Læsetid 8.6085714285714 min.

Det er grimt, forkert og medfødt

Hvad har Michelle Obama, Halle Berry, Oprah Winfrey, Beyoncé, Naomi Campbell og Condoleezza Rice til fælles: De er sorte kvinder, som skjuler deres naturlige hår. Denne lille hemmelighed er en stor fortælling om sorte kvinders frigørelseshistorie i USA
Hvad har Michelle Obama, Halle Berry, Oprah Winfrey, Beyoncé, Naomi Campbell og  Condoleezza Rice til fælles: De er sorte kvinder, som skjuler deres naturlige hår. Denne lille hemmelighed er en stor fortælling om sorte kvinders frigørelseshistorie i USA
4. juni 2011

Det skete næsten hver gang, jeg som barn var på besøg hos min gudmor, Sheila. Før solen stod op, blev jeg vækket, vi spiste morgenmad sammen i hendes køkken, og allerede klokken lidt over seks sad vi i subwayen på vej til Harlem. Man er nødt til at være i god tid, hvis man vil være sikker på at få en tid, svarede Sheila mig, når jeg klagede over at skulle så tidligt op i min skoleferie.

Mens Harlems gader endnu lå øde hen, kom vi op fra subwayen, og hastigt, målrettet gik vi hånd i hånd mod vores endelige destination hårsalonen. Som regel ankom vi, lige inden dørene åbnede, men sjældent var vi de eneste, der allerede stod klar. Sheila og jeg stormede ind i butikken sammen med alle de andre kvinder, og efter fire timer i kemikaliedampe, højlydt sladder og r&b i radioen, gik vi begge derfra med skinnende glat hår.

Min gudmor er, ligesom jeg, halvt hvid og halvt sort og har, ligesom jeg, tæt kruset hår. Men når vi havde været en tur i Harlem, vajede lokkerne i vinden, når man gik på gaden, og det føltes som om, man var blevet 100 procent smukkere.

I op til flere uger kunne jeg forsigtigt undgå at gøre mit hår vådt, for selv den mindste fugt ville lokke krøllerne frem igen. Men efter lidt tid var det uundgåeligt. Mit uvaskede hår blev så uglet og, ville nogen mene, ulækkert, at jeg måtte give efter, skylle håret, og så var det ellers tilbage til den samme stramme knold. Hvor kruset kom så lidt til udtryk som muligt.

Når mine veninder tiggede mig om at vise dem, hvordan mit hår så ud bag knolden, nægtede jeg kategorisk. Aldrig i livet.

Indtil for fem uger siden. I et øjebliks uforudset modstand mod mit kompleks tog jeg en saks, stillede mig foran spejlet og klippede mit hår så kort, at det lige akkurat ikke kunne sættes op i en knold. Og med ét tvang jeg mig selv til hver dag at gå med løst hår. På arbejde, på gaden, i bussen, til fest, ja også i skrivende stund står mit hår ud til alle sider. For første gang siden børnehavealderen går jeg uden for mit hjem med krøllet løst hår, og jeg spørger mig selv: Hvorfor denne skam over mit hår?

Beyoncé går med paryk

I 2001 stillede Lori Tharps, professor i journalistik ved Temple University i Philadelphia, sig selv samme spørgsmål. Og det kom der en bog ud af Hair Story. Untangling the Roots of Black Hair in America. Den første bog nogensinde, der specifikt beskæftigede sig med afrohårets historiske og kulturelle betydning fra allerede før slavetiden til i dag. Hele sit liv havde Lori glattet sit hår med kemikalier og gået med det i en stram knold. For ellers kunne man jo se, at det var nappy eller kinky, som det naturlige afrohår med et lidt nedladende udtryk bliver kaldt i USA.

»Men da jeg først gik i gang med bogen og interviewede en lang række sorte kvinder om deres hår, begyndte jeg selv at tænke over, hvilken utrolig betydning mit eget hår havde for mit selvbillede. Mit hår havde magten til fuldstændig at ødelægge mit selvværd og gøre mig utilpas, og jeg begyndte så småt at forstå the power of black hair, som jeg kalder det i bogen,« siger Lori Tharps. »Jeg mødte ikke én sort kvinde, som ikke havde lignende oplevelser.«

Historien om det sorte hårs betydning kan spores tilbage til slavetiden, konstaterer eksperter i amerikansk sort historie. Tager man et tilfældigt kig omkring i mediebilledet, ser man, at så godt som ingen sorte kvinder har deres naturlige hår: Førstefruen Michelle Obama, talkshowværten Oprah Winfrey, sangerinden Beyoncé, skuespillerinden Halle Berry, modellen Naomi Campell, tidligere sikkerhedsrådgiver i USA Condoleezza Rice, sangerinden Whitney Houston alle har glat hår uden spor af deres naturlige afro.

»Prøv engang at lægge mærke til det,« siger Lori Tharps.

»Beyoncé står som officiel covergirl for L'Oréal og vifter sit lange, glatte, lyse hår og siger 'Fordi jeg fortjener det'. Men det er jo ikke engang hendes eget hår! Det er en weave,« siger Lori og henviser til de lange falske hårstykker, mange sorte kvinder får syet ind i deres korte afro.

Men har man ikke selv afrohår, har man ingen anelse om, hvor meget arbejde, tid og penge, der ligger i at glatte det genstridige sorte hår. Industrien for black hair care i USA omsætter for over to milliarder dollar hvert år mere end 10 milliarder kroner.

