Læsetid: 3 min.

Minister: Inddragelse af pårørende skal komme af sig selv

Fra venstre til højre erkender politikerne, at den danske psykiatri er for dårlig til at inddrage pårørende i behandlingen af psykisk syge. SF foreslår en lovændring. Sundhedsministeren mener ikke, at der er brug for flere tiltag
18. juni 2011

Psykiatrien er ikke god nok til at involvere de pårørende i behandlingen af psykisk syge. Det indrømmer begge fløje i Folketinget.

Alligevel vil hverken Socialdemokraterne eller regeringen tage nye initiativer for at løse problemet. Sundhedsministeren mener, at der på nuværende tidspunkt er gjort nok for at forbedre området.

»Vi har gennemført et pårørendeprojekt, som viste, at man kan gøre en forskel på området med meget få midler. De erfaringer er vigtige at få spredt rundt, og der er allerede etableret netværk, som skal sørge for, at de positive resultater bliver kendt. På den måde vil der ske en udvikling af sig selv,« siger sundhedsminister Bertel Haarder.

Ikke et spørgsmål om penge

Ministeren henviser til det såkaldte Gennembrudsprojekt i psykiatrien, hvor enkelte psykiatriske afdelinger forpligtede sig til at gøre en ekstra indsats over for pårørende. Projektet kostede regionerne to millioner kroner og resulterede blandt andet i, at tilfredsheden hos afdelingernes pårørende steg markant.

»Derfor synes jeg, det er fantasiløst bare at bede om flere penge. Der er langt mere perspektiv i at lære af de erfaringer, vi allerede har gjort os på området,« mener Bertel Haarder.

SF's psykiatriordfører, Özlem Cekic, mener heller ikke, at problemet bliver løst med flere penge.

»Plejepersonalet har nogle steder en oldnordisk tilgang til pårørende. Vi skal lade være med at få det til at handle om penge, når det handler om viljen til at gøre det,« siger hun og fortsætter:

»Jeg mener ikke, at det vil koste vanvittigt mange penge at inddrage de pårørende i højere grad. Det er egentlig noget, regionerne bør gøre for de penge, de allerede får.«

Derfor har hun et konkret forslag. Der trænger nemlig til at blive sendt et klart signal fra Christiansborg.

»Jeg synes, at vi politikere for en gangs skyld skal vise, at vi tager det her seriøst ved at lave en lovændring. Det skal stå i sundhedsloven, at der skal tages stilling til, om de pårørende skal inddrages i patientens behandling. Det må ikke være op til den enkelte læge eller den enkelte afdeling,« foreslår hun.

I 2008 fremlagde SF faktisk et lovforslag, der netop skulle give de pårørende lovfæstede rettigheder til at blive inddraget, hvis patienten indvilgede. Men dengang fik partiet kun opbakning af Enhedslisten. Socialdemokraterne mente, at det ville blive for dyrt. Regeringen mente, at det ikke var nødvendigt.

I dag vil sundhedsministeren heller ikke lave reglerne om.

»Man skal udnytte de pårørendes potentiale, men jeg vil ikke gå ind og lave specifikke regler. Det skal komme af sig selv,« siger Bertel Haarder.

Han er dog enig med Özlem Cekic i, at det er regionernes ansvar at prioritere området økonomisk.

»Det kan godt være, det kommer til at koste nogle penge på landsplan, men det er i givet fald regionerne, der skal bruge af de ekstra penge, de får,« fastslår ministeren.

Afdelingernes ansvar

Formand for Danske Regioner Bent Hansen (S) mener heller ikke, at de psykiatriske afdelinger er gode nok til at inddrage de pårørende og dermed overholde de pårørendepolitikker, de selv har været med til at formulere.

»Vi skal blive bedre til det, men det er først og fremmest ledelsen på de enkelte afdelinger, der skal gøre noget ved problemet. Derefter har vi et politisk ansvar i forhold til at evaluere, om tingene bliver leveret,« siger han.

Bent Hansen har, ligesom Bertel Haarder, ikke planer om nye tiltag, og han vil heller ikke støtte en lovændring:

»Vi skal i stedet blive ved med fra politisk side at have dialogen med vores personale og vores afdelinger.«

Ifølge Özlem Cekic vil de andre partier ikke støtte en lovændring, fordi området stadig er lavt prioriteret.

»Psykiatrien er tabubelagt især i de politiske kredse. Det er ikke noget, der bliver talt meget om, og det er slet ikke noget, der bliver prioriteret. Så hvis de pårørende skal inddrages mere, og vi skal ændre holdningen ude på afdelingerne, kræver det, at vi starter med os selv.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu