Et forsigtigt 'fuck you!' til den voldelige normalitet

Judith Butler har gennem de sidste par årtier konsolideret sin position som den ubestridt vigtigste feministiske tænker. Måske skyldes det, at hendes tænkning tilbyder et tiltrængt angreb på vores normalitet og 'sunde fornuft'. Eller måske at hun er god til at undre sig og reflektere over konkrete eksempler. Under interviewet vender Butler flere gange tilbage til sagen om den sydafrikanske atlet Caster Semenya, der i 2009 vandt VM i 800 meter løb. For kvinder. Men efterfølgende blev mistænkt for lige præcis at være for lidt kvinde og for meget mand. Det førte til en kønstest og en midlertidig suspension af det internationale atletikforbund, IAAF. Den blev siden ophævet, og for nylig har IAAF så indført en øvre grænse for testosteronniveauet hos kvinder, der vil konkurrere
somkvinder i internationale løb.

»Den verserende debat om Caster Semenyas ret til at konkurrere som kvindelig atlet viste tydeligt, at autoriteterne ikke selv var klar over, hvilke standarder der skulle gøres gældende for at afgøre spørgsmålet. De indkaldte genetikere, endokrinologer, psykologer og advokater. På den måde indrømmede man, at 'køn' er determineret af en række forskellige og nogle gange modstridende standarder. Så meget for 'natural genders'.«

I Butlers gennembrudsbog
Gender Troublefra 1990 var det netop ideen om det naturlige køn og en præetableret identitet, hun gjorde op med. Den nu berømte grundtanke var, at køn og seksualitet er sociale, historiske og kulturelle størrelser. Bogen, som også var et opgør med traditionel feminisme, og som nu omsider er kommet på dansk, gjorde med ét Judith Butler til verdenskendt kønsteoretiker og begreber som
performativitetog
queertil modeord både inden for og uden for universiteternes mure.

Hvis man imidlertid tror, at Butler kun er interesseret i køn og seksualitet, tager man fejl. I kølvandet på 11. september, på Israels vedvarende besættelse af Palæstina og på krigene i Irak og Afghanistan er Butler begyndt at arbejde med spørgsmål om sorg, vold og krig.
Kønsballade,som bogens danske titel nu lyder, er og bliver dog hendes uomgængelige hovedværk.

Kønsballade i bakspejlet

Kan du sige, hvad bogen udsprang af?

»På det tidspunkt, hvor jeg skrev
Kønsballade,forsøgte jeg at anfægte den udbredte antagelse, at man kun kunne forstå køn i heteroseksuelle termer, men jeg prøvede også at bestride ideer om naturlig femininitet og maskulinitet. Jeg var bekymret for, at sociale kategorier blev forvekslet med naturlige kategorier. Dermed ikke sagt, at biologi og genetik ikke er vigtige for forståelsen af den sociale betydning af køn, men blot at vi laver en fejl, når vi beskriver normative versioner af det maskuline og feminine som udtryk for natur.«

Det nye ved tankesættet i
Kønsballadevar og er, at køn er en gøren og ikke en væren. At identitet
ikkeer noget, man har eller er, men derimod noget som performes, noget man gør og omgør og gengør ved sig selv og hinanden. Det er en konstant inkorporering og gentagelse af normer, men i gentagelsens performance er der altid noget, der forskyder sig i forhold til den gældende norm. Køn slår altid fejl, og det er kun godt ifølge Butler.

Hvad har effekten af bogen efter din mening været? Forstår vi køn anderledes i dag?

»Jeg tror stadig, at de fleste antager, at det at være født med et bestemt køn er ensbetydende med at have en særlig seksuel orientering eller kønnet praksis. For eksempel er jeg for nylig blevet oprørt over, at medicinske fagfolk har besluttet at acceptere 'intersex' som en seksuel udviklingspatologi. Hvordan kan det være sandt? Kun hvis man mener, at de mennesker, som fødes med blandede eller ubestemte primære kønslige karakteristika, har en forstyrret og unormal seksualitet.«

Det bringer os tilbage til Semenya og det internationale atletikforbund. Kritikere af den afgørelse, IAAF har truffet, siger, at den er udtryk for sexisme, fordi der både er tale om en seksualisering af den kvindelige sportsudøvers feminine krop og en biologisk reduktion af kvinder til hormonelt set 'uheldige' mennesker. Men med vanlig sensitivitet forholder Butler sig nuanceret til problemstillingen. IAAF traf ifølge Butler den rigtige afgørelse ved ikke at publicere kønstestresultaterne. »Det afgørende er«, siger Butler, »at Semenya ikke behøver 'være' kvinde for at konkurrere som kvinde, men blot leve op til de standarder som er fastsat af atletikforbundet. Jeg synes, det er vigtigt, at vi ikke behøver at 'afgøre', hvem hun er, for at vide, om hun kan konkurrere legitimt inden for en given kategori.«

Misforståelser

Det er tydeligt, at Butler holder af at holde ting i bevægelse. Man kan se det alene på hendes hænders rytmiske gestik, mens hun taler. Det kræver også kun kort tid i hendes selskab at rydde potentielle og reelle misforståelser af hendes teori af banen. For eksempel at hun underkender biologiske forskelle, at hun gør kvinder til ofre eller sidestiller den feministiske kamp med en kamp mod mænd.

Ingen af delene er tilfældet, understreger Butler.

En anden udbredt misforståelse er, at queer-praksis skulle være en form for
freakyfastelavnsfest.

Hvad siger du til dem, som kun fokuserer på balladen for de andre og ikke på balladen for én selv, og som synes at sige: lad os lege lidt med vores køn i dag, klæde os i det 'forkerte' tøj og være lidt queer?

»Jeg tror altid, at ens værk er genstand for mis- og reapproprieringer, så hvis nogle læsere i min teori ser en værktøjskasse for en subversiv praksis, så er det ikke op til mig at korrigere dem. Men for mig har friheden til at gøre og omgøre vores køn altid været begrænset. Mit mål har været at vise, hvordan frihed kan opstå inden for begrænsende relationer af magt. På den måde er vi hverken fuldt ud determinerede eller radikalt frie.«

En mere alvorlig anklage imod Butler er, at hun skulle være antisemit eller endda en selvhadende jøde, fordi hun kritiserer staten Israel.

»Altså, jeg er jøde og bestemt ikke anti-semit, så spørgsmålet er, hvorfor kritik af israelsk statsvold bliver opfattet som anti-semitisk. Man kunne lige så nemt sige, at de myriader af jødiske organisationer i Europa, USA og Israel, som nu taler besættelserne imod, er dem, der handler som etiske jøder i forlængelse af en jødisk tradition, som kæmper for retfærdighed for alle mennesker, rejser indsigelser imod statsvold og beskytter enhver menneskelig form for prekært liv.«

Det giver ifølge Butler ikke mening at tale om, at hun er anti-israelsk eller pro-palæstinensisk. Konflikten kan ikke forstås på den måde, fordi vi, med Butlers ord, »taler om en illegal besættelse af fire millioner mennesker.« I stedet hævder hun: »Man burde faktisk være bekymret for både Israel og Palæstina og simpelthen fastslå, at enhver fredelig løsning og demokratisk statsdannelse for regionen er umulig, før besættelsen er ophørt, før rettighederne for palæstinensiske minoriteter inden for Israels eksisterende grænser er fuldt ud genoprettet og før flygtninges rettigheder er blevet anerkendt på substantiel vis. Holder man fast ved de tre idealer for politisk liv, så er man hverken propalæstinensisk eller imod Israel.«

Det kan synes svært at forbinde Butlers tidlige bøger om køn og seksualitet med hendes senere bøger om krig, sorg og prekære, dvs. sårbare og ikke-virkelige, liv.

Er der overhovedet en rød tråd?

»Det tvivler jeg meget stærkt på. Det faldt mig aldrig ind at have én, og
hvisder skulle være en, så fungerer den på trods af mig, uden om min fulde bevidsthed«, siger hun. Men hun anerkender alligevel, at det samme spørgsmål bliver ved med at dukke op i hendes bøger: Hvad er et menneske? Hvad tæller og gælder som et menneske? Det er, forklarer hun, også et spørgsmål om, hvorfor kun nogle liv anerkendes
som liv, der er til at sørge over, og hvorfor kun noget vold bliver synligt
som voldinden for massemediernes ramme.

Normalitetens magtudøvelse

For eksempel fortæller Butler om, hvordan avisen San Francisco Chronicle i 2002 afviste en dødsannnonce for to palæstinensiske familier, som var blevet dræbt af israelske soldater, under henvisning til at avisen ikke ville fornærme nogen. Ligeledes, siger hun, undlader medierne at vise billeder af dræbte afghanske børn, hvorimod de velvilligt viser billeder af amerikanske soldater på arbejde i deres Cobra-helikoptere. Sagt på en anden måde er Butler optaget af den fysiske eller symbolske vold, som opretholdelsen af enhver normalitet kræver. Det normale menneske, den normale (hetero)seksualitet, den normale krig.

»På en måde var dét også mit udgangspunkt i
Kønsballade,hvor jeg var bekymret for transseksuelle personer og kønsminoriteter, som blev udsat for vold og patologiseret inden for psykiatriske diskurser og praksisser. Spørgsmålet om hvilke liv, der betragtes som 'virkelige', og hvilke der ikke gør, påvirkede mit arbejde med queer-performativitet. Og det samme spørgsmål dukker altså op i mine bøger om krig, i min kritik af tortur og i min opfordring til en ikke-voldelig politik.«

Butler er hverken sortsynet pessimist eller blåøjet optimist, hvad angår udsigten til at forandre samfundet og hun går ikke ind for vold. Alligevel må hendes opfordring til en ikke-voldelig politik ikke forveksles med pacifisme eller passivitet. I stedet er den det, hun kalder et »forsigtigt fabrikeret 'fuck dig'«. Et 'fuck dig' til den voldelige magtudøvelse af normalitet, som stadig lever i bedste velgående 21 år efter udgivelsen af
Gender Trouble.

Judith Butler

Født 1956, professor ved Afdelingen for Retorik og Litteraturvidenskab, University of California, Berkeley. Poststrukturalistisk feministisk filosof og psykoanalytisk queerteoretiker.

Vigtigste bøger: 'Gender Trouble' (1990), 'Undoing Gender' (2004), 'Precarious Life' (2004) og 'Frames of War' (2009)

'Gender Trouble' er i år udkommet på dansk ved Forlaget THP under titlen 'Kønsballade Feminisme og subversion af identitet'