Baggrund
Læsetid: 11 min.

Det sagde hun også i går ...

Danskerne beskrives ofte som et køligt og reserveret folkefærd, men under overfladen lurer lummerheden. Vi sjofler i skurvognen, på lærerværelset og i Folketinget. Det er sådan, vi bekræfter vores fællesskab, og er man ikke ’med på den’, er man udenfor. Information går under bæltestedet og tegner et portræt af den danske lummerkultur
Danskerne beskrives ofte som et køligt og reserveret folkefærd, men under overfladen lurer lummerheden. Vi sjofler i skurvognen, på lærerværelset og i Folketinget. Det er sådan, vi bekræfter vores fællesskab, og er man ikke ’med på den’, er man udenfor. Information går under bæltestedet og tegner et portræt af den danske lummerkultur
Moderne Tider
25. juni 2011

Det var en misforståelse. Han mente det ikke på dén måde. Faktisk havde Eyvind Vesselbo slet ikke tænkt i de baner, da han ved Folketingets åbningsdebat i 2009 tog ordet og sagde:

»Det er ikke sådan, at jeg anklager fru Helle Thorning-Schmidt for at være for stram...« Han sigtede til socialdemokraternes udlændingepolitik. Han forsøgte at være saglig.

Men allerede inden han kunne nå at fuldende sin sætning, var det for sent. Et fjoget grin fra partikollegaen Jacob Jensen havde givet ordene en ny betydning og forvandlet de ærede medlemmer af Folketinget, landets øverste forsamling, til en flok fnisende folkeskoleelever. De havde misforstået ham. Fordi de kunne.

»Selv Helle Thorning-Schmidt og Folketingets formand Holger K. Nielsen lænede sig forover af grin og så måtte jeg jo bare forsøge at spille med,« siger Eyvind Vesselbo.

Episoden, der foreløbig er blevet set af 170.000 mennesker på Youtube, viser ikke bare en befippet toppolitiker på glatis, men tilbyder samtidig et privilegeret blik ind i et stykke levende dansk kulturhistorie: den lumre humor.

»I andre lande kan man finde noget lignende, men den der særlige måde at dyrke det lumre på er meget dansk det er en del af den danske mentalitet,« siger Lars Henrik-Schmidt, idéhistoriker og professor i filosofi på Aarhus Universitet.

»På fransk har man frivoliteten, men det er en form for frisind. Det er det lumre ikke. Det lumre er ikke bidende og kantet, men fællesskabsafsøgende. Det er en udgave af det, vi også kalder dansk hygge.«

Man finder det både på autoværkstedet og på Amalienborg og det indtager mange forskellige former. Det er lummert, når håndværkerfirmaer bruger slogans som »Køge Lift for fuld rejsning«. Det er lummert, når Lille Palle synger: »Jeg er så ked a', den hænger ned a'.« Og det er lummert, når Jens Rohde siger til Helle Thorning-Schmidt, at hun endnu har til gode at se hans »missil«.

Det er lummert, når den officielle danske EM-sang dikterer, at »klatten skal ind imellem stængerne«, og når Ørkenens Sønner inviterer til »fælles rejsning«. Det er lummert, når myndighederne forsøger at få os til at spise mere frugt og grønt med en kampagne, man kalder '6 om dagen' og udstyrer den med en plakat, hvor et grøntsagspar dyrker sex.

Det er lummert, når landsholdet i kvindehåndbold under et tv-interview bryder sammen i et kollektivt grineflip, fordi de har misforstået en formulering om »at støde godt op.« Og det er lummert, når den kongelige ceremonimester i et forsøg på at placere en græsk orden på kronprinsessens 'fineste sted' irettesættes af kronprinsen med ordene: »Du ved ikke, hvor det fineste sted på min kone er.«

Danskerne er et lummert folkefærd. Men vi er ikke nødvendigvis vulgære, for der er forskel: Som lektor i kommunikation ved Københavns Universitet Klaus Kjøller pointerer, er lummerhed karakteriseret ved, at det sjofle kun antydes som en mulighed.

