Nyhed
Læsetid: 9 min.

Venstrefløjen banker på døren til sin egen fremtid

3F får sofavælgerne op af sofaerne i en ny landsdækkende kampagne, og de røde partier drømmer om igen at forandre Danmark nedefra. Organisering er igen begyndt at handle om direkte kontakt
På trappen. Torben Thim er arbejdsløs skraldemand og bruger bl.a. sin tid på at deltage i 3F's dør til dør-kampagne. Den skal sikre stemmer til oppositionen og skaffe aktive   til fagbevægelsen.

På trappen. Torben Thim er arbejdsløs skraldemand og bruger bl.a. sin tid på at deltage i 3F's dør til dør-kampagne. Den skal sikre stemmer til oppositionen og skaffe aktive til fagbevægelsen.

Sofie Amalie Klougart

Moderne Tider
25. juni 2011

»Hvem er det?« spørger en skrattende herrestemme i dørtelefonen.

»Vi kommer fra 3F og vil gerne dele nogle materialer ud. Vi vil også gerne invitere jer til en grillfest. Må vi komme ind?« svarer den arbejdsløse skraldemand Torben Thim ind i døren.

Der lyder en dutten og et lille klik. Så er der åbent, og Torben, som i dagens anledning er iført signalgul 3F-vest, tripper sammen med sin matchende makker, ekscykelbudet Allan Jensen, op på 4. sal.

De skal helst nå at banke på samtlige døre i opgangen inden kl. 18 og har lidt travlt, fordi lokalafdelingen af Lager, Post og Service i Københavns nordvestkvarter har sat sig for at besøge 13.500 lejligheder i området inden valget. Ifølge forbundets beregninger er 3.200 af dem sofavælgere, hvoraf de flestes krydser ville tilfalde oppositionen, hvis de ikke gik til spilde.

Sådan ser situationen ud mange steder. Flertallet er rødt, men alt for mange undlader at stemme. Det er især arbejdsløse, unge ufaglærte mænd, nydanskere og lavtuddannede, der har en lav valgdeltagelse, viser vælgeranalyser. Derfor har 3F udset sig 22 geografiske mål på Danmarkskortet, hvor der bor mange med sofaprofil.

I enkelte områder lyder det ambitiøse kampagnemål, at andelen af sofavælgere skal halveres, og resten af stederne er målet at få hver tredje sofavælger til at stemme. Lykkes det i samtlige 22 områder at få tilstrækkeligt mange til valgurnerne, gemmer der sig en kontant belønning for indsatsen i form af røde mandater.

Men projektet rummer også kimen til mere end bare stemmer. Det direkte møde mellem mennesker kan være nøglen til at genetablere venstrefløjen og fagbevægelsens rolle i lokalsamfundet.

»Det er vigtigt for os, at kampagneaktiviteterne op til folketingsvalget resulterer i en meget bredere fornyelse af vores bevægelse. Det er samme værktøjer, vi skal bruge til at engagere medlemmer i det faglige arbejde efterfølgende og til at inkludere nye medlemmer på arbejdspladser, hvor vi ikke står stærkt,« siger leder af 3F's kampagnesekretariat, Rune Baastrup, som er tovholder på kampagnen Skævt.

Han forklarer, at projektet med lidt fine ord handler om »at styrke 3F's folkelige kapital«, hvilket ifølge ham er lige så vigtigt for forbundet som den mere direkte indflydelse på Christiansborgs politikere.

Ideen om at komme ud af kontorerne og i stedet skabe direkte relationer er en tilgang til politik, som igen er blevet populær i Danmark efter årtier, hvor medlemmerne er sivet fra både fagbevægelse og partier.

Ikke partipolitik

Allan og Torben starter med at banke på hos 4. tv. Der sker ingenting. Efter et halvt minuts venten foran døren, smider de et par flyers ind af brevsprækken. Når beboerne engang kommer hjem, finder de invitationen til en gårdfest og kan samtidig læse, at 3F anbefaler dem at stemme på en af tre udvalgte kandidater fra henholdsvis Enhedslisten, SF og Socialdemokraterne. Det er lige meget, om de vælger den ene eller anden anden, for det er ikke en partikampagne. De tre kandidater har dog det til fælles, at de er røde og har tilknytning til Nørrebro- og Nordvestkvarteret.

»Nu må vi håbe, der er nogen hjemme i næste lejlighed,« siger Torben forventningsfuldt.

I de fleste af hans 30 år lange arbejdsliv som skraldemand har han været fagligt aktiv. Men det er først i år, han forsøger sig med det såkaldte dør til dør-koncept, som alle organisationsfolk taler så meget om for tiden.

Den direkte kontakt mellem arbejdere og fagforening er ellers et oldgammelt kneb i det faglige arbejde. Den fagbevægelse, som skulle ende med et storstilet organisationsapparat, milliardressourcer og rettigheder, startede med, at fagligt engagerede folk gik fra fabrik til fabrik og fra arbejderhjem til arbejderhjem i 1870'erne. Siden er bevægelsens topfolk flyttet på kontor, og det oprindelige fokus på relationer og dialog er erstattet med analyseenheder, mødeaktiviteter og annonceafdelinger. I dag foregår debatten i langt højere grad via magtens repræsentanter i medierne, og lønmodtagerne er mindre centralt placerede i den politiske interessekamp, som ellers handler om dem.

»Nu forsøger vi at udvikle lokale aktiviteter, som genstarter den demokratiske samtale i lokalsamfundet og på arbejdspladserne. Vi skal være båret af en relationel kultur, som bygger fællesskaber frem for en bureaukratisk kultur, som flytter papirer,« siger Rune Baastrup og forklarer, at der med denne Skævt-kampagne både er tale om noget meget nyt og noget meget oprindeligt.

»Det er et nyt projekt, som handler om at finde tilbage til rødderne,« som han formulerer det og uddyber: »Vi skal indse, at fagbevægelsen først og fremmest er bygget på menneskelige relationer mellem folk med en portion fælles mål, interesser og værdier.«

Efter valget

3F er ikke de eneste, som har fået ideen om at stemme dørklokker. Socialdemokraterne forsøgte sig allerede i 2009 i forbindelse med valgene til EU-parlament og byråd. Til folketingsvalget bliver den socialdemokratiske dørhær igen sendt på gaden. Denne gang i endnu større målestok.

»Socialdemokraterne har det mål, at vi vil nå ud til 500.000 danske hjem, inden valgstederne lukker. Vi er overbeviste om, at det er vigtigt at møde danskerne til en direkte politisk dialog ansigt til ansigt,« siger Socialdemokraternes partisekretær og tidligere kampagnechef, Lars Midtiby. Han forklarer, at kampagneformen også for Socialdemokraternes vedkommende er mere end bare en valgkamp. Det er en ny organisationsform, som skal matche nye tider.

»Dialogen vil vi gerne fortsætte efter et valg. Den tid, hvor man kunne nøjes med at lave aktiviteter i tre uger op til valget hvert fjerde år, er definitivt slut. Nu handler det om at have en løbende dialog med vælgerne. Der er blevet færre kernevælgere, derfor skal vi hele tiden overbevise folk om, at vi fortsat fortjener deres tillid. Vores dør til dør-aktiviteter bliver dog mindre intense på den anden side af valget.«

Ellers ville det måske også blive en kende irriterende for beboere i længden. Det risikerer det måske at blive allerede under valget. For selv Venstre har talt om dør til dør-konceptet, der er blevet populært hos de politiske partier efter Barack Obamas valgsejr i 2008. Her formåede demokraterne angiveligt at skabe denne særegne kontakt til vælgerne via lokalt organiserede frivillige, som både bankede på døre og gennemførte en omfattende telefonkampagne. Det var især det netværk af engagerede lokale støtter, der som ringe i vandet banede vejen for den afgørende brede opbakning, siges det.

Fortsætter, når det slutter

3F's kampagne er som udgangspunkt kun koncentreret om folketingsvalget, men de lokale fagforeningsaktive i Bispebjerg er så begejstrede for metoden, at de over for Information bebuder at ville fortsætte arbejdet på den anden side af valget i en eller anden form. Sker det, har 3F ikke bare fået sofastemmer ud af kampagnen, de har også fået aktiveret en gruppe medlemmer i en tid, hvor aktive i fagbevægelsen er en mangelvare. Sådan bliver mobilisering til organisering.

Og det er netop pointen, hvis man sætter sig lidt ind i tankegodset bag kampagneformen. Inspirationen kommer fra blandt andre den organisatoriske legende Saul Alinsky, der i adskillige projekter i Chicago kombinerede universitetsteori og ghettoindsats i praksis. Han begyndte for alvor sit arbejde i slutningen af 1930'erne med et mål om at gøre jødiske fattigfolk i stand til at organisere sig selv. På kort tid dannede Alinskys ideer skole og resulterede i, at blandt andre en ung Barack Obama siden hen blev ansat som community organizer i Chicago-miljøet. Her fik han nogle af de afgørende erfaringer, der førte til den kampagnemodel, som sikrede ham posten som USA's præsident.

»Der er meget at hente i den amerikanske tradition for community organizing,« siger også Rune Baastrup, der henviser til et andet organisatorisk ikon, Marshal Ghanz, der ligesom Alinsky vægter de nære relationer frem for de institutionelle. Ganz var dybt involveret i Obama-kampagnen og opfattes som manden bag succesen med at træne frivillige uafhængigt af partiapparatet.

»Det er redskaber, som nu mange steder bruges i forsøg på at revitalisere fagbevægelsen,« siger Baastrup.

Kontrolleret fattigdom

Samme budskab havde Englands svar på en organisations-guru, Maurice Glasman, da han for et par uger siden gæstede et debatarrangement om frivillighed hos centrum-venstre-tænketanken Cevea. Glasman er manden bag organizer-projektet London Citizens, der også står på skuldrene af Alinskys ghettoprojekter i Chicago.

Da Information mødte Maurice Glasman på Blågårds Plads på Nørrebro i København, hvor der emmer af statsfinansieret integrations- og socialarbejde pakket ind i socialdemokratisk boligbyggeri, rystede han på hovedet og karakteriserede kvarteret som »kontrolleret fattigdom«, og de lønnede socialarbejdere som »velfærdsagenter«.

Ifølge ham bør der både i stat, parti og fagbevægelse ske en radikal omfordeling af magt, som også grundlæggende handler om at fokusere på de helt nære relationer.

»Kærlighed, venskab, loyalitet, tro.« Det var Maurice Glasmans svar på hemmeligheden bag bæredygtig organisering.

Det handler om at aktivere følelser, alle kan forstå, og som nogen vil dø for. Det har de vestlige socialdemokratier svigtet siden Anden Verdenskrig, hvor alt har været koncentreret om stat og system, mener han og hævder, at kun via nære relationer kan der skabes demokratiske, politiske bevægelser for arbejderklassen.

Partierne

Enhedslisten har tidligere forsøgt sig med lokale relationsprojekter på Vesterbro, hvor partimedlemmerne under overskriften Rød Hverdag drog på husbesøg og forsøgte at lytte mere og tage ikke-medlemmernes synspunkter lige så alvorligt som partiets for at finde ud af, hvilke problemer, der egentlig var behov for at løse. For eksempel indgik de i en længere dialog med beboere om åbningen af et fikserum.

I SF lever drømmen om at vende tilbage til fremtidens rødder også. Endda i en meget ambitiøs form, fordi SF på få år er vokset kraftigt i antallet af medlemmer og dermed har fået nyt organisatorisk potentiale. Partiets næstformand Thor Möger Pedersen henviser ofte til den hollandske opskrift, hvor venstrepartietet SP har udfyldt velfærdsmodellens huller ved selv at byde sig til med alt fra partidrevne sundhedsklinikker til juridisk bistand. Lidt i samme dur, håber SF at kunne blive en folkebevægelse i sig selv.

»SF åbner en lektiecafe i ghettoområdet, hvis kommunen er for sløv. SF tager initiativ til fællesmad og naboskab i bebyggelsen. SF laver borgermøde for forældrene, når der er problemer med stoffer i nattelivet. SF uddanner grønne guider, der skaber vilje til at forsvare den lokale natur og rådgiver om bæredygtige vaner. SF bidrager til besøgsgrupper for byens ældre. (...) Det kan ikke lade sig gøre fra den ene dag til den anden. Men hvis vi vil, så kan vi langsomt gøre SF's organisation til en dynamo for sociale fremskridt i lokalområdet,« lød det fra Möger Pedersen, da han stillede op til næstformandsposten og fik lejlighed til at redegøre for sine drømme.

Så selv om der i praksis er lang vej, er der ingen tvivl om, at den langsigtede lokalorganisering og visionen om omfordeling af magten er blevet en grundtanke i drejebogen for SF's strategi om socialistisk samfundsforandring.

I Bispebjerg er 3F'erne dermed uden at vide det blevet forbilledet for fremtidens venstrefløj. For selv om stadig større dele af den danske venstrefløj tænker i samme retning, er 3F's projekt det første rigtigt storstilede projekt af sin art.

Fra kampagne til fællesskab

»Folk er meget positive, og det er en rigtig rar måde at arbejde på,« siger Torben Thim omtrent samtidig med, at en dør går op.

Med et let overrasket smil tager Jannie Rasmussen på 1. sal imod materialerne og invitationen til den lokale grillfest i gården den 29. juni.

»I har min stemme, bare rolig,« siger hun og skal til at lukke døren igen efter at have fået en kort præsentation.

Men før hun har set sig om, har hun alligevel diskuteret fem minutter med Allan og Torben om, hvordan daginstitutioner, skattelettelser og efterlønsforringelser hænger sammen.

»Det kan være, vi ses den 29. til den fest så,« smiler hun, før hun lukker døren og lader Torben og Allan fortsætte missionen.

Da der er gået to timer mødes de med et hold af ligesindende dør til dør-aktivister i gule veste og cykler nede i fagforeningens lokaler, hvor der er sandwich og evaluering. Her fremgår det, at der er flere nye, som gerne vil med ud og banke på døre i næste uge og en enkelt ny vil også gerne komme til kursusdag. Og sådan blev den opløftende dørbanken til en kampagne, der skal skaffe en ny regering og genoplive fagbevægelsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Houbo Pedersen

Hvis det bare ikke bliver sådan at bemærkningen: "Jeg kommer fra gulvet" udløser et voldsomt bifald, uanset indhold!

Henrik Jensen

John - helt ærligt, vi har i den grad brug for folk, der kommer "fra gulvet".

DJØFere har vi haft nok af - og de fleste af os ved, hvad det har ført til.

Joan Haraldsen

Jeg troede dørsalg var forbudt ---- usmagelig 3F praksis !