Læsetid: 5 min.

Der er mange måder at leve et liv på

Med Downs syndrom var han fra dag ét spået en kort levetid. Men med en familie, der altid kæmpede for ham, havde han ikke travlt med at komme herfra
Moderne Tider
18. juni 2011

Da Holger Todsen kom til verden i 1949 i familiens toværelses lejlighed i Kolding, var han blå over hele kroppen. Barnelægen blev tilkaldt, og mens lægen cyklede gennem byen til det lille hjem på Piledamsvej, var Holgers hud stadig misfarvet. Hvad barnet fejlede, kunne lægen ikke fastslå, men det så ikke lovende ud, meddelte han forældrene.

Allerede dagen efter ankom præsten, for tiden var knap. Holgers tre ældre søskende så på i tavshed, da præsten lagde deres nyfødte lillebror op i et hvidemaljeret vaskefad med blå kanter og døbte ham Holger Frederik Todsen. Nu kunne han dø med Guds velsignelse.

Men dagene gik, og Holger trak fortsat vejret. Han begyndte endda at spise, og efter lidt tid gik den blå farve i sig selv. Holger voksede og blev større, og hverdagen gik tilbage til det normale med den undtagelse, at der nu var en ekstra person i det lille soveværelse, hvor hele familien sov sammen. Holgers søskende lagde knap nok mærke til, at der skulle være noget særligt ved deres bror, men det var der. Det kunne forældrene mærke.

Ingen skam eller byrde

Han udviklede sig ikke på linje med andre børn. Han kunne hverken gå eller sige et ord, og i 1952, da Holger netop var fyldt tre år, besluttede forældrene at søge hjælp. På De Kellerske Anstalter i Brejning kunne forældrene måske få at vide, hvad Holger fejlede, og det var også det eneste sted i Sønderjylland, hvor evnesvage kunne placeres uden for hjemmet.

Her skal min lillebror ikke bo, tænkte Holgers yngste storebror Nis, da familien efter en lang køretur ankom til anstalten. Alt var hvidt og sterilt, og der var ikke spor rart, husker han. Børn løb rundt og skreg uden opsyn, toilettet var ét stort rum med 10-15 toilettetkummer ved siden af hinanden langs væggen, og sovesalen bestod af køjeseng efter køjeseng på lange rækker.

Jeres søn er mongol, sagde lægen til forældrene under konsultationen. Han har Downs syndrom og bliver nok ikke særlig gammel. Desuden var det nok bedst, at de efterlod Holger på anstalten, for her vidste de, hvordan man tackler sådan et barn. Men nej, sagde forældrene. Holger skal ikke bo her, for han er hverken nogen byrde eller skam, der skal gemmes væk, forsikrede de lægen og kørte hele familien tilbage til Kolding.

Holger Todsens far var mekaniker, og moren var hjemmegående. Pengene var knappe, og pladsen trang, men det gik lige akkurat, når nu de tre børn var i skole og faren på arbejde i løbet af dagtimerne. Bortset fra anstalten i Brejning var der ingen officielle tilbud til børn som Holger, så dagene gik med at være hjemme i lejligheden med sin mor. Holger kravlede rundt på gulvet og legede, mens hans mor gjorde rent og lavede mad til familien.

»Hvordan har idioten det?« spurgte udlejeren Holgers mor en dag, da hun mødte ham i gården, hvor bygningens eneste toilet var. Hun gjorde sig umage for ikke at svare igen, men vidste, at familiens planer om at flytte skulle fremrykkes. I noget tid havde de haft et godt øje til en stor grund i et kolonihavehus-kvarter, og med denne nye anledning skyndte de sig at købe grunden på Sønderborgvej.

Og det var den rene luksus. Der var både indendørs toilet og bad og mere end blot ét soveværelse. Men det bedste var haven. Her kunne Holger lege hele dagen. Efter mange måneders træning på fødderne af sin tålmodige farfar havde Holger endelig lært at gå, og haven var hans yndlingssted at løbe rundt i.

Private initiativer

Holger Todsens mor var en hård dame. Fysisk svag, men brugte næsten alt sit krudt på at beskytte Holger. Og når der ikke var andre tilbud end anstalten i Brejning, måtte hun selv stå for det. Når det blev sommer, lavede hun sin egen sommerkoloni. Hun samlede syv-otte forældrepar til udviklingshæmmede børn, og sammen lejede de et sommerhus. Nogle tog kartofler med, mens andre stod for madlavningen, toilettet var en spand i et skur, og der var heller ikke enerum til alle. Det var simpelt og sparet, men alle børnene og deres søskende legede på kryds og tværs, og Holger var lykkelig, kunne hans mor mærke.

I de år åbnede staten et værested i Kolding med aktiviteter for evnesvage, men Holger kunne kun komme der, hvis han tog beroligende medicin, sagde lederen til Holgers forældre. Holger var »for aktiv«, som han formulerede det. Men Holger skulle ikke på medicin, og i 1965 åbnede hans mor sin egen klub. Hjemme i familiens egen stue på Sønderborgvej kunne alle forældre til udviklingshæmmede i området komme én aften om ugen, og her kunne man male, strikke, lege, se tv eller synge sange. Og denne ene dag om ugen var stuen altid proppet med mennesker.

Evnesvag, men ikke dum

Da Holgers mor blev gammel og syg, og hans far allerede var gået bort, kunne hun ikke længere tage sig af ham. Men bare fordi man er evnesvag, er man jo ikke dum, som Holgers bror formulerer det i dag. Holger lærte at smøre rugbrødsmadder til sig selv og sin mor. Hendes skar han ud i kvarte, så hun kunne få dem ned. For første gang nogensinde var det nu Holger, der passede på hende. Og da Holgers storebror Nis stillede sig ved hendes sygeseng og sagde, »Holger skal bo hos os,« døde hun dagen efter. Nu vidste hun, at han var i trygge hænder.

Holger lærte kun at sige ét ord i løbet af sit 61 år lange liv. 'Britta' kunne han kalde, når han ville i kontakt med Nis' kone Britta. Han elskede Britta, Nis og familiens to døtre, og Holger var som en bror for sine niecer, for han altid var klar til at lege. Sidenhen gjaldt det samme for pigernes egne små børn.

For knap et år siden, da Holger blev alvorligt syg, strittede han voldsomt imod, når han skulle i behandling. Og til sidst fik han sin vilje. Han skulle have lov at dø en værdig død, ligesom han havde levet et værdigt liv.

Der er mange måder at leve et liv på, sagde Nis' døtre til Holgers begravelse. For selv om man hverken har sprog eller voksent intellekt, kan man både elske og blive elsket. Og det lærte Holger dem.

Holger Frederik Todsen

Født 7. august 1949 i Kolding, død 25. april 2011 i Vonsild i Kolding

Bisat den 28. april i Vonsild Kirke

Serie: Et liv er forbi

På denne plads beskriver Informations journalister en nyligt afdød person på basis af samtale med de pårørende

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lene Timmermann

En stærk og velskrevet beretning, som sætter mange følelser og tanker i gang.

Den har fortjent større udbredelse.

Grete Fält-Hansen

Helt fantastisk rørende fortælling. TAK for den!

En kvinde som Holgers mor burde hædres.
Hende ville jeg gerne have mødt!

Denne historie burde bringes igen - jeg vil i hvert fald dele den med mit netværk.