Kontrabassen var hans oprør

I bassisten Hugo Rasmussens familie var man håndværker. Det stod ikke til diskussion. Derfor spurgte han ikke om lov, da han som ung metallærling gav sig til at spare op til sin første kontrabas
De første toner. Den eneste musik i min barndom kom fra min mors sang, og da den stoppede, kom der ikke noget i stedet, fortæller Hugo Rasmussen.

De første toner. Den eneste musik i min barndom kom fra min mors sang, og da den stoppede, kom der ikke noget i stedet, fortæller Hugo Rasmussen.

Sigrid Nygaard
25. juni 2011

En lille klokke kimede, da Hugo Rasmussen skubbede døren op til John Hartwigs musikbutik i Studiestræde. I flere måneder havde den 18-årige knægt fra Bagsværd sparet sammen af sin lærlingeløn, og nu stod han i døråbningen med 800 kroner, der var ved at brænde hul lommen. John Hartwig lænede sig hen over glasdisken med ryggen til og pillede ved nogle mundharper, men lyden af klokken fik ham ikke til at vende sig om.

Efter hvad der føltes som flere minutter, sagde Hartwig endelig:

»Hvad vil du?« uden at løfte blikket.

»Jeg vil gerne se på en kontrabas,« svarede Hugo Rasmussen stille og kiggede afventende på Hartwig, som stadig stod og pillede ved mundharpen. Igen var der tavshed.

»Jeg mener det faktisk,« forsøgte Hugo Rasmussen endnu en gang med mere beslutsomhed i stemmen:

»Jeg er kommet for at købe én,« sagde han efterfulgt af endnu ti sekunders stilhed. Hartwig kiggede fortsat ned i bordet.

»Har du penge?«

»Ja, da. Jeg har 800 kroner!«

John Hartwig lagde mundharpen på disken og kiggede endelig op på den unge rødhårede mand, der endnu stod i døråbningen.

»Okay... så kom.«

Bliver ikke til noget

»Den dag i København, da jeg købte min første bas, var det nok mit eget lille oprør mod min far,« siger Hugo Rasmussen fra sit store hus ved Slagslunde skov i Stenløse, hvor han i dag bor for sig selv. Bassisten Hugo Rasmussen er netop fyldt 70 år, og gennem de sidste 50 år har kontrabassen fyldt næsten alt i hans liv. Men i barndomshjemmet var der ikke meget musik.

Han husker sin mors sangstemme, når hun gik og gjorde rent i lejligheden, eller når hun lavede aftensmad til familien. Og han elskede hver en tone. Hun sang gamle danske viser og salmer fra kirken, og hun sang dem guddommeligt, syntes han.

Men med tiden sang hun mindre og mindre. Årene som hjemmegående husmor, hvor hun ofte måtte beskytte sine to drenge mod deres far, der gerne blev voldelig efter nogle øl, kvalte hendes lyst til at synge. Og da Hugo Rasmussen nåede teenagealderen, sang hun aldrig mere.

»Den eneste musik i min barndom kom fra hende, og da hun stoppede, kom der ikke noget i stedet,« siger Hugo Rasmussen og ryster stille på hovedet.

»Min far havde ikke høje tanker om min bror og mig. Han regnede aldrig med, at vi kunne blive til noget. Han troede ikke på, at vi havde nogle særlige talenter, og det har nok givet mig en vis stædighed. Jeg skulle satme vise, at jeg kunne blive til noget særligt.«

Hugo Rasmussens far var automekaniker, og når drengene blev gamle nok, skulle også de i lære. Sådan var det bare. I familien Rasmussen var man håndværker.

Men Hugo var kvik og klarede sig godt i skolen. Faktisk fik han ofte de bedste karakterer i klassen, og da realeksamenen nærmede sig, gik han med tanker om at starte i gymnasiet. Han vidste, han havde evnerne til det.

»Men da jeg luftede det for min far, sagde han bare 'nej, det skal du ikke',« husker Hugo Rasmussen.

»Så var den ligesom ikke længere.« Og som planlagt startede 17-årige Hugo i lære i sommeren 1958 på Bagsværd smede- og maskinfabrik.

Vil ikke sige nej

»Nej, det lå aldrig i kortene, at jeg skulle være musiker. Faktisk anede jeg ikke en dyt om kontrabassen, men det var noget, jeg gjorde for mig selv. I modsætning til dengang med gymnasiet, bad jeg ikke nogen om lov jeg sparede bare op, og så købte jeg den sgu!« griner han og rejser sig fra sin stol i havestuen, fordi telefonen ringer inde i huset.

»Er det okay, jeg lige ...?« spørger han undskyldende, allerede halvt henne ved telefonen.

»Banjo-Leif!« siger han fra sit skrivebord i stuen.

»Goddag med dig Banjo-Leif! Ja ...? Nej, det kan jeg desværre ikke. Nej du, den næste måned er alle mine weekender helt pakket ... ja... jo, måske kan jeg dén dag, men må jeg lige vende tilbage?« fortsætter han, mens han bladrer i sin slidte kalender.

Jazzfestivalen er lige om hjørnet, og Hugo Rasmussens telefon er rødglødende også mere end den normalt er. Siden besøget som 18-årig hos John Hartwig i Studiestræde har Hugo Rasmussen levet som professionel musiker og er blevet én af de få danske jazzmusikere, som genren til trods er blevet allemandseje med sit karakteristiske røde skæg og sin vanlige bøllehat. Mange kender ham fra børnefjernsynsprogrammer og underholdnings- orkestre på tv, men i løbet af sin karriere har han også spillet sammen med nogle af de største jazzlegender som Benny Carter, Stan Getz og Dexter Gordon.

»Jeg skal tit være tre steder på én gang, fordi jeg har så svært ved at sige nej, når folk spørger, om jeg kan spille. Det er faktisk lidt pinligt, så jeg prøver virkelig at være mere tjekket med min kalender,« siger Hugo Rasmussen på vej tilbage til havestuen et af de eneste rum i hans store hus, hvor der ikke står gamle vinyler i høje stakke eller en kontrabas i hjørnet.

Fra banjo til bas

Da Hugo Rasmussen i 1959 gik ned i John Hartwigs musikbutik, havde han aldrig før rørt en bas. Det var faktisk kun et par år tidligere, at Hugo Rasmussen overhovedet var kommet i berøring med et musikinstrument. Hans storebror havde bygget en simpel banjo i fritidsklubben, som han ikke selv gad spille på. Men det gad Hugo godt, og for 40 kroner fik han lov at købe den. Én af de ældre drenge fra skolen kunne lidt becifringer, som han lærte fra sig, og Hugo Rasmussen øvede sig hver eneste dag.

Allerede kort tid efter fik han lov at spille banjo i forskellige lokale jazzbands, og hurtigt fik han endda penge for det. Hugo Rasmussen levede nu et slags dobbeltliv. Om dagen var han i lære på smede- og maskinfabrikken, og om aftenen gik han ud og spillede musik. På den måde slap han også for at være hjemme i lejligheden, hvor man aldrig helt vidste, om der var ballade eller ej.

Men det var en tilfældig aften i Stengårdsskolens aula, at Hugo Rasmussen opdagede kontrabassen. Jazzbandet Storyville Stompers var booket til skolefesten, som Hugo og hans venner var taget med til. Mens hele aulaen kogte over af dansende unge, stod Hugo Rasmussen stivnet i mængden. Han havde fået øje på én af musikerne. Det var bassisten Ole 'Bas' Christiansen, og fra da af vidste Hugo, at banjoen skulle lægges på hylden han skulle være bassist ligesom Ole 'Bas'. Han købte sin første bas, og med en engelsk-dansk ordbog ved hånden og en amerikansk baslærebog, lærte han sig selv at spille.

»Jeg begyndte hurtigt at spille i bands, men de andre musikere var altid bedre end mig. I starten var jeg meget usikker, og det var skidehårdt. Men det var også sådan, jeg selv blev bedre. Jeg skulle jo kæmpe for det, fordi jeg kom så sent i gang.«

I NHØP's skygge

Da Hugo Rasmussen var færdig i lære, var han allerede en etableret del af den københavnske jazzscene. Det var også i den periode, hans mor og far blev skilt, hvilket for Hugo Rasmussen blev anledningen til at afskære al kontakt med sin far, som endnu ikke havde været til en eneste af Hugo Rasmussens koncerter eller nævnt hans nye karriere med et ord.

»Jeg ville ikke have noget med ham at gøre. Jeg ved, hvilken pine det var for min mor, at han forsvandt. Men jeg var jo glad, for så behøvede jeg ikke længere tænke på ham,« siger Hugo Rasmussen.

»Jeg arbejdede bare igennem, og nød at spille musik. Det var fedt at mærke, at jeg begyndte at finde mit ståsted.«

Fra midten af 1960'erne begyndte Hugo Rasmussen at spille på jazzklubben Montmartre, et spillested der for alvor var blevet et trækplaster for store internationale musikere, og pludselig spillede Hugo Rasmussen med sine største navne: Tenorsaxofonisterne Coleman Hawkins, Ben Webster og Dexter Gordon, pianisterne Kenny Drew og Horace Parland, og en lang række andre danske og internationale jazzmusikere.

Men samtidig dukkede der en anden ung bassist op. En bassist, der ragede så højt op over mængden med sit talent, at han kastede lange skygger ned over Hugo. Den unge Niels-Henning Ørsted Pedersen havde kun fået basundervisning i et år, da han som 16-årig blev ansat som husbassist i Montmartre. Han havde overtaget tjansen fra den amerikanske bassist Oscar Pettiford én af Hugo Rasmussens helt store helte og forbilleder fra ungdommen.

»Jeg stod bestemt i skyggen af Niels-Henning. Det kæmpede jeg meget med misundelse og jalousi, du ved,« siger Hugo Rasmussen.

»Han var jo et indlysende talent helt ud over det sædvanlige. Og det var jeg ikke. Det var den store forskel på os to.«

Da Hugo Rasmussen fik øjnene op for NHØP's evner, begyndte Hugo at øve sig på at spille mere ligesom ham.

»Sådan meget solistisk. Det var jo det, Niels-Henning var så fantastisk til. Jeg prøvede og prøvede, men fandt hurtigt ud af, at det kunne jeg slet ikke magte. Jeg er ikke kunstner ligesom ham. Jeg er sådan en arbejdsmandstype. Ja, en musikarbejdsmand. Og det betyder sådan set bare, at man må knokle lidt hårdere for at blive rigtig god,« siger Hugo Rasmussen.

»Men det gælder vel om at finde ud af, hvad man vil, og hvad man er god til, og så gøre det så godt man kan. Jeg måtte bare spille på min egen måde, og det var jo også godt nok.«

Ligeværdig med idolerne

Hugo Rasmussen lærte aldrig at spille ligesom NHØP, men han kunne noget andet. Noget, den københavnske jazzscene efterspurgte, og han fik tilbudt flere spillejob, end han overhovedet kunne nå at spille foruden al den opbakning og bekræftelse, hans søgte.

»Jeg husker tydeligt en aften nede i Montmartre,« siger Hugo Rasmussen, og et smil breder sig over hans ansigt.

»Jeg havde spillet et nummer sammen med trompetisten Harry 'Sweets' Edison, som var ét af mine helt store idoler. Og da jeg havde spillet, gjorde han sådan her,« siger Hugo Rasmussen og rejser sig fra sin stol. Han bøjer sig henover bordet, placerer sine store hænder på hver side af mit hoved og trykker sin mund mod panden mellem øjnene.

»Det var sådan han gjorde! Han gav mig et kys lige midt i panden, og det føltes som om, jeg var blevet slået til ridder!« griner Hugo højt og falder tungt tilbage i sin stol.

»Det var helt fantastisk. Der følte jeg virkelig, at jeg havde deres accept. Jeg var berettiget til at være på scenen sammen med dem, og det føltes som en familie, hvor jeg også hørte til.«

Stolt, trods alt

Fra forældrenes skilsmisse til farens død i så Hugo Rasmussen kun sin far et par gange, og de sidste 35 år af farens liv, var der ingen kontakt overhovedet.

