Læsetid: 6 min.

En skrøbelig lille ny med en enorm betydning

Den Internationale Straffedomstol, ICC, har i løbet af få år udviklet sig fra at være et utopisk luftkastel til at jagte magtfulde landes ledere. Anholdelsen af Ratko Mladic og forsøget på at få udstedt en arrestordre mod Gaddafi er skridt på vejen mod målet om en international domstol, der med sin blotte tilstedeværelse skal kunne forebygge forbrydelser mod menneskeheden
Den Internationale Straffedomstol, ICC, har i løbet af få år udviklet sig fra at være et utopisk luftkastel til at jagte magtfulde landes ledere. Anholdelsen af Ratko Mladic og forsøget på at få udstedt en arrestordre mod Gaddafi er skridt på vejen mod målet om en international domstol, der med sin blotte tilstedeværelse skal kunne forebygge forbrydelser mod menneskeheden
4. juni 2011

På havnen i den hollandske by Haag planlægges et storslået bygningsværk. Drømmen om en international retsorden, hvor forbrydelser mod menneskeheden ikke finder sted ustraffet, skal manifesteres i glas og stål og fungere som et monument over håbet om, at det kaotiske internationale politiske system en dag vil være reguleret af retfærdighed. Den Internationale Straffedomstol, ICC, vil ikke længere nøjes med at være henvist til en uværdig tilværelse i midlertidige lokaler stillet til rådighed af den hollandske regering. Den nye hovedbygnings transparente facade skal forbinde bygningen med det omkringliggende klitlandskab og med sin enkelhed udstråle åbenhed og gennemsigtighed. Grønne parterrehaver vil med planter indhentet fra samtlige 114 medlemslande sno sig fra fundamentet og op igennem retstårnet som et udtryk for den mangfoldighed og globalisme, som projektet udspringer af. Hovedkvarteret forventes klart i 2015, og selv mener ICC, at det nye hovedkvarter er helt nødvendigt for »effektivt at afspejle rettens betydning«. En betydning der synes større, efter en række tilfældigt sammensatte begivenheder inden for de seneste uger igen har vist, at domstolen er på vej til at blive styrket som international aktør.

Det var opsigtsvækkende, da chefanklageren ved ICC, Luis Moreno-Ocampo, den 16. maj afleverede et anklageskrift mod tre libyiske ledere, heriblandt Libyens diktator Moammar Gaddafi, i håbet om at få udstedt en arrestordre. Det skete med opbakning fra FN's Sikkerhedsråd, hvis støtte er nødvendig for at komme ud over, at Libyen ikke har tiltrådt domstolens traktat, og derfor ikke burde være bundet af dens retsprincipper.

»Det her er et gigantisk gennembrud rent retspolitisk. Det store mirakel er, at man i FN's Sikkerhedsråd for anden gang har fået Kina og Rusland med på at stille et statsoverhoved for et land, der slet ikke har tilsluttet sig aftalen om ICC, til ansvar for sine forbrydelser« siger Martin Mennecke, adjunkt i folkeret ved Københavns Universitet. Første gang, ICC var ude med en arrestordre på en siddende statsleder, drejede sig om Nordsudans leder Omar al-Bashir i 2008, så med forespørgslen om en arrestordre på Gaddafi viser anklageren, at domstolens ambitioner fortsat er høje:

»For nogle år siden var vi hurtigt blevet enige om, at ICC var en smuk tanke, men at den aldrig ville komme til at spille nogen stor rolle, fordi man aldrig ville kunne få fat i de virkelig slyngler, der ikke ville tilslutte sig domstolen. Det har hverken Libyen eller Sudan gjort, men alligevel har sikkerhedsrådet nu for anden gang vurderet, at ICC er en del af løsningen,« siger han.

Den internationale retsorden ser ud til at konsolidere sig ved at arbejde vedholdende. For to uger siden blev fire af de højest placerede generaler i Rwanda dømt for deres rolle i folkemordet i 1994 ved et særligt nedsat tribunal. Og anholdelsen af den serbiske officer Ratko Mladic for hans rolle i Srebrenica-massakren markerede den snarlige afslutning på særtribunalet for forbrydelser i Eks-Jugoslavien, hvor kun en af de 161 eftersøgte fortsat er på fri fod. Gerningsmændene til nogle af 90'ernes værste globale forbrydelser ser ud til at blive stillet retsligt til ansvar, og verdenssamfundets dårlige samvittighed kan lindres, men samtidig udvider domstolen via Sikkerhedsrådet også i dybden via arrestordren på Bashir og Gaddafi.

»Det fascinerende er, at den her domstol ikke forsvinder. Det kan godt være, at hverken Bashir eller Gaddafi er anholdt, men man skal se det i den sammenhæng, at der i årtier og århundreder ikke har fandtes en sådan domstol. Det store håb er, at man nu sender nogle signaler om, at begår du massive forbrydelser mod din egen befolkning, er der intet, der kan beskytte dig,« siger Martin Mennecke.

Nürnberg-strategi

At ICC skulle udvikle sig så hurtigt, var der kun få, der havde troet. Ideen om en global domstol for krigsforbrydelser udspringer af Nürnberg-processerne efter Anden Verdenskrig, men blev hurtigt skrinlagt af Den Kolde Krigs magtpolitiske virkelighed. Ifølge seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Cecilie Felicia Stokholm Banke opstod der i 90'erne en »højkonjunktur for det internationale retssamfund« med først nedsættelsen af særtribunalerne til at håndtere krigene i Eks-Jugoslavien og Rwanda og senere med oprettelsen af selve ICC i 2002. Menneskeretsgrupperne jublede, og politikere over hele verden udtrykte store forhåbninger om, at man nu var på vej til at etablere en institution, der på sigt ville kunne forhindre alvorlige forbrydelser mod menneskeheden.

Krigen mod terror bremsede kortvarigt det momentum, men meget tyder på, at domstolen nu for alvor er på vej til at blive etableret ved at følge samme strategi, som under Nürnberg-processerne:

»Noget tyder på, at man følger en Nürnberg-strategi, hvor man går efter de store fisk som Gaddafi og Bashir, uden man dog kan sammenligne det. Med de store fisk sætter man et eksempel: Man stiller lederne til ansvar, og håber, at det vil virke præventivt,« siger Cecilie Felicia Stokholm Banke.

At domstolen skal have en præventiv effekt og dermed forhindre nye forbrydelser mod menneskeheden, udspringer af efterkrigstidens never again-opgør og er en erklæret målsætning med domstolen for politikere og menneskerettighedsgrupper. Amnesty International har tidligere udtrykt forhåbninger om, at hvis de skyldige bliver holdt ansvarlige for deres handlinger vil det tjene »som et kraftigt afskrækkelsesmiddel mod fremtidige grusomheder«.

Domstol der hindrer folkemord

Men netop håbet om den præventive effekt har samtidig været medvirkende til en omfattende skepsis og kritik fra akademiske kredse.

Kritikerne påpegede, at det var højst tvivlsomt, at det ville fungere præventivt i praksis, og dermed få resultater, der ville stå mål med de meget høje omkostninger, der er ved den type retssager, forklarer Jakob v. H. Holtermann, postdoc i retsfilosofi på Københavns Universitet, der har forsket i den akademiske kritik af begrundelserne for ICC:

»Alle kan godt blive enige om, at det er nogle slamberter, der bliver indstævnet for domstolen, men når det kommer til at begrunde det med andet end bare at ventilere vores vrede, så bliver det hurtigt en klassisk diskussion om, hvorfor vi overhovedet straffer,« forklarer han.

»Der hævder kritikerne, at den her type forbrydelser bliver begået under så store omvæltninger, at de traditionelle begrundelser helt bryder sammen«.

At straf skulle have en præventiv effekt bliver betvivlet selv inden for den nationale retssystem, der er langt mere veletableret. Overfører man nogle allerede problematiserede teoretiske argumenter til noget så kompliceret som omstændighederne under et folkemord, så falder det for alvor sammen, hævder kritikerne.

»De, der begår forbrydelserne, vil alligevel ofte have opbygget deres egne legitimeringer af deres handlinger, så om det virker i den enkelte konflikt, vil jeg være skeptisk over for,« siger Cecilie Felicia Stokholm Banke, der dog peger på at det stadig er vigtigt at retsforfølge. Om ikke for andet så for idealernes skyld.

»Det sætter nogle overordnede normer, som vi har behov for. Det er vigtigt i et internationalt samfund, at vi sætter nogle normer og håndhæver dem,« siger hun. Jakob v. H. Holtermann kalder modsat den akademiske kritik overdrevet og mener, der er logiske huller i argumentationen, særligt når strategien ser ud til at være at gå efter statsledere og folk højt oppe i hierarkiet. Usikkerhederne til trods er det muligt at tro på, at ICC kan have en præventiv effekt:

»Hvis det ikke var fordi, potentielle gerningsmænd havde en tro på, at det kan blive virkelighed, så kan jeg ikke se, hvorfor der er en stor modvilje fra mange lande mod at tiltræde domstolen. Selve modviljen mod at acceptere domstolens jurisdiktion er for mig et tegn på, at truslen om straf fungerer.«

Martin Mennecke peger på, at etableringen af domstolen er en unik begivenhed på den internationale scene, og at det derfor er svært at konkludere noget så kort tid efter oprettelsen. ICC har stadig ikke formået at nå til en eneste domsfældelse, men alligevel mener han, at det på det anekdotiske niveau allerede har vist sig at have en stor betydning også i de lokale konflikter.

»ICC er stadig en meget ung institution, der i fagkredse ofte bliver beskrevet som et lille barn. Derfor er det et paradoks, at den spiller så stor en rolle uden at stå på noget solidt fundament i en retspraksis,« siger han og peger særligt på Kenya som et sted, hvor domstolen har en markant indflydelse på den politiske proces.

»Før var det en mulighed at gøre hvad som helst, fordi man ikke var bange for det kenyanske retsvæsen, men nu er der pludselig kommet en hel anden aktør på banen. Man kan tydeligt se, at domstolen påvirker den politiske diskussion. Vi er stadig meget tidligt i udviklingen, men domstolen er blevet en aktør, man skal regne med,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu