Læsetid: 6 min.

En generation nægtede at blive voksne

Hvem var hipsteren. Det spørsgmål stiller en ny antologi, der har lige så svært ved at definere kulturen som hipsterne selv. Det eneste, der står klart, er, at det er en subkultur, der har haft sin tid
Udbrændt. Da det københavnske Distortion var slut, var hipsterkulturen klar til at få læst sin nekrolog.

Udbrændt. Da det københavnske Distortion var slut, var hipsterkulturen klar til at få læst sin nekrolog.

Uffe Weng

25. juni 2011

I dagene efter årets store Københavnerbegivenhed Distortion opstod, der en lidt underlig uklar debat. Festvalen, der i mere end 10 år havde fejret byens clubliv og i årevis var forbeholdt særlige subkulturer fra byernes natklubber, havde efterhånden vokset sig så stor, at der umuligt kunne være tale om en subkulturelt begivenhed. Tidligere havde festen været forbeholdt byens incrowd af festglade, moderigtige og ultra selvbevidste unge, der kendte byens natteliv og vidste, hvad der var inde og ude.

Det var for de smarte unge mennesker, der ikke lignede almindelige unge, men bar mærkelige gamle truckerkasketter, slidte undertrøjer, skovmandskjorter i flonel, dyre neonfarvede solbriller, groede overskæg, havde 50'er-tatoveringer, tog billeder med gamle polaroidkameraer og refererede til kunst, popkultur, musik og modetøj i lynhurtige spring på årtier og vekslede fra punk til country på få sekunder. De var blandt de første hipsters.

En nekrolog

Det var i starten af 00'erne, men da København denne måneds første søndag morgen lå forladt og sønderbombet tilbage efter årets Distortion, stod det klart, at der var noget i festivalen, der var dødt. Det var ikke længere smart og undergrund. Det var ikke længere hipt. Det var blevet en byfest, hvor hundredetusinder fra hele oplandet, Jylland og Fyn var kommet kørende til byen med rammer af dåseøl og holdt gadefest i fire dage i træk. Det var massekultur. Det var mainstream. En hel generation af unge mennesker, der lignede de hipsters, der havde sparket festen i gang 10 år før. De var alle tatoverede, bar de samme tøjmærker, de havde den samme frisure, havde ens sko og havde et program på deres mobiltelefon, der kunne tage billeder, som om de var taget med et gammelt polaroidkamera Hipstamatic, hed det endda. Og nu opstod forvirringen på blogs og i byens aviser. Hvad var Distortion egentlig, når det nu dårligt kunne kaldes for en fest for de særligt smarte? Var det blevet for stort? Havde det overlevet sig selv? Men i virkeligheden var det tydeligt for enhver. Selv arrangørerne var klar over det. Det var en nekrolog over en subkultur, der sikkert var død for mange år siden. En nekrolog over hipster-kulturen 1999-2010.

Svær at afgrænse, let at se

Det er også præcis den tidsramme litteraturprofessor på New School i New York og redaktør af tidsskriftet n+1, Mark Grief, sammen med 10 andre forskere, bloggere og journalister lægger i bogen What was the hipster a sociological investigation. Bogen er en undersøgelse (ikke en afdækning) af 00'ernes hipsterkultur, der har voldt både reklamebureauer og sociologer problemer at få klart defineret. Det særegne ved hipsterne som subkultur er, at de aldrig har bekendt sig til en kultur. Faktisk anser de selve udtrykket 'hipster' for en fornærmelse, for det ligger som en hjørnesten for hipsteren at være uafhængig 'independent'. I moden, i musiksmag, i kunst, i film, hipsteren vil ikke lade sig indfange af kommercielle kræfter, og hvis du først bliver udråbt som hipster eller bekender dig til en kultur, er det slut. På den måde er hipsteren først og fremmeset en kamp om smag og afsmag, som Grief skriver i sin definition af begrebet. Det gør kulturen svær at afgrænse, men let at se.

