Læsetid: 4 min.

De slår hårdt, og det ser godt ud

Verdens bedste kvindelige tennisspillere er stærke, men de er stadig værd at kigge på
Æstetik. Også tennisverdenen har sit behov for at præsentere de kvindelige stjerner æstetisk.

Æstetik. Også tennisverdenen har sit behov for at præsentere de kvindelige stjerner æstetisk.

28. maj 2011

Badmintonsporten har et forbillede, og det er tennis. Badmintoncheferne ser tenniskollegerne omgivet af milliarder af kroner i sponsorpenge og tv-rettigheder og vil have en bid af kagen.

Så på onsdag er det slut med at spille i shorts ved store internationale turneringer. Det internationale badmintonforbund, BWF, har pr. 1. juni besluttet at gøre det obligatorisk for kvinderne at spille i skørt. Det gør de fleste allerede, men nu skal alle med, selv den »lille gruppe spillere, der stadig foretrækker at spille i mandetøj«, som vicepræsident i BWF, Paisan Rangsikitpho, formulerer det.

Mændene på direktionsgangen har været forbløffende ærlige omkring deres motiver. Der er brug for at øge sportens popularitet, og hvis kvinderne skal tiltrække fans og sponsorer, nytter det ikke noget, at de løber rundt og ligner mænd, lyder argumentet.

»Tøjfabrikanterne vil gerne have, at spillerne er rigtig smarte og præsentabelt klædt som kvinder,« siger Paisan Rangsikitpho og tilføjer, at man i forbundet også overvejede at give kvinderne mulighed for at spille i små, stramme shorts, men at man ikke kunne finde en ordentlig måde at kommunikere sådan et budskab ud på.

Se til tennisverdenen

Protesterne har lydt kloden rundt. Politikere, forskere og fjerfolk overalt fra Kina til Canada har, forventeligt og berettiget, kritiseret reglen for at være sexistisk, diskriminerende og en krænkelse af kvindernes rettigheder. Flere af spillerne har fortalt, hvordan de føler sig fysisk hæmmet af at spille i nederdel. De oplever at bevæge sig bedre og friere i shorts.

BWF-direktør Thomas Lund anerkender, at kvindernes bevægelsesfrihed begrænses, men insisterer på, at det er nødvendigt: »Vi gør det for at øge interessen for kvindernes spil ved hjælp af en æstetisk præsentation af sporten,« lyder det fra den tidligere elitespiller.

Han kunne lære noget af tennisverdenen. Her sikrer man den æstetiske præsentation af sporten helt uden kønsspecifikke påklædningsregler. Kvinderne klæder sig som kvinder ganske af sig selv. Som for eksempel i den storstilede kampagne Strong is Beautiful, som organisationen bag professionel kvindetennis, WTA, lancerede forrige uge. Den skal promovere spillet og spillerne verden over de næste to år og består af billeder og korte slowmotionfilm af de største tennisstjerner, der optræder med løst hår, fuld make up og i særligt til lejligheden udvalgte tennisskørter, sjal eller gallakjoler. Vi ser dem midt i en hård serv eller en hidsig baghånd, heroisk baggrundsbelyst og omgivet af kunstig røg. Deres egne stemmer fortæller om at træne som barn i det krigshærgede Beograd eller spille finale med en milliard kineseres forventninger på skuldrene. Vi forstår, at de er seje, vi ser, at de er stærke, og med blokbogstaver får vi at vide, at de er smukke: Strong is Beautiful.

Enhver, der har set toptennis på klods hold, ved, hvor usandsynlig hårdt spillerne slår til bolden, hvor voldsomme deres bevægelser er, og hvor stærke deres kroppe er nødt til at være for at konkurrere på allerhøjeste niveau i så udmarvende en disciplin. Man kan næsten mærke deres anstrengelser.

Netop det sanselige aspekt af spillet hvordan det føles at slå til bolden, de brutale kræfter der er i spil, glæden ved at vinde var central i kampagnen for mændenes ATP-tour tilbage i 2008. Feel It, hed den, og havde billeder af spillerne i slagsituationer med vilde heste, drager og ildkugler flyvende ud at ketsjeren.

Formidlet indefra og udefra

»Når man ser tennis i fjernsynet, forstår man ikke altid den intensitet, spillerne spiller med. Det kan den her kampagne virkelig vise fansene,« sagde stjernespilleren Andy Murray om kampagnen.

På samme måde forsøger dette års ATP-kampagne, Game On, at formidle det pres, som spillerne er under, når kampen er i gang: »Hvert slag. Hvert point. Hvert parti tæller,« lyder det.

Det er tennis formidlet indefra. Vi lever os ind i kampen, i spillerne, i slagene, i jublen. Vi mærker deres anstrengelser og forestiller os frydefuldt, hvordan det må være at besidde deres talent. Den mandlige tennisspiller er det subjekt, vi oplever spillet igennem. Han er stærk, og vi bliver tilbudt at opleve hans styrke.

Caroline Wozniacki er også stærk. Det mærker vi intet til. WTA inviterer os ikke indenfor. De beder os om at kigge på hendes styrke, og de minder os om, at vi ser på noget smukt. Det er tennis formidlet udefra. Wozniacki og hendes kvindelige kolleger bliver bekræftet i, at deres væren, med den franske sociolog Pierre Bourdieus ord, »er en væren-perciperet«.

»De eksisterer først og fremmest gennem og for de andres blik, dvs. som imødekommende, tiltrækkende, disponible objekter (...) og er dømt til uophørligt at føle afstanden mellem den virkelige krop, som de er lænket til, og den ideale krop, som de uden ophør arbejder på at tilnærme sig.«

Til at kigge på

Bourdieu noterede sig ellers sportslig udfoldelse som en mulighed for at bryde med denne oplevelse af kroppen. På tennisbanen glider det udefrakommende blik i baggrunden, og kroppen bliver genvundet. Den »forvandles fra at være en krop for den anden til at blive en krop for sig selv, fra en passiv krop, der handles med, til en aktiv og handlende krop«.

Den hopper WTA ikke på. På det punkt er de ikke anderledes end det internationale badmintonforbund. Den væsentlige forskel er, at BWF udbasunerer deres sexisme for fuld blæs, mens tennisforbundet gemmer deres bag retoucheret girl power-æstetik. Begge organisationer har lært, at kvinder først og fremmest er noget, man kigger på.

Der er for så vidt ikke noget i vejen med at kigge på kvinder. Heller ikke kvinder med ketsjere i hånden. Nej, »det der er galt,« som Lilian Munk Rösing skriver i sin bog Kønnets katekismus, og som skørtepåbud og tenniskampagner så nydeligt tydeliggør, »er ikke, at mændene kigger på damer, men at 'mand kigger på dame' er blevet en grundsyntaks for hele kulturen«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helge Andersen

Sikke dog en gang vås. Dametennis er først og fremmest populært fordi det er sport på et meget højt niveau, hvor der ligger rigtig mange timers hård træning bag.

At badminton ikke har samme popularitet i den vestlige verden skyldes nok mere, at spillet ikke er nær så udbredt og eksponeret som eksempelvis tennis.

BWF har i øvrigt netop i dag besluttet at droppe det omdiskuterede beklædningsdirektiv.