»Det er en stor offentlig hemmelighed, som ingen taler om: Alle de sorte kvinder, du ser i medierne har enten fået syet lange, skinnende hårstykker ind i deres tætte afro, eller også har de siddet i timevis og fået deres eget hår glattet med giftige kemikalier. Og det gælder dem alle selv Obama-pigerne,« siger Lori Tharps og henviser til 9-årige Sasia og 12-årige Malia, der begge altid har glat, velfriseret hår.

Sådan er det med skønhedsidealer. De dikteres i høj grad i massemedierne.

»Hvordan skulle man som sort kvinde kunne få indtrykket af, at man er smuk, når éns naturlige skønhed ikke repræsenteres nogle steder overhovedet? Ser man sig omkring, fatter man hurtig hentydningen dit naturlige look er ikke ønskværdigt.«

Det sorte traume

Som frisør har Ronald Williams i over 30 år arbejdet med sorte kvinders hår, først i Queens, New York og siden på Manhattan. I dag arbejder han på en fornem hårsalon på fashionable Lexington Avenue i New York. Og selvom salonen er stor, er det altid Ronald, som tager sig af de sorte kunder. For kun han ved, hvordan man gør.

»Når det kommer til sort hår, plejer jeg at sige: Det handler om meget mere end at være smuk. Det er socialt, politisk, og i dén grad emotionelt,« siger Ronald Williams fra sit hjem i New York.

Så sent som i sidste uge fik han en kvinde ind i salonen, der skulle have sin weave skiftet ud. En proces, der kræver, at man tager de gamle hårstykker ud én ad gangen, indtil kun det naturlige hår står tilbage. Herefter fletter man den naturlige afro helt tæt ind til hovedbunden, før man kan sy hårstykkerne ind i fletningerne påny. Og i løbet af de mange timer, processen tog, nægtede kvinden at se sig selv i spejlet.

»Hun kunne simpelthen ikke have det. 'Åh, hvor er jeg grim', 'Gud, hvor ser jeg ud',« blev kvinden ved med at sige, hver gang hun fik øje på sig selv i spejlet med sit naturlige krusede hår, forklarer Ronald Williams.

»Mange mørke kvinder kan simpelthen ikke udstå deres eget spejlbillede, hvis de har deres naturligt hår. Det er det samme, jeg har oplevet gennem hele min karriere ja faktisk lige siden min egen barndom.«

Da Ronald voksede op i sydstaterne i 1960'ernes USA var hver weekend en særlig begivenhed. Hver lørdag skulle én eller to af hans fire søstre have glattet håret. Alle søstrene samlede sig, ofte kom de andre veninder med, for når nogen skulle have glattet håret, spredte rygtet sig hurtigt i nabolaget. Uanset hvem der skulle have ordnet hår, var det dér, den bedste sladder var at finde.

Ronalds mor tog så én af pigerne, satte hende mellem benene på gulvet og gik ellers i gang med den timelange proces. Håret blev smurt ind i en lud-baseret masse, en metalkam blev varmet hen over ilden, og så blev håret redt igennem med den glohede kam, indtil krøllerne var helt glatte.

»Om det var farligt? Er du vanvittig, selvfølgelig var det farligt. Der var altid én der fik svitset et øre eller fik sår på huden på grund af luden. Men det gjorde man bare. Det skulle jo gøres,« husker Ronald Williams.

Lille Ronald så på sin mor og fire søstre og vidste, at han skulle være frisør. Men det var ikke kun tøsesladderen og sammenholdet, der tiltrak Ronald til frisørfaget. For i pigerne så han også en sorg og en smerte, som han ville forstå.

»Det var især vedligeholdelsen. Åh, vedligeholdelsen, jamen det knuste mit hjerte. De kunne jo ikke gøre andet end at sidde stille og være kønne. De tog aldrig med i svømmehallen eller legede i regnen, for så ville det jo krølle op igen. Og det værste, man kunne forestille sig, var, at blive set med nappy hair,« siger Ronald.

I sit arbejde med kvinderne i dag, ser han samme smerte. Det blev for nogle år siden anledningen til, at Ronald ved siden af sit job i salonen begyndte at læse psykologi. Og han har netop skrevet speciale om den afroamerikanske kulturarvs indflydelse på kvinders selvbillede i dag.

»Jeg mener det faktisk helt alvorligt, når jeg siger, at der bør være en eller anden form for gruppeterapi, hvor sorte kvinder kunne komme og få fred med deres naturlighed. Det er et kollektivt traume, og det kan være svært for udefrakommende at forstå for det er jo bare hår, tænker du måske? Men jeg ser deres kamp så godt som hver eneste dag i min frisørstol.«

Hvid stræben i slavetiden

Mange teorier går på, at sortes stræben efter det hvide look begyndte længe før kommercialiseringen. I bogen Hair Story gravede Lori Tharps og hendes medforfatter i arkiver helt tilbage fra allerede før slavetiden i Vestafrika i jagten på viden om de sortes forhold til deres hår inden vestlig indblanding.

I Vestafrika, hvor langt de fleste slaver kom fra til USA, var håret noget af det helligste. Det var tegn på rigdom og en indikator på, hvilken familie man tilhørte. Ekstravagante frisurer med fletninger, perler, muslingeskaller og løst afrohår var symboler på rigdom og magt. Men da slaverne fra omkring 1500-tallet kom til Amerika, blev skønhedsidealet i løbet af blot en enkelt generation ændret.

