Læsetid: 5 min.

Vesten forsømmer Det Arabiske Forår

Egyptens aktiemarked er brudt sammen, og landets rige flytter deres penge til Zürich – nu risikerer den forværrede økonomisk krise at få de arabiske revolutioner til at afspore. Og vesten gør for lidt
Marked. Der gøres rent i en slagterbutik i den Egyptiske by Giza op til Eid-festen. Men ellers synes den økonomiske udvikling at være sat i stå, og det bliver Vesten mødt til at forholde sig til, skriver Niall Ferguson.

Marked. Der gøres rent i en slagterbutik i den Egyptiske by Giza op til Eid-festen. Men ellers synes den økonomiske udvikling at være sat i stå, og det bliver Vesten mødt til at forholde sig til, skriver Niall Ferguson.

Amr Dalsh

11. juni 2011

For nylig havde jeg lejlighed til at sidde ved netop det skrivebord, hvor John Maynard Keynes skrev sin De økonomiske konsekvenser af freden, hans blændende polemik fra 1919 imod Versailles-traktaten. Jeg spurgte mig selv, hvad Keynes mon ville skrive, hvis han stadig var hos os i dag. Og jeg tror, at svaret ville være: De økonomiske konsekvenser af Det Arabiske Forår.

Pointen med Keynes' oprindelige pamflet var, at sejrherrerne efter Første Verdenskrig var i fuld gang med forkludre freden. De krav om krigsskadeserstatninger, som de pålagde Tyskland som straffeforanstaltning, mente han, ville uvægerligt styrte dette land ud i en økonomisk krise. Og derefter ville et alvorligt politisk tilbageslag sætte ind.

»Hvis vi bevidst stiler efter en forarmelse af Centraleuropa,« konkluderede Keynes profetisk, »vil hævngerrigheden, vover jeg at forudsige, ikke ve nte længe på sig. Herefter vil intet i ret lang tid kunne udsætte den endelige borgerkrig mellem de reaktionære kræfter og revolutionens fortvivlede krampetrækninger, i sammenligning med hvilken rædslerne ved forrige tyske krig vil blegne til et intet ... «

Sandt nok forlanger vi i 2011 ikke krigsskadeserstatninger af befolkningerne i Mellemøsten og Nordafrika. Til gengæld er der god grund til at spørge: Hvad gør vi i dag for at hjælpe dem med at gennemføre en vellykket overgang til frihed og velstand? Og her må svaret åbenlyst være: Slet ikke nok.

Der er nu gået næsten seks måneder, siden den tunesiske gadesælger Mohammed Bouazizi gjorde sig selv til fængkrudt for en hel regions revolutionære eksplosion. Hans selvantændelse væltede ikke blot den tunesiske præsident, Zayn al-Abidine Ben Ali, men også hans egyptiske kollaga Hosni Mubarak. En bølge af protester rullede gennem Algeriet, Bahrain, Jordan og Syrien. I Libyen udviklede oprøret sig til en blodig borgerkrig. Det samme synes tæt på at ske i Yemen.

Det begyndte med jubel

Vestlige journalister strømmede til Kairos Tahrir-plads og skrev euforiske artikler, der lød som et ekko af William Wordsworths berømte strofer om Den Franske Revolution: Bliss was it in that dawn to be alive/But to be yong was very heaven! ('Livsaligt var det at leve i dette daggry/ Men at være ung var selve himmelen!) Med lykkelig ligegyldighed over for historisk nøjagtighed døbte de begivenhederne Det Arabiske Forår en hentydning til tjekkoslovakkernes (forgæves) opstand imod Sovjet-kommunismen i 1968.

Nuvel, i dag tegner det ikke så lykkeligt længere, og mindst af alt for den generation af unge arabere, der indledte denne revolution.

Denne krise havde en økonomisk oprindelse. De unge mennesker gik på gaderne på grund af de stigende fødevarepriser, den høje arbejdsløshed og den korruption, der gennemsyrer alt økonomisk aktivitet i regionen. Dyre fødevarer er blevet et globalt fænomen i løbet af de sidste to år. Nøglen til revolutionen var den uforholdsmæssigt høje arbejdsløshed blandt de unge arabere og deres generelle utilfredshed med snylterstaterne i disse lande. Sidste år var 90 procent af de arbejdsløse i Egypten unge mennesker. Arbejdsløsheden blandt universitetsuddannede i Tunesien var på hele 24 procent.