Hipsterkulturen er det mest dominerende forsøg på en modkultur, vi har haft siden grungen i starten af 90'erne, men det er også den første subkultur, der er født i en blanding af digital overselvbevidsthed og i en ultrakommercialiseret virkelighed. Kritikere kalder det en snyltende og overfladisk kultur, der har svært ved at formulere andet end ironiske svar, men kulturen red på en bølge af økonomisk opsving og fik derfor et middel mod kommercialiseringen af subkulturer, som ingen anden subkultur har kunnet mønstre: Forbrug. Det er hipsterens hovedvaluta. Et utilregneligt, afsindigt og uhæmmet forbrug. De bruger deres penge på at signalere individualitet og autenticitet, men det øjeblik en trend, et band, en kunstretning, en lyd eller en stil får for meget opmærksomhed, dør det, og forbruget bliver kanaliseret et andet sted hen som modsvar. Derfor har den ikke nogen fast musik- genre eller politisk retning som kerne.

Mark Grief peger på, at hipsterbegrebet allerede opstår i 1950'erne. De er en slags frontløbere for hippierne, men ligeglade med politik og går mest op i at feste, høre jazz og ryge pot. Allerede dengang er mode, musik og kunst et kardinalpunkt for kulturen, men med surrealismen og den moderne jazz som bærende kunstretninger, bliver det et mål for hipsterne at undslå sig mening og rubricering. De står uden for det etablerede system. Ifølge Mark Grief knytter det an til 90'ernes såkaldte neo-bohemer, der geografisk var at finde i Lower East Side i New York, i Seattle og i The Mission i San Francisco. De arbejder i miljøer omkring rockbarer og spillesteder, men i deres fritid leger de med web-design, og laver marketing, grafisk design og visuel identitet for de kreative erhverv og uafhængige pladeselskaber. Mange af dem havde rod i det gamle grungemiljø, der ligesom punken satte en stor ære i at være i opposition til den kommercielle scene, men ligesom punken endte med at blive tilintetgjort, brugt og ydmyget af netop forbrugskulturen, der fik sendt subkulturerne ud i verdens supermarkeder det der til sidst fik grungens ikon Kurt Cobain til at begå selvmord. Det er det, hipsternes hysteriske afvisning af sig selv som gruppe bunder i, mener Mark Grief.

Den rendyrkede leg

Neo-bohemerne løber i slut-90'erne og først i 00'erne over i det vi i dag kender som hipstere. De samler sig ikke om et særligt musikgenre eller en særlig politik, men der findes tydelige markører, tøjmærker og en særlig æstetik, der referere til en hvid underklasse den mindst eftertragtede forbrugsgruppe overhovedet. Moden er samplet med det for øje; særligt med småironiske referencer til 70'ernes mode, til 80'ernes popkultur, punk og pornobranchen, med friserede overskæg, stramme bukser, gamacher, genbrugstøj, falmede T-shirt med tryk og gummisko. Magasinet Vice flytter fra Montreal til New York og bliver et omdrejningspunkt og en katalysator, med en trashed æstetik, snapshot-fotografier og anarkistisk journalistik. Tøjmærket American Apparel lanceres og opnår kultstatus hos hipsterne med deres kampagner, hvor almindelige amerikanere bruges som modeller og en særlig amatørporno-æstetik er bærende. Efterhånden som store mærker som Nike og Adidas begynder at nå kulturen, glider den over i en ny fase, som journalisten Christian Lorentzen bemærker. Her bliver filminstruktøren Wes Anderson og forfatteren Dave Eggers pejlemærker. De to leger med en rendyrket pastiche og en barnlig naivitet i deres udtryk, men i modsætningen til Vice-æstestikken og white trash dyrker særlig Wes Anderson med film som The Royal Tenenbaums og Rushmore en meget renere nærmest karikeret æstetik og en mode, der er tættere på en hvid overklasse.

Uudforsket

I det hele taget spiller legen med klasser en væsentlig rolle for hipsterne, som musiker og redaktør Jace Clayton bemærker i bogen. De er en gruppe, der både påtager sig underklassens æstetik, subkulturens oprør og den herskende klasses dominans i popkulturen. Det sidste bliver for alvor klart i løbet af 00'erne da butikskæder som Urban Outfitters begynder at skyde op i alle verdens storbyer og sætter genbrugsæstetikken på dåse, rammer hipsternes urolige musikpræference på kornet og sender en komplet kultur med mode, design, musik, kunst og film ud til en hel generation.