»Alle afrikanske træk blev nu set som uattraktive og der blev skabt en forestillingen om, at en bred næse, kruset hår, mørk hud var grimt og forkert,« forklarer Lori Tharps, som har brugt over et år på at studere gamle journaler om slavernes egne erindringer.

Som tiden gik, blev slaverne delt op i to uofficielle grupper. De såkaldte husslaver og markslaver. De mørkeste var ude i marken og stod for det hårde, fysiske arbejde, mens husslaverne i kraft af deres åbenlyse tilknytning til slaveejeren havde langt bedre vilkår.

»Så det havde intet med skønhedsidealer at gøre, det var ren overlevelse. Jo mere hvid du så ud, desto bedre overlevelsesmuligheder havde du,« forklarer Lori Tharps.

Mødre satte klemmer på spædbørnenes næser i håbet om, at det ville give dem en smallere næse. Ligesom de viklede børnenes hoveder ind i stramme, våde klæder i håbet om, at det ville glatte deres hår. Det var i slavekolonierne, at de første hot-combs blev opfundet. De samme slags glohede metalkamme, som Lori selv havde glattet sit hår med gennem hele sin barndom og ungdom.

Internaliseret racisme

Da Lori var ved at være færdig med bogen, traf hun en beslutning. Hun klippede sit hår af og havde nu en lille, men naturlig afro.

»Da jeg stak fingrene ind i mit korte, tætte hår og mærkede, hvordan det i virkeligheden føltes i mine hænder, var jeg ved at græde. Ikke fordi jeg fortrød. Nej, tværtimod fordi jeg var trist over alle de år, jeg havde brugt på at skjule noget, der er en del af min krop uden nogensinde at sætte spørgsmålstegn ved det. Tænk sig, i over 20 år havde jeg ikke mærket, hvordan mit naturlige hår føltes! Ikke én gang. Det var en vild følelse.«

Men glæden var ikke delt hos alle. I Loris nære omverden blev hendes nye hår mødt med bekymring. Hvordan skulle hun nogensinde få en mand nu? Eller det job, hun gerne ville have? Spørgsmålene kom fra hendes egen familie.

»Min mor og især min mormor kunne slet ikke forstå det. De var decideret skuffede over mig, og min mormor sagde 'Vi andre udsatte os selv for livsfare for at få glat hår ...'«

En ikke uforståelig reaktion, konstaterer Lori.

»Når vi taler om slavetiden, kan det virke omsonst, men husk på, det er ikke mere end én generation siden, at raceadskillelse var normen. Når min mor og mormor reagerede, som de gjorde, er det ikke så underligt. For dem var det helt bogstaveligt talt ikke en mulighed at gøre det, jeg nu gjorde med mit hår. Min mor var sygeplejerske, og det var fuldstændig utænkeligt, at hun kunne gå på arbejde med en afro. Så ville hun blive fyret,« fortæller Lori. Det institutionaliserede raceadskillelse blev først officielt ophævet i USA i 1954, men i Loris tilfælde, næsten 50 år senere, var det var ikke de hvide, der reagerede på hendes løse hår det var de andre sorte ommkring hende, som tog afstand til hendes lille afro.

Fotografen og foredragsholderen Jacob Holdt, som i 1970'erne rejste gennem nogle af USA's fattigste kvarterer, oplevede også, hvordan de sorte tog det hvide skønhedsideal til sig. Han kalder det den internaliserede racisme.

»Der ligger noget i den sorte amerikanske kultur. Det handler om ikke at se for afrikansk ud, og jeg oplevede, at det altid ligger der, uden man taler om det,« siger Holdt.

»Mange har jo tilegnet sig det hvide billede af skønhed. Alt hvad der forbindes med det sorte Afrika er ufint, og det gik helt klart også på tværs af klasseskel.«

Da Jacob Holdts tidligere kone, en sort kvinde fra USA, boede i Danmark, fik han altid udførlige instrukser om hvilke parykker, han skulle købe med hjem fra USA.

»Det var vigtigt for hende at have glat hår. Sådan var det bare, og det talte vi såmænd ikke om,« siger Jacob Holdt.

»Men der er jo ikke andet end billeder af kvinder med langt glat hår. Ikke engang Oprah Winfrey har naturligt hår og hun skal forestille at være de sortes forbillede.«

Tresser-afroen gav bagslag

Naturligt sort hår er i de seneste år blevet forbudt på flere businessafdelinger på bestemte universiteter i USA. Oftest er det endda på universiteter, som har tradition for udelukkende at have sorte studerende. Da man eksempelvis indførte lignende regler på Hampton University i Virginia i 2006, lød forklaringen, at det var for 'uprofessionelt' med nappy hår. Desuden, sagde universitetet, var det alligevel den virkelighed, de studerende ville møde i forretningslivet, hvor der er krav til påklædning og udseende. Siden de politiske bevægelser i 1960'erne og 70'erne er afroen blevet forbundet med bevidst, politisk modstand mod det bestående og som tegn på oprør. Kendte ansigter som aktivist og medlem af De Sorte Pantere, Angela Davis, gav i 1960'erne det sorte naturlige hår en uheldig association:

»Afroen blev jo et symbol på protest. Hvilket i sig selv er lidt grotesk, for hvem siger, at det hår, man helt naturligt har, er et tegn på oprør det er jo bare sådan, vi ser ud,« siger Lori Tharps. Et eksempel på afroens dårlige ry viste sig under præsidentkampagnen i 2008, hvor Magasinet The New Yorker udfordrede fordommene omkring det potentielt kommende præsidentpar, Barack og Michelle Obama. I en karikaturtegning på forsiden var Barack Obama iført en jalaba-dragt, mens Michelle Obama havde et gevær over skulderen og en kæmpe afro.

»For at insinuere, at Barack var terrorist, gav de ham en arabisk dragt på, og Michelle gav de så en afro. Begge dele er lige krænkende, men det siger altså noget om afroens uheldige associationer,« siger Lori Tharps.

Women of color

Det var min gudmor, Sheila Hunter Groves, der vækkede mig kl. fem om morgenen og slæbte mig med til Harlem, for dér var det bedste og billigste sted at få glattet sit hår.

»Det var vigtigt for mig, at du lærte, hvordan du kan tæmme dit hår uden alle mulige farlige kemikalier,« forklarer Sheila fra sin lejlighed i New Jersey, da jeg ringer til hende for at snakke om hår.

»Du må forstå, jeg har selv brugt enormt meget energi på mit hår, siden jeg var en lille pige, og jeg ved, hvordan mit hår påvirker andres umiddelbare indtryk af mig,« forklarer hun. Aldrig før har vi talt om, hvorfor jeg skulle lære om hårprodukter og curlere og slæbes ud af sengen, før solen stod op. Men sådan er det for os women of color, som hun kalder os begge i én vending.

»Hvis jeg kunne, ville jeg selvfølgelig gå med mit hår løst hele tiden. Men nej, det kan jeg sgu ikke det står jo ud over det hele!« griner hun højt til spørgsmålet om, hvorfor hun ikke dropper alt arbejdet og går med det naturligt.

Ligesom jeg, er Sheila barn af en hvid forælder og en sort, men da hun som spædbarn blev adopteret væk, var det til en sort familie. Andet var utænkeligt i 1950'ernes USA. Her lærte hun at være bevidst om og stolt af sin sorthed. I dag har Sheila altid de afroamerikanske Ebony Magazines liggende på sofabordet, og når Sheila skal krydse af i officielle papirer, om hun er mixed race eller black, sætter hun kryds ved black. Sheila er bevidst om sin race og dermed bevidst om sit afrohår.

»Selv da jeg var barn, foretrak jeg at have løst hår men det var min mor, der krævede, at jeg fik det glattet med en hot comb,« husker hun.

I 1970'erne, da Sheila skulle starte på universitet, blev hun fan af den på det tidspunkt populære sydafrikanske sangerinde Miriam Makeba. Hun var fantastisk med sit korte, naturlige afrohår. Og blot uger inden, Sheila var færdig med high school, klippede hun sit eget hår af.

»Jeg var vild med det! Men det var mine omgivelser bestemt ikke.« Sheilas daværende kæreste sagde ligeud, at det ville spænde ben for hende. Det ville hun fortryde, sagde han.

»Jeg har altid arbejdet hårdt og klaret mig godt, men jeg har også måttet tilpasse mig. Jeg ved, hvad der forventes af mig i professionelle sammenhænge, og jeg har altid forsøgt at give dig et sundt og konstruktivt forhold til dit hår,« siger Sheila. Men tiderne har også ændret sig, anerkender hun. Også i Ronalds salon ser han, at der sker noget i disse år.

»Det er små, spæde skridt, men de er der. Flere produkter bliver lavet til at pleje det naturlige hår, og mine kunder er generelt mere bevidste om deres hår. De føler i hvert fald, at de har flere valg end tidligere, hvor det ikke stod til diskussion,« forklarer Ronald Williams.

»Man kan ikke komme uden om sorgen og den kulturelle historie, men jeg bliver sgu nærmest lykkelig, når jeg i dag hører flere og flere sige: I'm okay with my big, nappy hair.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Weave: Menneske- eller kunstigt hår på lange snore. Man fletter kvindens eget hår helt tæt ind til hovedbunden og syer så hårstykkerne ind i fletningerne, til de dækker hele hovedbunden. Efterhånden den mest udbredte form for 'kunstig' frisure.

Kinky/nappy: Udtryk, der bruges til at beskrive det krusede afrohår. Det forstås ofte som et nedladende udtryk, der især bruges blandt de sorte selv.

Nappyversary: Årsdagen for den dag, en kvinde første gang lod sit hår være helt naturligt og 'nappy'.

'fro: slang for Afro

Hot combs: varme metalkamme, man reder afrohåret med for at glatte det. Hot combs er kendt allerede fra slavetiden, hvor man varmede dem over ilden, men i dag er de elektriske.

Relaxer: En kemisk lotion, man smører i håret, der får håret til at 'relaxe' (slappe af) ved kemisk at glatte krøllerne. Meget udbredt.

Creamy crack: Et udtryk, man bruger om kvinder, der bliver afhængige af den kemiske hårcreme, relaxeren.

Cornrows/'crows': En traditionel afrikansk frisure, hvor man laver fletninger helt ind til hovedbunden. Især kendt i det mandlige hiphop miljø.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Nic Pedersen
Nic Pedersen

Udfra min efterhånden halvlange erfaring mener jeg at kunne påstå, den kvindelige forkærlighed for at "skjule sit naturlige hår" går helt på tværs af alle farve, kultur og religionsskel!

Måske skal man ikke lægge for meget i at sorte kvinder også søger alternativer hos deres frisør?

Brugerbillede for Per Erik Rønne
Per Erik Rønne

@Nic Pedersen,

Du har helt ret. Hvilken kvinde skifter ikke jævnligt hårfarve, eller skifter mellem krøllet og glat hår?

At noget sådant ikke e begrænset til hunkønnet ved vi fra barokkens allongeparyk, og rokokoens pudderparyk. Halvgamle mænd kunne ganske simelt ikke vise sig i al deres skadethed; skulle man en sjælden gang komme til at se en Holberg-komedie der ikke ødelagt af regiteater-instruktørerne ser man da også midaldrende mænd der fortvivlet forsøge at finde den paryk en voksen mand ikke kunne vise sig for naboerne uden. Til ungdommens udelte morskab.

For en ung mand som Tordenskjold havde naturligvis intet behov for at finde nogen allongeparyk frem. Da han døde som 30-årig kunne han stadig gå med sit eget hår næsten ned til navlen ...

Brugerbillede for Per Erik Rønne
Per Erik Rønne

En ting til. Hvorfor skulle mulatter ikke kunne have været født med glat hår?

I øvrigt har jeg selv set en ung dansk dreng gå med stor afrofrisure. Han var i 20 års alderen, med blå øjne og lyseblondt hår. Det må da også have kostet timer for at få den eftertragtede frisure ...

Brugerbillede for Nic Pedersen
Nic Pedersen

Er det så også "ærgerligt", når blegfisene går i solarie for skjule deres "naturlige bleghed" og se "farvede" ud?

Undskyld mig, men det er noget fortænkt pjat!

Brugerbillede for Nic Pedersen
Nic Pedersen

Ida,

du kan finde groteske eksempler på meget, især i USA!
F.eks deres regler for priviligeret optagelse på universiter, alt efter "hvor sort man er"!
Jeg kunne nok også finde på at bede om dokumention for det hårforbud, før jeg helt tror på det!

Jeg køber bare ikke påstanden om, at "specielt sorte kvinder er ekstra meget ofre, fordi de skifter hårstil!"!

Frelst hattedamemedlidenhed er så nedladende!

Hvorfor skulle Michelle Obama (af alle!) dog være en undertrykt stakkel, som ikke kan sætte sit hår, som hun vil?

Brugerbillede for Rachel  Henderson
Rachel Henderson

Det svarer jo lidt til de kvinder herhjemme, som har så travl med at barbere ben, eller de mænd som rager skægget af osv.

Jeg synes det er ulækkert når folk kommer gele eller fedt i håret, så det er helt stift og ubehageligt at røre ved, eller når de efterlader pletter på ruderne eller på stoleryggene i tog og busser.

Jeg synes hår skal være dejligt og blødt at røre ved - ikke hårde stubbe, ikke fedtet og stift. Kruset hår kan sagtens være blødt at røre ved; det er min mands nemlig :-).

Brugerbillede for Maiken Guttorm
Maiken Guttorm

Tak for en god artikel!

Jeg giver Ida ret i at I er temmelig hurtige til at dømme artiklens emne, uden - så vidt jeg kan læse - særlige forudsætninger for at gøre det.

At man fremlægger et emne til oplysning handler da ikke om offer-mentalitet. Jeg sætter pris at blive oplyst, da jeg jo kan mærke en åbenlys uvidenhed fra min side ved at læse artiklen, og præmissen alligevel forekommer så letforståelig.
Det er et emne man ikke har snakket meget om, men accepteret, som en naturlig unaturlighed.

Skal vi lade som om '90ernes 35kg's modeller ikke havde indflydelse på teenageres selvbillede? Skal vi ignorere artiklens påstand, som er langt mere absurd, om at universitetsinstitutter skal diktere folks naturlige udseende - det er jo ikke det samme som blot at klæde sig anderledes - og lade som om det ikke påvirker vores allesammens syn på det (dem) der bliver udelukket af det gode selskab?

Det svarer ikke til at barbere ben. Hovedhår er næsten altid synligt (og hvis det ikke er er det jo også forkert!), og endnu har jeg da ikke hørt om et universitet hvor kvinder er blevet pålagt at barbere deres ben - og endda for at forberede dem på en helt bestemt, bredt accepteret, hårløs virkelighed.

Brugerbillede for Martin Jeppesen
Martin Jeppesen

Jeg synes det er lidt ærgerligt at artiklen revser Oprah, Michelle Obamah m.fl. for at have det unaturligt glatte hår... de er vel også sorte kvinder, og underlagt de samme samfundsmæssige tabuer. Samtidigt er de langt mere synlige, og derfor også under større pres for at underkaste sig normen.

At de samtidigt er rige og succesfulde er vel uden større betydning, da det flere gange understreges at dette er et fænomen som findes i alle afro-amerikanske subkulturer, ikke kun de fattigste.

Brugerbillede for Martin Jeppesen
Martin Jeppesen

Lige en enkelt ting til:

Inden man kaster sig ud i det store hvide skyldkompleks, er det også værd at lægge mærke til at dette i høj grad er et amerikansk fænomen. Afro-amerikanere er en amerikansk subkultur med en bemærkelsesværdig historie, og en meget stor, meget divers gruppe, som ofte tvinges i bås sammen på et meget tyndt grundlag. Det skaber intern konflikt, for den succesfulde, sorte amerikanske direktør vil for alt i verden undgå at blive sammenlignet med den sorte amerikanske, hjemløse mand på gaden.

Brugerbillede for Majbritt Nielsen
Majbritt Nielsen

Jeg bider mærke i sætningen "»Så det havde intet med skønhedsidealer at gøre, det var ren overlevelse. Jo mere hvid du så ud, desto bedre overlevelsesmuligheder havde du,« "

@Martin Jeppesen
Det er ikke kun en amerikansk fænomen.
For i afrika er det også ret udbredt, hvor det er økomoisk muligt. Samt at bleg sin hud. Men det er nok mere tabu en at glatte sit hår.
Jeg har fået at vide at inden for afroamerikanere, er det finere at være lysere i huden. Så læs lige den sætning fra artiklen engang til i.
Ses den i samme lys?

(NB Chris Rock havde en udsendelse om afro-kvinders fix på håret. Han fortæller at man aldrig, aldrig og tryk på allllldrig rører ved en afroamerikansk kvindes hår. Hvilket undrede ham. Andre kvinder havde ikke det fikse ide.)

Brugerbillede for Bob Jensen

Eftersom jeg bor i USA og har haft forhold til sorte kvinder, fandt jeg da personligt artiklen interessant, men undrer mig over hvor meget fornuft der er i at bringe den i en danks avis.

Brugerbillede for Tove Lodal

Og så var der dengang i 1970'erne hvor alle kvinder der ville være med på det sidste nye fik lavet stort afro-hår.

Hvad kan I mon få ud af det?

Brugerbillede for Majbritt Nielsen
Majbritt Nielsen

@Bob
Måske fordi man som dansker aldrig har haft det inde på livet og ikke ved ret meget om det hvis noget overhovedt. Og med artiklen i dag, fik jeg en vinkel med jeg ikke kendte. At det var ren overlevelse-strategi og senere så indarbejdet at det ikke lige er til at slippe af med.

@Danni
Tak for links :)

Brugerbillede for Peter Hansen
Peter Hansen

Derudover, Majbritt og Bob, et eksempel på det uholdbare i en stadig voksende selvundertrykkelse, hvor folk accepterer at skulle leve til ligegyldige, fremmede menneskers normer for adfærd og udseende. Det er en pest, som vi ellers var ved at få kureret, men som er brudt ud igen. Det må være ungdomsdyrkelsen, der også påfører ældre generationer ungdommens usikkerhed.

Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen

En interessant artikel, som får mig til at tænke tilbage.

Boede i 70'erne i New York, og mindes udmærket, at sorte kvinder havde glattet deres hår. Det så man overalt. Blandt unge og gamle. Og jeg mindes i det hele taget de mange reklamer for, hvorledes sorte kunne nærme sig et hvidt udseende ved hælpe af alskens remedier.

Og så er det, at der alligevel må have været en modsatrettet bølge. Måske blot en kortvarig modebølge, måske en reminiscens af Angela Davis, for hvorfor tilbragte jeg ellers seks lange timer i frisørstolen for at få en afro?

Kæresten var ellers frisør, men ville ikke kaste sig ud i at permanente, så jeg måtte finde en mere modig frisør.

Da resultatet skulle vise sig, var der absolut ingen krøller. Jeg var så glathåret, som da jeg ankom, og frisøren forstod intet. Det problem havde han kun oplevet med kinesere.

Så tog vi en tur til med den stærke vædske og curlerne - og så skal jeg love for, at det virkede. Så meget at man kunne montere en afrokam i lokkerne.

Men det holdt jo ikke evigt, måtte jævnligt gentages, og man tabte sin naturlige mørke hårfarve.

Og jeg vendte tilbage til mit glatte hår.

Brugerbillede for Per Erik Rønne
Per Erik Rønne

@Majbritt Nielsen,

Din fortælling om lys hudfarve gælder ikke blot i det sorte Afrika. Det gælder også i Arabien, ja selv i Europa, indtil ikke for mange år siden.

En fornem kvinde skulle nemlig have en lys teint, alene for at adskille hende fra den bondetøs der var nødt til at arbejde i marken. Lys hud er således et symbol på rigdom, mørk hud på fattigdom.

Det ændrede sig først men industrialiseringen, hvor fabrikspigerne blev lige så lyse i huden som den fornemme. Det var da også på det tidspunkt at Finsen i Danmark fandt frem til solstrålernes gavnlige indflydelse, og lige siden har fornemme damer taget solbad, så de kan få den eftertragtede mørke hudfarve. Naturligvis overdrevet, så huden tager skade, men hvad gør man ikke for 'skønhedens' skyld? At de risikerer døden som følge af hudkraft, og at huden hurtigere bliver gammel og rynket, tænker de ikke på.

Løsningen er naturligvis at droppe solbadning, og gå klædt efter årstiden. Korte bukser og kortærmet skjorte eller t-shirt om sommeren, og singlet under en hedebølge. Knickers med tykke knæstrømper eller lange bukser om vinteren. At se hvordan teenagedrengene i dag går klædt i sommerheden er en gru; knickers til ankelsokker. De må da risikere at besvime af hedeslag.

Brugerbillede for Bill Atkins

Måske skyldes det udglattede hår afro'ernes hensyntagen til de mange hvide skabsracister, der først føler sig en smule skræmt af sort kruset hår, for straks efter at føle en blanding af flovhed og ærgrelse over deres egen let aflæselige småracisme - så er det meget lettere at skåne disse hvide for at stå og fjumre midt i en hverdagskommunikation.

Her er i øvrigt et forslag til den næste artikel i Informations nye serie om den hvide races overlegenhed: "De hvides dominans i curling."

Brugerbillede for Martin Jeppesen
Martin Jeppesen

@Majbritt Nielsen

Jeg må indrømme at jeg ikke kender til fænomenet uden for USA. Det virker bestemt også på mig, som om den afro-amerikanske kultur i høj grad har været foregangsmænd for hårglatning og diskriminering af afrikanske træk. Jeg vil ikke udelukke at det forekommer blandt mere velhavende sorte afrikanere, men dem er der altså statistisk set også meget længere imellem end velhavende sorte amerikanere.

Ordet velhavende skal nok tages med et gran salt, især når vi snakker om USA.

Brugerbillede for Martin Jeppesen
Martin Jeppesen

@Bill Atkins

Jeg tror du har misforstået artiklen. Det her handler ikke om racisme, men om intern diskrimination inden for en bestemt befolkningsgruppe. Det er racepræget, ja, men det har intet at gøre med gnidninger mellem forskellige racer.

Brugerbillede for Bjarke Lautrup-Larsen
Bjarke Lautrup-Larsen

@Nic Pedersen
I din sætning "Hvorfor skulle Michelle Obama (af alle!) dog være en undertrykt stakkel, som ikke kan sætte sit hår, som hun vil?" kommer du selv med et meget godt eksempel. For det ville 100% føre til ramaskrig og enorm omtale hvis Michelle Obama valgte at have sit eget naturlige hår, istedet for det glatte hår hun har nu. Og det er jo det der er så tankevækkende. At det ses som "en provokation" at have sit eget hår som man har fået fra naturens side.
Det er slet ikke sammenligneligt med at skifte hårfarve, eller ændre sin frisure.

Brugerbillede for Bjarke Lautrup-Larsen
Bjarke Lautrup-Larsen

@Nic Pedersen
I din sætning "Hvorfor skulle Michelle Obama (af alle!) dog være en undertrykt stakkel, som ikke kan sætte sit hår, som hun vil?" kommer du selv med et meget godt eksempel. For det ville 100% føre til ramaskrig og enorm omtale hvis Michelle Obama valgte at have sit eget naturlige hår, istedet for det glatte hår hun har nu. Og det er jo det der er så tankevækkende. At det ses som "en provokation" at have sit eget hår som man har fået fra naturens side.
Det er slet ikke sammenligneligt med at skifte hårfarve, eller ændre sin frisure.

Brugerbillede for Bill Atkins

Martin Jeppesen jeg tror ikke du har nærlæst artiklen...

Der har altid været gnidninger mellem de bevidste sorte og så de såkaldte "onkel Tom" negere. Den sorte panter Angela Davis optrådte med et pragtfuldt afrohår, og de der fik glattet håret blev der set ned på, men jeg har faktisk fået fortalt den af mig angivne delforklaring på hvorfor mange fandt det nemmere at få glattet håret. De "sortes stræben efter det hvide look" kan altså sagtens skyldes de hvides småracistiske forventninger om ikke at tale på lige fod med en krølhåret boy eller slavetøs.

Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

Skoenne kroppe med hud og haar kommer i mange former og farver.

Jeg har bemaerket en tendens blandt blegansigter der gaar ud paa at bruge baade en lille og en stor Herregaard paa solskinsrejser, solarier og bruncreme - for at blive rigtig laekkert nougat-nigger brune! Er der andre der har lagt maerke til det? Er det et tegn paa at kaukaserne nu har givet op over for det opvoksende sorte herredoemme? Kan vi faa farve og kultursociologerne paa banen?

Brugerbillede for Anne Marie Pedersen
Anne Marie Pedersen

Man skal bare passe på med at kalde det for racisme i dag. Det handler vel om, at de herskende klasser i Bourdieu's forstand altid vil forsøge at distinkvere sig fra folk med lavere status. Og underklassen vil så forsøge at kæmpe sig op - med næb og klør.

Hår er et eksempel. Men hvad med Gucci, Prada, høje, tynde, veltrænede, ubehårede kvinder. Det er en hel slankeindustri, som tjener på det slanke ideal. Og hvad med dress codes for mænd - det findes mange steder hvor du bliver fyret uden slips. Eller stewardesser bliver fyret uden kort kjole og make up.

Pointen er ikke at nedgøre afroamerikanske hår-komplekser. Men derimod at pointere, at vi alle er underlagt strenge kulturelle krav til hvordan vi ser ud.

Jeg synes da fx heller ikke det er sjovt at glatte mit hår hver morgen. Men det er jeg nødt til. Ellers spørger folk mig, om jeg har sovet dårligt!

Brugerbillede for Nic Pedersen
Nic Pedersen

@Bjarke

Jeg har nu ikke hørt det store ramaskrig over Hr. Obamas hår, så Fru Obama skulle næsten tage at prøve!
Om ikke andet, så bare for at ærge nogle masochistracister, når ramaskriget udebliver!