For nogle lande i regionen har revolutionen ganske vist bragt uventede økonomiske gevinster i form af markant forhøjede oliepriser. De olieeksporterende lande i Golfens Samarbejdsråd (Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Kuwait, Qatar, Oman og Bahrain) har således indtil videre kunnet tjene nok på deres sorte guld til at købe eller tvinge deres befolkninger til passivitet, selv om olie i sig selv ikke er nogen garanti for stabilitet, som det fremgår af tilfældet Libyen. Men alle andre steder har de økonomiske følger af Det Arabiske orår været næsten udelukkende negative.

I en rapport offentliggjort i maj forudsiger det globale bankforbund, Institute for International Finance, at væksten i Egypten, Jordan, Libanon, Marokko, Syrien og Tunesien vil falde fra 4,4 procent i 2010 til -0,5 procent i år. Egyptens økonomi vil skrumpe med 2,5 procent, Yemens med hele 4 pct.

Dette skyldes til dels, at revolutionerne i sig selv lægger en dæmper på de økonomiske aktiviteter, når de griber forstyrrende ind i den offentlige orden, herunder i erhvervs- og forretningsliv. Egyptens statslige statistiske bureau, Central Agency for Public Mobilization and Statistics, anslår, at de økonomiske tab, som Egypten blev påført, da menneskemængderne flokkedes på Tahrir-pladsen, skal opgøres i omkring 1,7 milliarder dollar. Føj hertil til det efterfølgende tab i eksportindtægter og indtægter fra turisme (journalister strømmer til de egne, som almindelige turister undgår at betræde). Dertil skal yderligere lægges de udgifter, som er forbundet med de igangværende forstyrrelser på grund af strejker og med den påtvungne repatriering af de over en million udenlandske løsarbejdere, som er flygtet eller er på flugt fra det krigshærgede Libyen.

Revolutionens økonomi

Den helt afgørende faktor er dog kapitalflugt. Egyptiske forretningsmænd klager over den skyhøje kriminalitet i byerne (30.000 kriminelle siges at være undsluppet fra de egyptiske fængsler), at det er vanskeligt at gennemføre normale transaktioner og frem for alt, at der hersker en nervepirrende politisk usikkerhed. Rige arabere ikke har nogen tilltro til denne revolution. Siden januar har de haft travlt med at bringe deres formuer i sikkerhed, nogle af dem ankommer til London eller Zürich med kufferter fulde af kontanter. Ifølge Reuters faldt landets valutareserver med så meget som en tredjedel i de første tre måneder af året. Avisen Al-Hayat vurderer, at omkring 30 milliarder dollar er forsbundet ud af Egypten, siden Det Arabiske Forårs brød ud.

For nu at sætte dette tal i perspektiv har Verdensbanken til sammenligning tilbudt at give Egypten op til én milliard dollar i hvert af de næste to år (forudsat at regeringen opfylder visse betingelser) og yde et lån på yderligere 2,5 milliarder dollar. Den amerikanske regering har lovet to milliarder dollar i form af lånegarantier for amerikanske virksomheder og delvis eftergivelse af gæld. Men de udenlandske investorer holder sig fortsat væk fra regionen. Det egyptiske aktiemarkeds omsætning ligger for øjeblikket 23 procent under sit topniveau fra perioden, før krisen satte ind.

Bundlinjen er altså, at de økonomiske vilkår er blevet værre, ikke bedre, som følge af Det Arabiske Forår. Inflationen er nu på over 12 procent i Egypten. Arbejdsløsheden stiger ligeledes.

Intet af dette burde ikke overraske os. For sådan er en revolutions livscyklus. Hvad der begynder med euforiske menneskemængder, glider snart over i en næste fase af økonomisk lammelse. Det samme skete i Frankrig efter den første 'livsalighed' i 1789 og i Rusland efter 1917. I begge tilfælde blev begejstringen over at have væltet det gamle regime hurtigt efterfulgt af harme over et brat fald i levestandarden. Og dette var lige præcis, hvad der gav de politiske ekstremister en chance for at brænde igennem med deres radikale ideologier om krig mod indre og ydre fjender. I går jakobinerne og bolsjevikkerne. I morgen, frygter jeg, kan det blive Det Muslimske Broderskab og al-Qaeda.

Som Keynes kunne have skrevet det: »Herefter vil intet i ret lang tid kunne udsætte den endelige borgerkrig mellem de reaktionære kræfter og revolution, i sammenligning med hvilken, rædslerne ved den forrige krig mod terror hurtigt vil være for intet at regne.«

© The Wylie Agency og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Niall Ferguson

Født 1964, britisk historiker, professor ved Harvard University.