»Det er tvetydigheden, der gør det lummert. Man siger noget, som ikke i sig selv er vulgært, men som kan forstås vulgært, fordi det har nogle erotiske konnotationer. Det lumre er et pikant spil på en erotisk medbetydning,« siger han.

Derfor mener Klaus Kjøller heller ikke, det er nogen tilfældighed, at den lumre humor især trives i sammenhænge, hvor indbyrdes sociale relationer ikke er givne, men til konstant forhandling.

»På en arbejdsplads kan tvetydigheden være særdeles anvendelig, fordi man ikke risikerer så meget med den. Hvis man siger pik og kusse og patter, har man meldt plat ud, og hvis folk undlader at le, har man tabt ansigt. Men hvis man i stedet siger: 'Det sagde hun også i går', er udsagnet mere tvetydigt, og det gør det lettere at tage chancer, for så er det pludselig den anden, der tager ansvaret for det lumre ved at le.«

I praksis fungerer lummerheden som en prøveballon, der kan teste naturen af vores fællesskab, mener Lars Henrik-Schmidt.

»Vi bruger det lumre til at finde ud af, hvem 'vi' er. Hvem er med, og hvem er ikke med. 'Er du med på dén?', som man synger. Det er afprøvning af, hvem der er en del af fællesskabet, og latteren er det fysiologiske udtryk for, at man er med,« siger han.

Humor på tapetet

I Falconer Salen på Frederiksberg spiller Ørkenens Sønner i øjeblikket for fulde huse, og her er alle 'med på den' de mest entusiastiske er endda mødt op i smooking, fez og skråbånd. De fire logebrødre, Søren Pilmark, Niels Olsen, Henrik Koefoed og Asger Reher, rammer med deres syvende show, Varm luft i Canal Grande, lige ned i hjertet af den danske lummerhed.

Denne gang går turen til Italien, hvor de fører deres »spejlblanke gondoler rundt i de snævre kanaler«, mens de taler om størrelsen på »det skæve tårn i Pisa«. Humoren balancerer som altid lige på grænsen til de nedre regioner, men den bliver aldrig rigtig vulgær, for det er lummerheden, publikum efterspørger, fortæller Søren Pilmark dagen efter endnu et show:

»Enhver idiot kan jo stå og råbe pik og patter, men det er dobbelttydighederne, publikum griner ad det er alle vittigheders grundform: 'Hvad sker der, hvis man tager fejl af vaselinen og tapetklistret? Svar: 'Så falder tapetet ned'. Vi laver en overenskomst med publikum om, at nu er vi rigtig frække, og så siger vi bagefter: 'Nej, det var vi bestemt ikke'. Og dét griner folk af, for de kan ikke lade være med at tænke: 'Var det bare mig, der troede, det var frækt?'«.

Det er en gammel tradition, Ørkenens sønner, står på skuldrene af. Revyen, som opstod i midten af 1800-tallet, er netop bygget over antydningens kunst og har ofte lummerheden som omdrejningspunkt.

Men faktisk kan de frække tekster dateres helt tilbage til skæmte- og skillingsviserne i middelalderen. Dengang var viserne mere eksplicitte.

»Den Lange hr. Jensen han på pigebarnet sprang/så nosserne de ringlede og røven stod i brand.«

»Der blev ikke lagt fingre imellem,« siger Svend Nielsen, der som forsker på Dansk Folkemindesamling har adgang til utallige viser, som skolelæreren Evald Tang Kristensen samlede sammen og skrev ned i slutningen af det 19. og starten af det 20. århundrede.

»Vi skal ikke mere end 150 år tilbage, før seksualiteten var en naturlig del af livet og noget, man fint kunne synge om i en sang. De mest vulgære blev måske sunget i lukkede herreselskaber, men kvinderne kendte dem også og sang med på dem,« siger Svend Nielsen.

