Nyhed
Læsetid: 6 min.

Den uafhængige kontrol af medicialindustrien bliver betalt af de kontrollerede ...

... og det sætter spørgsmålstegn ved myndighedernes uafhængighed, når de skal godkende præparater og overvåge bivirkninger, mener kritikere. Europa-parlamentarikere er ved at ved at gøre op med et lignende system på EU-plan
... og det sætter spørgsmålstegn ved myndighedernes  uafhængighed, når de skal godkende præparater og overvåge bivirkninger, mener kritikere. Europa-parlamentarikere er ved at ved at gøre op med et lignende system på EU-plan
Moderne Tider
11. juni 2011

Medicinalindustrien betalte sidste år 311 millioner kroner til Lægemiddelstyrelsen. Skatteyderne betalte til sammenligning 71,7 millioner. Lægemiddelstyrelsens opgave er at godkende lægemidler, kontrollere virksomheder og overvåge bivirkninger, og derfor er det problematisk, at styrelsen har mere end 80 procent af sin økonomi betalt af de selv samme firmaer, som de er sat i verden for at kontrollere og overvåge. Det mener Lægeforeningens næstformand, Yves Sales:

»Det burde være en uvildig og finansielt uafhængig instans, der står for at godkende lægemidler i Danmark og overvåge bivirkninger. Ikke mindst i lyset af de seneste ugers polemik,« siger han og henviser til sagen, hvor Lægemiddelstyrelsen tøvede med at informere om alvorlige bivirkninger for gravide, der tager antidepressiv medicin.

Troværdighed

Det er et problem for styrelsens troværdighed, at den er så økonomisk afhængig af industrien, mener Lars Engberg, der er formand for Danske Patienter en paraplyorganisation for de danske patientforeninger:

»Lægemiddelstyrelsen er ikke til for medicinalindustriens skyld. Den er til for skatteydernes skyld. Derfor bør skatteyderne også betale for godkendelsen af lægemidler. Når industrien i så stort omfang betaler, så vil man kunne rette mistanke om, at styrelsen er i lommen på industrien,« siger han.

Netop den mistanke var en af flere grunde til, at et overvældende flertal i Europa-Parlamentet i maj valgte ikke at godkende regnskabet for Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA). Agenturet, som godkender og overvåger lægemidler på europæisk plan, er ligesom Lægemiddel- styrelsen hovedsageligt finansieret af medicinalindustrien, og Europa-Parlamentet har besluttet, at EMA's finansieringsform nu skal analyseres i en rapport. Det sker blandt andet efter sagen om slankemidlet Mediator. Her tog det EMA 10 år, fra de første rapporter om alvorlige bivirkninger blev offentliggjort, til pillerne blev taget af markedet.

Profit

Professor Peter Gøtzsche fra Nordic Cochrane Centre ved Rigshospitalet har også oplevet, hvordan de agenturer, som egentlig er sat i verden for at beskytte borgerne, primært tænker på medicinalindustriens interesser.

Han kæmpede i tre år med EMA for at få udleveret kliniske undersøgelser af flere andre slankemidler, som er taget af markedet. Men han blev afvist af hensyn til »firmaernes kommercielle interesser.« Først da Den Europæiske Ombudsmand gik ind i sagen, blev undersøgelserne udleveret:

»EMA sætter medicinalfirmaernes profit over hensynet til patienternes liv og sundhed,« konkluderer Peter Gøtzsche sammen med læge Anders Jørgensen i en artikel i det anerkendte tidsskrift, British Medicin Journal.

Herhjemme har der ikke været lige så grelle eksempler, men Lægemiddelstyrelsen er finansieret på samme måde som EMA, og det er problematisk, siger Peter Gøtzsche til Information. Desuden understreger han, at han er glad for, at Euro-Paparlamentet nu vælger at kigge nærmere på finansieringen af EMA og på interessekonflikter hos medarbejderne.

Ingen problemer

Det samme er medlem af Europa-Parlamentets Budgetkontroludvalg, Christel Schaldemose (S):

»Man skal altid spørge om, hvor pengene kommer fra. Jeg mener ikke, at kontrol og godkendelse af lægemidler skal betales af dem, der har interesser i sagen. Det skal være skatteborgerbetalt, for ellers kan vi ikke stole på de råd og vejledninger, vi får,« siger hun.

Herhjemme mener sundhedsminister Bertel Haarder ikke, at det er problematisk at lade industrien betale for godkendelse og overvågning af lægemidler:

»Jeg ser ingen problemer i, at hovedparten af Lægemiddelstyrelsens indtægter kommer fra gebyrer. Styrelsens arbejde reguleres af en meget detaljeret og stram lægemiddellovgivning. Ikke af finansieringsformen. Lovgivningen er grundlaget for lægemiddelsikkerheden og dermed patienternes sikkerhed,« skriver Bertel Haarder i en mail til Information.

Samme holdning har Karsten Jørgensen, der er chef for direktionssekretariatet i Lægemiddelstyrelsen:

»Vi er styret af love og regler, og vi er ligeglade med, om pengene kommer fra finansloven eller fra industriens gebyrer. Det er ikke noget, der påvirker os i vores arbejde,« siger han.

Kritikerne fastholder dog, at der er et problem især fordi betalingen til agenturerne er så direkte. Firmaerne betaler for at få godkendt de enkelte produkter og kan tilmed vælge at gå til et agentur i et andet land, hvis de ikke er tilfredse med den service, som eksempelvis Lægemiddelstyrelsen leverer. Det er uholdbart, mener Thorsten Schumann, der er overlæge på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling på Augustenborg og med i netværket Læger Uden Sponsor:

»Man bider ikke den hånd, der fodrer én. Hvis det eksempelvis er for besværligt at blive godkendt i Danmark, så risikerer Lægemiddelstyrelsen at miste penge, fordi firmaerne går andre steder hen. Og man kan da sagtens forestille sig, at medicinalvirksomhederne spekulerer i det hvis man lægger mange opgaver hos et bestemt agentur, så vil man vel også forvente, at præparaterne bliver godkendt uden for meget besvær,« siger Thorsten Schumann.

Samme holdning har Lars Engberg fra Danske Patienter:

»Hvis man bliver for kritisk i Danmark, så kan medicinalvirksomhederne bare vælge et andet land, og det vil gå ud over Lægemiddelstyrelsens budget. Uanset om den slags finder sted eller ej, så mener jeg, at det en forkert måde at indrette systemet på.«

Ny finansieringsmåde?

Karsten Jørgensen fra Lægemiddelstyrelsen mener ikke, at konkurrencen de enkelte agenturer imellem er et problem:

»Der er en konkurrence, for sådan er EU-systemet bygget op, og jeg kan godt forstå, at nogle forestiller sig, at der er en risiko forbundet med det. Men det koster mange penge at udvikle et lægemiddel, og der er ikke nogen virksomhed, der vil vælge et land med lav kvalitet i sagsbehandlingen, for det vil der siden blive sat spørgsmålstegn ved. De vil gerne have, at det går hurtigt, men kvaliteten skal være i orden,« siger han.

Myndighedernes forsikringer er dog ikke nok til at gøre Lægeforeningens Yves Sales tryg ved ordningen:

»I Lægemiddelstyrelsen siger de selv, at der er styr på det. Og ministeren siger, at der er styr på det, men det vil også være virkelig dyrt, hvis man skal til at betale det med offentlige midler,« siger Yves Sales, som dog mener, at det kan være en mulighed blot at ændre strukturen. Hvis industrien betaler pengene til staten, som så giver dem videre til Lægemiddelstyrelsen, vil det være bedre:

»Så vil man undgå den direkte kontakt mellem industrien og styrelsen i hver enkelt sag og dermed skabe større uafhængighed,« siger han. Samme holdning har Thorsten Schumann fra Læger Uden Sponsor:

»Der bør ikke være en direkte finansiering. Det gør det attraktivt for Lægemiddelstyrelsen at få så mange igennem som muligt det er ligesom taxameterordningerne på universiteterne. Industrien burde betale afgiften til det offentlige, og Lægemiddelstyrelsen burde så være finansieret af skattekroner,« siger han.

Men sådan en ordning afviser Bertel Haarder:

»Jeg mener, at den direkte gebyrfinansiering blandt andet bidrager til en effektiv sagsgang, fordi lægemiddelvirksomhederne 'opper sig', inden de henvender sig til Lægemiddelstyrelsen. Et fast gebyr vil ikke give den fordel. Og som sagt ser jeg ikke den direkte afregning mellem firmaer og Lægemiddelstyrelsen som et problem,« skriver Bertel Haarder.

Fremtid

Meget tyder dog på, at der i hvert fald på europæisk plan er ved at komme fokus på de offentlige myndigheders omgang med medicinalindustrien.

Christel Schaldemose fortæller, det er »meget usædvanligt,« at parlamentet stemmer så entydigt imod vedtagelsen af et regnskab. Kun fire parlamentarikere ville godkende EMA's regnskab, mens 637 ikke ville.

I den rapport fra Budgetkontroludvalget, som dannede baggrund for parlamentets beslutning optræder ordet 'uacceptabel' fem gange. Blandt andet er der ikke styr på EMA-eksperternes interessekonflikter, og der er ifølge rapporten »overhovedet ikke (...) nogen garanti for, at vurderingen af humanmedicinske lægemidler foretages af uafhængige eksperter.« Christel Schaldemose håber nu, at der kommer styr på disse ting, inden regnskabet igen skal op til godkendelse i november:

»Sagen om den fremtidige finansiering må vi så tage efterfølgende,« siger hun. Bertel Haarder hilser også debatten i EU-regi velkommen: »Jeg synes det er fint, at EMA lige nu ser på sagen. Men jeg har på nuværende tidspunkt ingen konkrete kommentarer til det,« siger Bertel Haarder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tom W. Petersen

Sært, at det overhovedet er et diskussionsemne. Og forbløffende, at ministeren ikke kan se problemet.
Selvfølgelig kan en kontrollerende myndighed ikke regnes for habil, når den modtager betaling fra dem, den skal kontrollere. Det er vel elementært.
Det kan godt være, at institutionens folk ikke lader sig korrumpere; de er formentlig hæderlige og holder deres sti ren, så godt de kan.
Det væsentlige er, at mistanke slet ikke må kunne opstå.

Heinrich R. Jørgensen

De 20% Lægemiddelstyrelse modtager fra "skatteyderne", er i praksis også et udtryk for et habilitetsproblem. Det er ikke skatteyderne der betaler, men statskassen, som det fusionerede partivælde i form af regering og permanent folketingsflertal har fuld ret til at øse af.

Heller ikke den hånd vil blive bidt.

Nu er det jo selvfølgelig industrien som skal betale for at få deres produkter godkendt. Spørgsmålet er hvor vandtætte skodderne er.

Herhjemme mener sundhedsminister Bertel Haarder ikke, at det er problematisk at lade industrien betale for godkendelse og overvågning af lægemidler.
Vi lader den stå et øjeblik......
Tom W finder det forbløffende. I en anden tråd her på siden er det slået fast, at dømmekraft ikke er Bertel Haarders stærke side. Ved hans specialeaflevering foreslog hans vejleder, at han skrev en konklusion. Det vurderede Bertel ikke var nogen god ide. Han endte med et gammeldags 6-tal - tæt på dumpet.

Thomas Nielsen

Det kommer jo ikke bag på nogen, at medicinalindustrien har sine lange, beskidte klør langt ind i alt hvad der har med regulering og offentlig ansvarlighed at gøre. Det har de haft i et århundred nu, og de har ikke i sinde at stoppe. Medicinalindustrien er snart den største pengemaskine i verden. Der findes på utallige områder, fra fødevarer til hovedpiner til anti-depressiver og slankepiller, som kan eksploiteres, og det er oftest folks sociale svagheder eller livstruende sygdomme, som er medicinalselskabernes profithungrende søgelys.

Alt for høje priser og farlige medikamenter oversvømmer markedet med truende hast og firmaerne har ikke i sinde at stoppe. Når et middel forbydes et sted dukker det bare op et andet, under andre navne eller nye stoffer finder sin vej på hylderne før man er sikker på, at det ikke skader mere end det gavner.

Vi ved det tar lang tid at eksperimentere og undersøge, men der er jo en grund til, hvorfor man ikke bare skal lade firmaerne være den eneste garant. Troværdigheden er meget lav og det virker til at man kan sammenligne deres metoder med tobaksindustrien.

I stedet for at lade firmaerne slippe med en stor pose penge efter at et medikament er taget af hylderne pga. farlige bivirkninger og mangel på ordentlig information, så burde firmaerne betale pengene tilbage til en kasse som kommer folket til gode og kan være med til at forske yderligere i andre skadelige præparater. Ellers ser vi jo, at det er rantabelt at lege med verdens befolkning for at fylde lommerne og belønne investorer. Det er en beskidt måde at føre kapitalisme på og det skal stoppes og forhindres.

Et scenarie kan være, at for meget antibiotika gør en hel generation eller to modtagelig overfor tidligere mindre farlige sygdomme, eller sygdommene udvikler sig ukontrolleret og skaber en pandemi. Vi har allerede set, hvordan svine-influenca og kreuzfeld-jakob-sygen skaber nye trusler udelukkende på baggrund af en korrupt medicinalindustri. Hvad bliver den næste?

EMA skal granskes for interessekonflikter og de penge der kommer fra medicinalindustrien skal være i form af straf-rater fra tidligere dømte præparater. Måske det ville få EMA til at gøre et bedre arbejde ud af det, så pengen flyder ind i kassen den rigtige vej. Og jeg er sq ligeglad om medicinalselskaberne piver i krogene. De skal bare hoste op ellers skal de nedlægges og patenterne overgå til public domain.