Læsetid: 4 min.

Store mænds fald forklaret for børn

Hvis man læser H.C. Andersens eventyr 'Klods Hans' forstår man, hvorfor store mænd som Dominique Strauss-Kahn og John Edwards ender som skurke i sædelighedsskandaler
Hvis man læser H.C. Andersens eventyr 'Klods Hans' forstår man, hvorfor store mænd som Dominique Strauss-Kahn og John Edwards ender som skurke i sædelighedsskandaler
28. maj 2011

Det skulle være en slags social gåde. Der bliver spekuleret i konspirationer, og der bliver opfundet syndromer til at forklare, hvordan det kan være, at store ledere forfalder til gemene forbrydere. Lige før var de på toppen og i spidsen og kort efter er de faldet hele vejen igennem hierarkiet.

Det kan være den amerikanske politiker John Edwards, der var beundret som social idealist indtil han blev afsløret og nu sigtet som seksualforbryder. Det kan også være Dominique Strauss-Kahn, der indtil sidste søndag var favorit til at blive fransk præsident, men som nu er skurk i en global sædelighedsskandale.

De skulle være bedre end os andre, men pludselig står de som symboler på det værste.

Kynikere siger, at sådan er spillet: Hvis man vil til tops, skal man tænke strategisk og spille et magtspil, og således lærer man at sætte sig ud over de sociale regler. Alle kender skræmmebilledet på politikeren, der vil magten for magtens skyld, og derfor 'ikke skyer nogen midler'. De er med andre ord så korrupte, at det ikke kan overraske, når de afsløres som moralske fiaskoer.

Andre kulturalister har forklaret fænomenet Strauss-Kahn som en særlig fransk kulturfinesse: I Frankrig er libertineren en anerkendt skikkelse, og en stor leder skal ifølge denne myte have lov til overdådige udskejelser. En tredje kristen kulturkritisk forklaring på Edwards og Strauss-Kahn er fortællingen om, at idealister altid er er de største syndere: De tror, de kan skabe deres egen verden, og derfor overskrider de alle grænser: De har med en berømt vending slugt vorherre og gjort sig selv til Gud. Og så ender man som bekendt enten som fanden eller rockstjerne.

Sandheden om verden

Kynikerne, kulturalisterne og den kristne kulturkritik overser, at den sociale gåde i virkeligheden er en gåde ved det sociale, som kan forklares for børn: De, der er i toppen af en orden, bliver ikke holdt på plads af denne orden. De, der er øverst i sociale hierarkier, bliver ikke opdraget af hierarkierne. Det kan godt være, vi ikke ved, at vi allerede ved, det hænger sådan sammen. Men vi ved det fra H.C. Andersens eventyr:

Klods Hans handler netop om, hvordan prinsessen i toppen af hierarkiet ikke respekterer de regler, som holder hierarkiet sammen. Hun sidder på tronen og ser hovedrystende ned på alle dem, der ser op på tronen.

Eventyret indledes med den bekendtgørelse, at prinsessen vil finde sig en ægtemand og alle landets bejlere kommer til slottet for at gøre lykke. Udenfor på pladsen står folket som det store publikum og kigger ind på scenen, hvor underordnede borgere prøver lykken hos overhovedet. Indenfor på slottet sidder lærde oldermand og tager noter til alt, hvad der bliver sagt, mens kongerigets dygtige og flittige ungkarle vil bevise, at de kan alt det, der forventes og kræves i den sociale virkelighed. Klods Hans' to brødre er to dydsmønstre, som har lært pensum, overholder reglerne og klæder sig i overensstemmelse med koderne: »Den ene kunne udenad hele det latinske leksikon og byens avis for tre år, og det både forfra og bagfra,« og den anden kunne tale om alt, hvad der angik staten og var i øvrigt fin og fingernem til at brodere seler. Alle landets kompetente fyre kommer fra provinsen ind til hovedstaden, de kommer fra periferien ind til centrum. Og de retter sig alle efter, hvad de regner med, der forventes fra dette centrum. Men da de endelig når frem til den sociale verdens overhoved, finder de ud af, at hun slet ikke vil have én, der lever op til forventninger og overholder reglerne. Hun afviser de to dygtige brødre. Og de kloge oldermænd, der overvåger reglerne og lovene, udstiller hun som idioter: »Oldermanden er den værste,« siger prinsessen: »for han kan ikke forstå«. Alle dem, der stræber opad, tager en orden for givet, som prinsessen på toppen finder latterlig.

Derfor bliver hun forelsket i Klods Hans, som kommer og hælder pludder i hovedet på oldermændene og kaster en død krage på gulvet. Han gør det forkerte og beviser for prinsessen, at han har gennemskuet, at det socialt rigtige ikke er sandheden om verden. Hun falder for den Klods Hans, som de andre ikke kan holde ud.

Sandheden om frihed

Det kan forklares for børn i et eventyr, men det kan også iagttages til daglig: Chefer behøver ikke overholde de samme regler som underordnede. De overordnede er ofte dem, der opfører sig dårligst: De snakker om deres privatliv, når det passer dem, og de forventer, at resten lytter. De overordnede fortæller om de mest banale hverdagsbegivenheder, som om det var interessante tildragelser. De bestemmer selv, hvordan der skal grines, og hvornår der skal arbejdes alvorligt og intenst.

Pointen er ikke, at frigjorte mennesker ender som egoister, og at kun gammeldags hierarkier kan holde sammen på folk og sikre respekt for reglerne.

Det er omvendt: Det er netop, når folk tror på, at de virkelig er overordnede, og at de andre virkelig kun er underordnede, at lederne ikke kan styre sig og ender med det kun alt for forudsigelige fald.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

En kommentar:
I et politisk system med ret få mennesker, som kender hinanden, er det muligt at en person kan blive valgt til leder simpelt hen fordi han er dygtig og har folks tillid.
Men jo større det politiske system er, jo mindre sandsynligt er det, at vælgerne kan gennemskue, hvem der er den beskedne, uegennyttige, knald-dygtige hæderlige kandidat, som vil være den bedste til at lede. Her har en kandidat ikke en chance, med mindre han er udadvendt, dygtig til at gøre reklame for sig selv, dygtig til at skjule egne svagheder og ihærdig med altid at stille modkandidaterne i dårligt lys. Det er sandsynligt at den der bliver valgt, er den person med det største ego, det bedste netværk og den største evne til at nedtone egne fejl.
Det er derfor en indbygget svaghed i demokratiet, at denne type mennesker kommer op på samfundets topposter.
Måske burde man spekulere noget mere alvorligt over, hvordan man kan ændre spillereglerne, så dygtighed betyder mere og karisma betyder mindre.

Det er sandt at der er gamle sandheder der ikke bliver mere uvedkommende ved at være gamle. Det er nemlig rigtigt at de overordnede, hvis de ikke vil ende som megalomanere, skal være MERE omhyggelige med at overholde reglerne or respektere de underordnede end nogen andre is sytemet. Det er der selvfølgelig også nogen der gør.