Alt det ændrede sig med victorianismens opblomstring i Europa i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor kønsdriften blev tabu i det offentlige rum. I revyerne og på pavillonerne måtte man nøjes med at antyde det frække: »Ska' vi sove eller hva?« sang bakkesangerinden Cleo eksempelvis i 50'erne. Meget mere kunne man ikke dengang.

Da visesangeren Cæsar i midten af 1960'erne sang om Lange hr. Jensen blev han ligefrem slæbt for retten, men tiltalen frafaldt, da man kunne bevise, at teksterne netop var gamle og ikke skrevet af Cæsar selv. En anden berømt dansk visesanger, Lille Palle Andersen, gik bevidst den lumre vej efter at have studeret Cæsar:

»Cæsar sang mange gode sange og skillingsviser, men i nogle af dem sagde han det for ligeud, og de var for platte. Det fungerede ikke,« siger Lille Palle, som med Smedens Vise, Knalde Kalle og Hængepilen, der i folkemunde ikke hedder andet end Jeg er så ked a', den hænger ned a', var med til at gøre de lumre viser populære op gennem 1970'erne.

Teksterne er typisk renset for frække ord, men fulde af misforståelige tvetydigheder: »Hun vil så gerne la sig nusse / hun har en yndig dunet ... strudsefjer i hatten dér / tjuv-falde-ri og falde-rul-la-lej,« som det lyder i Smedens Vise.

Efter pornografiens frigivelse 1969 blev netop den type sange ekstremt populære, fordi de i lighed med de første sengekantsfilm var frække og sjove, uden for alvor at være vulgære.

Det er efter samme princip, Ørkenens Sønner tilrettelægger deres show, fortæller Søren Pilmark, der selv kalder den lumre humor for »en ventil i hverdagen«. Men understreger, at det ikke er ligegyldigt, hvor man lukker den lumre brise ud. Konteksten er altafgørende.

»Der findes arbejdspladser, hvor et hvilket som helst bevægelsesverbum udløser et wahaha: 'Jeg kommer ved femtiden'. 'Nå, gør du det wahaha!' Selv synes jeg ikke, det kan være rigtigt, at man skal grine ad sådan noget, for det forhindrer jo fuldstændig en afslappet omgangsform. Tænk, hvis dommere gjorde det samme i retten? Jeg fyrer jo heller ikke sjofle vittigheder af under prøverne på Hamlet. Hver ting til sin tid.«

Lummerhedens ofre

En berømt reklamefilm for Jolly Cola fra 1993 spiller på den lumre humor på arbejdspladsen: Det er en varm dag på kontoret, ventilatorerne kører på maks, og sveden hagler af kroppen, da en intern meddelelse pludselig dukker frem på skærmen hos en attraktiv kvindelig medarbejder.

'Jeg har noget under bordet, du ikke kan modstå', skriver en mandlig kollega et par borde derfra: 'Den er 27,8 centimeter lang. Du ved ikke, hvad du går glip af'. En ung Tina Kjær misforstår først beskeden som sexchikane og tager siden hævn ved at friste med sine egne »to modne frugter«.

I reklameøjemed er lummerheden stadig en succes. Da TV 2 ved en afstemning i 2007 kårede alle tiders bedste reklamefilm, faldt valget netop på Jolly Cola-reklamen, og mange andre har siden haft held med at slå et lignende tema an: Da myndigheder, patientforeninger og sundhedsorganisationer i 1999 gik sammen med frugt- og grønterhvervet om at få danskerne til at spise mere sundt, blev kampagnen kaldt '6 om dagen' og ledsaget af en plakat, hvor et grøntsagspar dyrker sex.

»I dag er den kult, men dengang var den skyld i, at vi på rekordtid fik skabt et tårnhøjt kendskab til 'spis grønt'-kampagnen,« siger kommunikationskonsulent Iben Nowak.

