Nyhed
Læsetid: 6 min.

Det regner stadig i Sheffield

Der er intet, der er ufortjent i fodbold, men visse nedture gør ondt helt ind i spillets sjæl. Når klubberne, der introducerede tilskuerslagsmål og professionel fodbold, er på vej mod bunden, er det udtryk for lidt mere end blot spillets naturlige dynamik
Vindere. Sheffield United, som turneringsvinderne så ud i 1899. Helt frem til Anden Verdenskrig var klubben næsten uafbrudt placeret i den bedste række. Fra 1950'erne og frem følger klubben den nordengelske industrikulturs nedtur.

Vindere. Sheffield United, som turneringsvinderne så ud i 1899. Helt frem til Anden Verdenskrig var klubben næsten uafbrudt placeret i den bedste række. Fra 1950'erne og frem følger klubben den nordengelske industrikulturs nedtur.

Moderne Tider
25. juni 2011

Langt fra de danske mediers søgelys, er en snigende katastrofe i engelsk fodbold blevet realiseret. Med afslutningen på det, der i mange spilleres øjne er verdens hårdeste liga, den næstbedste engelske række, Championship, stod det nemlig klart, at Sheffield United, trods en flot 3-2 udesejr over topholdet Reading, ikke kunne redde livet.

Derfor er holdet næste sæson at finde i samme række som ærkerivalerne fra Sheffield Wednesday, den tredjebedste række med det noget misvisende navn League One. Og det er der god grund til at alle, der nyder fodbolden som mere end blot en omgang livsglad sambainspireret hackey-sack på 'drømmenes teater', bør begræde.

Et fald, der ligner byens

Fodboldhold rykker op og ned, det er der i og for sig ikke noget odiøst i, og i langt de fleste tilfælde er det nu en gang de hold, der har leveret det dårligste fodbold, der rykker ned. Sådan har det også været for United, som især har trukket rundt på et massivt og langvarigt problem med angrebet; sidste sæson delte tre spillere topscorerpladsen med sølle fem mål i 46 kampe, og igen i år har Ched Evans ni mål været alt andet end imponerende. I kombination med en rædderlig indsats i den ekstremt vigtige juleperiode og en efterfølgende sejrsløs stime på hele 15 kampe, er der ikke noget at sige til, at holdet må rykke ned.

Men når dette objektivt set ret dårlige fodboldholds deroute alligevel er en tragedie, så skyldes det dét fald fra tinderne, som selve byen Sheffield har oplevet. En by, hvis historie er syet ind i ryggen på enhver bog om fodboldens historie, og som altid vil være vigtigere, end tilfældige opremsninger af titler kan afsløre.

Sheffield var i mere end 100 år stålindustriens centrum, og byen, som med opland kun er en smule mindre end København, er den naturlige hovedby i South Yorkshire. Og så er det ganske enkelt herfra, moderne fodbold udspringer.

I 1860, tre år før det nuværende regelsæt for sporten blev nedskrevet, spilledes den første fodboldkamp mellem to organiserede klubber i netop Sheffield. Det helt nystartede Hallam FC mødte her veteranerne Sheffield FC, som var stiftet tre år tidligere som verdens første fodboldklub. Kampen, der siden er blevet kendt under navnet Sheffield Derby, endte med en udramatisk 2-0 sejr til Sheffield FC.

De første hooligans

Det er værd at notere, at de to hold mødtes igen to år senere i en kamp, der blev stoppet før tid ved stillingen 0-0. Årsagen var den indlysende, omend tragikomiske, at et slagsmål på banen udviklede sig til udbredte optøjer blandt tilskuerne. I verdens blot anden fodboldkamp nogensinde havde en flok nordengelske stålvalsearbejdere opfundet fodboldurolighederne. En anden opfindelse, som desværre ikke overlevede denne kamp, var den fjollede straf til en af spillerne som var udslagsgivende faktor for slagsmålet: Han blev som straf for en forseelse pålagt at stå på mål resten af kampen.

Disse tidlige kampe foregik alle under det såkaldte Sheffield-regelsæt, som blev integreret med det konkurrerende FA-regelsæt i 1877. På samme tid skabte uro internt i Sheffield-forbundet røre, og flere klubber gik konkurs eller faldt totalt fra hinanden. Således også både Sheffield FC og Hallam, der begge den dag i dag eksisterer, men kun som amatørklubber i henholdsvis ottende- og niendebedste række.

Talrige andre fodboldklubber blev dog stiftet i Sheffield i de kommende årtier, for sporten blev rasende hurtigt populær blandt arbejderne. Det var der mange årsager til, men en af de vigtigste var besværet med at involvere sig i tidens altdominerende holdsport, cricket, hvis man da ikke lige levede et privilegeret overklasseliv med cucumber sandwiches og kostskoleturneringer. Fodbold og rugby som frem til netop 1860'erne faktisk var to konkurrerende skoler af samme sportsgren havde den fordel, at kampene var hurtige at arrangere, der krævedes ganske lidt udstyr, og det kunne spilles under forhold som cricket på ingen måde kunne. Det var altså den samme simplicitet, som i dag gør sporten så udbredt i alverdens landsbyer og favelaer, der sikrede den sin udbredelse i den trøstesløse industritids Nordengland; det var ikke en fimset dandysport med tepauser.

