Læsetid: 9 min.

Kontrabassen var hans oprør

I bassisten Hugo Rasmussens familie var man håndværker. Det stod ikke til diskussion. Derfor spurgte han ikke om lov, da han som ung metallærling gav sig til at spare op til sin første kontrabas
De første toner. Den eneste musik i min barndom kom fra min mors sang, og da den stoppede, kom der ikke noget i stedet, fortæller Hugo Rasmussen.

De første toner. Den eneste musik i min barndom kom fra min mors sang, og da den stoppede, kom der ikke noget i stedet, fortæller Hugo Rasmussen.

Sigrid Nygaard

25. juni 2011

En lille klokke kimede, da Hugo Rasmussen skubbede døren op til John Hartwigs musikbutik i Studiestræde. I flere måneder havde den 18-årige knægt fra Bagsværd sparet sammen af sin lærlingeløn, og nu stod han i døråbningen med 800 kroner, der var ved at brænde hul lommen. John Hartwig lænede sig hen over glasdisken med ryggen til og pillede ved nogle mundharper, men lyden af klokken fik ham ikke til at vende sig om.

Efter hvad der føltes som flere minutter, sagde Hartwig endelig:

»Hvad vil du?« uden at løfte blikket.

»Jeg vil gerne se på en kontrabas,« svarede Hugo Rasmussen stille og kiggede afventende på Hartwig, som stadig stod og pillede ved mundharpen. Igen var der tavshed.

»Jeg mener det faktisk,« forsøgte Hugo Rasmussen endnu en gang med mere beslutsomhed i stemmen:

»Jeg er kommet for at købe én,« sagde han efterfulgt af endnu ti sekunders stilhed. Hartwig kiggede fortsat ned i bordet.

»Har du penge?«

»Ja, da. Jeg har 800 kroner!«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Rikard
  • Thomas Overbye
Kristian Rikard og Thomas Overbye anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Ofte har man set Hugo Rasmussen bag bassen, men intet vidst om ham.

Det råder artiklen bod på ved at viderebringe nogle af Hugo Rasmussens livskloge selverkendelser og erfaringer. Ikke højttravende, men menneskelig tale.

Som når HR taler om ikke at være et indlysende talent, men en musikarbejdsmand, for hvem anerkendelse betyder noget.

Og ikke mindst om at mangle format ift. sin far:

»I det sidste år, han levede, tænkte jeg tit på, om ikke jeg bare skulle køre ud til ham og sige hej, og hvordan går det. Men jeg kunne simpelthen ikke. Det havde jeg åbenbart ikke format til det er bare endt med, at han er død,«

Tom W. Petersen

Iøvrigt er Hugo Rasmussen jo ikke bare en dygtig "musikarbejdsmand", men en fremragende musiker - hvad han jo også har fået anerkendelse for af virkeligt store jazzmusikere.
Men barndommens og ungdommens ydmygelser kan man aldrig blive helt kvit; de sidder fast.
Hurra for Hugo Rasmussen!

Kristian Rikard, John Victor Lorck, Kirsten Mindegaard og Lilli Wendt anbefalede denne kommentar
Ole Brockdorff

Søndag den 16. november 1975 præsenterede restauratør Per Møller fra diskotek Tordenskjold på Kongens Nytorv i København et fantastisk scoop efter datidens forhold, fordi det lykkedes ham at få den svenske jazz- og popsangerinde Lill Lindfors til at optræde ved en koncert for 150 specielt indbudte gæster, der alle ville høre hendes vidunderlige stemme og musikalske talent.

Lill Lindfors var gennem tre måneder blevet ”rendt over ende” med henvendelser fra diskoteket for at komme og give koncert i halvanden time, skønt damen havde rigeligt at se til med daglige koncerter på ”Kronprinsen” i Malmø, og ingen danske koncertarrangører var nogensinde tidligere lykkedes med at få hende til at optræde for danskerne.

Den vidunderlige sangerinde endte med at sige ja til en optræden på diskotek Tordenskjold for et lille honorar af 2.000,00 kroner + hotelophold i et døgn for hende og hendes faste kapelmester, pianisten Anders Ekdahl, der har fulgt den nu 71-årige Lill Lindfors gennem det meste af hendes flotte karriere.

Men, men, men …

Betingelsen for at Lill Lindfors overhovedet ville give debut for et intimt publikum i Danmark til et så lavt honorar var betinget af den klare forudsætning, at diskotek Tordenskjold skulle få en bestemt gruppe af danske jazzmusikere til at spille for hende sammen med pianisten Anders Ekdahl, og denne ”liste” bestod af nogle virkelig seje navne fra Danmarks Radios Big Band:

Bjarne Rostvold på trommer.
Jesper Thilo på saxofon.
Allan Botschinsky på trompet.
Ole Molin på guitar.
Men ikke NHØP på bas …

Næh, sangfuglen Lill Lindfors insisterede konsekvent på, at Hugo Rasmussen skulle være hendes bassist denne aften. Sangerinden havde mødt ham ved nogle tidligere DR-arrangementer. Hun var helt vildt fascineret over denne rødskæggede mand, hans vidunderlige spil med fingrene på kontrabassen, og hans altid hjertevarme øjne og smil, ja, kort og godt ville hun ikke optræde på diskotek Tordenskjold uden Hugo som bassist.

Det var lidt af en opgave for den tekniske arrangør af koncerten, at få Hugo Rasmussen til at optræde denne søndag aften den 16. november 1975, fordi han allerede havde lovet sig ud til et andet spillested. Men da Hugo fik den klare melding, at Lill Lindfors kun ville optræde til sin første koncert i Danmark med ham som bassist, kunne han ganske enkelt ikke sige nej til denne forrygende jazzsangerinde.

Jeg er ikke èt sekund i tvivl om, at Hugo Rasmussen aldrig nogensinde glemmer koncerten med Lill Lindfors på diskotek Tordenskjold, især ikke prøverne om eftermiddagen inden hendes optræden, hvor de førnævnte musikere og Hugo stod opstillet som forventningsfulde skoledrenge, der var stolte over at være udpeget af den charmerende sangerinde til at være med i hendes orkester denne aften.

Som noget af det første kiggede den smukke Lill Lindfors dybt charmerende på Hugo Rasmussen med sine dejlige øjne og sagde: ”Hugo, spil nogle toner for mig på din kontrabas, inden vi går i gang med prøverne. Gør mig glad. Varm mig op. Få mig helt op at køre. Vi skal have fest i aften. Er du med, min ven …?”

Og det var Hugo Rasmussen i sandhed.

Denne fantastiske kontrabassist spillede bare løs med sine fingre på strengene foran den svenske jazzsangerinde, også under koncerten om aftenen, og det virkede som om de to gav hinanden psykiske ”orgasmer” hele tiden i deres samspil. Hugo Rasmussen vil helt sikkert kunne bekræfte denne oplevelse næsten 36 år senere – for Lill Lindfors har aldrig glemt hans spil på kontrabassen – hvilket jazzdivaen fortalte mig adskillige år senere i en privat samtale.

NHØP var uden overdrivelse en af verdens bedste kontrabassister med en fantastisk karriere inden hans alt for tidlige død i 2005, men blandt alle jazzelskere har der aldrig været nogen tvivl om, at Hugo Rasmussen er fuldt på højde med Niels-Henning Ørsted Pedersen, når vi taler om personlig ”sound”. Hugo kan nemlig som nævnt skabe psykiske ”orgasmer” af dimensioner hos både mænd og kvinder, når han ruller sig ud med sit fabelagtige spil på kontrabassen.

Og så hører man til blandt verdens bedste kontrabassister.

Hugo Rasmussen fortjener al mulig kærlighed og respekt fra alle os jazzelskere, og jeg er heller ikke et sekund i tvivl om, at hans far må sidde i sin Himmel nu og juble over sin rødskæggede søns karriere som jazzmusiker.

Men som den nu afdøde Finn Ziegler og mange andre eventyrlige danske jazzmusikere, der kunne være blevet optaget i verdens bedste orkestre til store lønninger, har den altid varmhjertede Hugo valgt at holde sin karriere inden for Danmarks grænser gennem de sidste 50 år.

Tak for det, Hugo.

Kristian Rikard, John Victor Lorck og Kirsten Mindegaard anbefalede denne kommentar
Martin Jeppesen

Jeg så ham for et par måneder siden til et blues-arrangement med et par andre musikere. Jeg tror sjældent jeg har set nogen udstråle en så simpel, barnlig glæde ved at spille musik, og dele den med andre. Det var virkeligt rørende. Og så er han jo desuden en fremragende bassist.

Ole Brockdorff

Det gør rigtigt ondt i sjælen denne mandag morgen den 31. august 2015, at skulle vågne op til nyheden om, at dette vidunderlige menneske er død efter mere end 50 år som aktiv jazzmusiker på kontrabas, for lige til det sidste elskede han det aktive musikliv ved blandt andet hver måned, at optræde med sine jazzvenner onsdag eftermiddag i restaurant ”Cykelstalden” på Østerport Station i København.

Tak for alt, Hugo, tak fordi jeg måtte kende dig.

Hvis der findes en himmel, så glæder alle englene sig nu over at få fået endnu en vidunderlig musiker med til at spille vidunderlige toner.
Vi andre må leve med savnet.