Reklamen for Jolly Cola sætter imidlertid også fokus på den usynlige streg, lummerheden konstant balancerer på eksempelvis på en arbejdsplads. Reklamen slutter med, at manden i affekt sprøjter sin cola ud over skærmen. Tørst på livet, lyder Jolly Colas slogan. Synes man, reklamen går over stregen, har man tydeligvis ikke tørst på livet. For så er man ikke 'med på den'.

Undersøgelser viser, at humor på arbejdspladser generelt er til gavn for fællesskabet, fordi den løsslupne gemytlighed virker integrerende og giver en hyggelig omgangstone. Men i visse tilfælde kan humoren have den stik modsatte effekt og blive ubehagelig for dem, der ikke forstår den eller bare ikke synes, den er sjov.

»Helt tilbage til Freuds analyse af vitsen har man vidst, at den altid producerer et offer,« siger Lars-Henrik Schmidt:

»Der er nogen, der bliver gjort til grin, og der er nogen, der ikke forstår vittigheden. Det er en offerprocedure. Du kan ikke have fællesskab uden at ofre nogen,« siger han.

Så hvem er ofrene for den lumre humor? Spørger man Ann-Dorte Christensen, kønsforsker og professor i sociologi på Aalborg Universitet, er det typisk kvinderne.

»Det kan godt være, man kan finde nogle enkelte bakkesangerinder, som synger lumre viser, men traditionelt er det en form for humor, som er forbundet med den maskuline kultur. Og man kan sige, at det på mange måder er bagsiden af den frigjorte og lette, danske humor, at der samtidig sker en overseksualisering af det offentlige rum, som kan virke undertrykken- de og være med til at fastholde nogle stereotype forestillinger om kvinder og mænd,« siger Ann-Dorte Christensen.

Særlig problematisk bliver den lumre humor, når der er et magtforhold involveret, som for eksempel når en mandlig chef bliver lummer over for sine kvindelige ansatte.

»Hvis sekretæren står og laver nogle banale arbejdsopgaver med nogle papirer eller en computer, og en chef så møver en særlig vulgær metafor ned over det arbejde, så nærmer vi os det, man også kalder for verbal sexchikane,« siger Klaus Kjøller, der kalder det for »et misbrug af den seksuelle metafor som teknik«:

»Den lumre humor kan være et pikant spil og en leg, men den kan også være en magtdemonstration, hvor man tvinger den anden til at underlægge sig sin egen lumre tankegang,« siger han.

I 2004 skærpede daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen loven om sexchikane, så den nu også gælder lummer snak på jobbet. Chikane defineres i dag som »enhver form for verbal adfærd med seksuelle undertoner, som kan virke krænkende eller skabe et ubehageligt klima.«

Men der er sjældent nogen klare regler for, hvornår man krydser grænsen, og derfor kan forbuddet være svært at håndhæve:

»Det er lidt ligesom at danse,« siger Frederik Preisler, partner i reklamebureauet Mensch: »Alle kan se, når folk bliver trådt over tæerne, men lige indtil dét punkt, er der ikke mange, som aner uråd,« siger han og nævner Jens Rohdes missil-bemærkning som et ikonisk eksempel.

Missilet

Da Helle Thorning-Schmidt i 2006 kaldte Jens Rohde »et løsgående missil«, reagerede han kækt med en bemærkning om, at hun endnu havde til gode at se hans missil.

