Læsetid: 6 min.

Spejle der bedrager

Det værste ved Anthony Weiners udskejelser og fald er ikke alle hans løgne, men at USA er ved at udvikle sig til en totalitær, internetdrevet overvågningsstat, hvor den enkelte har mistet herredømmet over sit privatliv
Udstilllet. Den demokratiske politiker Anthony Weiners fald er også historien om, hvordan det private eroderer.

Udstilllet. Den demokratiske politiker Anthony Weiners fald er også historien om, hvordan det private eroderer.

Alex Wong

18. juni 2011

»Hvad er der sket? Hvad er det for et land, vi er endt som?«

Først misforstod jeg spørgsmålet, der i øvrigt var ment som en lavmælt konstatering. Den midaldrende mand, der stod på min terrasse sidste weekend, var på randen af fortvivlelse.

Vi var en gruppe midt i en diskussion af den amerikanske politiker Anthony Weiners pornografiske e-mails, beskeder, telefonopkald og tweets; samt hans fortsat mere desperate forsøg på at beholde sin plads i den amerikanske Kongres.

I takt med at slibrighederne blev værre og værre, billederne af den tilsyneladende konstant selvfotograferende (nøgne og ophidset selvforelskede) politiker mere talrige, og den demokratiske ledelse mere og mere forhippet på at komme af med den skandaleramte politiker (kulminerende i denne uge med præsident Obama selv, som sagde, at han ville have trukket sig, »hvis det havde været mig«) var underholdningsværdien steget. Der var ikke den middag, frokost eller det teselskab i Washington i den forgange uge, der ikke havde en mening om den liderlige Weiner, hans (manglende) politiske fremtid, moralske habitus eller den vanskæbne, hans gravide hustru er havnet i.

Feminister på afveje

Men det, min gæst havde i tankerne, var ikke hankønnets moralske forfald. Ej heller den ivrige feministiske diskussion, som er opstået i kølvandet på 'Weinergate'. En debat, der i USA har delt sig i to skoler: Groft sagt det flertal, som mener at mænd er svin, og at verden ville blive et bedre sted med lutter kvindelige politikere, der »passer deres arbejde og som ikke kunne drømme om at sende foto-shots af deres vagina ud på internettet. Og som heller ikke bilder sig ind, at der er nogen, som vil finde det ophidsende, hvis de gjorde,« som en feministisk blogger skrev i sidste uge.

De andre er det mindretal, der gør opmærksom på, at kvinder også har affærer, sandsynligvis lyver lige så meget som det modsatte køn og i øvrigt skal passe gevaldigt på med at gestalte kvindekønnet som »den sippede skolelærerinde med pegefingeren, der korrekser og straffer« et hip til Nancy Pelosi, der for en stund røg ud af den politiske glemsel i denne uge, da hun som formand for den demokratiske gruppe i Repræsentanternes Hus forlangte Weiners afgang.

Nej, det min ven var bekymret over, var mere principielt: erosionen af det enkelte menneskes ret til et privatliv; selve forestillingen om den personlige frihed en af grundpillerne i den amerikanske drøm om Amerika. En udvikling, som er drevet af teknologiens muligheder, og som især de sociale medier har udstillet i et stykke tid.

Gå på din Facebook-profil, og uden du selv har bedt om det, dukker der reklamer op, som er målrettet det, netværket mener, må være din interessesfære.

Forleden skrev jeg i en opdatering om en ven, der havde fået skåret halvdelen af sin finger af, mens han lavede hjemmelavet pesto. Der gik fem sekunder, før Facebook foreslog mig, at jeg nok var interesseret i et italiensk delikatessefirma, hvis slagnummer netop var denne spise.

Din mobiltelefon sladrer om, hvor du befinder dig. Dine venner tagger dig i billeder, uanset at du selv har været omhyggelig med netop ikke at fortælle, at du lige var til det selskab den dag.

Søg efter dig selv på Google, og der dukker med stor sandsynlighed billeder op fra mærkelige fester, et citat, du engang ved en fejl gav til nogen, en forældet profil på et netværk, du ikke benytter mere, slørede fotos fra et gammelt personaleblad, online-formularer du har udfyldt. Listen er uendelig. Vi har alle i stigende grad et evigt liv på internettet.