Brugerbillede for Martin Jeppesen
Martin Jeppesen

@Bill Atkins

Der er selvfølgelig ikke nogen tvivl om at hele miseren bunder i racisme - men det helt store problem er jo at der i det afro-amerikanske miljø er en usagt koncensus om at afro-hår er "low-class". Det problem forsvinder ikke, selv hvis man forestiler sig at racisme ikke længere var et problem. Som med så mange andre ting, kræver det også en holdningsændring indefra.

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Jeg gad vide om det glatte negerhår mon er nemmere at rede ud, holde rent etc. eller om valget udelukkende drejer sig om udseende? Nogen eksperter?

Brugerbillede for Anne Marie Pedersen
Anne Marie Pedersen

Ja spørger man min lokale frisør, så er glat hår et tegn på sundhed. Men et glattejern kan man fjerne alle tegn på knækket hår. Og jo mere glat, jo mere signalerer det i følge hende, at man ikke er stresset, og at håret kan optage det vand, som det har brug for.

Jeg spørger nemlig altid, om ikke snart krøller kan blive moderne. Men det mener hun ikke.

Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen

@Anne Marie

Jeg mener, at det med sundhed og hår går på, om håret er blankt. Men det er selvfølgelig lettest at se det blanke i glat hår.

I min barndom fik man æggeblommer i håret. Det skulle gøre håret blankt. Hvis nu ikke sundheden allerede kom indefra.

Du har ret i, at vi alle er underlagt kulturelle normer mht., hvordan vi skal se ud. Enerverende og forbandet med denne normalitetstrang og -tvang.

Som ung blev jeg altid spurgt, om ikke mit hår (mørkebrunt) var farvet. Med tiden er der kommet ægte grå striber til, og så slipper man da for det tåbelige spørgsmål.

Det siges, at de fleste kvinder farver hår, hvorfor 40-årige gråhårede, der nægter at lystre, bedømmes til at være 60-årige.

Det er lige til at få ondt i håret af!

Brugerbillede for Joy Filbert

Årh, jeg kender det med at sætte håret op i en knold alt for godt! Jeg har også afrohår og det er forfærdeligt. Da jeg var mindre (så gammel at jeg selv kunne sætte det) måtte ingen overhovedet røre det og det skulle altid sidde i en knold. Som ældre kan jeg have det løs så længe det er våd ellers bliver det meget kruset og "stift" på en måde, så det ryger op i en knold.

@Søren Kristensen
Det er ikke nemmere at holde når det er glat. Man kan jo som nævnt ikke vaske det, for så kruser det igen. Men det er nemmere at redde igennem, hvis det er glattet ordentligt.

Brugerbillede for Peter Kobl

Jeg møder en del afrikanske og sorte amerikanske kvinder gennem mit arbejde og det er jo skønt. Her i Danmark. De bringer nogen gange af egen drift spørgsmålet om deres "vanskelige" hår på bane og det er også et favorit diskussionsemne blandt dem indbyrdes. ... Ikke som en sørgelig tragedie, men et problem, der er et reelt, og som kræver en løsning. Produkter og forskellige hair-saloners fagkundskab eller mangel på diskuteres for fuld udblæsning. Hvis man (jeg) forsigtigt (måske efter lang tid på sidelinien) fremfører at au naturel også er pænt, bliver man bestemt afvist. Det er et faktum at det er "bad hair" og en person med normal dømmekraft vil ikke betvivle den sag.

En pige fra USA (a stunning beauty), summerede: if you don't, there are 3 things a black girl can do: shave your head, braids, Jimmy Hendrix. Shaved is too skinhead, braids are for kids, Jimmy is kinda OK if very short and I want to be able to have long hair with different styles. Like white girls.

Brugerbillede for Jørgen Garp
Jørgen Garp

Min påstand er, at den omtalte internaliserede racisme bestem ikke er noget der er forbeholdt ofrene af sorte (her kvinder), men er en næsten genetisk integreret kendsgerning generelt hos den hvide "mand" selv , i en grad så staklen såmænd ikke engang selv er klar over det, netop fordi det er det normale, hvilket man iøvrigt kan overbevise sig om ved læsning af en hel del indlæggene i denne streng!

Brugerbillede for Kim Gram

@jørgen garp

tænkeligt,

og følgende gør det næppe mindre tydeligt

--------------

ud fra africa
( permanent revolution ? )

om en bekendt, en kvinde fra africa ( j. , og det kunne let ses ),

af mange kaldet for mytoman, lystløgner; hvilket ofte blot er en knap så nobel,

en mindre pæn betegnelse for: digter.

( for det var hun, men lidt gammel blev hun, og noget krukket var hun vist også,

dog næppe plaget af noget så gyselig som aids;

men man bør ikke godtage kilder, uden videre ).

men hun skrev næppe noget så hårrejsende(!)

som dette:

i følge naturhistoricerne er vi jo alle kommet ud fra africa,

og det er næppe hverken gud(erne?) eller goterne, som har skabt menneskene i deres

billeder, men menneskene som har skabt gud(erne?) og goterne, i menneskenes billeder.

-----------

noget om at penge kan bortlede fra at indrømme:

forandringens bestandighed, bestandig forandringer,

revolutioner indenfor permanent :- ) , permanent revolution.

-------------------

så rejs jer, i stedet for bare: revolutioner indenfor permanent