Queer'en er blevet en del af Vestens fortælling om sig selv

Engang var queers terrorister i imperialismens centre nu er de blevet både hovedrolleindehavere og medforfattere i Vestens fortælling om sig selv.

Det mener den amerikanske kultursociolog og politiske aktivist Jasbir Puar, forfatter til bl.a. Terrorist Assemblages. Homonationalism in Queer Times fra 2007. Hun taler om en 'sammenknytning' mellem liberal rettighedslogik og statsracisme en forbindelse, der er blevet forstærket siden 11. september og den såkaldte krig mod terror, men som har rødder langt tilbage:

»Under kolonialismen skulle den hvide mand redde de brune kvinder fra de brune mænd. Nu har vi så hvide queers, som vil redde brune queers fra brune heteroseksuelle ... Det er, som om historien om den borgerlige feminismes partnerskab med kolonialismen gentager sig i nye former,« siger Jasbir Puar. Hun mener, at den måde queers bliver brugt på i nutidens »vestlige, imperialistiske dagsorden«, også hænger sammen med en politisk logik om »liberal inklusion«, som har afløst borgerrettighedsæraen. »I den logik produceres 'den seksuelt anden' som hvid og 'den racielt anden' som heteroseksuel,« siger Puar.

Hvordan produceres den seksuelt anden som hvid?

»Jeg taler ikke om homoseksualitet som aktivitet eller identitet, men om Den Homoseksuelle, som figuren er kommet til syne i juridisk tale, populærkultur, i institutionelle rammer, bøsse-lesbiske studier osv. Her produceres homoen og sågar queer'en som et hvidt, sekulært individ i kontrast til et tilbagestående, homofobisk, ikke-hvidt individ, der er frarøvet sine rettigheder,« siger Puar og påpeger, at f.eks. immigrationspolitik de sidste 40 år har været »grundlæggende heteronormativ«:

»Familiesammenføring er baseret på heteroseksuelle bånd f.eks., og i det øjeblik, du er genforenet med din familie, er du afhængig af dem økonomisk for at finde arbejde, et sted at bo osv. Kravet om heteroseksualitet i migrantgrupper er tæt knyttet til statslige forventninger og til de strukturelle rammer for migration i sig selv.«

På den modsatte side står fortællinger knyttet til queerness, siger Puar: »Fortællinger om uafhængighed af familien og muligheden for at skabe sine egne queer-slægtskaber, om at være mobil, kosmopolitisk, økonomisk levedygtig alt sammen elementer i en større fortælling om liberal valgfrihed. Dermed opstår modstillingen mellem den liberale queer og den tilbagestående homofobiske indvandrer.«

Homoer i krig mod terror

I 'Terrorist Assemblages' peger du på, at den traditionelle homobevægelse har været meget fokuseret på rettighedsspørgsmål, men meget lidt interesseret i, hvem der faktisk har adgang til de rettigheder. Kan du nævne nogle nylige eksempler på det?

»Den første føderale lov i USA mod hadforbrydelser mod bøsser og lesbiske, The Mathew Sheppard James Byrd Hate Crimes Legislation, blev vedtaget i 2009 efter mange års lobbyarbejde fra homoorganisationer. Men loven blev udelukkende vedtaget, fordi der var en kæmpe militærbevilling til både nationale og udenrigspolitiske operationer klistret på. Hadforbrydelsesloven blev altså brugt til at genfinansiere 'krigen mod terror'.«

I Kongressen blev de to forslag slået sammen i én pakke ifølge Puar med argumentet om, at hvis hadforbrydelser skal kriminaliseres, er der brug for penge til at håndhæve den lov.

»En del af målet er yderligere militarisering af politiet. De trænes i højere og højere grad militært, og politi- og militærenheder arbejder i stigende grad sammen om f.eks. profilering, forebyggende overvågning af 'terrorister' osv.,« siger Puar.

The Audre Lorde Project, som Puar er med i, og andre grupper af farvede queers og radikale queergrupper var af samme årsag imod hadforbrydelsesloven:

»Vi påpegede, at loven reelt ville betyde stærkere undertrykkelse af farvede unge, som i forvejen fremstilles som 'mere homofobiske' end hvide unge, og af farvede queers af alle slags, som allerede kæmper med politivold. Altså forværrede vilkår for netop de mennesker, som mindst sandsynligt vil nyde beskyttelse, når en hadforbrydelse sker mod dem. Så det, der ved første øjekast ser ud som en progressiv lov, som et fremskridt i rettighedskampen, får den modsatte effekt for bestemte dele af befolkningen.«

Og hvad svarede mainstream- organisationerne på indvendingerne?