Fodboldens Napoleon

To af disse klubber er uligt mere interessante end de andre: Wednesday og United. De to ærkerivaler har siden slutningen af det 19. århundrede været at finde i de bedste engelske rækker, og navnene, særligt klubben med det lidt særprægede navn 'onsdag', har en næsten mytologisk, nostalgisk klang for alle, der husker Tipslørdag i 1980'erne og 90'erne, hvor Tommy Troelsen præsenterede evigt regntunge kampe fra dette eventyrland, og alle bar shorts, der lignede underbukser, og havde buskede overskæg.

Sheffield Wednesday blev stiftet som cricketklub allerede i 1820, men åbnede en fodboldafdeling i 1867. En af de spillere, som kom til klubben i de allerførste år, John Charles Clegg senere kendt som fodboldens Napoleon blev i 1872 udtaget til verdens første fodboldlandskamp mod Skotland. Han blev en bærende kraft i klubben, ikke bare på holdet, men også som formand for klubben fra starten af 1880'erne, og dermed blev han en stærkt religiøs afholdsmand, der skyede professionalisme og løsagtighed paradoksalt nok manden der vrangvilligt måtte indføre professionel fodbold i klubben.

I front frem til krigen

Hans engagement i fodbolden for hele byen førte i 1889 til, at han, nu som lokalformand for forbundet i byen, også var manden bag stiftelsen af Sheffield United FC, en uafhængig udløber af Cricketklubben United. Her blev han både formand og daglig leder, og han gjorde sig så bemærket, at han året efter blev valgt som formand for det nationale fodboldforbund, FA. Konkurrencereglerne må med andre ord formodes at have været mindre stringente dengang, eftersom han nu var formand for to rivaliserende klubber, såvel som både lokal- og landsformand for forbundet. Om han også var dommer og formand for fanklubben melder historien heldigvis ikke noget om.

Frem til Anden Verdenskrig var byen næsten uafbrudt repræsenteret i den bedste række, og med fem mesterskaber og syv pokalsejre tilsammen var klubberne ikke uvant med succes. Men fra 1950'erne og fremefter er byens betydning for engelsk fodbold langsomt, men sikkert reduceret, som et tragisk symbol på den uddøende nordengelske industrikultur. Ja, det er faktisk slet ikke første gang, begge byens hold er rykket ud af næstbedste række, det skete også i sæsonen 1978-79. Dengang var det dog åbenlyst, at potentialet var til mere for begge hold, og Wednesday rykkede da også op sæsonen efter, efter en sæson hvor et rekordstort publikum på 50.000 så holdet slå netop United med 4-0 2. juledag.

Et hullet forsvar

Der har da også været kortere perioder med sportslig opblomstring, mest markant for Wednesdays vedkommende, der hele vejen gennem 1990'erne lå i den bedste række og endda havde enkelte spillere på det engelske landshold, heriblandt angriberen David Hirst, der med sit spark på 183 km/t er den hårdest sparkende spiller i engelsk fodbolds historie. Det var mod Arsenal, og den gik i øvrigt på træværket...

United var den seneste besøgende i fineste række med en enkelt, meget forglemmelig sæson i 2006. Siden er det gået stærkt ned ad bakke for begge holdene, som står over for en noget sværere sæson i League One, end de kunne håbe på.

En hurtig tilbagevenden til Championship er besværliggjort af, at flere klubber i League One er betragteligt styrket, og hvor modstandere som Bournemouth, Notts County, Milton Keynes og Preston måske lyder overkommelige, kan de sagtens vise sig at være alt for stor en mundfuld for begge klubber. Med en vis bittersød ironi lider Wednesday af det omtrent modsatte af Uniteds problem: Angrebet er ikke ueffent og scorer, uden at være prangende, også en vis mængde vigtige mål. Det er bare ikke nok, når forsvaret er blandt rækkens mest hullede. Siden februar har holdet kun holdt buret rent to gange, og derfor sluttede nedrykkerholdet også sæsonen på en højst skuffende 15.-plads.

En fattigere verden

Nostalgi og historie må naturligvis aldrig blive et argument for fodbolden i sig selv, og selve ideen bag de første klubbers første kampe ville fordufte, hvis ikke den fair konkurrence, milliarder eller ej, var det som afgjorde fodboldkampe og skabte mestre og nedrykkere. Det betyder dog ikke, at fodboldverdenen ikke er et fattigere sted, så længe Sheffield, dette fodboldens Ecclesia Sepulchri, er så langt fra det glimtende blitzlys, som en udekamp imod Yeovil Town unægtelig er. Men der skal nok blive udsolgt til de 39.800 pladser på Hillsborough, når Wednesday igen tager imod United.

Og om ikke andet regner det da stadig altid i League One.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her