Nyhed
Læsetid: 16 min.

»Jeg ved godt, at det, jeg gjorde, var forkert«

Sidste år blev over 5.000 britiske børn og unge idømt en fængselsstraf. Forfatter Caspar Walsh har selv været som dem. Nu arbejder han med at hjælpe unge lovovertrædere til rehabilitering igennem kreative skriveøvelser
Storbritanniens hårdeste unge kriminelle får deres liv tilbage ved at skrive om det. De får friheden til at tegne deres eget liv igen – de får friheden til at skrive.

Storbritanniens hårdeste unge kriminelle får deres liv tilbage ved at skrive om det. De får friheden til at tegne deres eget liv igen – de får friheden til at skrive.

Guardian News

Moderne Tider
11. juni 2011

Først i 1980'erne var jeg en vred og voldelig teenagenarkoman. Min far afsonede fem års fængsel for bedrageri, narkohandel og røveri, og jeg brugte en stor del af min tid på at begå småkriminalitet, hærværk på offentlig ejendom og på handel med stoffer. Det endte selvfølgelig med, at jeg blev anholdt flere gange. Det begyndte med overnatninger på politistationer, så kom anbringelser på institutioner for unge kriminelle, og herfra gik det videre til en række skræmmende forvaringsceller i voksenfængsler i London og West Midlands. I en alder af 18 var jeg på flugt med en arrestordre på halsen. Efter at have skjult mig et hus på landet i det meste af et år blev jeg omsider pågrebet. Det var faktisk en lettelse. Jeg havde oplevet min far sidde mange år spældet, og selv om min egen straf kun blev udmålt i uger, var det længe nok. Min sidste løsladelse blev givet på betingelse af, at jeg gik på afvænning. Den meget reelle mulighed for, at min fremtid ville byde på langvarige fængslinger, skræmte mig meget, så jeg besluttede at vende ryggen til min destruktive adfærd, rydde op i mit liv og vie det til at blive integreret i samfundet som en god medborger. Jeg havde set, hvad fængslet havde gjort ved min far, og jeg lovede mig selv at gøre alt, hvad der skulle til for at undgå at gentage de fejl, han begik, og som i sidste ende førte til hans selvmord.

Et program for 'børn som mig'

Mens jeg forsøgte at skabe balance i mit liv, fik jeg hjælp fra vejledere, der havde bistået andre som mig med at overvinde en dysfunktionel og ofte voldelig opvækst unge, der var droppet ud af skolesystemet og endt på den forkerte side af loven. Jeg knyttede mange kontakter til andre unge, som jeg kom i forbindelse med på grund af vores fælles erfaring og ønske om at bryde med vores skadelige adfærdsmønstre.

I løbet af de seneste år har jeg finpudset et program, som jeg har udviklet specielt til at imødekomme behovene hos 'børn som mig'. Jeg har lagt hovedvægten på at lære de unge kriminelle at skrive. I sammme periode har jeg selv opbygget en karriere som forfatter af skuespil og bøger. Når mit fængsels-skriveprogram er blevet en succes, tror jeg, det er fordi jeg har været igennem stort set de samme erfaringer som de unge, jeg arbejder med. Jeg ved, hvad det vil sige at sidde indespærret og blive forkastet af venner, familie og samfund. Og jeg ved, at det med hårdt slid er muligt at få styr på sit liv. Mit primære fokus er på at yde støtte før og efter en løsladelse. Her bruger jeg min hjælp til de unges skriveøvelser, som jeg yder som en personlig mentorindsats, til at hjælpe dem med at holde sig fri af problemer og støtte dem, indtil de forhåbentlig kan finde vej til en ny, meningsfuld og produktiv tilværelse. Mit hold og jeg selv prøver at tilbyde nogle positive rollemodeller noget, jeg som ung voksen selv følte et stort behov for.

Omfanget af vores projekt er for øjeblikket beskedent: I fængsler i det sydvestlige England og Wales mødes vi hver måned med 15-20 unge. Jeg har stiftet græsrodsorganisationen Write to Freedom, og hvis økonomien tillader det, vil vi til dette efterår påbegynde et kursus af et års varighed i Dartmoor-fængslet. Kurset vil omfatte fire weekender med fokus på at hjælpe unge med overgangen til voksenalderen. Når året er gået, og de har fuldført kurset, vil de studerende blive opfordret til at slutte sig til Write to Freedom og hjælpe os med at hjælpe andre, eller vi vil prøve på at hjælpe dem i gang andre karrierer.

I min blog på The Observers hjemmeside har jeg forsøgt at fortælle historierne om de unge mennesker, jeg arbejder med, efterhånden som de udfolder sig, både de gode og dårlige sider. Det er vigtigt at forsøge at skabe et modbillede til mediernes meget negative skildringer af de unge kriminelle. For der er altid en grund til deres adfærd. Man skal ikke være psykolog for at indse, at hvis et barn bliver udsat for misbrug, massivt omsorgssvigt og oplever nederlag på nederlag og afvisning og afvisning, vil det næsten helt sikkert vokse op med skader på sin psyke, med tilbøjelighed til vold og i fare for at bruge narkotika og alkohol som mekanisme til at håndtere virkeligheden.

Et enormt ressoucespild

Jeg er stødt på mange unge, som simpelthen ikke burde være i fængsel. Selvfølgelig er vi nødt til at holde nogele af dem indespærret af hensyn til den offentlige og personlige sikkerhed ingen tvivl om det. Men det er en minoritet, tror jeg, i den store masse af unge, der rent faktisk ender bag tremmer på grund af manglende støtte fra samfundet. Det koster 55.000 pund (knap en halv million kr., red.) om året at holde en ung i fængsel. Det ville være langt mere effektivt at holde de småkriminelle lovovertrædere væk fra fængslerne og i stedet få dem engageret i programmer til bekæmpelse af kriminalitet, så de kan bidrage positivt til samfundet.

I 2010 blev to procent af de unge i England og Wales i aldersgruppen mellem 10 og 17 dømt for en lovovertrædelse eller fik en advarsel. Af over 100.000 dømte fik 5.130 en frihedsstraf. Bob Ashford, strategidirektør ved Youth Justice Board, mener, at vi svigter en stor del af disse unge mennesker.

»Der er sket fremskridt, men der er stadig meget, der kan forbedres. Lokale tjenester, der støtter de unge i at komme tilbage på sporet, må blive bedre til at koordinere deres fælles indsats og tale mere sammen,« siger han.

Fire historier

Følgende interviews giver et lille indblik i fire af de unge mænd, jeg for tiden arbejder med i et fængsel for unge lovovertrædere i det sydlige England. De tre af historierne skal ses om en slags modvægt til de negative medieskildringer og den generelle moralske panik, som er automatreaktionen på grov ungdomskriminalitet i dag. Den sidste historie viser, at der ikke findes nogen hellig gral, intet hurtigt fix, der kan stoppe al ungdomskriminalitet. Jeg har arbejdet med disse unge mænd i flere måneder. Jeg gav dem skriftlige opgaver uden for vores én til en-sessioner, som de skulle færdiggøre i deres celler. Ideen var at komme ind under huden på deres påtagede image som barske fyr opdage, hvad det var, der førte dem i fængsel. Som regel spørger jeg ikke nærmere ind til detaljerne i de begåede forbrydelser. At blive fanget i diskussioner om skyld eller ikke-skyld kan være en uønsket distraktion.

For at beskytte såvel ofre som gerningsmænd er de nærmere oplysninger om de enkelte forbrydelser holdt på et minimum. Domsoplysningerne ud for deres navne, der alle er ændret, angiver den minimumsstraf, de skal afsone før en prøveløsladelseshøring.

Transformer

17 år. To års fængsel for vold af særligt farlig karakter. Strafudmålingen er under fornyet overvejelse.

Transformer kommer fra den vestlige del af England. Han var den første elev, jeg mødte på cellegangen. Han hilser på mig med fremstrakt hånd og et genert, men varmt smil. Han er ivrig, høflig og skrev løs fra det øjeblik, vi satte os ned sammen. Transformer har allerede udholdt meget mere end de fleste. Jeg fik at vide, at han hurtigt og uventet kan blive voldelig, men har hidtil fundet fandt ham rolig og nem at omgås. Jeg føler ingen frygt over for ham, som jeg gør over for nogle fanger. Det er muligt, at han er på medicin. Mange unge i fængsel er på medicin. Jeg er imod medicin, som kontrollerer menneskers adfærd uden at man kommer ned og røre ved roden af problemet. Men hvis medicinen kan gøre det muligt for en kursist at engagere sig i første omgang, kan den være et nødvendigt onde.

Fortæl mig om din familie og om de begivenheder, der ændrede dit liv.

»Min onkel blev myrdet, da jeg var 12 år gammel. Han ville stoppe to fyre, som var ved at mishandle en eller anden. Så kom de tilbage til ham, gennembankede ham, trak ham nøgen rundt og efterlod ham i en gyde, hvor han døde. Min mor døde, da jeg var 14. Jeg gik ind i et værelse, og der så jeg hende hænge fra et reb. Far tog sig af mig, men han kunne ikke styre mig, fordi jeg sparkede og slog, så han tilkaldte en socialrådgiver. Hun kom til min fars hjem, og de bad mig vente udenfor, indtil de havde talt færdig. Jeg var meget ked af det, da jeg ikke kunne holde op med at tænke over, hvorfor dette skete for mig. Min socialrådgiver sagde til mig, at jeg skulle bo på et hjem i Wales. Jeg blev første gang arresteret i South Valleys for legemsbeskadigelse. Jeg blev sendt til noget de kaldte en 'sikker enhed'. Jeg troede ikke, jeg ville kunne holde det ud. Jeg sov ikke i hel en uge alt hvad jeg kunne tænke på, var mit hjem og verden udenfor. Da de låste celledøren, var jeg helt syg indvendig. Jeg ville bare være derhjemme hos min familie og vågne op i min egen seng og bare sige til mig selv, at det hele en ond drøm. Jeg tilbragte 15 måneder der, før jeg blev sat fri med en elektronisk fodlænke. Jeg skar den af. De fik fat i mig og sendte mig til der, hvor jeg er nu.«

»Jeg blev sat i spjældet, fordi jeg slog en fyr, der havde vist mig mig disrespekt. Jeg var vred og ked af det, efter at jeg ramte ham. Jeg følte mig stolt over, at jeg ikke ville finde mig i noget. Men nu var jeg sat i fængsel og fortrød, at jeg ikke bare var gået væk i stedet. Jeg blev overført hertil fra et andet fængsel, fordi jeg kom i slagsmål med en indsat fyr der. Så lagde de bare mere tid oven i min straf. Det har jeg det også dårligt med.«

Hvad vil du sige om din forbrydelse?

»Siden min indespærring, har jeg ændret mig. Jeg ved godt, at det, jeg gjorde, var forkert. Hvis jeg kunne møde mit offer, vil jeg sige undskyld til ham og forklare, at jeg var på stoffer, og at jeg var en anden person end den, jeg er i dag.«

Hvilke drømme og planer har du for fremtiden?

»Når jeg kommer ud af fængslet, har jeg tænkt mig at forhindre mig selv i at komme tilbage ved at have travlt med alt muligt andet. Jeg vil tage ud og fiske, og gå i kirke og have travlt med hvad som helst for ikke at komme til at kede mig. Jeg har tænkt mig at genoptage min skolegang. Jeg får nok også brug for hjælp til holde mig væk fra stofferne, og så har jeg tænkt mig at få et job. Alt det vil kunne hjælpe mig til at holde mig væk fra kriminalitet.«

J-Freedom

17 år. Afsoner seks års sikkerhedsforvaring. Dømt for vold af særligt farlig karakter. Strafudmålingen genovervejes. Står til at blive overført til et voksenfængsel denne sommer.

J-Freedom ankommer til mødet med det forbehold, at han ikke vil være med i mere end 10 minutter. Han ender med at blive i over en time. Han holder sig for munden, når han taler, og vil i første omgang ikke se mig i øjnene. En alvorlig ung mand, der tydeligvis gemmer på en ulmende lurende vrede. Derfor kommer det bag på mig, at han giver mig et kram, da fotosessionen med ham til denne artikel er overstået. Det er aldrig sket for mig før. Kontakt er generelt forbudt mellem de ansatte og indsatte, medmindre der bare er tale om et håndtryk, eller magtanvendelse bliver påkrævet. Jeg gengælder krammet. Det siger mere end mange ord og er ugens succesoplevelse.

Hvordan havde du det med at blive fængslet?

»Det gjorde mig vred. Folk har altid sagt, at jeg ikke skulle hænge ud med de forkerte mennesker. Men jeg troede, jeg ville være OK, fordi jeg kun lavede småting, ikke noget alvorligt, kun slagsmål. Så blev den her fyr stukket og skåret op. Jeg havde begået småkriminalitet før. Jeg var blevet anholdt med et skydevåben før. En del af min straf havde med vold af særligt farlig karakter at gøre. Derfor blev straffen forlænget. Jeg har brug for at komme ud herfra. Jeg tænker meget på min familie. Mange gange er jeg lige ved at græde, men der kommer ingen tårer. Jeg må bare se at komme videre.«

Fortæl mig om dine venner og familie.

