Læsetid: 7 min.

Europa har ingen værktøjer til et fælles europæisk liv

EU er blot en forsamling af 500 millioner mennesker uden en legitim regering. De nationale politikere skal handle sammen for at vise borgerne, at EU kan bruges til noget, lyder diagnosen fra den franske filosof Pierre Manent
Uden et folk. Skaberne af EU forveksler folk og civilisation, siger Pierre Manent. Der findes en europæisk civilisation, men ikke et europæisk folk. Det er der vi står nu, siger han.

Uden et folk. Skaberne af EU forveksler folk og civilisation, siger Pierre Manent. Der findes en europæisk civilisation, men ikke et europæisk folk. Det er der vi står nu, siger han.

Vincent Bitaud

25. juni 2011

»Kære franskmænd ...« Filosoffen Pierre Manent sidder bag sit skrivebord og poserer for sjov som en anden fransk præsident, der holder tv-tale til landets befolkning. Imens skyder fotografen løs i det lille kontor på forskningsinstitutionen l'Ecole des hautes études en sciènces sociales, hvor Manent er professor.

Måske laver han sjov, fordi han er lettet over, at han nu er færdig med at tale om den Europæiske Union og ikke mindst dens problemer, som han har gjort det i knap tre kvarter indtil nu.

Manent har forklaret, hvor meget han håber, unionen vil bestå og fungere. Men også hvordan han er mere end almindeligt kritisk og skeptisk af en pro-europæer at være.

For EU er i øjeblikket fuldstændig låst fast, mener han. På den ene side har nationerne og staterne langt mindre magt i dag:

»Vi ved ikke længere, hvori det demokratiske liv består. Det princip, som tidligere organiserede livet i Europa, de forskellige suveræne befolkninger, er blevet betragteligt svagere. I dag begrænser den demokratiske legitimitet sig til den enkeltes rettigheder. Siden 1968 er hele demokratiets energi gået til minutiøst at garantere de individuelle rettigheder.«

På den anden side er der ikke længere nogen, som tager sig af de store spørgsmål, der skal positionere EU-medlemslandene på den internationale scene, siger han:

»De er blevet overladt til en instans, som man troede var i stand til at udføre fælles handlinger, og som man kaldte den Europæiske Union. Det, vi kan observere nu, er, at denne Europæiske Union er ude af stand til at få europæerne til at handle sammen.«

Kort sagt:

»Vi er i dag i den mærkelige situation, at vi har en kæmpe forsamling på 500 millioner mennesker, som burde spille en ret stor rolle på verdensscenen. Og samtidigt bliver vi klar over, at forsamlingen ikke har nogen regering, ikke har nogen midler til at handle sammen. Og at inden for forsamlingen er de eneste aktører de gamle nationer.«

»Men de er for en stor del delegitimerede og hæmmede af EU. Vi er i et yderst bekymrende politisk virvar, fordi vi ikke har instrumenterne til det fælles liv. Det er Europas krise i dag.«

Plads til populismen

I Frankrig begyndte de nationale politikere at 'overgive magten' til EU, da den borgerlige og brændende pro-europæer Valéry Giscard d'Estaing blev valgt som præsident i 1974. Han gjorde en stor personlig indsats for at skabe Det Europæiske Råd.

Efterfølgende bekræftede socialisterne med Mitterrand i spidsen i begyndelsen af 1980'erne Frankrigs stærke opbakning til det europæiske projekt.

»Højre og venstre mødes i en europæisk enighed. På den måde giver de plads til protestbevægelser til højre for højrefløjen og til venstre for venstrefløjen. Eliten kalder dem populistiske, men man kunne også blot sige, de var folkelige.«

Dermed har pro-europærne øget afstanden mellem befolkningerne og EU yderligere, fordi de har ladet den EU-skeptiske populisme vokse op rundt omkring i Europa, vurderer Manent:

»De europæiske politikere har ladet, som om de ikke så det komme. Men befolkningerne har kunnet se to nye store opdelende principper i det europæiske samfund. For det første en ny social opdeling, som ikke længere handler om proletariatet over for borgerskabet. I stedet står en international finansiel kapitalisme, der ikke har noget ansvar over for nationen, over for en befolkning som er dømt til ekstremt middelmådige lønninger. En befolkning, der bliver hjulpet lidt af velfærdsstaten, men som ikke længere kan håbe på en social forbedring.«

»Dernæst har den europæiske politiske klasse afvist at tage indvandringsspørgsmålet alvorligt, især den muslimske indvandring, som faktisk rejser specifikke problemer. Derved har de europæiske politikere opfordret til de populistiske tendenser, som de nu foregiver at være skræmt af,« vurderer Manent.

Intet europæisk folk

Hvorfor er det så svært for EU at regere?

