Læsetid: 5 min.

Den sidste dag som ungkarl

Jeg har altid været lidt splittet, når der står polterabend i kalenderen. På den ene side er det jo sjovt nok, men omvendt så ...
Jeg har altid været lidt splittet, når der står polterabend i kalenderen. På den ene side er det jo sjovt nok, men omvendt så ...
11. juni 2011

Det starter med, at jeg skal hente vores minibus hos Lej Et Lig. En hostende dyster-sort spand virker som det naturlige valg til en polterabend. Men da jeg triller cyklen op til indhegningen, er der tomt for mennesker. Det er lørdag, klokken er 12.10, og hvis ikke det var for den tykke pølse af en kæde om porten, ville jeg nægte at tro, at de allerede havde lukket. Det har de, og det gjorde de kl. 12, fortæller telefonsvareren hos Lej Et Lig, og henviser til et andet telefonnummer »i nødstilfælde«. Det er et nødstilfælde, tænker jeg. Vi er ni mand, der skal til polterabend, de andre venter mig om en time, og jeg skal bare bruge den bus nu. Det fortæller jeg så til nødtelefonens telefonsvarer.

Det er en gammel ven fra gymnasiet, der skal giftes. Det skal han i øvrigt i dag, mens disse linjer læses. Så historien udspiller sig for godt en måned siden. Programmet var sat sammen efter et efterhånden velkendt mønster for polterabender: dåseøl, gak og gøgl og lir. Allerede på forhånd var jeg splittet. Det er jo sjovt, men der er et eller andet pinagtigt ved de der indbyggede forventninger, når vennerne mødes til gommens sidste dag som drengerøv, finalen for ungkarlelivet. Det skal være vildt, og det skal gå galt. Men nogle gange sker der kun det sidste.

En lille time og en hel del paniske telefonopkald senere samler jeg drengene op i min mors silkegrønne Yaris. En af de andre har en lille Ford, så vi kan lige være der, og vi kan endda stadig nå at gennemføre kidnapningen. Men ham, der skal mødes med gommen for at tage ham ad en på forhånd aftalt rute, er gået et kvarter for tidligt af sted. Da vennen og gommen endelig finder frem til bilerne, render det meste af selskabet stadig rundt i kvarteret efter dem, mens vi sidder to mand tilbage til en tillempet kidnapning. Overraskelsesmomentet er til at overse, da de andre kommer luskende tilbage en efter en.

Han gør, hvad han kan

Næste stop er Ringsted og dagens hovedevent. Gommen skal ud at springe faldskærm. Det må han naturligvis ikke vide, for så meget desto mere spas kan man lave om alle de modbydeligheder, han måske skal udsættes for. Selv om det er svært at tænke sig til noget mere grænseoverskridende end at kaste ham ud af et fly i let fordrukken tilstand i et par kilometers højde. Især når man tænker på vores succesrate hidtil for ting, der er klappet efter planen.

Snakken går, og snart nærmer vi os Ringsted, men det ved gommen, som nu har fået trukket en nissehue med rensdyrgevir ned over øjnene, stadig ikke. »Har du egentlig mødt Ivan,« spørger gommen så en af de andre. »Ja, Ivan, som vi er vej ned til nu,« svarer den anden. Og ja, Ivan, som alle ved, er pilot for en faldskærmsklub i Ringsted. Gommen nikker kort under nissehuen, men forsøger at spille med på vores halvhjertede forsøg på at redde den store overraskelse.

Da vi kommer ud af bilerne, er det blæst op. Ivan beklager. Man kan ikke hoppe i faldskærm i sådan et vejr. I stedet står vi en time på flyvepladsen og drikker bajere, mens nogle stykker af os får en rundtur i det lille Cessna-fly. Gommen selv tager ikke med, han er også pilot og har prøvet turen de første tusind gange.

Nå, retur til København. Uroen begynder at brede sig i vores bil. Nu er der faktisk ikke arrangeret mere, ud over stripperen om aftenen. Og det er ikke fordi, jeg har noget imod strip eller nøgne damer, som sådan. Det bliver bare lidt fladt, når Camille fra København giver den gas mellem sofabord og potteplanter i en toværelses, og hendes eneste publikum er ni mand, der har brugt det meste af en dag på at drikke øl og Unterberg. Og ikke så meget andet. Vi panik-bestiller en times bowling. Det lykkes.

En mening med det hele ...?

Tilbage i lejligheden går stripperen på, let forsinket. Hun har lige mistet sin strip-cd ved sidste optræden, men hun har en anden, som der godt nok er lidt ridser i. Gommen sidder med bar overkrop på en stol midt i stuen, og Camille er faktisk en succes. Der er stemning, folk er på, vi lader os næsten ikke påvirke af de små afbrydelser, hvor en af os lige skal hen og trykke på BoomBlasteren for at få cd'en ud af rillen. Efter 12 minutter går musikken dog uigenkaldeligt i hak, og Camille slutter showet med et lille smil og et »det må være det«.

Så skal vi i byen. Én foreslår, at vi skal se Brian Nielsen-Holyfield, og vi vælter ind til en sportsbar på Hovedbanegården. Der er fyldt, så vi fortsætter i stedet ned ad Istedgade. Gommen, som efterhånden er godt beskænket, har tydeligvis mod på mere og begynder at spørge gadens letlevende damer, hvor man kan få en fræk fadøl. Vi kigger på hinanden, stadig let brødebetynget over dagens udvikling, og hiver ham med ind på en 'klub'. Nu skal han have den oplevelse, der skal brænde sig fast som hele mindet om den sidste dag som ungkarl.

Vi går målsatte op på første sal, hvor det foregår. Bag disken står en midaldrende thailandsk kvinde, der beredvilligt sætter en dildo på fadølshanen. Vi sætter os i baren og bestiller en række øl, almindelige. Der er tomt i lokalet foruden os. Der er ingen musik, men på fjernsynet kører en pornofilm med lydsporet helt i top, let akkompagneret af urytmiske klask fra et tilstødende lokale. Barmutter kigger opfordrende på os, vi kigger væk i hver vores retning. Snakken er forstummet. Hun tager dildoen af hanen igen, og vi prøver at tømme de flade fadøl.

Hvis det nu blev mindet, der brændte sig fast for gommens indre, var der måske en mening med det hele alligevel. Måske handler polterabend virkeligt om at give gommen en overdosis af drengerøv, som for at udrydde hans sidste illusioner om det lykkelige liv som ungkarl. Så kan han glæde sig så meget mere over, at det er slut i dag.

Tillykke med det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Gode iagttagelser om noget, jeg aldrig har deltaget i - heller ikke i kvindelag, men altid vidst, at jeg ville afsky. Også selvom det af nogle vil blive udlagt som "kærlig mobning".

Men man kan komme ud for andre "overraskelsesangreb" på andre tidspunkter i livet. Ved fødselsdage, eksamen, udflugter med arbejdspladsen osv.

Det er sjældent voldsomt morsomt eller lærerigt for den / dem, det går ud over. Og det er tvivlsomt, om det styrker sammenholdet mellem de deltagende eller deres indbyrdes tillid.

Ikke mindst den afsluttende bemærkning i artiklen er rammende:

"Måske handler polterabend virkeligt om at give gommen en overdosis af drengerøv, som for at udrydde hans sidste illusioner om det lykkelige liv som ungkarl. Så kan han glæde sig så meget mere over, at det er slut i dag."

Ja, den slags overraskelsesangreb fører ikke til nogen form for frigørelse, men snarere til at man søger trygge rammer - en tryg favn.

Måske er det derfor Information i disse dage kører en intetsigende serie under titlen: Singler - kærlighedens tabere eller vindere?

Om den er der at sige, at der absolut ingen overraskelser er, og at trygge favne derfor er unødvendige.

Tom W. Petersen

Det forbløffende ved den slags arrangementer er, at deltagerne ser ud, som om de var voksne.
Iøvrigt synes jeg generelt, at man skulle behandle sine venner som venner og ikke som nogen, der skal generes mest muligt.

Søren Kristensen

Kun de færreste gør sig klart hvorfor de overhovedet kaster sig ud i at virkeliggøre en polterabend, hvad de vil opnå og hvilken enorm indsats der skal til for at skabe en virkelig succes og resultatet står ofte ikke mål med forventningerne. En af nøglerne til en vellykket polterabend ligger i forberedelserne. Det samme gælder i øvrig jule- og nytårsaften.

Anne Marie Pedersen

Nu er det så ikke alle, der holder den slags polterabender. Der findes mennesker, som hellere vil ridde en tur på hesteryg og slutte af med lejrbål. Mere end anledning til vennehygge end overgangsrituelle udskejelser.

Men bortset fra det.. Nu gider jeg snart ikke høre mere om singler versus par-mennesker. Singler er ikke fra Neptun og par er ikke fra Merkur. Sandheden er jo, at langt de fleste mennesker går gennem begge faser (og alle mellem-faserne) i deres liv. Og der er selvfølgelig nogle, som bruger flere år i den ene lejr end i den anden. Der går nok ikke mange år, før enker bliver til Bedste-singler. For single det er man alene i dag.

Forskellen i dag er jo bare nemlig den, at det er økonomisk muligt at være single i en periode, og i markant længere tid end for 80 år siden. Dog er det ikke økonomisk fordelagtigt - blandt andet pga. bolig politiken. Og her kunne måske gøres noget, som jeg også i en anden tråd har skrevet.

Men altså; vi spejler os jo i andres levevis. Sukker efter alt det vi ikke har. Og - suprice - det sværer valg i livet er fravalget.
Tilværelsens ulidelige lethed. Ansvar med børn - frihed uden.

Ingen af Informations artikler har gravet et spadestik dybere og set på, hvordan love egentlig stiller mennesker, der prioriterer forskelligt. Økonomisk. Skattemæssigt. Bolipolitisk. Transportpolitisk osv. Hvis vi skal høre mere om singler, så tag lige og drop de tynde eksistentialistiske luftlag.