Læsetid 4.5942857142857 min.

»Vi ved da godt, hvordan man laver frikadeller«

Fra regnvåd konservativ folkefuser til Pias Kjærsgaards frække frikadeller. På Folkemødet kunnet folket se på politikere, som dyreskuegæster ser på svin – og det var faktisk folkeligt
Fra regnvåd konservativ folkefuser til Pias Kjærsgaards frække frikadeller. På Folkemødet kunnet folket se på politikere, som dyreskuegæster ser på svin – og det var faktisk folkeligt
18. juni 2011

Folkemødet bliver ufolkeligt og elitært. Det er forbeholdt de velbjergede, fordi det koster en formue at komme til Bornholm, og så har de guddødeme' lagt det midt i arbejdstiden og uden for ferieperioden.

Sådan summede kritikken, allerede inden den nye politiske festival startede.

Og ja, det politiske establishement var måske i overtal, hvis man talte titler hos gæsterne i den lille havneby Allinge. Men der var faktisk også
folk.

Der var lokale partitosser med reklamekasketter, der var tykke teenagere fra skoleklasser, som i forvejen turnerer rundt på øen, og der var et væld af pensionister, som ikke havde andet at give sig til end at se på politikere. Det er de samme mennesker, som tager til dyreskuer for at se på dyr. På Folkemødet i Allinge ville alle se de svin, der bestemmer.

Det er sjovt at se dem

»Vi har tid til det, og så vil vi gerne se politikerne i virkeligheden. For når vi ser dem på tv, er det, som om de spiller et spil, og vi gider ikke følge med i alt det inde fra Folketinget,« forklarer en af de mange pensionister, som er på vej ned gennem Allinges hovedgade, hvor politikere, journalister og meningsmagere suser rundt med stramt planlagte programmer.

Pia Kjærsgaard har lidt travlt, fordi der er bud efter hende til DF's egen lille havefest, hvor nogen har fået den ide at sætte politikerne til at lave mad foran et publikum. I dag er det Pia Kjærsgaards tur, og hun skal lave frikadeller, mens hun møder folket.

»Men hvad skal det gøre godt for? Vi ved da godt, hvordan man laver frikadeller,« siger damen, der såmænd heller ikke føler trang til ligefrem at tale med politikerne.

»Det er bare sjovt at se dem,« siger hun og fortsætter hen ad gaden med sin mand.

Konservativ skuffelse

På havnen ved siden af træder to andre pensionister ombord på skonnerten Freia, der i anledning af Folkemødet på Bornholm er forvandlet til partiskib for De Konservative. Natten inden var der stor fest med fri fadøl, der trak mange gæster til. Men det var for eliten, som kalder det
networking,når de får løn for at drikke øl med deres venner. Nu er det folketid, og på dækket står en kasse danskvand ved siden af et fad med fugtige sandwich af hvidt brød.

De to nytilkomne ser interesseret rundt på de konservative folketingsmedlemmer, som uanfægtet fortsætter deres samtaler med hinanden. Det småregner, og bornholmerblæsten trækker ind over havneområdet. Socialordfører Vivi Kier er pakket ind i et pelssjal, men skutter sig alligevel. Klokken er kun 13, men politisk ordfører Carina Christensen ser sit snit til at smutte. Hun har lejet et sommerhus uden for byen, hvor hele familien venter, forklarer hun.

»God fornøjelse. Husk nu, at du har ferie,« lyder det fra Kier, da Carina Christensen forlader båden for at tage hjem til familien.

Det ældre ægtepar står stadig og ser tavst på politikerne. Et par journalister er også dukket op. De småsnakker afventende med Rasmus Jarlov, som de kender i forvejen fra Christiansborg.

»Vi har lige sluttet vores gruppemøde,« fortæller han journalisterne.

»Nå?« Forundringen breder sig. I programmet står der, at de konservative holder åbent gruppemøde kl. 13.00.

»Få et unikt indblik i arbejdsgangene på Christiansborg og mød de konservative profiler,« hedder det også i den iPhone-app, som guider gæsterne rundt imellem de mange arrangementer.