Retten til at blive glemt

Sidste år udbrød der en veritabel og endnu ikke overstået juridisk krig mellem USA (og især Google) på den ene side, og EU, der har foreslået en ny lov om 'retten til at blive glemt'. I Europa vil de politiske ledere gerne introducere en særskilt ret til privatliv. I USA mener lovgiverne (og de digitale virksomheder), at den slags regulering strider mod ytringsfriheden. Der også er en grundpille i det amerikanske samfund.

Tilbage til min ven. Hvad der gjorde ham så bekymret, var netop, at politikeres seksualliv nu er helt og totalt åbent land for os alle. At USA er ved at udvikle sig til en totalitær, internetdrevet overvågningsstat, hvor den enkelte har mistet herredømmet over sit privatliv. Og endda for de flestes vedkommende helt frivilligt der var jo ingen, der tvang Anthony Weiner ud i afsløringerne; det sørgede han selv for.

Man kan mene, at det allerede har været sådan i et stykke tid. »Hvad med Lewinsky-affæren?« spurgte jeg ham. Det var jo heller ikke noget, der ragede os andre hvad præsidenten foretog sig med sin voksne praktikant, uanset at det hverken var særligt ædelt eller statsmandsagtigt. Er det ikke en illusion at tro, at offentlige personer har et privatliv?

»Det er blevet meget, meget værre,« mente han. »Nedværdigende og ødelæggende.«

Det er der i hvert fald én kendt amerikaner, som er enig med min ven i. Jonathan Franzen, den verdensberømte forfatter, som senest har udgivet mesterværket Freedom skrev en klumme i New York Times for nylig:

»Teknologiens ultimative mål, technos' telos, er at erstatte den naturlige verden den som er indifferent over for vores ønsker til den; den der producerer tornadoer, lidelse og hjerter, som kan gå i stykker, en verden af modstand med en responsiv verden, en verden, der i virkeligheden blot er en forlængelse af os selv.«

Franzen går videre med en ætsende kritik af Facebook, der ifølge ham er et tomt spejl. »Vores liv er så meget mere interessant, når man betragter det gennem det sexede interface, som Facebook er. Vi er stjerner i egne film, fotograferer os selv uden ophør, vi klikker med musen og en maskine bekræfter vores følelse af beherskelse.«

»Hvis man forestiller sig et menneske, som er besat af et være vellidt, hvad ender man så med? Med en person uden integritet, uden centrum. I de mere patologiske tilfælde står man tilbage med narcissisten ... en person, der går til ekstremerne for at blive anerkendt og vellidt.«

Narcissisten som politiker

Her falder eksemplet med Weiner lige for igen. Hans kvindelige 'venskaber' på Twitter og Facebook har berettet, at det blot tog timer, efter at de havde posted en kompliment til politikeren, før han indledte kontakt med dem online, der alle havde til formål at få ekstrem selvbekræftelse af egen seksualitet.

Og jo mere man dykker ned i Weiners banalt pornografiske forestillinger om at lukke munden på sine Twitter-affærer med sit store lem, jo mere kan man se, at vi netop her er vidner til noget, der på ingen måde kommer os ved. Om Weiner er et misogynistisk og moralsk anløbent menneske, er selvfølgelig ikke ligegyldigt for hans vælgere de kan straffe ham (eller belønne ham) ved valget, ihukommende, at han er/var et af Kongressens mest højtråbende og få venstreorienterede medlemmer, der altid har gået ind for størst mulig seksuel frihed på alle fronter.

Men hvis alt, vi foretager os med hinanden, er offentligt, hvad sker der så med forestillingen om det private. Eller med retten til at blive glemt? Til at være deprimeret eller glad alene. Eller bare ensom? Hvilken type samfund får vi, når stort set alle vore gøremål og meget store portioner af vort privatliv er tilgængelig online? Som min fortvivlede ven på terrassen er jeg ikke sikker på, jeg vil trykke 'like' ved resultatet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Ligesom tornadoer giver internettet os nogle udfordringer regeringen heldigvis ikke kan loese for os, men som vi selv maa klare.

Nu ser jeg bort fra hvad der gaelder mellem mand og kone - og I kvinder maa formulere moralen som I vil.

Men iblandt maend gaelder det:

Selvfoelgelig har man ret til at lyve om det private. Hvis nogen er dum og fej nok til at sige: "Du var i seng med Moster Sophie!" Saa er svaret en velvoksen oeretaeve for aereskraenkelse og total naegtelse af forholdet om det saa er fakta eller fiktion.

Kvinder der fortaeller om hvem de har kysset - faar ikke flere blomster.