Har sepcialiseret sig i økonomisk og finansiel historie, er en ivrig samfundsdebattør med fast spaltepalds i Financial Times

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis det er politisk ekstremisme at kræve sin ret, hvad er det så at bede en stat, man normalt inderligt foragter, om milliardlån og skattepenge til at rette op på skaderne fordi man ikke kan finde ud at styre sine finanser?

For 18 uger gjorde jeg i et indlæg i dette medie opmærksom på den rette sammenhæng i det såkaldte 'Arabiske Forår'. Godt at se, at noget realisme nu begynder at indfinde sig i debatten om dette. Men utroligt at der skulle gå næsten fem måneder, først med grundløs eufori siden med tavshed, før man skal se en artikel som denne. Men bedre sent en aldrig.

Egypten og de andre ikke-olie-eksporterende lande i MØNA, står over for økonomiske og sociale sammenbrud, som allerede nogle steder manifesterer sig i borgerkrige. Regningen for de sidste 50 års voldsomme befolkningstilvækst skal nu betales, af samfund der ikke evner at beskæftige og brødføde befolkningerne.

De ser velstanden i Vesten og den økonomiske vækst i Kina, Indien og, værst af alt, i Israel, som, sammen med lokal korruption og ineffektivitet, bevirker fødevarepriser i MØNA de ganske enkelt ikke har nogen mulighed for at betale, og endnu mindre har mulighed for at opnå den attråede materielle velstand de ser andre steder. At dette af langt de fleste i Vesten er blevet udlagt som 'den arabiske gades' ønsker om demokrati og personlig frihed, kan man kun undre sig over.

Den kommende tid vil nu vise, hvorledes EU vil tackle de problemer der vil skylle hen over Europa, i takt med sammenbruddene i MØNA.

@ Magnus Falko:

Man kan næppe kalde Noam Chomsky et upolitiserende neutralt sandhedsvidene. Selvfølgelig giver han USA skylden - hvad ellers - kunne man forvente andet?

Som jeg indikerer ovenfor, bør 'skylden' for hvad der foregår i MØNA rettligen placeres hos de asiatiske fremadstormende lande som Kina, Vietnam og Indien. De præsterer på egen hånd noget de arabisk lande er ude af stand til, nemlig økonomisk fremgang baseret på hårdt arbejde og vestlig moderne teknologi. Med deres øgede efterspørgsel presser de verdensmarkdspriserne op på føde- og råvarer op, med et tempo og til et niveau de ikke-olie-eksporterende lande i MØNA slet ikke kan matche. Dette sker på et tidspunkt hvor MØNA's voldsomme befolkningstilvækst i de sidste årtier skaber øget arbejdsløshed og fattigdom i regionen, sammenholdt med traditionel elendig regeringsførelse. Hertil kan føjes etniske og sekterisk religiøse stridigheder, som hensætter regionen i evigt kaos.

At give USA - eller Vesten - skylden herfor, som det selvfølgelig bliver gjort som en rygmarvsreaktion i visse kredse, er ukorrekt. Enten skyldes det forstenet politisk udsyn, eller manglende lyst til at indsé, at der kan være andre grunde end Vesten til verdens dårligdomme, specielt i islamiske lande. Ironisk nok sker alt dette på et tidspunkt, hvor Vestens politiske indflydelse i regionen er stærkt for nedadgående.

Magnus Falko

Kære Ole Olsen.

Tak for dit svar. Din analyse om verdensmarkedspriser, befolkningstilvækst og elendig regeringsførelse i muslimske lande kan og vil jeg, i sig selv, slet ikke modsige.

Du skriver imidlertid ikke hvad du mener med at Noam Chomsky "giver USA skylden". Du bedes venligst specificere, gerne med citat fra Chomsky og nogle af de kredse du antyder, for ellers kan jeg jo ikke rigtigt tro andet end at det er dig der rygmarvs-reagerer på dém. Jeg vil gerne blive klogere.

Havde du skrevet at Chomsky giver USA »en del af« skylden, så havde du haft ret – af to grunde:

1) Hverken jeg, Chomsky eller nogen jeg har stødt på, benægter at disse regimer i sig selv er korrupte, fundamentalistiske og undertrykkende. Det er skam ikke bare i Vesten at lømlerne befinder sig. Klart nok.

