Læsetid: 4 min.

En kærlig og trofast reserve

Som husbestyrerinde gennem knap 40 år, blev hun en slags mor for børnene og en slags kone for enkemanden. De blev den familie, hun altid havde ønsket sig
Som husbestyrerinde gennem knap 40 år, blev hun en slags mor for børnene og en slags kone for enkemanden. De blev den familie, hun altid havde ønsket sig
4. juni 2011

Da butiksindehaver og enkemand William Hellerøe i 1954 slog stillingen som husbestyrerinde op, var det, som om brikkerne faldt på plads for 38-årige Karen Margrethe Bjerregaard. Karen Margrethe var ugift, havde ingen børn, og efter mange år med forskellige småjob og skiftende bopæl, søgte hun stillingen hos enkemanden. Og her i lejligheden oven på B&O-butikken på Frøsvej i Rødding fik hun, på sin egen måde, en familie. En familie hun elskede, og som elskede hende.

William Hellerøe, eller bare Hellerøe, som han blev kaldt, havde syv år forinden mistet sin kone og stod alene tilbage med to børn, sin butik og et hjem, der skulle passes. Karen Margrethe gik til jobbet med alle de færdigheder, hun havde lært på husholdningsskole, skrædderskole og som barneplejerske på børnehjem. Men hurtigt blev Karen Margrethe mere end blot praktisk hjælp. Hun blev en slags mor for Hellerøes børn. Og da børnene selv fik børn, blev Karen Margrethe kaldt mormor og siden oldemor.

Også forholdet til Hellerøe udviklede sig over tid. De blev hinandens livspartnere. Ikke i nogen romantisk forstand, men det hed sig altid 'Karen Margrethe og Hellerøe', de hørte ligesom bare sammen.

Derfor tøvede hun heller ikke et øjeblik med at tilsidesætte sine egne planer for at passe på ham. Da Hellerøe blev gammel og mindre mobil, måtte hendes store drøm om at tage på højskole, som hun havde været i sin ungdom, vente. For hun ville hellere blive hos ham end at rejse ud på opdagelse. Og sådan var Karen Margrethe. Ikke mor eller kone til nogen, men en uundværlig reserve for mange.

Blot venner

Karen Margrethes far stammede fra Mors. Han flyttede med sin kone til Vejen, hvor han etablerede sig som møllebygger. I 1920, efter at Sønderjylland var blevet dansk, købte familien en gård i Skodborg lige syd for den gamle grænse, og her voksede Karen Margrethe op som den yngste af fire søskende. Som 15-årig kom Karen Margrethe i 1933 ud og tjene som ung pige i huset forskellige steder og tog også på højskole, hvilket var hendes store passion gennem livet. Hun elskede højskolelivet, sangene og stemningen.

Og i 1943 kom hun, som hendes to søstre havde været før hende, på husholdningsskole i Hadsten, for når man en dag fik mand og familie, skulle man jo være i stand til at holde et ordentligt hjem.

Men for Karen Margrethe blev det ikke relevant, før hun fik stillingen som husbestyrerinde hos Hellerøe. Her fik hun til gengæld lov at bruge de evner, hun havde lært gennem årene. Karen Margrethe gjorde en dyd ud af at holde et ordentligt hjem passe børn, bage, sylte, strikke, sy, brodere, lave mad. Og haven gik hun særligt op i. Det gjorde både hun og Hellerøe. Sammen plantede de blomster, frugttræer, bærbuske, og ikke mindst køkkenhaven, som hele familien nød godt af. Faktisk havde Hellerøe og Karen Margrethe den smukkeste have i Rødding. Det sagde alle på egnen.

Alle kendte de to som et makkerpar, og selv om hverken Hellerøe eller Karen Margrethe nogensinde fik andre kærester, var der aldrig grund til at tro, at de var mere end blot venner. Når Hellerøe og børnene en gang om året tog på ud på kirkegården for at gøre deres afdøde mors gravsted rent, tog Karen Margrethe altid med. De sov i hvert sit soveværelse og omtalte aldrig hinanden som mere end gode venner. Karen Margrethes titel var fortsat husbestyrerinde, og han var hendes arbejdsgiver til det sidste.

Men længe efter børnene var flyttet hjemmefra og havde fået deres egne familier, blev Karen Margrethe boende. Når børnebørnene eller den ydre familie skulle besøges, var det altid givet, at de begge tog med.

Og da Hellerøe solgte B&O butikken i 1967 for at gå på pension, flyttede han fra lejligheden, købte et hus i området, og Karen Margrethe flyttede naturligvis med.

En singlepige

Aldrig i Karen Margrethes liv har hun omtalt nogen som sin kæreste. Aldrig har hun sagt, at hun var forelsket eller givet udtryk for, at det var noget, hun savnede. I hvert fald ikke til sin familie. Karen Margrethe var en rigtig singlepige, som hendes familie udtrykker det.

Gennem årene holdt hun tæt kontakt til sine tre søskende, som hun ofte udvekslede breve med. I brevene skrev de om alt. Om hverdagen, familien, huset, haven, naboerne, alt. Selv de helt små detaljer kom med for at holde hinanden opdaterede. Men aldrig om kærlighed eller følelser. Karen Margrete talte ikke om den slags.

Da hendes reservedatter Kirsten en dag kom på besøg og fortalte, at hun skulle giftes, blev Karen Margrethe tavs. Det brød hun sig ikke synderligt om, kunne Kirsten mærke. Kirsten forstod aldrig helt hvorfor, men måske mindede det Karen Margrethe om, at hun aldrig selv blev gift, tænker Kirsten i dag. Men da først der kom børnebørn ind i billedet, vendte hendes humør tilbage, og Karen Margrete gik ind i rollen som mormor med glæde.

De sidste mange år af Hellerøes liv blev hun hjemme i huset og passede ham. Efter at have haft tuberkulose i sin ungdom, havde han aldrig været specielt mobil, og med alderen blev det kun værre. Selv om Karen Margrethes store ønske var at tage på højskole igen, blev hun hos ham. Lige til den dag, han gik bort.

Karen Margrethe nåede kun at tage på ét enkelt højskoleophold efter Hellerøes død i 1993, inden hun selv fik en blodprop og kom på plejehjem. Men hun fortrød aldrig sit valg om at blive hos ham til det sidste. Hun ville være ved hans side, for han ville have gjort det samme for hende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Som det allerførste portræt i serien "Et liv er forbi" - indtil videre udelukkende kvindeportrætter - er også dette portræt interessant og rørende. Ikke mindst fordi de almindelige (kvinde)liv sjældent opnår at få en nekrolog i avisen.

En levevej som husbestyrerinde var ikke ualmindelig tidligere. Og ansvarlighed og trofashed var kvaliteter, som disse kvinder vist mestendels besad.

Nogle blev gift (og fik børn) med den enkemand, de var blevet ansat hos, mens andre forblev ansatte og andre igen som Karen Margrethe Bjerregaard indgik i et nært venskab, et platonisk forhold, der til forveksling lignede et ordinært ægteskab / parforhold. Egentlig ret så moderne.

Husbestyrerinder og dagens (karrriere)kvinder, som ofte ikke gifter sig eller får børn, har visse fællestræk.

De er kvinder, der arbejder - med og uden karriere, forsørger sig selv, engagerer sig i deres opgaver og omgivelser, giver omsorg og udviser trofasthed over for de pligter, som følger af netop deres situation.

Og som husbestyrerinden får de sjældent en nekrolog i avisen.