»Det har jeg ikke hørt noget om,« siger Rasmus Jarlov.

»Nej, det kan ikke passe,« stemmer partikollegaen Charlotte Dyremose i.

Ægteparret, der nu er kommet nærmere, opsnapper den uformelle aflysning af arrangementet og ser faktisk lidt skuffede ud. Her kom de for at få et unikt indblik i Det Konservative Folkeparti, og så sker der ingenting. Partiformanden Lars Barfoed, som står fem meter væk, har slet ikke opdaget dem. Jarlov tager sig dog tid til at hilse på dem. De tre taler lidt om vejret. Det er ikke helt godt. Nej, »det er trist«.

Villys autograf

Mere folkeligt så det ud, da partiformanden fra SF stod foran partiets telt og talte med sine kolleger. For pludselig kom en mindre delegation af lejrskoleelever, som der er helt ekstremt mange af på Bornholm, hen og omringede Villy Søvndal med spørgsmål og ønsker om autografer.

»I sidste uge i samfundsfag skulle vi lege et rollespil, hvor vi var partier. Og jeg var SF. Så jeg har læst rigtig meget om ham på nettet,« siger en 9. klasseelev, mens han på behørig afstand og med et tryllebundet blik observerer klassekammeraternes møde med Villy Søvndal.

»Han er meget nede på jorden, ligesom os,« konstaterer drengen imponeret.

Hos Venstre på plænen over for SF'erne er der desværre skuffede folk a la dem på båden. På programmet står hundredevis af arrangementer, hvoraf flertallet involverer de samme mennesker. Det betyder, at hvis én debat bliver forsinket, bliver hele systemet skubbet, og det er næsten umuligt at få det til at passe på minutten. Så ved det lille Venstre-telt står en håndfuld mennesker og venter tålmodigt på, at integrationsminister Søren Pind skal komme. Arrangementet består i, at alle og enhver kan dukke op og tage en snak med ministeren eller stille et spørgsmål. Det er noget af et tilbud. Men Søren Pind er bare ikke dukket op, og måske går der en halv time, siger en af arrangørerne. Det har folket hverken tid eller tålmodighed til at vente på. Helle Thorning-Schmidt skal holde tale lige om lidt og hun er endnu mere kendt end Søren Pind.

Dedikeret

DSU'erne har i god tid taget plads på græsset og vifter spændt med de socialdemokratiske papirflag. Pensionisterne, som også her er mødt talstærkt op, har husket tæpper, brikjuice og madpakke. Nu sidder de mageligt på første parket foran talerstolen.

Og lige der omkring kl. 15 torsdag er det, som om det hele går op i en højere folkelig enhed. Solen dukker frem på den blå himmel. Sangerinden Alberte dukker op på scenen. Bløde toner fra en kontrabas og den velkendte sangstemme svøber folkemødet ind i lyden af idyl. Sommer, sol og socialdemokrater. Vældig folkeligt. Og ligesom det næsten ikke kan blive bedre, kommer hun.

»Der er hun,« kvækker folk her og der.

Mobiltelefoner med kameraer ryger op af lommerne. Alle vil forevige hende, Helle Thorning-Schmidt. Desværre skygger profesionelle kameramænd og fotografer lidt. Men i det mindste kan alle se ryggen af S-formanden, da hun tager plads på forreste bænk. Alle kan se, at hun også er i godt humør, fordi hun straks giver sig til at rokke lidt med hovedet til Albertes hits. Flere politikere fik dagen inden kritik for at være klædt i ufolkelige jakkesæt, men Helle, hun er folkelig. I hvert fald i dag. Hun har iført sig let læderjakke og en krøllet, blå sommerskjorte.

»Det næste nummer er dedikeret til dig,« siger Alberte så fra scenen og peger ned på Helle Thorning-Schmidt.

»
Jeg vil op til dig/du skal trøste mig./I bløde bamsearme kan man putte sig,« synger Alberte kærligt til Thorning, som hun i sin tid gjorde det til DR's varme Bamse.