2) Det ændrer bare ikke ved den kendsgerning at Vestlige lande i årtier, både passivt og aktivt, har accepteret og tilmed ofte støttet disse styrer økonomisk eller militært og (dermed) til dels politisk: http://www.folkebevaegelsen.dk/spip.php?article3743 & http://politiken.dk/udland/ECE1203562/eu-forsyner-libyen-med-vaaben/ ... osv., osv.

Dertil kommer at fattigdom, arbejdsløshed og eksploderende fødevarepriser ofte ikke bare handler om efterspørgsel og befolkningstilvækst, men om kynisk spekulation, hvilket nærværende dagblad flere gange har skrevet om. En af de største svøber i verden i dag er at det liberale liv økonomiseres, alt imens det økonomiske liv liberaliseres.

For mig er billedet skam ikke sort-hvidt, men gråt. Der er bare lige det ved det at både Mellemøstens og Vestens ledere er lige "gode" om dette, på hver deres måde.

Folkenes forandringstørst er med andre ord yderst forståelig og tiltrængt, men Vesten forsøger at dreje folkeoprøret hen i en retning som Vesten (stadig) har kontrollen over. Læs fx http://www.telegraph.co.uk/news/worldnews/africaandindianocean/egypt/828...

Det er langt lettere at kapre og manipulere ud fra kaos end ud fra harmoni.

The Daily Telegraph nævner blandt andre Mohamed ElBaradei som blev fløjet ind i Egypten efter optøjerne begyndte. ElBaradei er i høj grad vestligt skolet og har været udenlands i adskillige år. Dette er der ikke nødvendigvis noget "galt i" (tænk blot på Gandhi) – det må bero på mandens faktiske habitus. Han er næppe "den værste", og han har flere gange kritiseret Bush-regeringen, MEN jeg vil nok kalde ham en "nyttig idiot".

Det er i mine øjne ikke særlig trygt at han "tilfældigvis" lige præcis indtil oprørets start i januar sad med i International Crisis Group, en organisation smækfuld af klodens mest forbryderiske geostrateger og økonomiske manipulatorer såsom Zbigniew Brzezinski, Lawrence Summers, Uffe Ellemann-Jensen (at have været så aktiv i EU's skabelse, og tilmed på så manipulerende måder som Ellemann gjorde det, er i mine øjne en demokratisk forbrydelse), Javier Solana, Samuel Berger, George Soros, Richard Armitage: http://www.crisisgroup.org/en/about/board.aspx / http://www.crisisgroup.org/en/about/board/crisis-group-senior-advisers.aspx

Der er ikke mange politiske væsensforskelle på EU og USA, og flertallet af dem, der er, er kun gradsforskelle. Førnævnte Samuel Berger, den daværende amerikanske sikkerhedsrådgiver, udtrykte det i november 1999 på kongenial vis i en refleksiv bemærkning, en såkaldt »remark«, over for styrekomiteen i den lyssky, transatlantiske Bilderberg-gruppe: »selv når vi afviger fra hinanden på politikken, afviger vi ikke fra hinanden på formålet. Og vi deler en overbevisning om, at Amerika må have midlerne og viljen til at lede.«

Bergers fuldstændige remark er usædvanligt nok blevet offentliggjort: http://clinton3.nara.gov/WH/EOP/NSC/html/speeches/19991104.html og her: http://clinton6.nara.gov/1999/11/1999-11-04-remarks-by-samuel-berger-to-...

Karim Sadjapour fra International Crisis Group deltog på Bilderberg-mødet i 2006, og Carla A. Hills, også fra International Crisis Group, er desuden med i både Bilderbergs søsterorganisation Trilateral Commission og tænketanken Council on Foreign Relations. I hver af disse magtorganisationer finder vi i det hele taget flere der går igen i International Crisis Group og i særdeleshed Bilderberg. (Igen: Ikke alle deltagere i disse klubber er lige vidende om eller enige i dagsordenen øverst oppe i magtpyramiden. Nogle er nyttige "idioter eller lærlinge" i forhold til bestemte felter hvor toppen kan påvirke og/eller bruge dem).

Lykkes dette magtelitære sammenrends forehavende, vil de arabiske og mellemøstlige befolkninger få de nuværende undertrykkende styrer byttet ud med et pseudo-demokrati som også vi andre efterhånden har det. Farvel til ét tyranni, goddag til et andet.

Jeg håber og tror på at befolkningerne er sindige og vågne og vælger nogle helt tredje eller syvogtyvende veje med REELLE folkestyrer.

That's the point.

– Venlig hilsen Magnus Falko