»Hvis Pep sagde, jeg skulle kaste mig ud fra ét af tårnene på Camp Nou,« funderede Barcas højreback Dani Alves, »så ville jeg tænke for mig selv: Der må være noget godt dernede.«
Sådan er status for fodboldsæsonen 2010/11. Intet over og intet ved siden af FC Barcelona. Zlatan Ibrahimovic, der aldrig faldt til i Los Blaugranas Johan Cruyff-inspirerede filosofi, kaldte med et bittert skuldertræk Josep 'Pep' Guardiola for »filosoffen«. Guardiola har aldrig lagt skjul på, at Cruyff er guden og guruen, men den 40-årige catalaner besidder ikke hollænderens irriterende arrogance og allestedsnærværende trang til at blande sig i hvad som helst. Storhedsvanvid kunne ellers snildt være hans label: To Champions League-pokaler på bare tre år, hvoraf dén for to uger siden på Wembley mod stakkels Manchester United var et pragtværk. La Liga-mester for tredje år i træk. En Copa del Rey-titel, som de ganske vist måtte aflevere til Real Madrid i år. Guardiola er uden sidestykke den mest succesfulde træner i Barcas historie. »De skulle give Guardiola en kontrakt for de næste 50 år,« sagde ærkerivalen fra Real Madrid, den ombruste José Mourinho. Og det var sarkastisk ment.
Rodebutikken
Hvor længe kan han selv holde til det? Hvor lang tid bliver Pep? Og kan Barcelona overhovedet vippes af tronen?
Xavi Hernández er ikke i tvivl om Guardiolas storhed:
»Dengang Guardiola kom til, sagde jeg til mig selv, madre mía, vi kommer til at flyve,« udtalte Xavi og fortsatte:
»Jeg er sikker på, at Pep ville have succes hvor som helst. Intelligens er ofte et spørgsmål om, hvor god du er til at tilpasse dig dine omgivelser. Og Pep er meget, meget intelligent. Han ville kunne passe ind i al slags fodbold alle steder. Han er perfektionist og næsten manisk i sin ambition. Hvis han besluttede sig for at blive musiker, ville han blive en strålende musiker. Hvis han ville være psykolog, ville han blive en glimrende psykolog,« sagde Xavi.
Da Guardiola overtog trænertjansen for førsteholdet i 2008, havde Barca sluttet sæsonen 18 point efter Real Madrid. Frank Rijkaard var trængt op i en krog og anklaget af stort set alle, inklusive sine proselytter, for en vag vinderideologi, ubeslutsom indkøbspolitik og en mentalitet, hvor man lige som stjernen Ronaldinho kunne stille til store kampdage med tømmermænd og blævrende topmave. Pressens sædvanlige overdrivelser, selvfølgelig, men Guardiola ryddede op i bulen, fik muget ud i den megalomane spillerstand, som truede med at flække den stolte klub indefra og ud og måske vigtigst af alt: Han fik med held lanceret et spilsystem, som paradoksalt nok kalder på hele spektret af modsætninger. Barca spiller let og legende, bolden flyder i endeløse pasninger, og pludselig eksploderer Leo Messi eller David Villa fra en position ude i siden af straffesparksfeltet. Det ligner brasilianske forhold, ikke som i virkeligheden, men som myten foreskriver det: Alle angriber, og alle har tilsyneladende den samme sexede rytme inde i hovedet.
Successen
Nej. Guardiola har indført videnskabelige forhold i Barca. På Camp Nou er der felter, og hver spiller bliver på fodboldakademiet La Masia og senere under Pep's vinger nøje instrueret i et koncept, hvor tværafleveringer måles og vejes, og hvor potentielle stikninger i dybden kvantificeres helt ind i rygraden af de 11 udvalgte, som tilsammen er en tiqui-taca-organisme. Offensivt? Ja, men uden en gængs forward, der ligger og lurer oppe i offsiden. Ingen Zlatan her. I stedet har Pep forfinet den 'falske 9'er', ham der som Villa eller Andrés Iniesta kommer fra en fremskudt position, men falder ned i banen og eventuelt veksler med fløj eller dyb midtbane. Det er typer, der netop kan fungere og kun kan fungere på hold, der formår at spille meget dynamisk midtbanespil gerne med rotationer og højt genpres.
Eller også kan man være en rigtig Spielverderber og hævde, at kilden til Barcas totale verdensherredømme er Sergio Busquets. Med ham som en fleksibel magnet midt imellem defensiv midtbane og ekstra backup i det centrale forsvar har Barca ikke bare en forførerisk masterplan, men et forankringspunkt på grønsværen. Busquets er Guardiolas store fortjeneste. Han må være gudernes lillebror, den tavse projektmager i kulissen for Xavi og Iniestas mageløse lækkerier.
For nylig debatterede BBC's sportsjournalister, hvem der var det bedste fodboldhold nogensinde. Efter svære overvejelser faldt valget på Real Madrid, der vandt de første fem Europa Cup-pokaler i træk, fra 1956 til 1960. Det var en gylden æra med Ferenc Puskas, Alfredo di Stéfano og Gento, og højdepunktet, der definerede en tidsalder med gryende hang til ikondyrkelse og snedækkede tv-transmissioner, kom med Los Blancos' 7-3-sejr over Eintracht Frankfurt i 1960. Jo, Puskas var overvægtig, Alfredo flagrede for meget rundt, og begge holds defensiver spillede med en laissez faire-holdning, som ville blive banket ud af kommunen med vore dages betonforsvar.
Ronaldinhos fald
Spol så frem til Champions League-finalen for to uger siden på Wembley mod United. Er det på linje med eller ligefrem bedre end løjerne i 1960? Latterligt spørgsmål. Fodbold kommer i bølger, og hver tid definerer de målestokke og de mytologier, som alting defineres efter. Real Madrid anno 1960 var konger i deres univers, og på Wembley Stadion lørdag den 28. maj 2011, var Guardiolas blårøde tropper ganske enkelt uovervindelige og lige til at blive smaskforelsket i. Eller som den spanske avis La Vanguardia formulerede det: På en god aften »taler Barca et fodboldsprog, som er uforståeligt for alle andre«.
Det mest spektakulære er så, hvor meget Barcelona-dominansen er blevet hverdag. Se bare Messi. 31 mål i sæsonen, 20 assists, topscorer i Copa del Rey og Champions League for tredje år i træk. Det er, som Guardian-bloggeren Sid Lowe rammende bemærker, en 'brilliant rutine'. I modsætning til Rijkaard-protegéen Ronaldinho, der med årene blev menneskelig og faldt igennem og til sidst rutchede ned i sin egen helt private anden division, er Messi stabil som Inception's drømmende snurretop. Selv når han angiveligt spiller dårligt, er han bedre end de fleste.
I 2010/11 var der tvisten om Messi versus Cristiano Ronaldo. Mod slutningen måtte selv Real Madrid-venlige Marca give op. Messi er klodens bedste fodboldspiller. I min bog ikke så flamboyant og uforudsigelig som Maradona, hvis berømmede raids den 23-årige Messi ved flere lejligheder har gentaget ned til mindste detalje, men en bedre tekniker, en bedre holdspiller og, vil jeg hævde, en mere professionel fortolker af banens geometri. Messi er det perfekte atom i Guardiolas molekyle; han, der er individualismen i Barcas videnskabelige Wunder, selv om vi forføres til at kigge benovet på en 169 cm høj dreng med tagrendehår, der legende zigzagger sig ind og ud af enhver defensiv.
I en verden for sig
Da Barca var løbet med det hele Champions Leauge og La Liga kunne Real Madrid koncentrere sig om at agere affyringsrampe for Ronaldos imposante meritter. Resultatet er titanisk i vælde. Ronaldo blev ikke alene pichici topscorer i indeværende sæson, men i alle sæsoner nogensinde. 40 mål blev det til, hvilket er to mere end de tidligere rekordindehavere, Telmo Zarra og Hugo Sánchez. Hatricks, sågar fire mål i kampe, er ren rutine for den 26-årige CR7. Der går 72 minutter, og så scorer han et mål. Hvem fanden skal man sammenligne ham med? Eusebio? Rivaldo? Figo? Zidane? Faktum er, at Ronaldo er i en verden for sig. I mellemtiden noterede Sir Bobby Charlton i kølvandet på Uniteds Champions League-nederlag, at moderne fodbold dén med catalansk dominans langsomt, men sikkert er blevet en sport uden kontakt. Og hans pointe? Tag fysikken ud af kampen, og engelske hold er på skideren.
Det er selvfølgelig stærkt overdrevet, for om ikke andet beviste de fire clasico'er på 18 dage, at luften stadig kan være tyk af støvleknopper og vildfarne albuer. Ikke på Nigel de Jong-maner, som efterhånden er en patologisk fuckfinger til fodboldens conduite, men med patos og henholdsvis en Victor Valdes fuld af machismo og en Pepe, der i lange glimt ligner en portugisisk krydsning af Mad Max og Thomas Gravesen.
Men, mente Charlton, prøv lige at sætte Roy Keane ind i dét game. Styrke, robusthed og hurtighed har altid været briternes varemærke, i hvert fald siden Premier Leagues fødsel i starten af 90'erne. Tænk på Keane mod Juventus i 1999, som på rent drive og i rollen som no bullshit man sikrede Uniteds avancement til finalen i Champions League. Den blev uden Keane, for han sad selvfølgelig over med karantæne. Datidens Keane mod nutidens Barca ville have givet ét af tre resultater, måske dem alle sammen i én pærevælling: Keane ville aldrig have rørt bolden, fordi den catalanske pam-pam-pam simpelthen er for smart, for hurtig og for indstuderet. Keane ville igen og igen være kommet alt for sent i sine tacklinger med to gange gule kort til følger. Og dermed exit Keane, hvis han altså ikke forinden og det er den tredje mulighed var blevet så aggressivt forbistret i sin kortklippede hjerne, at han havde smadret en tilfældig mandsling på Barcas midtbane. Men Barca havde stadig vundet. By a mile.
Det bliver ikke bedre
Derfor så vi Uniteds Antonio Valencia miste besindelsen i små hidsige parenteser på Wembley. Derfor kan Barcelona give illusionen af ekstremt hurtig fodbold, når de i virkeligheden luller modstanderen i søvn med deres evindelige indersider. Derfor kan Guardiola på trods af accellererende hårtab og forpulede rygproblemer senest en operation for diskusprolaps igen i år sætte sig på kongetronen i landet, hvor fodbold vindes med hjertet og forberedes med matematiske modeller. Derfor er Barca anno 2010/11 endnu bedre end før, senest med sammenligning til trekløveret Deco-Ronaldinho-Messi, hvoraf de to første trevlede op af egoisme og latino-kan-selv-vil-selv. Ud af asken sprang så Lionel Messi som en anden rapbenet Fugl Fønix, der allerede havde regnet sin himmelkurve ud i stedet for bare at tonse direkte mod solen.
Og derfor kan det ikke blive bedre. Kun fordi fodbold kommer og går i bølger, og fordi Xavi på et tidspunkt bliver for gammel, eller fordi en eller anden fra Osasuna finder på at langtidsskade Iniesta, eller fordi rivalerne fra Real Madrid på papiret har den største samling stjerner og en bænk, der kan udradere hele ligaer. Eller fordi Guardiola skulle søge mod England og gerne London, som han efter sigende er vild med. Barca og Catalonien er hans storhed og hans Atlas. De ophøjer ham og tynger ham. Kunne han tænke sig mere ansvar og mere magt, spurgte en journalist ham, mens sæsonen endnu rasede. »Hør lige her,« svarede Pep, »jeg har allerede en elendig ryg, og jeg taber mit hår!«