»Svaret er meget simpelt, på en vis facon eksisterer EU ikke. Demokrati forudsætter, at der er et folk. Og det står klart, at der ikke er noget europæisk folk. Hvordan skulle der kunne være det, når man hele tiden udvider den europæiske union? Hvis EU med de oprindelige seks medlemslande havde eksisteret i lang tid, havde man haft tid til at se et europæisk folk forme sig. Men hvis man udvider antallet af medlemslande betragteligt hvert tiende år, er der ingen chance for at skabe en befolkning.«

Her har tilhængerne af den europæiske konstruktion begået en »intellektuel fejl«, mener filosoffen:

»Skaberne af EU siger, at der findes en europæisk civilisation. Men den blev skabt på en politisk national basis. Og selv om der er en europæisk civilisation, findes der ikke et europæisk folk. De er inddelt i nationale befolkninger. Og det har man ikke taget med i betragtningen. Nu, 60 år senere, opdager man, at der ikke findes noget folk, og hvad gør vi så?«

Hvad gør vi så?

»Man kan ikke overlade suveræniteten til et politisk instrument, som ikke har politisk legitimitet. Hvem støtter Madam Ashton? Ingen. Hvem handler hun for ? En abstrakt idé. Det er et diplomati, som er skabt institutionelt, men den eneste diplomatiske legitimitet findes i de nationale udenrigspolitikker. Derfor ligger det europæiske ideal ikke i at skabe en europæisk udenrigspolitik, som ikke har nogen autoritet, men i at de nationale udenrigspolitikker bevæger sig i samme retning.«

Der er nok at tage sig til, understreger Manent og nævner ikke mindst Libyen.

»Hvis forskellige europæiske lande i den slags situationer var i stand til at have en fælles udenrigspolitik, en fælles militær aktion, ville EU eksistere. Men hvad nytter det med en udenrigspolitisk repræsentation, når de vigtigste europæiske lande spredes i alle retninger, når der sker noget afgørende?« spørger han og svarer: »Det eneste håb er fælles handling. Når det handler om de store spørgsmål, for eksempel forsvarspolitikken, bliver Tyskland, Frankrig og England, altså de lande som har de største militære ressourcer i Europa, nødt til at være enige om den politiske retning. Og helst også inden for energipolitikken,« vurderer filosoffen.

De store lande skal gå forrest

En fælles europæisk politik vil kunne skabes, hvis for eksempel 5-8 store lande, der ønsker at gøre noget for Libyen eller inden for kernekraft, har mulig hed for det uden at skulle vente på, at alle 27 er enige, mener Manent:

»De andre lande skulle selvfølgelig også helst være enige, men hvis de største lande ikke er det, er det ikke umagen værd at tale om EU. Det er selvfølgelig ømtåleligt og meget vanskeligt at forhandle, men hvis alle kan se, at det fungerer, vil det blive lettere at samle de resterende lande.«

Vil de 5-8 lande i givet fald repræsentere EU ?

»Det er et problem, der er politisk vigtigt, som skal forhandles. Jeg har ikke nogen færdig løsning på det, men jeg er sikker på en ting, og det er, at det er på denne måde, man kan håbe at samle europæerne.«

Et andet omåde, hvor de europæiske lande med fordel kan arbejde sammen, er industripolitikken, forklarer Manent og giver Airbus, verdens største flyproducent, som eksempel.

Det samme gælder med de europæiske løfterakketter Arianne, som er udviklet af Den Europæiske Rumorganisation ESA.

»Der findes bemærkelsesværdige ressourcer i Europa, hvis de bliver brugt rigtigt. Men siden Airbus og Ariane er der ikke sket noget inden for den europæiske industripolitik. Og den europæiske splittelse inden for atomkraftspørgsmålet er en katastrofe. Et paneuropæisk forskningsprogram inden for dette område kunne have været et af de områder, hvor EU kunne have fremvist sine tekniske og videnskabelige kompetencer.«

Kommer tid kommer handling

De siger, politikerne skal lede EU sammen, men ofte modarbejder politikerne EU i national sammenhæng.

»I USA kritiserer kandidaterne til præsidentvalget ofte styret i Washington. Det forhindrer ikke USA i at være en forenet nation. Hvis EU eksisterede, ville det ikke genere, at nogen fører kampagne imod Bruxelles.«

Hvordan får man politikerne til at handle sammen ?

»Lande, som har en følelse af at have fælles interesser, har mange motiver til at handle sammen. Jeg kan ikke se andre håb, end at man får for vane at handle sammen i de tilfælde, hvor man kan se, at EU har brug for at stå sammen, hvis man vil kunne stå imod udfordringerne i dag. For eksempel globaliseringen.«

Så det er tiden, der skal vise os, at EU findes?

»Ja, EU skal være stabilt. Nu har det eksisteret i næsten 60 år, så man kan ikke blive ved at sige, at vi har tiden foran os. De aktuelle politiske, økonomiske og militære spørgsmål er vigtige, og vi har ikke meget tid til at bevise, at de europæiske nationer virkeligt kan gøre udrette noget sammen.«

Hvad sker der ellers?

»Ellers kan alting ske. Jeg er meget kritisk over for den europæiske konstruktion, men jeg håber overhovedet ikke, at de europæiske ambitioner får en ende. I så fald vil vi blot fortsat have problemer, men ikke håbet om at vokse i indflydelse, som man kan håbe at gøre det med fælles europæiske handlinger.«

Serie: EU på støtten

EU står i disse år over for konflikter, ingen havde set komme, og som vi ikke før har skullet bekæmpe. Hvad kan få europaerne til at ville EU? Skal de ville EU? Information har spurgt en stribe af Europas førende intellektuelle, som giver deres svar i denne serie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu