Læsetid 10 min.

Grænser for galskaben

Få har som en franske filosof Michel Foucault analyseret samfundets forhold til sine gale og vanvittige. I år er det 50-året for hans filosofiske milepæl ’Galskabens historie’
Få har som en franske filosof Michel Foucault analyseret samfundets forhold til sine gale og vanvittige. I år er det 50-året for hans filosofiske milepæl ’Galskabens historie’
25. juni 2011

Går man tur på Gl. Kongevej i København, kan man se, at Region Hovedstaden har etableret et Psykiatrisk Center ved Søerne. Det står hen over husfacaden med store bogstaver. Denne massive synliggørelse kan skyldes to hensyn: Enten ønsker Region Hovedstaden at
brandesine aktiviteter på psykiatriområdet, eller også vil man vise, at psykiatrien ikke længere er tabu-belagt og fortrængt til afsidesliggende institutioner, hvor patienterne diskret og med sænket hoved må gå ind ad porten. Nu kan man rank i ryggen gå ind og ud ad døren. Eller hvad er tanken? 2010 blev året, hvor politikere krævede bedre overvågning og sikker indespærring af farlige sindssyge. Det blev også året, hvor Jesper Vaczy Kraghs bog om det hvide snit bidrog til kritik af denne hårdhændede psykiatriske praksis, selv om den hjernekirurgiske operation tidligere resulterede i nobelprisen. Bagsiden af nobelmedaljen er i dag den mest fremtrædende, og grænsen mellem det kloge og det ikke rigtig kloge er hårfin.

Samtidsarkæologen

For præcis 50 år siden, i 1961, forsvarede den franske filosof Michel Foucault (1926-84) doktordisputatsen Galskab og afsind. Galskabens historie i den klassiske tidsalder.Denne milepæl i filosofihistorien satte netop fokus på grænsen mellem det normale og det unormale, på vid versus vanvid. Netop gennem modstillinger, der definerer hinanden, analyserede Foucault temaet. Han beskrev forskellige opfattelser af galskab. Han fremlagde epokegørende filosofiske og kritiske pointer i afhandlingen, der byggede på solidt historisk kildemateriale. Eksempelvis læste han optegnelser fra primært franske asyler eller dårekister, som hospitalsforstanderne havde nedfældet. Han analyserede dokumenter fra sociale institutioner (dengang fangehuller). Han granskede sygejournalerne om de indespærrede og fastlænkede, og han nærlæste de administrative bekendtgørelser og forordninger.

Hans arbejde var etnologens eller samtidsarkæologens, der tog graveprøver i psykiatriens forhistorier, og med sine analyser gør han os i stand til at stille samtidsdiagnoser. Han leverede en kritisk distancerende holdning til den vestlige kultur og dens institutioner, eksempelvis også sygehuse og fængsler. Foucault anfægtede og drog forskellige sider af samfundet i tvivl ved at gøre opmærksom på dets svagheder og grænser. Etnolog kan han kaldes, fordi han lavede feltarbejde i sin egen kultur, og han kunne som fremmed i den, måske fordi han selv tilhørte en minoritet, idet han var bøsse med kritisk distance undersøge det anderledes.

Men Foucaults ærinde var ikke traditionel historieskrivning. Han gav derimod en relevant kritik af den måde, vi forstår og behandler de gale på. En af Foucaults pointer var, at samfundets behandling af afvigere er som et spejl, vi holder op. Spejlbilledet giver en sandhed om det normales karakter og om de normales moral og menneskesyn. Samtidig viste han, hvordan den vestlige kultur ophøjer fornuften og rationaliteten, men overser dens modsætning. Foucault derimod så på galskaben som modsætningen til fornuften. Han påpegede, at fornuften har brug for ufornuften for at kunne definere sig selv. Det sindige er modsætningen til det afsindige, det rationelle er modsætningen til det irrationelle. Galskaben og formørkelsens historie var for Foucault et indirekte billede på fornuftens og oplysningstænkningens historie.

De spedalskes efterkommere

I Galskabens historiegav han eksempler på, hvorledes samfundets rationalitet, det normale, fordrev, fortrængte og bortgemte sin modsætning. Man ville ikke have med de gale at gøre, de måtte ikke længere eksistere side om side med normale mennesker, men blev undertrykt og skulle bringes afsides og udgrænses.

Foucault analyserede en række tidsaldre i galskabens historie, der var med til at afgrænse ufornuften. Han begyndte med middelalderen og noterede sig, hvorledes datidens spedalske blev behandlet eller udsat for fysisk og social udstødelse. Der var tale om en udelukkelsespraksis, som de gale overtog i takt med, at der blev færre spedalske. De gale fik rollen som de nye bandlyste. Foucault beskrev, at spedalskheden forgår, men strukturerne består, og han genfandt på forunderlig vis på de samme institutioner udelukkelsesmekanismerne to-tre århundreder senere.

I middelalderen blev galskaben opfattet på en tvetydig måde. Dengang blev de sindssyge ikke anset som mennesker, og dermed ikke i modsætning til andre. De gale var synlige i gadebilledet, og samtidig kun delvis udstødte. De blev sendt på farten, på porten eller på et såkaldt narreskib, der sejlede de gale ud af øje og især ud af sind. Der var tale om skibe, der lagde til langs floder eller kyster, og som tog 'fremmedelementerne' med, eller som udskibede dem og dermed skabte postyr. Fortrængningen og fordrivelsen skabte en 'galebevægelse', som drev omkring, og som truede de bosattes orden. Debilt måtte forblive mobilt. Når de gale drog omkring, kom de i ny og næ til syne som del af den menneskelige tilværelse, men optrådte også tvetydigt som en trussel eller hån, nærmest som en nar ved hoffet, der kunne sige sandheden. Institutionerne var i denne epoke fraværende, og dermed var de gale endnu ikke omsluttede. Der var tale om udelukkelse snarere end om indelukkelse.

På gale veje

Foucault undersøgte videre i renæssancen den moderne erfaring af galskaben som sindslidelse, der fandt sted videre fra middelalderens udstødning fra det sociale til interneringen på galehuse og i asyler. Her udsatte man de sindslidende for indespærring og forskellige straffeformer. Interneringen skabte en fremmedgørelse i forhold til de mennesker, som man tidligere havde stødt på i gadebilledet. Der var tale om, at man gik fra middelalderens syn på de gale som ikke-mennesker til at se de gale som unormale og dermed i modsætning til fornuften. Der var tale om promiskuøse, syfilitikere, tiggere, ødelande, psykisk syge, alkoholikere, epileptikere og libertinere. For datidens gejstlige var det eksempelvis i forhold til syfilitikerne åbenlyst, at der skulle ske en renselse, en afrettelse af de moralsk anløbne. Netop moraliteten eller det normale skulle retlede de vildfarne lemmer, der ansås for at være besatte af djævlen.

De, som var på gale veje, og som opførte sig uregerligt, skulle retledes af asylernes personale og opdragere (guvernanter). De afsindige skulle bringes tilbage til den normale verden gennem forskellige teknikker eller renselsesprocesser: åreladninger, kolde afvaskninger, sure eddikedrikke, lavementer, fastspænding eller indespærring. Disse teknikker der skulle afbalancere temperamenterne, rense og råde bod på skylden, som man åbenbart måtte bære rundt på havde karakter af straf og sanktioner. Retledningen lod de gale vide, at de var afvigere eller besad en utilstrækkelighed, men at behandlingen indebar en bedring eller et fremskridt, der kunne ophæve galskaben.

Foucault ønskede at vise, at ansatserne til psykiatrien byggede på et fundament, der var ganske voldeligt. Først i det 18. århundrede begyndte man at se galskab som en mental sygdom, der måtte høre hjemme på psykiatriske hospitaler, hvor man kunne få lægelig eller terapeutisk behandling. Der skete tilsyneladende en mere human behandling af dem, der nu blev opfattet som psykisk syge. Foucaults pointe var, at de nye behandlinger faktisk var lige så kontrollerende som de tidligere, f.eks. spændetrøjer og kolde afvaskninger, der også var udtryk for fordømmelse og overgreb. En »moraliserende sadisme« kaldte han det ligefrem. Det var ikke psykiatrien, der formede institutionerne, men det var institutionerne, der var med til at forme psykiatriens grundlag. Ifølge Foucault var der derfor tale om en humanisme, der skulle kigges efter i sømmene.

Psykiatriens selvforståelse var udtryk for et fremskridt, der kunne ophæve galskaben, og det var således en frigørelsesfortælling. Men Foucault kritiserede psykiatriens fortælling om, at den sindssyge var en indespærret, som psykiatrien skulle frigøre fra indelukkethed på sindssygehospitalerne. Jovist, psykiatriens fornuftsprojekt lykkedes tilsyneladende et stykke ad vejen med medicin eller terapi. Man kunne 'normalisere' sindslidende, så de i højere grad fik mulighed for at reintegrere sig i fællesskabet. Men entydigt humanistisk var frigørelsen ikke, når den blev taget nærmere i øjesyn, mente han.

Først og fremmest fordi psykiatrien fra dag ét var præget af disciplinering og straf. Ganske vist kom den sindssyge for det meste ikke længere i lænker, og tilsynet fra personalet, altså overvågningen, blev i virkeligheden et 'objektivt' blik, der vurderede, hvorvidt man levede op til normaliteten. Psykiatrien gik fra at være fordøm- mende til at være bedømmende. Ifølge Foucault skete der en ny disciplinering, en moralisering, som den enkelte underkastede sig. Man søgte at beherske sig og at leve op til normen, der var fastlagt af autoriteterne.

Den syge normalitet

Denne disciplinering var en ny form for magtudøvelse, der i Foucaults forståelse normaliserede, formede og umyndiggjorde. Senere i forfatterskabet kaldte Foucault dette for den psykiatriske magt. Magten lå i den ledelse, der udpegede de handlinger, andre burde følge. Magtudøvelsen handlede om at lede andre i deres ledelse af sig selv. Lederen (behandleren, psykiateren) kom til at fremstå som en slags guvernante, der skulle retlede, vejlede og lære den gale konduite, der netop er evnen til at lede sig selv. Pointen med en sådan måde at arbejde med sig selv på, er i Foucaults optik, at den i høj grad afspejler de forventninger, der er fra samfundets side. Der er altså i høj grad disciplinering og regulerende teknikker på spil. Evnen til at styre sig selv blev til en slags selvkontrol, hvor en række retningslinjer for ens opførsel skulle følges, førend man faldt inden for kategorien 'normal'. Det vil sige, der opstod korrekt eller snarere korrigeret opførsel. Den afsindige blev dermed udsat for konstant selvstraf, et selvpineri.

Foucault ville igen holde spejlet op og vise, at styringen var et rationelt, moderne oplysningsprojekt, der startede med en styring, der kom oppefra og udefra, men efterhånden blev en kontrol, en disciplinering, som alle udøver over for sig selv. Pointen var således, at den måde, de 'gale' blev behandlet og styret på, gav et fingerpeg om, hvordan hele samfundet blev styret, og et fingerpeg om, hvilke teknikker (rationaler) der havde forrang.

I dag er der fremkommet en ny sygdomskategori, som hedder normopati, og den, der lider af det betegnes: normopat.Normopat betegner en person som i ekstrem grad fremstiller sig selv som upåfaldende, moralsk uforanderlig og fri for alle symptomer og ikke har de mindste tegn på stress eller andre vanskeligheder eller problemer. Normopati ville i Foucaults optik indebære, at man frivilligt vingestækker sine egenskaber for at fremstå som normal, dvs. leve op til 'normen' og normalbilledet. Sagt på en anden måde betegner det en person, der er 'sygeligt normal'.

Vi lader det lige stå et øjeblik.

Spærret inde lukket ude

Hvis det er sådan, at normaliteten kan blive syg, så er der mildest talt meget lidt tilbage af det, som fornuften skal sikre, nemlig det normale. Hvis alt er patologisk, sygt, er der ikke noget, der hverken er patologisk eller normalt. Der er således ikke længere nogen normalitet eller fornuft, der skal indrammes og afgrænses af ufornuften ufornuften har bredt sig til alle afkroge, ville Foucault formentlig sige.

Foucault kritiserede psykiatrien op til starten af sidste århundrede. Han endte i en form for antipsykiatri, hvilket måske var romantiserende. Galskaben og ufornuften var på det godes side, mens fornuften var det undertrykkede og manipulerende. Fra og med Freud indledtes en dialog med det irrationelle i kraft af samtaleterapi, og grænsen mellem normal og unormal blev i stadig højere grad udvisket. Indtil da var der nærmest tale om en monolog fra de normale, fra behandlersystemet, som havde monopol på at stille diagnoser.

Over for Foucaults romantisering kan man svare, at samfundet ikke bare kan lade være med at gøre noget ved sindslidelser, eksempelvis for de mennesker, der lider af skizofreni eller er forpinte af andre psykiske sygdomme. Vi kan heller ikke slippe de gale mordere fri, som er indespærrede på sikrede institutioner, så hvor står vi?

For nyligt beskrev hjemløseavisen Hus Forbi, at Kultorvet i København er blevet rømmet for de hjemløse, der plejer at holde til på bænkene. Flere af dem kan muligvis have en psykiatrisk diagnose. I forbindelse med rømningen beklagede de hjemløse, at de ikke blev indkaldt, når forretningsdrivende sammen med kommunens forvaltning og politikere skulle drøfte, hvad man gør med 'hjemløseproblemet'. De mennesker, der har hele deres sociale netværk på Kultorvet, bliver ikke inviteret med i beslutninger om deres tilholdssted, men forbliver udsondrede fra byens rum. I Foucaults terminologi er de ikke indespær- rede, men udelukkede og fortrængte.

Eksemplet viser, at normalitetens sti er smal. Medborgermøder gælder for dem, der ikke er hjemløse. Rettigheder og inklusion er ikke givet i den aktuelle version af humaniteten, og grænsen mellem normal og unormal er ikke entydig.

Psykiatriens udvikling kan derfor i Foucaults perspektiv med fordel følges af refleksioner over fornuft og ufornuft, sind og afsind. Der findes dybereliggende forståelser, menneskesyn og sygdomsbegreber, som kan belyse samfundets indsats på psykiatriområdet. Vi må løbende stille spørgsmålstegn ved, om psykiatrisk praksis er så human og afstigmatiserende, som vi ønsker den skal være, eller om f.eks. en århundred gammel udgrænsningshistorik dukker op i prioritering eller tabuisering i dag.


Jens Qvesel er Cand.mag. & Diplomé d'Études Approfondies i filosofi. Chefkonsulent

Antipsykiatri. Michel Foucaults kritik endte i en form for antipsykiatri, hvor galskaben og ufornuften var på det godes side, mens fornuften var undertrykkende og manipulerende. Maria Wandel: Foucault. 40x40 cm. Akryl på lærred. 2011

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Marlice Larsen
Marlice Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Ingen tvivl om, at styring oppefra og udefra, bliver til kontrol og disciplinering, som de fleste vil udøve over for sig selv. Motion, sund kost, mediepauser for forskere osv.

En normopat er altså sygeligt normal. Har ikke stress og andre abnorme tilstande, og samfundet efterspørger i den grad normopater, der kan lede sig selv, styre sig. Kontrol, selvkontrol.

Interessant artikel!

Førhen blev én kaldt for simpel sindssyg, en anderledes, en outfit, men måske behøver verden de meget anderledes:
(P.s.: Er man født med det, er der ingen vej udenom, og det rammer såvel mugglere som "ren blods" :-) .: For de uindviede ;) : En aspie er et menneske
der ikke forstår så meget af det socialt hurtige....´

Som f.eks.: E., kan du se saltet? Svar: Ja.

Æææh, skulle du bruge det? Måske først noget visse kommer i tanke om dagen efter... L.O.L.

Citat fra nettet:

AspIT’s succes hviler bl.a. på en dyb forståelse af, at Aspergers Syndrom er andet og mere end en social funktionsnedsættelse, nemlig en grundlæggende anderledes måde at fungere på. For at forstå Aspie'r, er man, med andre ord, nødt til, at forstå den kultur og det syn, de har på verden, samt på mennesker uden autisme - de såkaldte neurotypikere. Christian A. Stewart Ferrer, som holder dette oplæg, er psykolog, cand.mag., tidl. lektor og fuldblods Aspie. Christian arbejder i Odense Kommunes Team Autisme og Funktion, og er tilknyttet Centerafdelingen for elever med Aspergers Syndrom og tilgrænsende funktionsmåder - en stilling, han undertiden beskriver som "Muggle Relations Officer". Han er mangeårig iagttager af den neurotypiske psyke og vil i dette oplæg give en hurtig introduktion til emnet. Psykolog Chr. A. Stewart Ferrer - Odense Kommunes Team Autisme og Funktion .

Jeg kommenterer ikke evt. svar... God sommer!

Men at blive sat ud på en båd.......

well... bare den er lille,- og gynger :-D

Steen Erik Blumensaat

Norma: snor med lod som håndværkeren bruger til den rette vinkel.
Over mængde af dopamin i forhold til receptorer er fundet hos mange skizofrene.
Kropens frembringelse af tyrosin, dopa, dopamin, noradrenalin har ikke meget at gøre med håndværkerens lodesnor eller djævlens besættelse, mange af behandlerne har været religiøse med et kald, forestillinger frem for viden har indtil idag været behandlingen, de vil ikke opføre sig som rollen er dem givet. rollespillet forstyres, masken passer ikke.

også forandringerne i praksis, mht., og synet på, "de gale", må vel være følger af forandringerne i samfundene's grundlag, basis.

Heksebrænding, Sharia, psykiatri, mobning - - -

alle menneskelige lidenskaber er spil, når psykiatrien legitimerer udskillelse og eliminering
med henvisning til selvopfundne kliniske data,
der meget vel beskriver disharmonier, men ikke
forklarer deres årsager og derfor
virker mere forvirrende end afklarende.

Der er således ingen grænser for psykiatriens galskab, hvilket især er kommet til udtryk før, under og efter Holocaust.

hvis der er captalisme har de fleste gode årsager til at blive gale,
og hvis det så ikke lykkes dem at afskaffe capitalisme,
forbliver de gale
( men så i betydningen af det begreb: gal: ( s.k. ) sindslidende )

en af de bedste artikler der ever har været bragt i Information.

Interessant at læse afsnittet med spejlet. At den normale netop definerer sig selv ved spejlet ved at sige at der er noget der unormalt og derfor må jeg være normal.

At denne definition så fører til udstødelse af det unormale er dybt beklageligt.

Interessant er det også at vor tid i en stigende grad udstøder det "unormale" Romaer, indvandrere, arbejderklassen, psykisk syge, overvægtig og så videre. Listen er uendelig lang.

Tilbage står blot at konstatere at det er et umådeligt
trist samfund vi lever i lige pt. Der er en umådelig trist kultur og arkitektur. Aros er et eksempel på det triste.

Det er klart at kulturen bliver trist og mørkt når den "normale" middelklasse efterhånden har fået fortrængt alle de unormale fra gadebilledet. Den"normale" middelklasse har jo da ikke en reflektion fra spejlet og kan dermed ikke bekræfte deres normalitet hvorfor de er dømt til at hensygne i deres villa med dødtriste Wegner møbler.

Autisme og Aspergers Syndrom er to meget interesante psykiske sygdomme. Asperger er til at forstå da de har et sprog i modsætning til Autister der ikke har et sprog eller taler i gentagelser og riter ...eller måske mere korrekt en kode det såkaldte normale ikke forstår. Der er ikke nogen tvivl om at netop personer med skizofreni, autisme og Asperger i den grad har stået for udviklingen af vores kultur. Eks Vincent van Gogh.Trist er det derfor at vores kultur i dag putter disse mennesker i institutioner og kasser og doper dem med Seroquel

Lykke Johansen

Usmagelig og hensynsløs "reklame" for et sted, hvor sårbare - og ofte miskrediterede - mennesker tvinges til at gå "spidsrod" for at komme ind på dette Center. Det ville svare til, at man på væresteder for (ex)alkoholikere med store bogstaver over døre skrev ANONYME ALKOHOLIKERE.