»De var aldeles uinteresserede i netop denne kritik. Nationalt var der stort set ingen dialog omkring det. Der er en de facto opfattelse af, at alle juridiske fremskridt er fremskridt hele vejen rundt. En logik, som ikke tager højde for, at rettigheder sætter sig igennem på forskellige måder for forskellige befolkningsgrupper.«

Undtagelsestilstand

Et andet eksempel fra bogen er, at afkriminialiseringen af 'sodomi' og invasionen af Irak skete næsten samtidig ... men ud over kronologi, hvad har de to begivenheder så med hinanden at gøre?

»Samtidig med denne milepælsbeslutning om at afkriminalisere sodomi på føderalt niveau, steg antallet af interneringer, vi fik Guantanamo, overvågningens infrastruktur blev udvidet osv.,« siger Puar, og fortsætter: »Giorgio Agamben kalder perioden i USA efter 11. september for den mest markante undtagelsestilstand i USA's historie. Hvordan kan vi få en historisk retslig afgørelse omkring homorettigheder i en situation, hvor loven bogstavelig talt undviger sig selv?«

Så hvad er forbindelsen?

»Afkriminaliseringen af sodomi afgrænser kraftigt, hvem der er værdig til beskyttelse: Legal sodomi bliver en aktivitet mellem to indforståede voksne inden for hjemmets fire vægge; det er en privatiseret, steriliseret version, hvor ideen om sex er fuldstændig fraværende. I nogle af de juridiske begrundelser taler man desuden om langvarige forhold legal sodomi forstås altså som en passende aktivitet for monogame par,« siger Puar. Hun mener, at queers bliver tæmmet og steriliseret i samme bevægelse, som de opnår national anerkendelse.

»Og overfor har du f.eks. muslimske indsatte i USA, hvoraf 99,9 procent er mænd. Ofte har deres familier ingen anelse om, hvor de er de er 'blevet forsvundet'. Overvej lige hvilke slægtskabsopbrud, der sker med de her interneringer.«

At herske over liv og død

Er det den dobbelthed, du kalder forbindelsen mellem livsforvaltning og nekropolitik?

»Ja, netop. Vi ser en stadig stærkere bevægelse af 'pakke ind i liv' på den ene side og angreb på basale rettigheder på den anden side. Hvis seksuel frihed og juridisk beskyttelse skulle gælde både den homoseksuelle og den muslimske krop på samme tid, ville noget radikalt andet være nødt til at ske ... Homonationalisme fungerer sådan, at queers får national anerkendelse netop i kraft af en distancering fra den muslimske anden, den migrante anden, den terroristiske anden ...«

Hvad ville blive forstyrret ved kravet om rettigheder til den seksuelt anden og den racielt anden på samme tid?

»Pointen er, at tildelingen af rettigheder til ét subjekt hviler på, at andre subjekter nægtes de selv samme rettigheder fordi der i forvejen er investeret i en skelnen mellem 'den seksuelt anden' og 'den racialt anden'. Farvede queers udfordrer denne adskillelsens logik,« siger Puar.

Hun påpeger, at der i USA, Europa og i Israel for tiden er langt større interesse for at promovere homorettigheder »inden for fortællingen om liberalt fremskridt«, end der er for at lempe immigrationspolitikker og 'genoverveje' den stigende brug af interneringer og tortur, deportationer osv. eller for at bekæmpe modstand mod migranter og religiøse mindretal.

»Hvad værre er,« siger Puar, »homorettigheder er i den grad blevet kørt i stilling som tegn på civilisatorisk fremskridt, at rettighedspolitik har magt til at sløre andre former for statslig og social vold, som foregår mod dele af befolkningen.«

Så i dag er det terroristen, der er queer, snarere end queers, der er terroristiske?

»I den forstand, ja queers eller 'den homoseksuelle' er temmelig steriliseret i dag. Den liberale queer er ikke et modsætningsfyldt fænomen, det er snarere en figur, som er blevet tæmmet gennem statslig anerkendelse. Den virkelige queer, forstået som en grundlæggende forstyrrende og bekymrende figur, er 'terroristen'.«

Modstand og medløb

Og at vriste sig fri af liberalismens og nationalstatens omfavnelse er kompliceret, mener Puar:

»Der findes ingen konsekvent linje, som altid er enten oppositionel eller medskyldig, fordi alt er bevægelse. Man er aldrig i en position af ren modstand det sted findes ikke. Hvis vi kunne give slip på det sted og forstå, at vi producerer adskillige modstande og medvirkender på én gang, kunne stræben efter forandring blive en monteringsproces, i stedet for at være en endimensionel forestilling om 'social forandring' eller 'social bevægelse'. For det er reelt mere kompliceret, end de begreber lader ane. Du opnår ét, og noget andet bliver taget fra dig, og du er nødt til at organisere og omorganisere konstant.«

Men folk er 'ekstremt bange' for at forholde sig kritisk til liberal fremskridtslogik, fordi det angår dem selv mere grundlæggende, end de bryder sig om, siger Puar:

»Det er langt lettere at organisere sig omkring en højrefløjsfjende end at undersøge det brede spektrum af liberale formationer, som bidrager til epistemisk vold, og som vi alle sammen er en del af,« siger Puar. Hun tror, at folk bliver ubehageligt til mode, når man påpeger, at også 'progressive' bevægelser er en del af problemet.