Sagen blev en mediebegivenhed, men i stedet for at tage afstand til udsagnet omfavnede Rohde det, så han i dag på sin egen hjemmeside præsenterer sig selv som 'manden bag missilet'. Spørger man Frederik Preisler, burde han græmme sig:

»Jeg er sikker på, at Helle Thorning ikke havde tænkt i lumre baner, så da Jens Rohde replicerede med en sjofelhed, fremstod han bare som en plat, sexistisk nar. Og når han nu insisterer på at stå ved det, dokumenterer han bare, at han ikke har forstået spillets regler: At en forudsætning for at være lummer uden at være sjofel og ubehagelig er, at begge parter er indstillet på det samme. Både den, der fyrer sjoferten af og den, der modtager den om man så må sige ...«

Og sådan er det langtfra altid, pointerer Human Shojaee, forfatter og ansat i Foreningen Nydansker:

»Jeg har hørt fra flere virksomheder også fra virksomhedsledere som siger, at mange nydanskere ofte misforstår det, der bliver sagt i en god mening. Det kan være vendinger som 'det sagde hun også i går', som man skal være meget dansk for at forstå,« siger han og peger på, at det ofte er den uformelle omgangstone, som giver nydanskerne problemer.

»På den ene side er vi ikke så tætte her i Danmark, at vi inviterer folk med hjem, men på den anden side er vi så tætte, at vi ikke holder den høflige distance,« siger han.

Også Eyvind Vesselbo har oplevet sin egen danske lummerhed komme til kort i mødet med andre kulturer. Han husker blandt andet en episode fra et nordisk politikertræf, hvor flere af hans svenske kolleger var til stede.

»Én af dem spurgte på et tidspunkt, om jeg ikke ville have en Gammel Dansk. Jeg svarede, at det ville jeg da gerne, men jeg ville endnu hellere bede om en ung svensk. Det var der ikke rigtig nogen i selskabet, som syntes var morsomt. De kiggede bare underligt på mig.«

Så går det noget bedre med lummerheden i politikerkredse herhjemme, mener Eyvind Vesselbo, som navnlig er begejstret for Rohdes missilbemærkning til Helle Thorning-Schmidt:

»Det var også hende, der blev ramt dér... af missilet. Men det kunne ikke komme ind. Der var for stramt ha, ha, ha. Nå, okay ...«

Nu bliver det vist lummert ...

»Nu bliver det lummert, ja«

Serie

Det’ lummert

Vi forsømmer ikke en lejlighed til at fyre en lille lummer bemærkning af – hvad enten vi befinder os i skurvognen, på lærerværelset eller i Folketinget.

Når vi lumrer, bekræfter vi vores fællesskab. Hvem er med på den og hvem er ikke? Hvem er udenfor? Sommeren over tager Information på reportagetur under bæltestedet og tegner et portræt af det Danmark, der dyrker det lumre.

Seneste artikler

  • Lidt lækkert til far

    15. juli 2011
    På en lummer søndag i juni gæstede to bakkesangerinder Krøgers Familiehave på Frederiksberg. Der blev ikke sagt mange frække ord, men antydet en del, for sådan kan vi danskere bedst lide det
  • Jeg gav sgu 800 kroner for Mads

    11. juli 2011
    I omklædningsrummet får lummerheden fuld gas også blandt kvinderne. Det er nemlig ikke kun mændene, der 'snakker om kusse og patter', som håndboldspilleren Tanja Laursen formulerer det, da Information er på besøg i TMS Ringsteds kvinders omklædningsrum
  • ’Der skal være noget af det frække’

    5. juli 2011
    Ved sidste års Sønderborgrevy grinede Bente Jacob så meget, at hun tissede i bukserne. I år var der ’for meget politik’ og ’for lidt af det frække’. Vægtningen af den intellektuelle satire og den lumre folkelighed er enhver revyforfatters hovedpine
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vesselbo har da vist ikke helt forstået det.

Anne Marie Pedersen

Kom til at tænke på:

Det er derfor Nik og Jay ikke virker. De antyder ikke kun. Læs selv deres tekster og opdag den manglende dobbelthed - de har måske kopieret deres amerikanske forbilleders ligefrem tone lidt for meget.

Maj-Britt Kent Hansen

Ørkenens sønner kan jeg simpelt hen ikke se det sjove i.

Og artiklen bekræfter mig i hvorfor.

Marianne Mandoe

Ørkenens Sønner er netop sjove fordi de holder skæg for sig og snot for sig.
En chef eller kollega der fyrede det samme af ud i luften ville bare være dum og vulgær.

For at dobbelttydigheder kan være morsomme skal man netop kende hinanden godt nok til at stole på at der ikke er noget ondt bag ordene.

Anne Marie Pedersen

Men jeg bliver bare aldrig overraske ved Ørkenes Sønner. Man ved hele tiden, hvad den næste replik er. Men nu har jeg også kun været inde og se showet en enkelt gang.

Karsten Aaen

Nu er det altså ikke kun nyere danske viser som kan, Rasmus Bjerg sang i Hit med Sangen en fin lille, elegant sang om en pige med en luth og en student med en fløjte --- hvor det endte med at de spillede på hinanden(s). Og se, så elegant kan det gøres - antydningens kunst er nogle større end det eksplicitte.

Mht. Ørkenens sønner finder jeg morsomme, men de kan også blive for platte en gang imellem. En af de bedre viser de har skrevet er den om Karen Blixen fra 'en sang i de varme lande'; netop antydningens kunst rammer meget godt her.

Mht. mænd og kvinder er det min helt klare egen erfaring, at langt de fleste kvinder (når de er helt alene) har et sprog som adskilligere havnearbejdere - ville blive stødt over...

Skidt og kanel blandet sammen til en stor gryderet, og det bliver man jo ikke stort klogere af.
Englændere kan nu også være temmelig lumre, så det er nok ikke så specielt dansk, men man skal selvfølgelig kende koden.

Anne Marie Pedersen

Mht. mænd og kvinder er det min helt klare egen erfaring, at langt de fleste kvinder (når de er helt alene) har et sprog som adskilligere havnearbejdere - ville blive stødt over…

Det er også min opfattelse...

Henrik Bjerre

Er vi - her i Kirkegaards faedreland - ikke enige om at Humoristen goer grin med sig selv? I saa fald er det jo svaert at bliver stoedt.

Hvis man goer nar af andre gaelder vel den samme regel som naar man slaar. Det er fejt hvis man lader det gaa ud over nogen der er mindre end en selv?

Heinrich R. Jørgensen

Henrik Brondum:
"Er vi - her i Kirkegaards faedreland - ikke enige om at Humoristen goer grin med sig selv?"

Bestemt. Den eneste form for humor, der vitterligt er værd at grine af, er når nogen gør grin med sig selv, for at andre kan grine.

Hvilket netop er hvad Ørkenens Sønner leverer. Det er dem der er platte, og leverer frivoliteter, platheder og sjoffelheder i store mængder. De gør sig selv til humorens genstand.

Samtidigt skaber det en forløsning hos publikum, der betyder at det er legitimt at more sig over temaer, man normalt ikke taler om offentligt -- med mindre det pakkes ind som patetisk lummerhed.

Ligeledes resulterer Ørkenens Sønners shows i det der kendetegner anden god humor. At man ud over at grine af de der gør sig selv til humorens genstand, har mulighed for at grine af sig selv, i fald man synes man kan spejle sin adfærd i fortællerens. Et grin over egen grinagtighed, uden at man afslører overfor andre, at ens latter ikke alene er rettet mod fortælleren, men også gælder ens egen latterlighed.

Hvis Søren Pilmark mener Ørkenens Sønner er lumre, skal jeg ikke modsige ham. Det er dog ikke min oplevelse. De er platte og sjofle, men ikke lumre. De leger med lummerheden og lummerhedens jargon, men bliver ikke selv lumre.

Anders Thøgersen

Jeg forstår ikke, hvorfor vi bliver ved med at kolportere historien om, at vi har en helt særlig omgangsform i Danmark - præget af en enestående hygge- og humormentalitet. En omgangsform som enten glorificeres, fordi den er så god og vigtig for fællesskabet, eller hudflettes fordi den ekskluderer alle dem, der desværre ikke forstår, hvad der foregår.