»Jeg bor alene. Jeg havde lige fået min første lejlighed, da jeg blev anholdt. Jeg kommer ikke godt ud af det med min far. Jeg havde fået en kæreste, men jeg er sikker på, at det forhold ikke holder længere, når jeg skal sidde her. Jeg vil ikke have, at hun kommer og besøger mig. Mine venner vil også besøge mig, men dem siger jeg også nej til. Det vil forstyrre mig for meget. Jeg har det fint med min mor, men hun bor i Jamaica. Vi taler i telefon. Da jeg boede hos min far og hans kæreste, blev jeg træt af det og bad om at blive sat i familiepleje.«

Hvad vil du gøre, når du kommer ud?

»Gå i skole igen, blive her i England. Min mor synes, jeg skal tage til Amerika, men jeg vil ikke rejse til udlandet. Jeg har fået nære venner her. Jeg vil gerne i lære som snedker. Jeg vil ikke bilde nogen ind, at jeg er en helgen. Jeg gør ting, der giver mig problemer. Når jeg blive 18, skal jeg overføres til et voksenfængsel, og så vil der stadig være lang tid, til jeg kommer ud. Jeg regner med, at det bliver sværere. Jeg er bekymret for, hvordan det skal gå.«

Hvad vil du sige til offentligheden om din dom?

»Enhver historie har to sider. Medierne ser altid kun på dårlige sider, ikke de gode. Man kan ikke dømme noget menneske, medmindre man har alle oplysninger om det. Nogle mennesker fortjener, hvad de får. Andre har ikke noget valg. Selv om du kender en bedre vej, er det ikke altid, du kan tage den vej. Det er én ting at sige, at man vil forandre sig. At have viljestyrken til det er noget andet.

Reprasent

17 år. Idømt to år i sikkerhedsforvaring. Pågrebet med skydevåben i færd med at begå en strafbar handling. Strafudmålingen overvejes. Den første ansøgning om prøveløsladelse blev afvist.

Reprasent har en livlig mimik og har næsten konstant et smørret grin på. Han er venlig og uadvendt. Han går straks i gang med sine skriveøvelser, idet han udbryder: »Når jeg først får begyndt, kan jeg ikke stoppe«.

Selv om han ikke går i detaljer om sin forbrydelse, føler han tydeligvis skam og anger over det, han har gjort. De holdninger, han ytrer til rehabiliteringsprocessen, er positive, fulde af håb og må støttes. Håbet for Reprasent som for alle de studerende er, at han tager kontakt til Write Freedom-programmet, når han kommer ud og involverer sig i deres støtteprogram for løsladte. Hans ønske om at ville hjælpe virker rørende og kan blive del af løsningen.

Fortæl mig om din kriminalitet og hvordan du endte her.

»Jeg var ung, dum og tog rigtig mange stoffer og rigtig meget alkohol hver dag. Jeg boede ikke hjemme og havde hele tiden kampe kørende med min familie. Jeg havde gang i en masse ting på det tidspunkt. Min mor røg ud og ind af hospitalet, fordi hun led af anoreksi, og jeg fik hende næsten aldrig at se, og det var med til at drive mig ud i narkotika og alkoholmisbrug som en måde at klare det hele på.«

»Men da jeg kom i fængsel, indså jeg, at tiden var inde til at lægge stilen helt om. Da jeg så tilbage på, hvad jeg gjorde mod min familie, da jeg drak og tog stoffer og alt det, jeg udsatte dem for, besluttede jeg mig for, at jeg vil hjælpe andre mennesker med at holde op med at tage stoffer og hjælpe dem til et bedre liv. Siden jeg røg i fængsel, har jeg fået øjnene op for mange nye ting og har indset konsekvenserne af kriminalitet for samfundet og andre mennesker. Jeg vil også gerne holde foredrag for unge om, hvordan kriminalitet forandrede mit liv, og hvilke skadevirkninger kriminalitet kan få på dem og deres familie.«

Hvordan vil du undgå kriminalitet?

»Jeg vil være med i Forgiveness Project (et græsrodsprojekt, der bl. a. arrangerer konfliktråd, dvs. møder mellem gerningsmænd og deres ofre.) Og så vil jeg lære at bokse. Holde mig væk fra alle konfrontationer. Og tale med min familie om eventuelle problemer.«

Hvordan ser du på din fremtid?

»Mine planer for fremtiden er at gå på college og forbedre mit uddannelsesniveau. Jeg håber på at kunne styrke mit forhold til min familie, især til min søster. Og så håber jeg, at jeg aldrig kommer til at røre ved eller kommer i nærheden af et skydevåben igen. Narkotika vil jeg heller aldrig røre mere.«

T-Man

17 år. Tre års sikkerhedsforvaring. Dømt for vold af særlig karakter. Ingen udsigt til genovervejelse af strafudmåling.

