Hun tog de beskidte børn med hjem

»Det er fandeme lige til at blive kommunist af,« sagde Henny Bak Madsen altid, når samfundet var for uretfærdigt eller politikerne for dumme. Det skete tit.

Som Helsinge Kommunes første hjemmevejleder kørte hun fra sidst i 1960'erne rundt på hjemmebesøg til socialt udsatte familier på egnen. Hun blev dybt personligt engageret i at finde passende tilbud til omsorgssvigtede børn, og hvis ikke kommunen kunne levere en ordentlig plads, kom de med hjem til hende og boede, indtil der var et godt sted. Henny Bak Madsen levede for det arbejde, men da Bistandsloven kom til i midten af 70'erne og forvandlede borgernes rettigheder til kommunale skøn, blev det for meget. Hun kunne ikke længere stå inde for systemet og sagde op med det samme. Uden så meget som at drøfte det med sin mand Verner. Bare sådan.

Henny Bak Madsen blev født i 1932 og voksede op i et arbejderhjem på Kongevejen i Helsingør. Faderen var chauffør, moderen arbejdede hjemme og på fabrik. Hendes far var glødende socialdemokrat med et stort politisk engagement, og der blev altid talt højlydt om politik i hjemmet. Måske lidt for højlydt for Henny, der fandt det forfærdeligt, når hendes far havde fået for meget at drikke i løbet af en lang arbejdsdag og forældrene diskuterede politik, råbte og bandede ad hinanden. Så gik hun ned og spillede kort med sin farmor i den anden del af tofamilieshuset og lovede sig selv aldrig at skændes om politik, kun bande, når det var absolut nødvendigt og holde sig fra alkohol. Og sådan blev det.

Gift 2. juledag

Henny mødte Verner på hovedgaden i Frederiksværk. Hun var 16 år og stod i manufakturlære i en butik. Han var 17 og i lære i boghandlen. Hver dag på samme tid kørte hun forbi hans butik på cykel, og han begyndte rutinemæssigt at stille sig ud foran og ordne bogkasser på fortovet for at få et glimt af pigen med det mørke hår. En dag tog han sig sammen, stoppede hende og inviterede i biografen. Hun afslog blankt, men lod sig alligevel siden overtale til det, der skulle blive til mere end 60 års samliv.

De blev gift 2. juledag 1952 i Frederiksværk Kirke. Det var praktisk, for så var hele familien alligevel samlet til julefrokosterne. Giftemålet var af kærlighed, men gav dem samtidigt adgang til de sociale boligbyggerier i Helsinge, hvor Verner kom i lære som boghandler, og Henny blev ansat som assistent. De fik en dreng i 1954 og en pige året efter. Børnene levede deres første måneder i et baglokale i boghandlen, hvor barnevognen fik lov til at stå, så Henny kunne amme dem i sine pauser.

Henny og Verner havde ikke mange penge, men sørgede for at spare lidt op. Flyttede hele tiden til en ny lejlighed, der var knap så fugtig og kold som den foregående og købte genbrugsmøbler som Henny ombetrak og gjorde så fine og præsentable, som det var muligt.

Verner havde kort efter de blev kærester været tæt på at dø af tuberkulose og var indlagt i lange perioder på sanatorium i Silkeborg. Mange døde i sygesengene omkring ham, og han led i årene efter af dødsangst. Men Hennys besked var kompromisløs: »Så må du fandeme gøre noget ved det, Verner,« sagde hun og sendte ham til alternative behandlere, hvor han både prøvede elektrolytvand og fik indrettet hele deres bolig om, efter en mand havde været ude og undersøge huset for uheldige påvirkninger med en pilekvist.

I 60'erne fik de endelig råd til deres eget hus. Henny Bak Madsen designede det sammen med en arkitekt, og de sparede op til en London-designer sofa og en ABC-reol. Da Verner vandt 54 kroner i tips, havde de ovenikøbet også råd til et fjernsyn, som Henny straks malede orange. Den øgede plads i huset gjorde, at Henny altid kunne tage arbejdet med hjem, og der var ofte skiftende beboere af snavsede og svigtede børn, som hun havde med fra sine husbesøg som hjemmevejleder. Børnene boede hos familien i perioder på op til et år, og hun sørgede for at holde kontakten med dem efterfølgende, når de blev sendt videre i det kommunale system.

Verner fik arbejde på Helsinge Ungdomsskole, satte revyer op og startede Cirkus Kanutski, der spillede én gang om året til Helsinge Byfest. Han skrev forestillingerne, og hun gav kritik og syede kostumer. Verner var en entertainer og ofte i centrum, mens Henny foretrak at leve mere tilbagetrukket.

Hun var præget af de voldsomme diskussioner i barndomshjemmet og holdt sig væk fra alle familiefester, da folk alligevel bare blev fulde og dumme at høre på. Verner kunne tage afsted alene og sige hvad han ville, men han skulle ikke lyve hende syg.

Rædselsfuldt at blive gammel

Henny Bak Madsen blev ældre, men blev ved med at følge med. De fik en VHS-maskine, før de fleste andre og kaffestellet var ikke et gammelt mormorstel, men et moderne fint et. Hvidt med blå kant. Den sidste tid tilbragte hun og Verner på Arresøedalens Plejehjem. Et godt sted de selv havde valgt, men de to var ikke så gode til at acceptere, at det aktive liv var stoppet. Verner fik konstateret alzheimer til Hennys store sorg, og pludselig en dag ville hun ikke længere gå. Lægerne undersøgte hende, men kunne ikke finde nogen diagnose og dermed heller ikke en behandling. Måske ville hun bare ikke gå mere.

»Det er rædselsfuldt at blive gammel, du skal ikke glæde dig,« sagde Henny til sin datter fra sin kørestol. Hendes krop var slidt, men hovedet var stadig friskt nok til at arrangere fællesaktiviteter på plejehjemmet for de andre beboere. Og kort før hun døde, havde hun stadig kræfter til at hjælpe en frivillig på plejehjemmet med at sende ansøgninger og klager til kommunen, så den frivilliges handicappede barn kunne få den rigtige støtte.

Henny Bak Madsen

Født i Helsingør 12. august 1932, død 28. maj 2011 på Hillerød Sygehus

Butiksuddannet og siden socialarbejder i skiftende job.

Bisat den 8. juni 2011 i Vinderød Kirke

Serie: Et liv er forbi

I denne serie beskriver Informations journalister en nyligt afdød person på basis af samtale med de pårørende