Hvis nogen vil fortaelle dig noget i fortrolighed - du maa ikke sige det videre, det er jo sladder - eller maaske endda faktuelt vigtigt at holde det hemmeligt - saa maa han give dig en chance foerst for at du kan naegte at modtage informationen.

Bill Clinton benyttede i sin tid indledningsvis sin soleklare ret til at naegte alt privat med Monika Lewinsky - blev siden presset af nidringer.

Barack Obama - som jeg hidtil har haft stor respekt for - har desvaerre begaaet en fejl som det vil koste ham rigtig mange fisketure at faa tilgivelse for - ved offentligt at kommentere Weiner.

Han burde have sagt: "Det kender jeg intet til". Om saa kaeltringerne havde spaendt en plakat med billeder ud foran naesen paa ham, burde svaret have vaeret: "Det kender jeg intet til".

Nettets informationer bliver kun til viden naar de processeres af den der graa fedtklump, der sidder mellem oererne paa folk af rang.

Henrik Funch

Glimrende artikel, man tænker lige en ekstra gang over hvor hurtigt, ens fortid kan blive revet op, de små løgne som hurtigt kan blive afsløret med et lille klik på musen..
En ting er sikkert, the 9/11 first responders, har i hverfald mistet en champ, som kæmpede for deres ret til lægehjælp og erstatning, Husker da han stod og råbte og skreg i kongressen, fordi de latterlige politikere ikke vil yde dem nogen bidrag..
Det glemmer man hurtigt,
jeg bryder mig ikke om politikere normalt, men når de gør noget godt, skal de også have det at vide..

http://www.google.dk/url?sa=t&source=video&cd=3&ved=0CDkQtwIwAg&url=http...

Nej, det er ikke kun i USA at dette sker. Denne form for flytning af fokus fra substansen har vi jo herhjemme i frisk erindring med Pind/Pia vs. Wind.

En snedig form for berufsverbot, som anvendes når man ikke kan nå sit mål med sober tale og indholdsrige diskussioner?

Bente Simonsen

Der er ikke nogen, som taler om individets ret og vilje til udstille sig selv på internet/Facebook/Twitter.
- Man bestemmer jo selv, hvad man lægger ud, og burde kunne forudse konsekvenserne af det (om man ikke er lidt 'syg' i hovedet).

Jeg syntes denne sag taler om et narcissistisk, umodent menneske, som burde kunne forstå, at sådanne bilder ville blive brugt imod ham, især som offentlig person, hvis han altså havde den nødvendige begavelse.

Det er svært at ha' ondt af ham.
Nok godt, at hans karriere inden for amerikansk politik sluttede.

Kristian Lund

Alt sammen gode pointer, men der mangler det egentligt interessante.

For det enkelte individs privatliv eller mangel på samme ændrer ikke verdensordenen (udover selvfølgelig at verdensordenen er summen af alles..., osv. osv.).
Nej, det skræmmende er at privatlivet er til salg. Vi nærmer os en situation hvor de rige og magtfulde, kan styre hvis skandaler der skal frem, og hvis der skal skjules. Hvilken befolkningsgruppe der skal se deres yndlingsshow i TV på valgaftenen. Hvem der skal se hvilke politiske reklamer og beskeder...

Information har to naturlige hvilesteder - hos en enkelt person eller blandt alle. Når vigtig information ligger nogen andre steder, flyder det mod magten og styrker den. De magtfulde har magt nok - lad os prøve med rigtigt folkestyre...

Lars Poulsen

@Bente Simonsen:

Har en politiker ikke ret til en seksualitet?

Det kan godt være du syntes det er 'sygt' at sende nogle billeder frem og tilbage men der er altså rigtig mange 'normale' mennesker der gør det samme. Så det udsagn siger mere om dig selv end om ham.

Det er desuden ikke noget han har 'lagt ud' på internettet. Han sendte et foto til en pige og det var en fejl at andre twitter brugere også kunne se det link. Herefter har en anden kvinde han har byttet fotos med i alt privathed åbenbart delt dem med hele verden.

Jeg kan ærlig talt ikke se hvad det rager hverken vælgerne eller resten af verden hvad han går og laver i sin fritid.

Bente Simonsen

"Jeg syntes denne sag taler om et narcissistisk, umodent menneske, som burde kunne forstå, at sådanne bilder ville blive brugt imod ham, især som offentlig person, hvis han altså havde den nødvendige begavelse."