»Jeg fik jo den bekræftelse i musikmiljøet, som jeg havde savnet, og en dag holdt jeg bare op med at have behov for hans,« siger Hugo Rasmussen. Alligevel fortryder Hugo Rasmussen ofte sit valg om at skære sin far helt ud af sit liv.

»I det sidste år, han levede, tænkte jeg tit på, om ikke jeg bare skulle køre ud til ham og sige hej, og hvordan går det. Men jeg kunne simpelthen ikke. Det havde jeg åbenbart ikke format til det er bare endt med, at han er død,« siger Hugo Rasmussen og bliver tavs. Han tager fat om sit lange røde skæg, som efterhånden er mere hvidt end rødt.

»Men jeg har tilgivet os begge. Ham for at være, som han var, og mig selv for ikke at være stor nok til at acceptere ham, som han var.«

Efter farens død for fem år siden fandt man i dødsboet hele bøger fyldt med udklip af avisartikler om Hugo Rasmussens utallige optrædener og priser.

»Efter alle de år, betød det sgu alligevel noget at vide, at han trods alt fulgte med og måske oven i købet var lidt stolt af mig.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen

Ofte har man set Hugo Rasmussen bag bassen, men intet vidst om ham.

Det råder artiklen bod på ved at viderebringe nogle af Hugo Rasmussens livskloge selverkendelser og erfaringer. Ikke højttravende, men menneskelig tale.

Som når HR taler om ikke at være et indlysende talent, men en musikarbejdsmand, for hvem anerkendelse betyder noget.

Og ikke mindst om at mangle format ift. sin far:

»I det sidste år, han levede, tænkte jeg tit på, om ikke jeg bare skulle køre ud til ham og sige hej, og hvordan går det. Men jeg kunne simpelthen ikke. Det havde jeg åbenbart ikke format til det er bare endt med, at han er død,«

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole  Brockdorff

Søndag den 16. november 1975 præsenterede restauratør Per Møller fra diskotek Tordenskjold på Kongens Nytorv i København et fantastisk scoop efter datidens forhold, fordi det lykkedes ham at få den svenske jazz- og popsangerinde Lill Lindfors til at optræde ved en koncert for 150 specielt indbudte gæster, der alle ville høre hendes vidunderlige stemme og musikalske talent.

Lill Lindfors var gennem tre måneder blevet ”rendt over ende” med henvendelser fra diskoteket for at komme og give koncert i halvanden time, skønt damen havde rigeligt at se til med daglige koncerter på ”Kronprinsen” i Malmø, og ingen danske koncertarrangører var nogensinde tidligere lykkedes med at få hende til at optræde for danskerne.

Den vidunderlige sangerinde endte med at sige ja til en optræden på diskotek Tordenskjold for et lille honorar af 2.000,00 kroner + hotelophold i et døgn for hende og hendes faste kapelmester, pianisten Anders Ekdahl, der har fulgt den nu 71-årige Lill Lindfors gennem det meste af hendes flotte karriere.

Men, men, men …

Betingelsen for at Lill Lindfors overhovedet ville give debut for et intimt publikum i Danmark til et så lavt honorar var betinget af den klare forudsætning, at diskotek Tordenskjold skulle få en bestemt gruppe af danske jazzmusikere til at spille for hende sammen med pianisten Anders Ekdahl, og denne ”liste” bestod af nogle virkelig seje navne fra Danmarks Radios Big Band:

Bjarne Rostvold på trommer.
Jesper Thilo på saxofon.
Allan Botschinsky på trompet.
Ole Molin på guitar.
Men ikke NHØP på bas …

Næh, sangfuglen Lill Lindfors insisterede konsekvent på, at Hugo Rasmussen skulle være hendes bassist denne aften. Sangerinden havde mødt ham ved nogle tidligere DR-arrangementer. Hun var helt vildt fascineret over denne rødskæggede mand, hans vidunderlige spil med fingrene på kontrabassen, og hans altid hjertevarme øjne og smil, ja, kort og godt ville hun ikke optræde på diskotek Tordenskjold uden Hugo som bassist.

Det var lidt af en opgave for den tekniske arrangør af koncerten, at få Hugo Rasmussen til at optræde denne søndag aften den 16. november 1975, fordi han allerede havde lovet sig ud til et andet spillested. Men da Hugo fik den klare melding, at Lill Lindfors kun ville optræde til sin første koncert i Danmark med ham som bassist, kunne han ganske enkelt ikke sige nej til denne forrygende jazzsangerinde.

Jeg er ikke èt sekund i tvivl om, at Hugo Rasmussen aldrig nogensinde glemmer koncerten med Lill Lindfors på diskotek Tordenskjold, især ikke prøverne om eftermiddagen inden hendes optræden, hvor de førnævnte musikere og Hugo stod opstillet som forventningsfulde skoledrenge, der var stolte over at være udpeget af den charmerende sangerinde til at være med i hendes orkester denne aften.

Som noget af det første kiggede den smukke Lill Lindfors dybt charmerende på Hugo Rasmussen med sine dejlige øjne og sagde: ”Hugo, spil nogle toner for mig på din kontrabas, inden vi går i gang med prøverne. Gør mig glad. Varm mig op. Få mig helt op at køre. Vi skal have fest i aften. Er du med, min ven …?”

Og det var Hugo Rasmussen i sandhed.

Denne fantastiske kontrabassist spillede bare løs med sine fingre på strengene foran den svenske jazzsangerinde, også under koncerten om aftenen, og det virkede som om de to gav hinanden psykiske ”orgasmer” hele tiden i deres samspil. Hugo Rasmussen vil helt sikkert kunne bekræfte denne oplevelse næsten 36 år senere – for Lill Lindfors har aldrig glemt hans spil på kontrabassen – hvilket jazzdivaen fortalte mig adskillige år senere i en privat samtale.

NHØP var uden overdrivelse en af verdens bedste kontrabassister med en fantastisk karriere inden hans alt for tidlige død i 2005, men blandt alle jazzelskere har der aldrig været nogen tvivl om, at Hugo Rasmussen er fuldt på højde med Niels-Henning Ørsted Pedersen, når vi taler om personlig ”sound”. Hugo kan nemlig som nævnt skabe psykiske ”orgasmer” af dimensioner hos både mænd og kvinder, når han ruller sig ud med sit fabelagtige spil på kontrabassen.

Og så hører man til blandt verdens bedste kontrabassister.

Hugo Rasmussen fortjener al mulig kærlighed og respekt fra alle os jazzelskere, og jeg er heller ikke et sekund i tvivl om, at hans far må sidde i sin Himmel nu og juble over sin rødskæggede søns karriere som jazzmusiker.

Men som den nu afdøde Finn Ziegler og mange andre eventyrlige danske jazzmusikere, der kunne være blevet optaget i verdens bedste orkestre til store lønninger, har den altid varmhjertede Hugo valgt at holde sin karriere inden for Danmarks grænser gennem de sidste 50 år.

Tak for det, Hugo.

Brugerbillede for Martin Jeppesen

Jeg så ham for et par måneder siden til et blues-arrangement med et par andre musikere. Jeg tror sjældent jeg har set nogen udstråle en så simpel, barnlig glæde ved at spille musik, og dele den med andre. Det var virkeligt rørende. Og så er han jo desuden en fremragende bassist.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole  Brockdorff

Det gør rigtigt ondt i sjælen denne mandag morgen den 31. august 2015, at skulle vågne op til nyheden om, at dette vidunderlige menneske er død efter mere end 50 år som aktiv jazzmusiker på kontrabas, for lige til det sidste elskede han det aktive musikliv ved blandt andet hver måned, at optræde med sine jazzvenner onsdag eftermiddag i restaurant ”Cykelstalden” på Østerport Station i København.

Tak for alt, Hugo, tak fordi jeg måtte kende dig.

anbefalede denne kommentar