»Og det fatter jeg faktisk ikke for hvis vi alle er med til at begå fejl, er du off the hook... du behøver ikke altid være radikal, perfekt queer eller perfekt oppositionel. Hvis der ikke var så meget forventningspres om, at queerness skal være politisk immun, kunne vi måske få øje på de måder, hvorpå queerness til stadighed reproducerer en liberalisme, som er problematisk.«

'At gøre noget'

I nogle af de kommentarer, som ligger på The Guardians hjemmeside under dine klummer, beklager folk sig over, at du 'altid skal kritisere alting'...

»Jeg mener seriøst ikke, det handler om at kritisere alting, det handler bare om en løbende forståelse af, at der ikke findes et rent sted 'uden for' vi befinder os alle i suppedasen. Det er derrida'sk dekonstruktiverende politik, ikke andet.«

Men det lader til virkelig at gå folk på nerverne...

»Folk vil jo gerne føle, at de gør noget. Så de bliver ophidsede, når man kritiserer det, der bliver gjort. Og hvis de rent faktisk kan kapere kritikken, vil de straks vide: 'Hvad skal jeg så gøre i stedet?' Og jeg har ingen interesse i at diktere en politisk platform. Desuden tror jeg, at folk har nemmere ved at acceptere kritik af liberalismens økonomiske aspekter frem for de kulturelle.«

Hvorfor det?

»Folk kan godt se, at den globale recession skaber større ulighed. Og at løfterne om evig vækst, om ejendom som en sikker investering osv. ikke længere virker ikke at det nogensinde har virket for andre end en meget lille del af samfundet. Men fortællingerne om selvstændighed, om individuel identitet, at kunne skabe sit eget liv, tage sig af sin krop; om uddannelses- og arbejdsetik, alle disse kulturelle forventninger er svære at give slip på ...«

Puar mener, at liberalismens kulturelle fortællinger tværtimod bliver forstærket som en måde at håndtere den økonomiske nedgang. Og at den økonomiske krise »forudsætter øget individualisering, netop fordi man står over for manglen på kollektivt ansvar det være sig fra staten, samfundet, det sociale«.

Hvorfor kan eller vil folk ikke undergrave liberalismens kulturelle fortællinger? Hvor gør det ondt, hvis man gør oprør mod dem?

»I selv-skabelseslogikken er der ikke plads til et kollektivt ansvar over for andre. Det ansvar er erstattet af privatisering af varer og services, fokus på selv-administrering og hyperovervågning af ens helbred, økonomi, livsmuligheder og fremgang alt sammen bundet op på fortællinger om selvstændighed, handlekraft og valg, som appellerer til et individ, der ønsker at opfatte sig selv som rationelt. Så hvorfor er et kulturelt 'oprør' fraværende?« spørger Puar, og svarer umiddelbart:

»Fordi fortællingerne om rationalitet og valg, om selv-skabelse, også producerer fantasien om eller måske endda realiteten i at kunne 'overvinde' eller udmanøvrere neoliberalismen. Så længe man accepterer, at andre måske ikke eller helt sikkert ikke kommer til at klare den.«

Jasbir Puar

Ass. professor ved Kvinde- og Kønsstudier på Rutgers Universitet i New York. Forfatter til bl.a. 'Terrorist Assemblages. Homonationalism in Queer Times' fra 2007.

Har desuden bidraget til bl.a. tidsskrifterne: Gender, Place, and Culture; Radical History Review; Antipode: A Radical Journal of Geography; Signs: Journal of Women in Culture and Society; Society and Space og skriver for blogs'ene Art India, Bully Bloggers og Oh! Industry samt i avisen The Guardian.

Har senest været medarrangør af den feministiske filosofiske sammenslutning philoSOPHIA's årlige konference i maj samt været redaktør på Interspecies, et særnummer af tidsskriftet Social Text fra april 2011.

Aktiv i The Audre Lorde Project, 'et center for farvede lesbiske, bøsser, biseksuelle, to-sjælede, transer og ikke-kønskonforme' i New York, opkaldt efter den caribisk-amerikanske lesbiske forfatter og aktivist Audre Lorde (1934-1992)