At ligne Hitler

I Ernst Lubitschs modige mesterværk To Be Or Not To Be fra 1942 finder følgende udveksling sted: En teaterdirektør er ikke helt tilfreds med en af sine skuespilleres udseende. Skuespilleren skal spille Hitler i et teaterstykke, men han ligner ikke rigtig, synes direktøren: »Denne mand ligner jo slet ikke Hitler. Han ligner bare en eller anden tilfældig fyr med et overskæg.« Instruktøren svarer prompte: »Men Hitler er bare en tilfældig fyr med et overskæg.« Direktøren vil dog ikke give op. Han ser sig uroligt omkring, som om situationen ikke rigtig huer ham, og peger til sidst på et billede på væggen: »Se dér! Det er netop sådan, Hitler ser ud.« Den berørte skuespiller siger da: »Men det er jo et billede af mig!«

De seneste måneders forskellige 'sager' om Hitler minder os om, at vi endnu ikke er kommet ud over den besynderlige dobbelthed, der stadig klæber til denne figur i den europæiske bevidsthed. På den ene side er Hitler et almindeligt menneske med overskæg, på den anden side er han alligevel en slags overnaturlig figur, som er omgærdet med både mystik og tabuer.

Kampen om overskægget

Det er, som om der er noget mere ved ham, noget uforklarligt, som vi i virkeligheden selv tillægger ham, så vi kan distancere os fra ham og hans djævelskab. Lars von Triers mumlende forsøg på at udfordre denne dobbelthed i Cannes led en velkendt, krank skæbne. Mere uklart endte Mogens Camres forsøg på at forsvare sin sammenligning af unge muslimer med tyske besættelsessoldater. Hvem lignede egentlig hvem i Camres udtalelse?

Det interessante ved Camre er faktisk, at han kom tæt på at benytte den samme logik som Lubitsch. Hvor finder vi en gruppe, der mere end nazisterne selv (disse flinke, velopdragne mennesker), ligner tyske nazister? Dér, sagde Camre: De unge muslimske ballademagere. De ligner nazister mere, end de virkelige nazister gjorde.

Camre benyttede sig af den besynderligt omvendte logik, som mere og mere kendetegner Dansk Folkeparti; nemlig at bruge den sammenligning, der passer på dem selv, på deres modstandere. Som om de ville sige: »Os!? Vi er da bare nogle tilfældige fyre med overskæg, nej, de virkelige modstandere, de kommer fra Muslimland og andre farlige steder.«

Camre som teaterdirektør

Det giver ofte temmelig absurde udslag. Som da Pia Kjærsgaard for nylig forsøgte at vende den tyske ambassadør Johann Christoph Jessens logik imod ham selv, da han havde udtrykt sin bekymring om Dansk Folkepartis nationalistiske tendenser. Han sagde, at han som tysker alt for godt kendte til de forfærdelige konsekvenser, den slags kan have, hvortil Pia Kjærsgaard replicerede, at det var mærkeligt at høre fra en mand, der tilhørte et folk, der alt for godt kender til de forfærdelige konsekvenser, den slags kan have.

Hos Lubitsch udvises en fin fornemmelse for den besynderlige dobbelthed, der gør sig gældende omkring Hitler. Direktøren, der ikke vil acceptere sin skuespillers udseende, ser sig netop om efter det, der på adækvat vis indrammer denne anden Hitler, og udpeger ... et billede af skuespilleren selv. Den fantasmatiske størrelse Hitler viser sig som det, det er: En simpel fordobling. Noget direktøren selv lægger til. Det er den fantasmatiske figur Hitler, det vil sige vores voldsomme trang efter at projicere denne ondskab op på et lærred, der bliver gjort grin med.

Hos Dansk Folkeparti derimod består Hitler som fantasi. Også hos Camre, selv om det måske ikke umiddelbart ser sådan ud. Camre sagde: »Når man nævner Hitler, får man et hylekor på nakken.« Det lyder næsten, som om han sukker efter, at man blot kan betragte Hitler som bare en tilfældig fyr med overskæg, med en bestemt politik, som man kan være for eller imod. At det alligevel ikke er tilfældet, bliver klart i det øjeblik, vi lægger mærke til, at Camre i høj grad lever af den fantasmatiske Hitler. Især når han hævder, at vore dages muslimer i virkeligheden er meget værre end nazister. Altså: Nazismen var en overnaturligt ond ideologi, men islam er endnu værre.

Camre ser sig om ganske som teaterdirektøren, men han projicerer ikke bare sin fantasi over på et banalt vellignende portræt, det er næsten endnu mere komisk. Han finder et motiv uden nogen umiddelbar lighed med forlægget og tilføjer det en helt ny dimension. »Se, hvor arabiske de er. Det er jo værre end Hitler!« Camre leder efter en fantasi om Hitler og finder ... en fantasi om muslimen.

Det kritiske grin

Hvad sker der, når denne besynderlige opførsel mødes af ellers velmenende humanistiske kritikere? Alle til hobe siger de, »det kan man sandelig ikke tillade sig,« eller »Hitler var i virkeligheden meget værre.« Men dermed accepterer man lige netop den fantasi, som Camre og co. lever af; man sætter blot humanistisk negationstegn foran. Derfra er det den nemmeste sag i verden for denne verdens nationalister at gøre det til en dyd at overskride den humanistiske moralisme.

Opgaven med at bekæmpe nationalisme og lignende onder består derfor ikke i at kritisere, at 'lange hårdt ud' og sige, at »nu går DF over stregen«, som det hedder i overskrifterne, men tværtimod i at vise, hvordan de vælter sig i selvhøjtidelighed og idioti. Et godt forbillede kan findes hos Tina Fey, der lavede en fremragende parodi på Sarah Palin ved ganske enkelt at gentage præcis det, Palin havde sagt i et interview. Det er faktisk komisk, når Pia Kjærsgaard siger til en tysk ambassadør, der lige har sagt, at hans lands erfaringer med nationalismen ikke har været for gode, at han bør vare sin mund på grund af Tysklands erfaringer med nationalismen. Vi mangler bare at lære at grine af det.