T-Man sætter sig ned, kigger mig direkte i øjnene og nikker høfligt. Den længste periode, han har opholdt sig uden for sin celle i første seks uger, jeg har arbejdet med ham, var, da han tog den den korte tur til frisøren i næste celleblok. Han laver alle sine skriveøvelser i sin egen i sin celle. Han har fået vendt op og ned på døgnrytmen, så han ser tv eller læser hele natten, kommer ned for at spise morgenmad og derpå vender tilbage til sin celle for at sove resten af dagen. Han læser op til tre bøger om ugen.

Han er intelligent og velformuleret, men ofte afbrydes hans 'voksne' og kloge udtalelser med bemærkninger, der ligger mere på linje med, hvad man kunne forvente sig fra hans jævnaldrende. Selv om jeg er blevet advaret og kender til hans forbrydelses forfærdende karakter, oplever jeg ham på ingen måde som truende. Han er blevet beskrevet som ude af stand til at føle anger, men jeg tror, at vi alle er i stand til rehabilitering.

Fortæl mig om din familie.

»Jeg var nødt til at tage mig af min mor. Min stedfar gav hende ikke noget, så jeg blev nødt til at begå kriminalitet. Min rigtige far er på Jamaica i fængsel for mord. Han har alt, hvad han ønsker sig, også narkotika og kvinder. Han blev træt af at være på flugt og besluttede at melde sig selv. Nu sidder han inde, men i det mindste kan han slappe af og bestemmer selv. Han sagde til mig, at hvis jeg nogensinde endte i fængsel, skulle jeg sørge for 'at sætte mig i respekt'. Så da jeg første røg gang ind, gik jeg til angreb på den største fyr på stedet og slog løs på ham, indtil han faldt om.«

Fortæl mig om dine venskaber.

»Jeg dyrker ikke venner, jeg indgår alliancer. Venner finder i sidste ende altid en måde, de kan svigte dig på, men alliancer kan være nyttige. Det er slemt at såre en ven og trods alt lidt nemmere at svigte en alliance. Jeg har fået nogle alliancer, men jeg er ikke kommet i fængsel for at få venner.«

Hvad vil du sige om din situation?

»Der er ingen grund til, at jeg skal sidde indespærret. Det ændrer ikke på noget. Jeg vænnede mig til at vold før fængslet, og i fængslet endnu mere. Det blev en udtryksform. Hvis du ønsker at hjælpe mennesker, skal du hjælpe dem. Ikke bare låse dem inde det handler bare om at sige 'ude af øje, ude af sind'. Alt hvad du opnår ved at låse folk inde, er at gøre dem endnu mere vrede. Jeg vidste godt, at jeg ville ryge i fængsel. Jeg accepterer den straf, jeg har fået. Selv om den slet ikke lang nok, hvis jeg skal være helt ærlig. Retssystemet er for latterligt. For mange smuthuller. Det kan udnyttes. Men når du først er mærket som kriminel, er du fucked.«

Hvordan synes du om den forbrydelse har begået?

»Helt ærligt, så ved jeg godt, at jeg burde have det skidt med det, jeg har gjort. Jeg har trods alt ødelagt et andet menneskes liv. Men vold har for mig været naturlig i det meste af mit liv, så jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det gik mig på. Men det er selvfølgelig noget, der generer mig.«

Hvad ville du sige til ofret for din forbrydelse?

»Hvad jeg ville sige til ham nu? Jeg ville sige: 'Jeg fortryder ikke, hvad jeg gjorde mod dig. Måske burde jeg gøre det, men det gør jeg ikke. Jeg gav dig en fair advarsel, og du valgte ikke lytte.'«

Hvilken slags liv ser du for dig selv om fem år?

»Helt ærligt, så ved jeg det ikke, men hvis jeg stadig er i live vil jeg gerne have nogle flere børn, og så vil jeg forhåbentlig være i USA med min familie.«

Har du fortrudt din kriminalitet?

»Det er sådan her, forstår du: Jeg kan ikke fortryde, hvad jeg gjorde. Vold er en del af min identitet, det er det, jeg forstår mig på, det er det, jeg gør. Hvis jeg beklager den vold så beklager jeg mig selv, så ville jeg ikke længere have nogen identitet. Så ville jeg ikke vide, hvem jeg er, så ville jeg gå helt i spåner.«

© The Observer og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her