Hipsteren findes overvejende i en hvid overklasse, men ifølge Grief findes, der også en vis klassemobilitet i kulturen. Det ses særligt på de kaffebarer, pladeforretninger, vinbarer og økologiske juicerestauranter, der skyder op i hipsternes kvarterer. Ekspedienterne disse steder er overvejende hvide, smarte, tatoverede hipsters, men de ender ikke med et vellønnet job i den kreative industri. Til gengæld åbner disse hipster-waitresses for en social mobilitet, der enten lader den lavere middelklasse gå ind i den kreative boheme-klasse eller omvendt, som Grief påpeger: Lader den veluddannede overklasse hoppe af uddannelsesræset og deres forældres forventninger og stige ned i en underklasse uden at miste social kapital.

Som det påpeges i What was the hipster a socialogical investigation er bogen ikke en definition af en kultur, men en undersøgelse. Således kommer den heller ikke stort videre, end det man selv har kunne observere med det blotte øje i de københavnske brokvareterer, men som redaktøren Grief højlydt undrer sig over i bogen, findes der ikke forskning i hipsterkulturen. Punk, grunge, goth, emo ... alle mulige subkulturer er ellers blevet vendt og drejet på verdens universiteter, men på forunderlig vis har den måske allermest bærenede ungdomskultur i 00'erne unddraget sig forskernes forstørrelsesglas. Måske var det hipsternes største bedrift.

Mark Grief (red.)

What was the hipster a sociological investigation.
183 sider, 12 dollar.
n+1 Foundation.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

olivier goulin

Dandyerne, Symbolisterne, Dadaisterne, Hipsterne (1.generation), Hippierne, Punkerne, Hipsterne (2. generation) - og alle de andre.

Sådan fortsætter moderniteten med at genopfinde sig selv i sin evige rastløse søgen efter originalitet og identitet - og hver generation tror den er den første, der har set lyset og fundet det ultimative livsudtryk lige indtil mainstream-kulturen kaprer symbolerne og gør dem til mode.

Der er absolut intet nyt under solen. Det er præcis den samme cyklus, der gentager sig gang på gang; gammel vin på nye flasker, som man siger.

Altsammen, blot modernitetens idiotiske narcisisme i forskellige klæder.

/O

the choice of a new generation ?

som de såkaldte kvante"mekanik"læretilhængere

eller de såkaldte relativitetslæretilhængere

siger:

er de (smug) communister, næsten hele flokken ?

tjae

hipstere er for

hippier,

hvad enhedslisten

er for communisme

( altså lidt udvandet )

og dog: måske er de knap så "skøre" de "romere"

---------------

som de såkaldte kvante"mekanik"læretilhængere

eller de såkaldte relativitetslæretilhængere

så spørger: nåh, så er de vel højest kun (smug) socialister ?

bliver det: et nyt slægtsleds

valg ?

til kritikken af den politiske økonomi

arbejderne ved godt at næsten al borgerlige' "s" digtning og videnskab, af hensyn til borgerlige' "s"
økonomi, gøres for fejlfuld eller fortiende.

p.s.: de "geniale" påpegninger herfra denne,

er vist næsten mere overflødige,

end nogle lignende i en fortælling om "nye" klæder.

ungdomsoprør, såsom 68 oprøret, måtte bruge meget energi på forsøge at skaffe frihed på områder, kærlighedernes, områder såsom kønslivets frihed, ligestilling, opgør mod "maskerede" ord, forbud osv,

energi som så ikke kunne bruges i kampene for communisme, fælleseje, er det et formål med den slags brøndpisseri på kærlighedernes omåder ?

mht. det fælles er opgør som 68'ernes jo oftest noget secundære i fht. fælleseje til produktionsmidlerne som jo der er kernesagen, så vi bør gå dirkete for at virkeliggøre det.