Alle kan teksterne udenad og folket brummer med og klapper i takt. Som taletidspunktet nærmer sig, er der kommet rigtig rigtig mange folk langt flere end der var dagen forinden, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen havde ordet.

Opildnet af stemningen svinger S-formanden sig også for en kort bemærkning op til at være vittig, da hun kommer på scenen. Politiken har skrevet en nyhedsartikel om, hvordan statsministeren har spoleret en portion hindbærsnitter, som skulle have været serveret for Socialdemokraterne.

»Fra i dag af vil jeg referere til episoden som hindbærsnittekonflikten,« siger Helle Thorning-Schmidt og får folket til at grine.

»Meget finder vi os i. Men lad være med at komme i nærheden af vores hindbærsnitter. For så bliver vi sure, ligesom Bertel Haarder gør, når han ikke får sin risengrød.«

Folk griner igen og klapper. Men derefter bliver der mere stille. Det er kun de første 10 linjer af talen, som er sjov. Resten er den sædvanlige smøre om, at regeringens økonomiske politik er uansvarlig og ulighedsskabende, mens S-SF's er fair og solidarisk.

Frikadelle

Da Thornings tale har fået sin semifortjente stående applaus, og DSU'erne har hujet lidt, er det blevet frikadelletid hos DF. Pia Kjærsgaard ser lidt træt ud. Hun har også mødtes med mange folk. Men hun trækker pligtopfyldende i forklædet med DF-logo og hilser på en anden DF-kendis, Stine Kvist, der er kok og har vundet en tv-køkken-konkurrence. Stine Kvist assisterer Kjærsgaard, der skal lave frikadeller med stuvet hvidkål. Retsordføreren Peter Skaarup lavede æggekage tidligere.

Og idéen er god, men Pia Kjærsgaard inviterer ikke rigtig til samtale med de fremmødte, og en af de DF-aktivister, som holder til omkring partiets dannebrogsfarvede campingvogn, må råbe folk op.

»Kom nu lidt tættere på. Bare kom nærmere,« siger hun og gænger dem op til Pia Kjærsgaard i køkkenøen. Men det, er som om DF-formanden har en lidt anden idé om arrangementet, for hun indleder med at spørge tilskuerne;

»Sig mig engang, har I aldrig set nogen lave frikadeller før?«

Ingen svarer. Hun klatter farsen op på panden.

»Jeg er kun vant til at have en mand og en sulten hund i køkkenet, når jeg laver mad,« siger hun og ser ud på den kø, der er til dellerne.

»Der er ikke nok til alle. Og der går noget tid, før de er færdige,« siger hun.

Men folk er ikke kommet til Folkemøde for at spise frikadeller. De er kommet for at se på politikere, og selv om Pia Kjærsgaard virker uoplagt, vinder hun indpas hos flere af pensionisterne, der roser hende for overhovedet at have taget sig tid til at mødes med folket. Og sådan gik dagene på, hvor folket også kunne lave fodaftryk med Lars Barfoed, hive børnene ud til skattejagt med skatteminister Peter Christensen eller løbe naturløb med Venstres morgenfriske gruppeformand, Kristian Jensen.

Virkeligt. Folk er ikke kommet til folkemøde for at spise mad og se på gæstekokke, men for at møde og fremfor alt SE politikerne i den virkelige virkelighed. Foto: Jacob Ehrbahn/Polfoto

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Lom

Nu har DF'erne vel det lovpligtige hygiejnebevis og de har vel også sørget for at køkkenet er godkendt og toiletforholdene er i orden. Eller har vi en flok kriminelle som forsøger at forgifte folket?

Brugerbillede for Pia Qu

Ja, der var ikke så stor interesse fra politikernes side den modsatte vej og det undrer mig at politikerne ikke havde lyst til at gå ud og møde folkets og dets græsrødder, men blev på deres "sikre" poster..

Vil ikke gentage mig selv her, men det undrer mig også at så få journalister er interesseret i at nævne klimaflygtningene. Har kommenteret det her også:
http://www.information.dk/271289