Uafhængige og Fremskridtspartiet, Dansk Samling og Retsforbundet m.fl. Deres mission er imidlertid dømt til at mislykkes, da flertallet trives med slavementaliteten og ikke ønsker virkelige ændringer.

Måske er embedsmændene egentlig er særligt folk rent etnisk - den københavnske middelklasse bestod i 1800-tallet stort set af tyskere, som pludselig blev nationaltsindede danskere (f.eks. Orla Lehmann, der besnakkede folket til en national katastrofe). Der fandtes også en dansk københavnsk borgerklasse, men den er stort set uddød. Underklassen samt alle andre ude i "provinsen" var de ægte danskere, og det er de stadig i dag. Der er selvfølgelig udskiftning i klasserne, middelklassen spiser de klogeste og dygtigste unge mennesker fra hele landet og suger dem til kontorerne og kancellierne i København. Men når de blåøjede bondeknøse fra folkedybet sådan skifter miljø, så skifter de også tankegang og bliver fuldt ud en del af embedsmandsklassen.

Man kan sammenligne Danmark med Norge. I Norge var den tysk/dansk-prægede embedsmandsklasse langt mindre, og det oprindelige folk var større. Desuden tilkæmpede de folkevalgte sig en virkelig magt over embedsvæsenet. Resultatet er at Norge i højere grad ligner et folkestyre.

Lars Poulsen

Det er et føreløst tog. Det brager derudaf og der er ingen der ved hvordan man skal stoppe det.
Først når systemet er så dårligt at nok personer har det dårligt nok, så bliver der revolution og vi kan lave noget nyt.